'Mod er smitsomt - min bare røv'

December 2009 i Reykjavik, Island: Julian Assange og andre centrale medlemmer af Wikileaks udvikler sammen med en gruppe islandske aktivister og parlamentarikere idéen om at gøre Island til landet med verdens mest progressive medielovgivning. Et fristed for forfulgte hjemmesider og medier. Hvad Schweiz er for skattesnydere, skal Island være for forfulgte medier og bloggere, lyder konceptet. Tre måneder efter vedtages forslaget enstemmigt i det islandske parlament, Althingi:

»Julian og jeg argumenterede på landsdækkende tv for, at det her ville blive den næste forretningsmodel for Island. Det føltes underligt, men den næste dag fandt vi ud af, at alle ville tale om det,« mindes Daniel Domscheit-Berg en tidligere central figur i Wikileaks i en ny dokumentarfilm. Under sit ophold på Island tager Assange til cocktailfest på den amerikanske ambassade som ledsager til en islandsk parlamentariker.

December 2010, Norfolk, England: Julian Assange er i husarrest på en herregård i det østlige England. De svenske myndigheder ønsker ham udleveret i en sag om voldtægt af to svenske kvinder. Prominente amerikanske konservative politikere kræver ham henrettet for hans terroristiske aktiviteter, og der spekuleres i, at USA vil kræve ham udleveret fra Sverige. På grund af frygt for, at nogen vil forsøge at få ham myrdet, er der ekstra beskyttelse, når han ankommer til retsmøder i London.

De kun 12 måneder imellem de to situationer illustrerer Wikileaks spektakulære entré på den storpolitiske scene. Offentliggørelser i fire omgange af fortrolige amerikanske dokumenter har gjort Wikileaks til verdens mest omtalte hjemmeside, og alt, hvad organisationen og dens stifter foretager sig, bliver fulgt i mindste detalje af horder af journalister og efterretningsagenter.

Både den aktivistiske undergrundspresse og tabloid-pressen følger historierne tæt. For et år siden deltog Wikileaks i en nations lovgivningsarbejde med et forslag til verdens højeste grad af informationsfrihed. Nu udstedes der arrestordrer, Assange omtales som terrorist og kræves fængslet.

Nytår 2010, Berlin, Tyskland: »Mod er smitsomt« er blevet et slogan for bevægelsen. Julian Assange siger det selv til sine støtter, når der er pres på fra myndighederne, og det står i grafikker, som fans kan downloade som baggrundsbilleder til deres computere.

»'Mod er smitsomt', min bare røv,« siger den indflydelsesrige hollandske hacker Rop Gonggrijp til en fuld sal på Europas største hackerkonference i Berlin arrangeret af hackergruppen Chaos Computer Club (CCC), som Information deltog i mellem jul og nytår.

Det store fokus fra den amerikanske regering og de semi-legale offentliggørelser skaber et paradoks for Wikileaks og dets aktivister. Rop Gonggrijp besluttede at forlade organisationen efter kortvarigt at have været involveret i både offentliggørelsen af en fortrolig amerikanske video fra Bagdad og udfærdigelsen af det islandske forslag til en ny medielovgivning. Hans historie afspejler det dillemma mellem reform inden for systemets rammer og den konfrontation med magthaverne, som Assange det seneste år har søgt.

»Jeg tror, at jeg kunne komme med alle mulige historier om, hvordan jeg var uenige med folk, eller om beslutninger der blev taget, men sandheden er, at i den periode, jeg hjalp til, skræmte de mulige konsekvenser af Wikileaks livet af mig. Jeg ønsker Julian og hans folk det bedste, men jeg kan ikke leve et liv i en rygsæk på flugt,« fortsætter Rop Gonggrijp.

Også Daniel Domscheit-Berg, der i september forlod Wikileaks efter uoverenstemmelser med Julian Assange, mener, at Wikileaks' nuværende strategi er dybt uholdbar:

»Det er ikke bæredygtigt, i forhold til hvad vi vil opnå. Vil vi have en løsning på vores problemer, som er bæredygtig, og som kan tåle dagens lys? Eller vil vi have en løsning, der går så dybt ned i undergrunden, at det ikke længere er en løsning, men mere et hack, som nogle mennesker kan have gavn af, men som ikke kan skaleres op til hele samfundet,« siger han, der selv har været associeret med Chaos Computer Club. I stedet peger han på reformer som i Island, der inden for lovens rammer kan forbedre forholdene for undersøgende journalister og whistleblowere.

Fuld bevågenhed

Den årlige CCC-konference henvender sig primært hackere og informationsaktivister, der over fire dage samles og udveksler erfaringer og idéer. Chaos Computer Club, der er hackergruppen bag konferencen, har siden 80'erne været kendt for at afsløre sikkerhedsbrister i it-systemer. Senest i 2008, hvor de i protest mod planer om at integrere biometriske data i de tyske pas offentliggjorde den tyske indenrigsminister Wolfgang Schäubles fingeraftryk. Indenrigsminister Schäuble var kommet for skade at udtale, at »alle menneskers fingeraftryk er unikke. Denne teknologi vil hjælpe os med at være et skridt foran de kriminelle« fordi det vil forhindre »at ægte pas bliver misbrugt af personer, der ligner den person, der er på pasbilledet«. Indenrigsministerens fingeraftryk blev offentliggjort i medlemsbladet sammen med folie og instruktioner, så det var muligt at kopiere og bruge det som ens eget.

I år blev både mobiltelefoner, elektroniske betalingskort og Playstation 3 under store bifald afsløret i alvorlige sikkerhedsbrister fra scenen i Berlin. Nyheder der som altid skabte overskrifter i teknologi-medierne, mens balladen om Wikileaks har bragt fokus på miljøet fra andre kanter.

Det er blandt deltagerne en vittighed, at konferencen blev udsolgt på rekordtid, og man siger, at det er efterretningsagenternes skyld, at mange hundrede hackere ikke kunne få plads i konferencesalen. Selv om miljøet formelt er åbent for offentligheden, er der brok i krogene, da politiet kortvarigt er forbi til en kop kaffe. I kælderen sidder 4-500 personer bag lysende skærme i det såkaldte hack-center og udveksler koder, tips og tricks om hacking og computerprogrammer. »No photos« står der på væggene i det dunkelt oplyste lokale, og bordene er fyldt med tomme Club Mate-flasker - en sydtysk produceret effektiv energidrik baseret på den argentinske yerba mate-plante. Der er computernørder op til 50-årsalderen i hættetrøjer med logoer, der viser begejstring for forskellige open source-projekter. Både teenagere og kvinder er stærkt underrepræsenterede. En target-list over hjemmesider, der kan hackes, florerer blandt deltagerne, og flere hjemmesider for politiske partier og medier har allerede måttet bukke under med en klar besked fra kælderlokalet om, at deres sikkerhed er mangelfuld.

Tabloid-avisen Bild Am Sontag har også sendt journalister til konferencen. De får øje på Daniel Domscheit-Berg, der sidder med sin laptop i loungen.

»Journalisten har opsøgt mig før - han ville vide, om det var rigtigt, at jeg har haft Julian Assange boende engang. Og han var meget interesseret i, hvad han godt kan lide at spise til aftensmad,« fortæller han til Information.

Brug for uafhængighed

Kongressen var den 27. i Chaos Computer Clubs regi og blev brugt til at se tilbage på det særligt turbulente år for hackermiljøet og internettet. Som det amerikanske teknologitidskrift Wired konkluderede for nyligt så var 2010 året, »hvor internettet gik i krig«. Efter Wikileaks' offentliggørelser af de fortrolige amerikanske dokumenter startede der en kædereaktion af begivenheder i hele cyberspace.

Wikileaks havde ellers ikke haft nævneværdige problemer længe, men da offentliggørelserne blev til storpolitik, svigtede de privatkontrollerede dele af internettets infrastruktur hurtigt hjemmesiden. Først mistede de domænenavnet, så røg hostingen fra Amazon og til sidst blev den økonomiske infrastruktur beskadiget da Paypal, Visa, Mastercard og en schweizisk bank lukkede kontoer og nægtede at facilitere overførsler til Wikileaks. Cindy Cohn juridisk chef i den amerikanske NGO Electronic Frontier Foundation opsummerer problematikken i magasinet Wired.

»En række meget vigtige ting skete i år. Det tvinger os til at begynde at tænke på, at der er så mange mennesker, der er afhængige af private firmaer for at nyde frugterne af teknologien. Hvis den private virksomhed stiller op for os, har vi rettigheder, hvis den ikke gør, så har vi ingen,« sagde hun.

En fornemmelse af, at man tvinges til at eksistere på private virksomheders nåde, har bredt sig, og de principielle spørgsmål præger i den grad stemningen blandt informationsaktivisterne på konferencene. Det skal gentænkes, hvem der skal have kontrol med internettets vitale funktioner, så hjemmesider som Wikileaks ikke igen kan blive ramt af politisk pres uden om domstolene, lyder beskeden fra Daniel Domscheit-Berg til de mange hundrede forsamlede programmører, og han opfordrer dem til at begynde udviklingen af alternativer:

»Hvis politisk pres eller holdninger kan betyde, at det frie samfund bliver nægtet de ydelser, det har brug for, så har vi et seriøst problem. Vi bør frigøre os fra de koncepter og bevæge os mod alternativer. Vi skal ikke være afhængige af tjenester, der ikke opfører sig på en måde, som vi kan acceptere som et frit samfund,« siger han.

Også Rop Gonggrijp er utilfreds med den udvikling, som konflikten om Wikileaks har sat i gang. Virksomhedernes angreb på Wikileaks blev modsvaret af et cyberattentat fra en aktivistgruppe, der kalder sig Anonymous. Ved hjælp af et lille stykke downloadet software kunne alle, der havde lyst, deltage i at overbelaste Paypal eller Mastercards servere med trafik. Medierne mente at »hackerne slog igen«, men intet kunne ifølge Rop Gonggrijp være mere forkert :

»Hvad end vores rolle er, så er det i hvert fald ikke at nægte ytringsfrihed til mennesker eller organisationer, vi ikke kan lide. Hele den her Anonymous-ballade går mig på nerverne. Det er et spørgsmål om mental modenhed: Vores community har generelt haft succes med at give sort bælte i computersikkerhed udelukkende til folk, der har vist sig at have et vist niveau af modenhed. Nogle af os kunne sandsynligvis gøre en vis skade på Paypal eller Mastercard, men vi forstår også, at intet godt kommer ud af det,« siger han.

»Vi bliver ikke kaldt Chaos Computer Club, fordi vi skaber kaos. Hvis noget, så har vores kollektive arbejde rent faktisk forhindret kaos ved at påpege, at vi måske skulle starte med at lægge nogle ordentlige virtuelle fundamenter, inden vi bygger flere virtuelle skyskrabere,« siger Rop Gonggrijp med henvisning til gruppens praksis med at påpege problemer i selv de mest avancerede sikkerhedssystemer. Selv har han i de seneste år rejst verden rundt for at påvise store tekniske svagheder i elektroniske valgmaskiner - og i blandt andet Indien påvist, at det var muligt at flytte stemmer, uden at det kunne spores.

»Vi forårsager ikke kaos, men vi forstår lidt af, hvordan kaos fungerer, og vi har været i stand til at hjælpe andre til at blive bedre til at håndtere det. Som denne verden bliver mere kaotisk og midlertidig - kan vi hjælpe«.