Læsetid: 13 min.

Tre, der fik nok

Aldrig har så mange politikere skiftet parti som i det sidste årti. Alene siden sidste valg er fem politikere sprunget fra deres taburet i frustration og regeringes flertal begyndt at smulre.
De var en del af VKO's spinkle flertal efter sidste valg. Men én for én faldt de fra og fik mulighed for at blive en selvstændig politisk magtfaktor
15. januar 2011

Én kom til regeringspartiet, én skiftede blok. Så gik Pia Christmas-Møller fra de konservative, herefter fulgte hendes partikollega Per Ørum Jørgensen, og senest er Dansk Folkepartis Christians H. Hansen gået solo. Det efterlader Folketinget med tre solister, der hver især udgør en magtfaktor i dansk politik, hvis Liberal Alliance skal holdes udenfor. Sammen udgør de en reel trussel mod regeringen.

Det er ret enkelt: Der skal 90 mandater til et flertal. Sidst, Anders Fogh Rasmussen dannede regering, var det med kun 89 mandater, men med støtte fra de fem mandater i Ny Alliance kunne det give et flertal. I dag har Venstre fået et ekstra mandat, men Liberal Alliance har kun tre. Tilbage står tre flydende mandater, der ikke bøjer nakken for nogen i regeringen, hvis man spørger dem selv

Først Pia Christmas-Møller ...

Det var ikke kun et politisk parti, Pia Christmas-Møller sagde farvel til, da hun for tre år siden meldte sig ud af Det Konservative Folkeparti. Det var et helt liv. Hele hendes familie havde været konservativ i generationer, og allerede som 13-årig var hun aktivt medlem. I 87 blev hun valgt ind i Folketinget som 26-årig, og da Hans Engell gik af som formand, stod hun for at samle partiet. Men efter sidste valg blev det for meget.

»Et parti er jo kun en organisatorisk ramme for mennesker, der har et fælles grundsyn,« siger Pia Christmas-Møller.

»Men i politik er ens integritet det altafgørende. Ellers kan man ikke kæmpe andres sager. Og det er, hvad politik går ud på: At kæmpe andres sager. Fællesskabet sag. Det kan man kun kæmpe for, hvis man er i ét stykke.«

Pia Christmas-Møller kalder ikke sig selv konservativ længere, men hendes værdier har ikke ændret sig. Politisk set er hun den samme, men det er partiet ikke.

»Lige så vel som jeg mente, der var et rimeligt behov for en strammere udlændingepolitik i 2001, lige så vel synes jeg, at man har lavet en radikal kursændring og et paradigmeskifte, hvor man går fra værnsregler til nytteværdi. Det er uforståeligt at borgeligt tænkende konservative kan lægge navn til et system, hvor staten nedlægger nytteværdibetragtninger over menneskers valg af ægtefælde,« siger hun om den mest grundlæggende uenighed mellem hende og partiet i dag.

»Det er direkte uforeneligt med konservative værdier, eller hvad det vil sige at være borgerlig. Jeg kan ikke forstå, hvordan V og K helt ureflekteret kan sige ja til det pointsystem, som de har sat i søen i forhold til ægteskaber. Det er helt uantageligt helt uantageligt.«

Regnestykket gik galt

I dag kan Pia Christmas-Møller se De Konservatives problemer helt klart og hun forstår, hvorfor hun fik sværere og sværere ved at blive i partiet. Men det var en lang og udmarvende proces, der kulminerede efter valget november 2007. I efteråret havde hun skrevet et par kronikker, der skabte voldsom debat i gruppen. Efter valget blev hun fyret som politisk ordfører og var heller ikke i spil til nogen ministerposter. Hun var sat ud på et sidespor.

»Der er ting, som kommer til udtryk i partiets udlændingepolitik i dag, som aldrig kom ud under mig som politisk ordfører, og det skulle der kæmpes ekstremt hårdt for,« siger hun

»Til sidst blev regnestykket mellem, hvad jeg kunne stå inde for, og hvad jeg kompromissede med, mere og mere skævt, og da jeg blev fyret som politisk ordfører, var der ingen anden udvej. Jeg havde ikke længere tillid til ledelsen, og det hang ikke bare sammen med Bent Bendtsen, men også at jeg jo godt kunne se, hvem efterfølgeren blev, og der var ikke tegn på, at noget ville blive bedre.«

Fjendens fortælling

Normalt har Pia Christmas-Møller, der trods alt holdt pladsen som formand tre gange så længe som Henning Dyremose og næsten dobbelt så længe som Per Stig Møller, ellers ikke haft svært ved at tilpasse sig partidiciplinen. Men i dag er det en anden historie, der står tilbage, påpeger hun selv lidt kynisk resignerende.

»Det er mine fjenders fortælling og ikke min. Min historie er jo ikke kommet frem, og det er en gave, jeg har givet partiet, der tidligere har givet mig så meget. Jeg svarede ikke igen eller startede en ny ballade og det kunne jeg have gjort så let som ingenting. Men lige nu falder partiet jo også helt af sig selv sammen, selv om ingen har rørt et hår på Lene Espersens hoved. Det er trist at se på. Og synd for alle dem, der hver dag knokler ude i kommunerne.«

I årene efter bruddet med partiet pegede Pia Christmas-Møller stadig på den nuværende regering, men denne vinter har hun trukket sin støtte. Den faldt da regeringen præsenterede sine nye familiesammenføringsregler med pointsystemet, men i virkeligheden var det bare dråben, der fik bægret til at flyde over.

»Man har svigtet nogle grundlæggende ting i det danske folkestyre,« siger hun oprørt.

»Man har tilsidesat rigsrevisionen som institution ved at se stort på dens anmodning om at belyse sagen om overbetaling på privathospitaler. Man svigter nogle basaldemokratiske principper, når Birthe Rønn gang på gang lader hån om høringsfrister og giver tre dage på store og meget komplicerede og principielle sager på udlændingeområdet. Man har ladet fremmede magter foretage afhøringer på danske jord om noget så vitalt som folks identitet, uden at de har haft en advokat, en bisidder eller bare et vidne her taler jeg om de afviste irakiske asylansøgere. Det er fuldstændigt uanstændigt, og man svigter, hvad der ligger i det inderste hjertekammer af demokrati og mine værdier. Jeg er meget indigneret. Det var en af årsagerne til, at jeg i sin tid gik ind i politik for at bekæmpe de forhold man så i østblokken og i totalitære regimer.«

Uafklaret

Som løsgænger føler Pia Christmas-Møller den frihed, hun ikke havde i partiet, og selv om hun endnu ikke har siddet med det afgørende mandat, mener hun faktisk også, at hun har gjort en forskel på en række punkter.

»På de store spørgsmål kan jeg være med til præge den politiske dagsorden. Det har jeg også gjort på den økonomiske politik. Helt konkret kan jeg komme med lovforslag på mindre eller små områder. Jeg har fået en beslutning om organdonation igennem. Det er en lille sag, kan du sige, men det har en betydning. Og så har jeg rejst en forspørgselsdebat om ja, det er ikke særlig sexet men om transportkorridorer, og så er jeg i øvrigt blevet genvalgt som vicepræsident i OSCE,« forklarer hun, men er stadig ikke helt afklaret om, hvad hun vil med sin politiske karriere.

»Jeg står stadig ved en korsvej, og det er et lidt trafikeret sted at slå rod. Jeg har endnu ikke truffet nogen beslutning om at gå ind i et nyt parti, selv om jeg har overvejelser.«

... så Christian H. Hansen

Et par gange om dagen får jeg et anfald. Det føles som om nogen har stukket en kniv i øjet på mig og drejer den rundt i en 30-40 minutter. Det er en kronisk sygdom, jeg lider af, og da jeg var allermest syg, havde jeg det otte gange i døgnet. Den ramte mig pludseligt - fra den ene dag til den anden i 2008, og den fik mig virkelig helt ned. Helt ned på et plan, hvor jeg havde så mange smerter, at jeg til sidst ville tage livet af mig selv. Jeg var klar til at gøre det. Jeg kunne ikke mere. Og det var der vendepunktet indtraf.

Den tur, hvor man kommer helt ned og bliver svag, fik mig til at tænke over nogle ting. Det fik mig til at se klarere. Jeg kom til at spekulere over, om det politisk set var det vigtigste i verden, hvis vi om 30 år kunne se en burka på gaden i Struer, eller om det måske var vigtigere, at vores hospitaler fungerer ordentligt om 30 år, og at der er ordentlige forhold for de hjemløse og de svageste. Det kan godt være, at vi i 1995 havde nogle ret alvorlige indvandringsproblemer, men i løbet af de sidste år er det kammet helt over. Det er, som om at den regering vi har nu, vågner om morgenen og som det første tænker: »Hvordan genere indvandrerne i dag« Det kunne jeg ikke være med til længere, så jeg meldte mig ud af Dansk Folkeparti. Jeg har ikke hørt fra ledelsen siden den dag, jeg forlod partiet, men der findes da gruppemedlemmer i dag, der hilser på mig.

Jeg tror, der er meget mere behov for at fokusere på integrationen. Integration, integration, integration. Det er utroligt vigtigt. Selvfølgelig findes der fanatikere blandt indvandrere, men det findes der også blandt danskere. Vi skal skabe et samfund, der gør plads til at integrere os bedre med hinanden og skabe et åbent samfund i stedet for det lukkede, vi har skabt de sidste år. Vi er jo ved at blive så lukkede, at vi taber i den globale og internationale kamp. Det er skræmmende, at vi nu er begyndt at sætte point på mennesker - og det er selv SF og Socialdemokraterne med på. Jeg synes, det er meget forkert. Vi trænger til en anden politisk holdning, der tager de svageste alvorligt, og så har det med dyrevelfærd altid været meget vigtigt for mig. Det handler om balancen i samfundet både mellem mennesker, men også med naturen og miljøet.

Vi kan minde om det gamle CD

Så jeg satte mig ned over et halvt års tid og skrev punkter ned over, hvordan jeg synes verden skulle se ud, og den 10. marts stiftede jeg partiet Fokus. Jeg kalder os et midterparti, der også ønsker et opgør med blokpolitikken. Det er ikke godt for samfundet, at de væsentligste søjler i samfundet er skabt uden et bredt flertal. Vi er et midterparti, og vi peger på Helle Thorning som statsminister, og på mange områder kan vi minde om det gamle CD.

Jeg har været politisk interesseret siden jeg var 12. Aktivt. Læste programmer og deltog i debatter. Først var jeg medlem af Retsforbundet og senere blev jeg medlem af KU. Herfra kom jeg videre til Fremskridtspartiet, hvor jeg sad i Karup byråd, og det blev så til Dansk Folkeparti. Det gav mig muligheden for at være borgerlig og samtidig være mod EU, og så opdagede jeg, at man i Dansk Folkeparti kunne være med til at bygge nogle ting op fra bunden - bl.a. på dyrevelfærdsområdet. Indvandring har aldrig været min kæphest, og hvis du googler mig, vil du ikke kunne finde en eneste artikel, hvor jeg udtaler mig om indvandrere.

Det en virkelig svær og hård proces at starte et parti. Vi skal have samlet alle de her underskrifter, og det er en pokkers svær procedure, hvor man først skal ud og samle underskrifter, de skal så ind til folkeregistret, der så skal sende dem hjem til folk, og så skal folk svare endeligt. Man har lavet det her system, fordi det skal være så besværligt som overhovedet muligt at stille op for andre partier. Vi har fået næsten 17.000 til at skrive under, men har kun fået små 4.000 tilbage, så der er langt op til de 20.000.

Mit valg

Det er en kæmpe opgave at være ordfører på alle områder og skulle passe et helt parti selv. Være ude i landet, være med i kampagner, være i Folketinget, passe det administrative, svare på mails. Det havde jeg ikke overvejet forinden, men det der med at sætte sig ned og overveje, hvordan man kan gøre livet lettere for sig selv, det var ikke mit valg. Jeg valgte at spørge, hvad der var vigtigt for mig, og så kæmpede jeg for det.

Navigeringsmulighederne har været vanskelige, for jeg sidder ikke på det afgørende mandat og har ikke gjort det på noget tidspunkt, men i det valgforbund, jeg er kommet over til i oppositionen, er der langt bedre kommunikation og bedre sammenhold. Der kan laves gode politiske aftaler, mens der i den borgerlige lejr var lidt en indstilling af - nå ja, nu er han gået, og det er vi egentlig ligeglade med. Det synes jeg ærlig talt er en lidt arrogant holdning at have, men sådan er gamet.

... så Per Ørum Jørgensen

Det var usikkerhed, der fik Per Ørum ind i politik i sin tid. Det er hans egen udlægning. Den usikkerhed, der fulgte efter 11. september. Der stod han og skulle til at være far for første gang og pludselig var hele verden ikke, som den plejede at være. En global mentalnedsmeltning havde fulgt de to fly gennem World Trade Center, og Per Ørum følte, han burde gøre et eller andet for den verden, hans barn skulle vokse op i. Året efter blev han folketingskandidat for De Konservative, og tre år senere kom han i Folketinget. Men der skulle en personlig nedsmeltning til at sende ham på den rette politiske hylde. For det var først der - der, hvor han havde det allerdårligst med sig selv - han kunne se det hele lidt udefra, som han nu fortæller dem, der spørger. Den personlige nedsmeltning nåede Per Ørum en fredag nat sidste vinter.

Ramt af flasken

Det meste af sit voksne liv havde Per Ørum været konservativ. For ham handlede det om at koble den sociale ansvarlighed med en kerne af borgerlige dyder som friheden for den enkelte og tanke på de kommende generationer. De værdier havde De Konservative, mente han. »Havde,« understreger han i dag, for særligt efter valget 2007 føler han, at partiet var begyndt at tære hårdt på de oprindelige værdier. Det tætte samarbejde med Dansk Folkeparti, underlige politiske udmeldinger og særligt den måde, partiet havde behandlet det område, hvor Per Ørum er fra - udkanten - var ved at blive for meget. Han havde ellers fået tildelt en del vigtige poster igennem sit forholdsvis korte politiske liv - erhvervsordfører under Bendt Bendtsen og senere klima- og miljøordfører i tæt samarbejde med Connie Hedegaard som minister - men Per Ørum havde problemer med at sætte særligt udkantsproblemerne på dagsordenen i gruppen, og det var ikke det eneste problem, han havde. Et tiltagende alkoholmisbrug havde grebet Per Ørum. Det var ikke sådan, at han drak, mens han var på arbejde, eller gik fuld rundt på Christiansborgs gange, men når han ved selskabelige lejligheder satte flasken for munden, kunne han ikke stoppe. Han mistede grebet. Gjorde det svært for sig selv, sårede mennesker, han holdt af, og ville ikke indse, at han havde et problem. Det blev først tydeligt for ham, da han en nat sidste februar sad på bagsædet af en politibil og pustede i et alkometer, der viste en promille på 1,47.

Den efterfølgende mandag lod han sig indskrive på alkoholbehandlingscentret Tjele, og da han et par måneder senere kom tilbage til folketingsgruppen, var det hele taget fra ham. Ordførerposterne var taget fra ham, og i hans valgkreds havde to andre kandidater meldt sig til at tage et kampvalg mod ham. Per Ørum meldte sig ud af partiet og som søn af en indremissionsk præst og med de grundlæggende værdier, han har haft med sig gennem hele sin karriere, var det naturligt for ham at søge Kristendemokraterne - hér tilgiver man.

Det, der startede som en personlig tragedie for ham, blev et politisk klarsyn, fortæller han. Måske var det, fordi han var holdt op med at drikke, måske fordi han satte sin dagligdag i perspektiv, eller måske fordi han var kommet på afstand af Christiansborgs processer og hverdag, men i hvert fald har han aldrig følt sig så godt tilpas politisk, som han gør hos Kristendemokraterne. Og glæden er gengældt. På Kristendemokraternes landsmøde var der stående klapsalver fra de 250 delegerede, og med Per Ørum ser det pludselig ud til at partiet har en teoretisk mulighed for at blive valgt ind ved næste folketingsvalg.

Borgerlig anstændighed

Ifølge Per Ørum selv er der ingen grænser for, hvor langt han vil gå for at få sin politik igennem. Også selv om det skulle koste en finanslov. Når man taler om politisk hjerteblod, forklarer han, er der ikke nogen, man skal tage hensyn til. Men i virkeligheden, mener han, det er op til regeringen at gøre sig klart, hvor langt de vil gå, og det gælder også overfor Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Der er grænser for, hvor langt han kan strække sit 90. mandat, for i det øjeblik, regeringen vil samarbejde med Liberal Alliance, er han uden indflydelse. Det var blandt andet derfor, at hans udbytte i den seneste finanslov begrænsede sig til nogle hundrede tusinde kroner i ekstra bevillinger til et museum på Vestkysten.

Men Per Ørum har sat sig imod regeringens beslutninger og vurderer det politiske fra sag til sag. Som da han satte sig imod offentlighedsloven og det australske giftskib. Det er den rolle, hans parti skal have, fortæller han fra sit kontor, der sammen med de andre politiske afhoppere er placeret ude i Christiansborgs ridebanefløj. Et midterparti, der tager stilling fra sag til sag - og i øvrigt genopretter det, Per Ørum kalder den borgerlig anstændighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Disse tre udgør ingen trussel mod regeringen, som det påstås og som er afsættet til artiklen. Ingen af dem er interesseret i at få udskrevet valg før tid, da det vil sende dem ud af Folketinget. For Fokus er det rent selvmord at komme på tværs af regeringen. Mindre end 4.000 ud af 20.000 underskrifter har partiet fået valideret.

Pia Christmas-Møller kan jeg forstå. Hun har altid stået for andet end Espersen og den nuværende linie.

Jeg håber, men tvivler på at Kjærsgaard og Thulesen Dahl kan få så ondt i øjnene at filteret forsvinder og hjernen klares.

En Kristen med sociale ønsker der stemmer for finansloven, social- og udlændigestramningerne må være vildt forvirret og have misforstået lignelsen om den barmhjertige samaritan. Hjerteblodet drypper ikke. Det fosser.

Lennart Kampmann

Hvad nytter det at trække sig og ikke anvende muligheden for at vælte regeringen. At gå uden at tage konsekvensen?

De tre har jo haft mulighed for at bryde flertallet og fremtvinge et valg, men rystet på hænderne alligevel.

Springe op som en løve og falde ned som et lam.

Med venlig hilsen
Lennart

Den eneste af de tre der er dum nok til at pisse op mod vinden er Per Ørum og ham tro jeg lars lykke holder i kort snor.