Interview
Læsetid: 7 min.

Totalitarismen er død - demokratiet løbet løbsk

Nazismen, bolsjevismen og fascismen opstod alle tre takket være et unikt historisk øjeblik og genopstår aldrig, forklarer den franske filosof Marcel Gauchet. Og advarer om, at demokratiet er på vej ind i en blindgyde
Kulten. Regimerne genskabte den religiøse dyrkelse af lederen, forklarer Marcel Gauchet. Her er det Hitler i en billedserie, der skulle illustrere førerens kraft og beslutsomhed, fra begyndelsen af 1930'erne.

Kulten. Regimerne genskabte den religiøse dyrkelse af lederen, forklarer Marcel Gauchet. Her er det Hitler i en billedserie, der skulle illustrere førerens kraft og beslutsomhed, fra begyndelsen af 1930'erne.

Moderne Tider
15. januar 2011

»Så er vi her næsten ...« Ankommet fem minutter før tid stryger filosoffen og historikeren Marcel Gauchet elegant op på første etage. Han viser vej ind på sit kontor hos Frankrigs tredjestørste forlag, Gallimard, der ligger i det fornemme syvende parisiske arrondissement, hvor selv supermarkederne er pæne.

Som en anden kliché bugner hylder og skrivebord af bøger. Men luften er fri, så her gestikulerer Gauchet straks løs for at forklare, hvorfor der efter første Verdenskrig opstod et tomrum, der nærmest ventede på at blive indtaget af nazismen, fascismen og bolsjevismen.

De tre totalitarismer udgør omdrejningspunktet for hans tredje bog i serien om demokratiets oprindelse A l'épreuve des totalitarismes 1914-1974 (Udfordret af totalitarismerne 1914-1974, red.). Heri forklarer Gauchet, hvordan de tre totalitære regimer opstår - og dissekerer dem hver for sig.

»Indtil Første Verdenskrig havde vi en demokratiseret liberalisme i Europa. I mange lande - Frankrig var en undtagelse - var der tale om konstitutionelle monarkier, der lidt efter lidt blev liberaliseret. Folk fik det, vi i dag kalder de grundlæggende rettigheder. Men for eksempel var den almindelige valgret endnu ganske ny og omdiskuteret omkring år 1900. Og kvindernes valgret var end ikke på tale endnu, så det var en ufuldkommen demokratiseret liberalisme.«

De skriver, at før nazismen, fascismen og kommunismen dukkede op, kunne man nærmest ikke forestille sig disse regimer?

»Samfundene omkring år 1900 var for traditionelle. Der var stadigvæk aristokratier, ret stabile kongedømmer og kirker. Det gav en art pluralisme af sociale kræfter, og i forhold hertil var det umuligt at forestille sig en totalitær magtovertagelse.«

De tre totalitarismer opstod ifølge Dem i et unikt historisk øjeblik. Hvad skabte dette øjeblik?

»Der skete en enorm forandring i de europæiske samfund. Det var tidspunktet for den anden industrielle revolution, som fuldstændigt ændrede situationen med helt nye store organisationer: De store gårde, de store byer - i dag forstår man ikke helt, hvor nyt det var dengang - og de store politiske organisationer, altså de store partier og fagforeninger. Kirkerne, der indtil omkring år 1900 havde haft en ekstremt vigtig rolle som fælles ramme for befolkningen, mistede kontrollen. Samtidig udviklede samfundet sig fra et kollektivt til et individ-baseret samfund. Herefter blev en ny opfattelse af politikken mulig,« forklarer filosoffen.

Men den begivenhed, der for alvor fik tingene til at skride, var verdenskrigen i 1914.

»Krigen skabte ekstraordinære forhold. Men frem for alt gav den disse forhold en art generel selvfølgelighed, så folk havde indtryk af at bevæge sig ind i en anden verden.«

Den politiske religion

De skriver, at totalitarismerne baserede sig stærkt på en særlig videnskabeliggørelse af politikken, en karismatisk leder samt inddragelsen af de unge. Hvorfor satte man lige præcis ind her?

»Det var de problemer, som samfundene i den demokratiserede liberalisme kæmpede med. Man forsøgte at skabe en politisk form, som faktisk var et svar på den dybe moralske krise, de liberale regimer befandt sig i. Frustrationerne kom ofte til udtryk i form af de socialistiske krav, men det handlede langtfra kun om social retfærdighed. Den demokratiserede liberalisme skabte ekstremt forvirrende parlamentariske regimer, hvor borgerne ikke vidste, hvem der bestemte hvad. Det var reelt set svært at identificere sig med magten. Ikke mindst i sammenligning med fortidens religiøse samfund, hvor der var en stærk fælles intellektuel referenceramme.«

»Pludselig var der ingen idealer, og man fik indtryk af, at politikken var blevet kynisk. Det er meget smerteligt at leve i et styre, der ikke tror på noget. Med de totalitære regimer fik man en doktrin, der blev præsenteret som en videnskab. Når man har en leder, som forudsættes at bestemme alt, ved man, hvem der bestemmer. Det var det radikale svar på denne skepticisme.«

I forhold til ungdomsbevægelserne var det et andet element, der gjorde sig gældende, forklarer filosoffen. For hvor de demokratiserede liberale samfund gav grobund for individualisme og gav det offentlige et dårligt image, satte de totalitære regimer fællesskabet i højsædet.

»Og de unge blev naturligt tiltrukket af idealet og fællesskabets ånd. De var det naturlige svar på de liberale regimers ego-istiske ligegyldighed.«

Det særlige ved totalitarismerne var altså den radikale version, de skabte, af løsningerne på borgernes frustrationer.

»De drev dem så langt ud, at de blev alt noget helt andet end i andre regimer. Alt var politiseret i disse regimer, indtil den absolutte absurditet.«

Som eksempel herpå giver Gauchet småklukkende den bolsjevikiske skakspilsfront. Til den mere alvorlige ende hørte selvfølgelig valget af partner og omgangskreds, som kunne have fatale konsekvenser i tilfælde af 'fejlvalg'.

Endelig tog totalitarismen religionen og gav den en politisk form, forklarer filosoffen:

»Man genindførte de gamle religiøse normer. Totalitarismerne ville ikke blot udfylde den plads, religionen havde tidligere, men genskabe den generelle måde, religionen formede samfundene på. Kulten omkring lederen var en gendannelse af den hellige magt i de religiøse samfund. Formerne er meget forskellige. Man faldt ikke på knæ foran et helligt objekt som i den katolske verden, men man genskabte viljen til at sammenføje sjæl og krop i et harmonisk samfund,« forklarer han.

Ligesom lederen var det »geni, der selv udviklede samfundets doktrin«, blev partiet en slags aristokrati:

»Internt var der ingen uligheder, men de havde avantgardens bevidsthed om, at det var dem, der skabte fremtiden, som holdt sammen på samfundet. På den måde blev de en overlegen social klasse. Det skabte samtidig den her intime sammenhæng mellem fællesskaberne, som også var karakteristisk for de religiøse samfund. Det var netop, hvad der fandt sted i alle begejstringsceremonierne, som disse regimer havde for vane at foranstalte. Det var faktisk alle elementerne fra de religiøse samfund, men i moderne gengivelse. Derfor genkendte man dem ikke i første omgang.«

Totalitarismen i Europa er død

Efter Deres vurdering ligger totalitarismernes tid bag os. Hvordan kan man være sikker på det?

»Det ideologiske brændstof findes ikke længere. Det var, fordi folk var klar til at dø for ideerne, at disse regimer kunne blive skabt. Det er virkeligt dybt forbundet til billedet af det gamle religiøse samfund, som stod stærkt efter Første Verdenskrig. Det har ingen betydning for europæere længere,« forklarer Gauchet og understreger for en god ordens skyld, at vi altså taler om Europa.

»Vi har mistet sansen for hierarkierne, som de fandtes i de gamle samfund. Der er fortsat folk, der kommanderer, og folk, der adlyder, men vi mener ikke længere, at de kommanderende befinder sig på et andet niveau end os. Folk forstår ikke ideen om en hellig magt.«

Men den militante venstrefløj i 1970'erne var og islamistiske terrorister i dag er klar til at dø for deres ideer.

»De er destruktive bevægelser, bevægelser af afmagt. De ved, de er i mindretal. Eftersom man ikke kan ændre verden, kan man i det mindste gøre den ondt. Det er intellektuelle universer, som er så langt fra den totalitære optimisme, som man kan være. For nazister, fascister og bolsjevikker var alle overbeviste om, at de havde redskaberne til at ændre verden.«

I sin bog minder Gauchet afslutningsvis om, at de totalitære regimer faktisk skabte grobunden for de vesteuropæiske demokratier og velfærdsstaten. Men han peger også på, at de lige nu befinder sig i noget af en blindgyde, fordi der blev indført en række samfundsgoder, der i dag skaber store konflikter. Det aktuelle eksempel er selvfølgelig pensionssystemerne, der for alvor blev implementeret efter Anden Verdenskrig:

»Dengang levede folk omtrent fem år, efter de forlod arbejdsmarkedet. Eftersom man i dag plejer folk bedre og har gode sundhedsvæsner, lever de 20 eller 30 år længere, så finansieringsproblemet er et helt andet. Det kunne ingen regne ud dengang, ansvaret er kollektivt.«

Sagen er blot, at de europæiske samfund ikke fik reageret på problemerne i tide. I stedet har umodige politikere lappet og småforbedret løbende. Det har skabt et virvar af små reformændringer, der gør det svært for borgerne at gennemskue, hvad skattekronerne går til.

»Folk forstår ikke længere, hvordan systemet, som de nyder godt af, fungerer. De ved ikke, hvad det egentlig forudsætter af enorme ressourcer at holde denne enorme og dyre maskine kørende,« Marcel Gauchet slår nu lidt desperat ud med armene:

»Tidligere var man tvunget til at tænke over, hvad man skyldte fællesskabet, den sociale klasse man tilhørte. I dag har vi i Europa skabt et system, der er kendetegnet ved at skylde samfundet alt: Uddannelse, sundhed og social sikkerhed. Men alligevel behøver individet ikke optræde, som om han er en del af et samfund. Denne ligegyldighed over for samfundet, bringer det i fare og gør det svært for demokratierne at fungere.«

Dilemmaet i dag er derfor, at vi fortsat ønsker at sikre borgerne socialt og økonomisk, men ikke har svar på, hvordan det kan gøres:

»Det er den europæiske ulykke i dag: Der er brug for lidt historisk forestillingsevne, nogle politisk troværdige folk, som kan fortælle befolkningen, at der er brug for nye tekniske redskaber,« konkluderer Gauchet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Igen, igen, en borgerlig filosof, der for at få sit verdensbillede til at hænge sammen, endegyldigt har måttet afskrive de milliarder af fattige mennesker, der udgør drivkraften i klassekampen.

Nazismen, bolsjevismen og fascismen opstod alle tre takket være et unikt historisk øjeblik og genopstår aldrig. ... siger Marcel Gauchet.

Marcel Gauchet har ret, for så vidt angår nazismen og bolsjevismen som opstod som svaret på hinanden, på grund af den Vestlige kapitalismes imperialistiske drømme om at undertvinge det Slaviske folk.

Men Marcel Gauchet overser, at fascismen - på samme måde som kommunismen - er en af klassekampens modpoler, idett fascisme er kapitalismens endemål.

De mennesker, der ikke er rentable i følge kapitalismens ide om effektivitet, udstødes af samfundet, med opbud af alle de mekanismer: overvågning, politigendarmeri, fængselsvæsen og deportation til fattigdomsghettoer, som kendetegner de fascistiske samfund. Kapitalismen overbyder konstant sig selv i forsøget på at forlede folk til tillid og tiltro, og det bliver mere og mere klart for folk, at kapitalismen kun kan opfylde løftet om rigdom - og stabilitet - for en brøkdel af jordens befolkning.

Heroverfor står kommunismens humanistiske og solidariske - omend mindre prangende - samfund, som altid vil være mål for flertallet på jorden, idet økonomisk stabilitetet har en høj prioritet i den kommunistiske samfundsmodel.

Og ja, korruption og grådighed er stadig den største hindring for at opbygge velfungerende samfund - men det problem beskæftiger Marcel Gauchet sig jo heller ikke med...

Bill Atkins, Marx er altså ikke en profet.

Produktiviteten er jo forøget endnu mere end folk, der overlever i mere end fem år efter tilbagetrækningsalderen.

Jeg undre mig også hvordan det lykkes Marcel Gauchet helt at undgå at forholde sig til den kapitalistiske økonomi og dens problemer.

Det er imponerende hvordan manden klarer det krumspring fra en ret fornuftig analyse af fortidens ismer til at kulminere ud a det blå at socialismens værdier om solidaritet og velfærd til alle, er vores demokratiers nemesis.

Kan man ikke bare ignorere den slags dilettanter?

Og hvordan er det lige at en journalist kan finde på at starte en sætning med 'Og'?

(aller øverst uder overskriften, til dem der gik glip af det)

Claus Oreskov

Man kan spørge sig selv om, hvad Gauchets ærinde er med, al hans snak om totalitarismen. Der er jo ikke tale, om nogen isme i traditionel forstand, men om en model, og ligesom alle andre modeller er også denne model forenklende. Det kan have sine fordele, når man vil sammenligne forskelle og ligheder, men hvis man ikke arbejder videre med materialet, så stå man tilbage med et uhyre forenklet billede af historien og samfundene. Jeg tror nok at det var indenfor forskningen omkring nazi Tyskland at man først forlod denne ufrugtbare forsimplingsmodel og efterhånden er de fleste historikere (udenfor Danmark) også begyndt at genlæse Sovjetunionens historie uden de totalitaristiske briller! Det har ført til værdifuld ny viden.
Dette er imidlertid utænkeligt for en borgerlig filosof som Gauchet, for hvis han kassere totalitarisme modellen, ryger hans tese om ligheden mellem: nazismen, bolsjevismen og fascismen i lokummet – hvor den rettelig hører hjemme.
PS: Žižek påpeger at begrebet totalitarisme anvendes til at lukke munden på dem der våger a at tænke anderledes. Begrebet totalitarismen fungerer i realiteten som en tankeforbuds mekanisme. Žižek mener, at i samme øjeblik man accepterer begrebet ”totalitarisme”, indlemmes man i en liberal-demokratiske intellektuel horisont.
Se: Slavoj Žižek “Did Somebody Say Totalitarianism? Five Interventions in the (Mis)use of a Notion”.

Bjarke Hansen

@ Oreskov

Totalitarisme er kendetegnet ved en stat, der ikke kender nogen begrænsning for egen autoritet, og som stræber efter at regulere og underlægge sig alle samfundets sfærer - herunder også de private. I totalitære samfund er individet underlagt staten.

Oprindeligt brugt (positivt) til at beskrive den italienske fascisme, og i dag brugt om alle samfundssystemer, som deler disse karakteristika.

En forenklende model, ja. Men al den stund, at vi kender til adskillige ismer, der i varianter har ført til statsformer med netop disse karakteristika, så er det da stadig en fuldstændig brugbar og nyttig model?

Jeg kender fx hverken til fascistiske, nazistiske eller kommunistiske stater, som ikke har levet op til de generelle karakteristika for en totalitær stat?

Claus Oreskov

@Bjarke Hansen. Har det aldrig slået dig, at det ALTID er højreorienterede forskere der anvender totalitarisme modellen og som oftest ultra højreorienteret f.eks. folk som Brzezinski. Sammen med vennen Carl Friedrich udarbejde han, en model for totalitarismen i bogen ”Totalitarian Dictatorship and Autocracy”. Efter denne model er et totalitært styre bl.a. kendetegnet ved en absolut kontrol over kommunikationen, økonomien og borgene (gennem et effektivt politi kontrol). Ingen af disse kriterier passede på Sovjetunionen under Stalin (som jo er den periode, der er udskreget til den totalitære periode). Heller ikke i nazi Tyskland var kontrollen med borgene absolut! Nu er min viden om Tyskland under nazismen noget forældet og jeg vil holde mig til Sovjetunionen. Mange nyere forskere, der har droppet totalitarisme modellen, har påpeget at staten under Stalin faktisk var ret svag. At Stalins udrensninger var udslag at en svag stat og ikke en stærk stat. Jeg selv har mange gange fået oplysninger om Statskollektiver der opretholdt en dobbelt økonomi i sovjet tiden. Så godt som alle rensdyrnomader jeg kender (i Nord Rusland og Sibirien) havde 3-400 ”illegale”, dyr som græssede på kollektivets jord. Forskere fra Tromsø universitet fandt frem til en gruppe af flere nenetser familier som aldrig blev kollektiviserede. Selv kender jeg samer familier der først blev kollektiviserede i 1942 og det fordi deres land område lå midt i krigszonen. I disse eksempler lever virkeligheden ikke op til den totalitære model med karvet om en stærk stat – der minutiøst styrer borgene i stort og småt. Forklaringen findes i det russiske begreb – blat:
Befolkningen beherskede både formelle og uformelle praksisser. Herunder forskellige former for lobbyisme, udveksling (informationer, økonomi, tjenester og andre goder) samt hundrede, og en måde hvorpå man kunne snyde systemet. Alle støttede sig til personlige netværk, hvorigennem man kunne påvirke sin situation til det bedre: arbejdsmæssigt, økonomisk og socialt. Denne praksis galt også indenfor administrationen og det byrokratiske område.På russisk kaldes denne praksis blat. Se:
http://en.wikipedia.org/wiki/Blat_(term)
Alena V. Ledeneva har forsket meget i den uformelle praksis under sovjet såvel som i nutidens Rusland. Det har åbnet op for en hel verden af forståelse og viden som var skjult for totalitarisme forskerne. Ser du disse forskere har forvekslet modellen med virkeligheden (tænk bare på Bent Jensen) og det som de kom frem til, lå allerede latent i den model de arbejde ud fra.
Når du så skriver: ”Jeg kender fx hverken til fascistiske, nazistiske eller kommunistiske stater, som ikke har levet op til de generelle karakteristika for en totalitær stat?”, så tænker jeg,det skyldes, at du kun kender til den forskning, som de forskere der bruger totalitarisme modellen, har leverede. Hvis det forholder sig omvend,t så kom med nogle kilder til din viden.

Bjarke Hansen

@ Oreskov

Men at en stat ikke var så omnipotent, som den havde lyst til at være, gør vel ikke begrebet totalitær ubrugeligt, al den stund, at staten faktisk forsøgte, at have kontrol over alle samfundets sfærer.

Ingen stater har jo endnu været helt ude i Orwellske dimensioner (vel ikke engang Nordkorea), men jeg ser stadigvæk ikke, hvorfor begrebet 'totalitær' ikke skulle være nyttigt.

Claus Oreskov

@Bjarke Hansen.Ud fra det du siger, skal man gå ind i hvert enkelt tilfælde, og se på om en stat svare til kriterierne som er opstillet for hvad en totalitær stat er eller ikke er. Det lyder også fornuftigt, men det er ikke hvad Gauchets pusler med. Han sammenligner forskellige regimenter, og for at gøre det putter han dem ind, i sin meget forenklende totalitære model og vupti ud kommer en samling ens stater! Jeg tror nok, at selv en blind og døv hest, godt kan se at det er noget lort!

@Claus Oreskov: Det er vist dig der forenkler. Gauchet påstår ikke at der er tale om ens stater. Men at der er visse ligheder i baggrunde for deres opståen - det synes jeg er en interessant synsvinkel

Jeg tror at alle de omtalte landes kontrol med borgerne blegner i forhold til det er foregår i mange vestlige lande for tiden, inkl. Danmark.

Bjarke Hansen

@ Oreskov

Jeg læser, som Falstoft, heller ikke Gauchet på den måde, at han sætter lighedstegn imellem de nævnte ideologier - men han peger på nogle fællestræk, og kalder disse totalitære.

@ Søren Lom

Og her mener jeg det er godt, at vi har et (måske forenklet) begreb som totalitarisme, som vi kan pege på, når en stat overtræder én eller anden beføjelse.

At det så også åbner op for misbrug og deraffølgende forfladigelse af begrebet må man så tage med.

Claus Oreskov

@Søren Lom. Du har fuldstændig ret og det glæder ikke bare for nutiden. Men sammenligner man statens kontrol over den enkelte, så var Danmark f.eks. meget mere restriktivt end Sovjetunionen på Stalins tid. Vi har aldrig haft nogen nævneværdig uformel økonomi, det skulle ens nabo nok få sat en stopper for. Denne erkendelse sætter de gamle og slidte totalitarisme modeller i et blakkede lys m.a.o. de kan ikke anvendes i seriøs forskning.
Og Bjarke Hansen hvis begrebet og feltet for en analyse reduceres til ideologi, bliver det så ikke for intetsigende? Det ville selv en Brzezinski frabede sig – idet hans analyse omfatter en lang række politiske emner.
Ole Falstoft hjertesuk, få mig til at tænke på, at mange lignende debatter, for nogle handler om, at bevare deres verdens billede, gerne et meget simpelt verdensbillede, ligesom i Ringenes Herre! Jeg har forsøgt at gøre opmærksom på, at der findes andre og bedre måder, at se på Sovjetunionen og Tyskland i nazi tiden. Ligeledes har jeg påpeget, at så snart man forlod totalitets modellerne, så indhøstede man i læssevis at ny viden. Det er det som er vigtigt, og ikke om verden er sort/hvid eller hvid/sort!