Den sociale kontrakt

Kampen om efterlønnen er et offentligt drama, fordi den handler om grænsen mellem velfærdsstatens officielle 'vi' og det enorme, uofficielle udenforskab
Indenfor. Lars Løkke Rasmussen med fine gæster på Marienborg: Unge indvandrere fra Askerød-bebyggelsen på Københavns vestegn, som skal indenfor på arbejdsmarkedet.

Indenfor. Lars Løkke Rasmussen med fine gæster på Marienborg: Unge indvandrere fra Askerød-bebyggelsen på Københavns vestegn, som skal indenfor på arbejdsmarkedet.

Marie Hald
8. januar 2011

De svageste er det stærkeste kort. Det er rørende så mange reformer, som begrundes med de svageste, når både blå og røde vil redde velfærden. De siger kernevelfærd og solidaritet og de svageste.

Kontanthjælpsloftet blev indført for at løfte de svageste, matchgrupperne for at målrette ydelser for de svageste og arbejdsmarkedsreformer, som reducerede dagpengeperioden og de fuldtidsforsikredes rettigheder, for at aktivere de passive. Starthjælpen blev lanceret som integrationsydelse, og 300-timers-reglen, som blev til en 450-timers-regel, blev indført for at sikre, at bistandsklienter ikke gik derhjemme og gik i stå. De skulle ud og mærke arbejdsmarkedet.

Ellers vil velfærdsstaten langsomt forsvinde, hedder det. Det er en kamp på liv og død for velfærdsstaten, forstår man.

Ingen kan være uenige i logikken: Det er bedre for den enkelte at arbejde end ikke at bestille noget. Og det er bedre for fællesskabet. Hvis målet med velfærden er at skabe betingelser for selvstændige borgere, er det forkert, at så mange er afhængige af offentlig omsorg. Man kan ikke have rettigheder, hvis man ikke også har pligter. Og man kan ikke forsvare sine rettigheder, hvis man ikke kan true med ikke at leve op til sine forpligtelser. Det er den sociale kamps væsen.

Derfor har både socialdemokrater og borgerlige over de seneste årtier taget fra de svageste på kort sigt for at redde dem på lang sigt. Man har nedsat ydelser og reduceret rettigheder, så de ikke skulle gå ud og hygge sig langt væk fra arbejdsmarkedet. For deres egen skyld.

Sagen er bare, at gennem de sidste 25 år har 25 procent af arbejdsstyrken stået udenfor. Det er et stabilt tal: Omkring 800.000 mennesker har siden 80'erne været et konstant tal på dem, der har alder til at arbejde, men ikke er i arbejde. Dem taler man ikke om, når man taler om 'arbejdsløsheden' - det er kun de 'fuldtidsforsikrede ledige' på dagpenge, som kaldes 'arbejdsløse'. Vi har ikke noget samlet ord for dem udenfor som gruppe og heller ikke som problem. Det har man i Sverige, hvor den borgerlige regering taler om 'udenforskabet' som et pointeret problem. Man kender tallet på 'udenforskabet' i Sverige, og man drager regeringen til ansvar for det.

Denne gruppe uden navn har i Danmark ringere rettigheder end dem, der er indenfor. Ingen stærk organisation forsvarer dem, og de har ingen sanktioner over for sociale myndigheder. Man hører om bizarre overvågningsformer, som skal sikre, at sociale klienter bor på deres adresse, og der er sporadisk skandaler om absurde beskæftigelsesprojekter, men kun fordi de er spild af ressourcer.

Fra indenfor til udenfor

Anders Fogh Rasmussen kunne før valget i 2001 love, at han ikke ville røre overførselsindkomster og bagefter gennemføre kontanthjælpsloftet - uden at blive beskyldt for løftebrud. Da han siden foreslog en reduktion af de supplerende dagpenge, hvilket ramte dem, der var be- skæftigede, og de virksomheder, som spekulerede i ydelsen, var der offentlig ståhej. Oppositionen sagde 'kontraktbrud', og regeringen trak forslaget tilbage. Den nedskæring ville nemlig ikke ramme de rettighedsløse udenfor, men de stærke indenfor. Når der ikke var offentlig ballade om regeringens forslag til forringelser af retten til førtidspension, mens der nu er voldsom alarm omkring efterlønnen, skyldes det, at den første kun rammer dem udenfor, mens den anden også rammer dem indenfor. Regeringen Løkke siger, at der vil være andre ydelser til dem, der ikke er i stand til at arbejde, indtil de bliver 70. Det er for det første ikke rigtigt: Der findes udstødte, som ikke er kvalificeret til sociale overførsler.

Det er for det andet en devaluering for de berørte at gå fra efterløn, som er en værdig rettighed, til en anden ydelse, som ofte vil være en uværdig overførsel. Det er derfor, det er en vigtig kamp for dem, det drejer sig om. De vil ryge over i udenforskabet. Det er en kamp på selve grænsen mellem det værdige 'indenfor' og det uværdige 'udenfor'.

Et venstreorienteret svar

Det oplagte svar fra den venstreorienterede opposition er modstand mod al forandring: Det er at 'rulle tilbage' og forsvare og bevare velfærdssamfundet, som det var lige før. Det er bare et dårligt svar.

For grundlæggende er den sociale kontrakt i velfærdsstaten langsomt ophævet og erstattet af en ny overenskomst mellem de produktive, som ikke omfatter de uproduktive. De produktive skal være mere produktive, og de uproduktive skal lære taknemlighed og tavshed.

Det er blevet sagt, at det gode ved velfærdsstaten ikke er, at man selv får sikkerhed. Det gode er derimod, at man ikke skal have dårlig samvittighed over de andres usikkerhed. Velfærdsstaten lover den enkelte, at man ikke skal finde sig i synet af andres sociale ydmygelser. Man skal ikke bare lære at leve med det.

Men nu er det blevet sådan, at man skal lære at leve med, at det skal gå ud over de svageste, hvis man skal forsvare velfærdsstaten. Dem der ikke bidrager til det fælles, er ikke omfattet af den solidaritet, som statsministeren taler om. De er ikke med i velfærdsstatens 'vi'.

Opgaven for en opposition er ikke at besynge det gamle samfund som socialismens guldhorn. Den må være at udvikle en ny social kontrakt. Det er svært, men det kræver en udvidelse af arbejdsbegrebet og en progressiv skattereform. Det er vanvid, at mange i middelklassen får andre til at gøre rent og passe børn, men ingen betaler skat. Er det samfundets skyld - eller er de alle kriminelle? Det er oplagt at se på, hvordan det sorte arbejde omsættes til lovligt arbejde. Det er lige så oplagt som i Sverige at genopfinde servicearbejde som arbejde. Det gør man gennem offentlige tilskud til serviceydelser, som gør det nemmere for lægen at udføre operationer og betale andre for at slå sin græsplæne. Det er klart, at man må flytte skat fra arbejde til ejendomme for dem, der sælger boliger videre med stor gevinst. Det er ikke alverden, men det er en start.

Den slags kan man godt forklare borgerne i Danmark. Der er trods alt en grund til, at de svageste er det stærkeste kort, når man taler om, hvad der er rigtigt og retfærdigt.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Leo Nygaard

Meget fin analyse.
Der er gået kludder i solidariten.
I min barndoms "Flemming" bøger blev indledt med : "Prøv med kærlighedens stærke arm".
Udenforskaberne skal bare ikke ynkes og støttes, men osse sparkes indenfor. Det påhviler os alle.

Læs osse Georg Metz blog.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ebbe Lauridsen

Tak Rune
Så fik vi al den snak om at redde velfærden af hensyn til de svage sat lidt på plads.

Og det er på tide at vi også i Danmark tager ”udenforskabet” alvorligt. Det er vor tids største udfordring. Hvordan får vi dem udenfor med på vognen. Pisk eller spark virker åbenbart ikke.

Hvad med lidt positive incitamenter. Hvad med at ”det skal kunne betale sig at arbejde” også for dem i den lave ende af skalaen? Det kan gøres besnærende enkelt:

Erstat alle overførsler med en basisindkomst svarende til det nuværende niveau – men uden betingelser og uden modregning. Erstat skrankepaverne og kontrollanterne med tilbud om vejledning og coaching.

Sæt ”udenforskabet” fri

Læs mere om ideen her:
http://www.borgerloen.dk/

og her:
Borgerløn i Danmark?
http://www.modernetider.dk/blogs/105/BorgerlAn-i-Danmark.html

og her:
http://www.modernetider.dk/blogs/154/Meld-din-nabo.html

og her:
http://www.modernetider.dk/articles/121/1/Fattigdom-i-det-rige-Danmark/S...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg har været tilhænger af borgerydelse i 25 år, nemlig siden partiet De Grønne var på banen. Partiet eksisterer stadig, men ikke som aktivt politisk parti. De forsøgte i nyere tid at overbevise Retsforbundet om ideen, men forgæves.
Sjovt nok har vi jo borgerydelse, bare kun i 5 år.
Gæt hvordan ?
Jeg opgav selv tanken, grundet politiske muligheder. Den danske folkekarakter er ødelagt gennem 50 års socialdemokratisk hjernevask. Derfor et sympatisk luftkastel i tiden.

Men, måske dens tid kommer, når velfærdssystemet bryder sammen.

anbefalede denne kommentar