Læsetid: 6 min.

En venstrefløjskritik, som venstrefløjen holdt sig helt borte fra

Da Hizb ut-Tahrir holdt møde i Den Sorte Diamant, handlede det om Afghanistan. Men det, de talte om, druknede i balladen over, at de over hovedet sagde noget. For pressen var primært tilstede med sværm af fotografer, men forbløffende få til at skrive
Ildsjæle. Det klareste budskab fra mødet i Den Sorte Diamant var, at Hizb ut-Tahrir har stjålet venstrefløjens ild.

Ildsjæle. Det klareste budskab fra mødet i Den Sorte Diamant var, at Hizb ut-Tahrir har stjålet venstrefløjens ild.

Mathias Christensen

29. januar 2011

Det socialdemokratiske medlem af Københavns borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen åbnede demonstrationen på Søren Kiirkegaards Plads i fredags kl. 16. mod Hizb ut-Tahrir, der havde indkaldt alle interesserede til deres protestmøde i Den Sorte Diamant på den anden side af Christians Brygge halvanden time senere.

Dagsorden var dog ikke krigen i Afghanistan, men Hizb ut-Tahrir selv. Han fandt det vigtigt, at repræsentanter fra hele det politiske spektrum kunne samles om at demonstrere mod, hvad organisationen grundlæggende står for: hadet til demokrati og sekularisme, kønssegregering, ulighed mellem kvinder og mænd, religiøs lovgivning baseret på islamisk helligskrift osv. Den samme holdning blev udtrykt af en repræsentant for en exil-iransk forening og Astrid Kragh fra SF.

Det kunne måske godt virke, som om dette var lidt ude af fokus? Var emnet for protestmødet i Diamanten ikke krigen i Afghanistan og bl.a. Danmarks deltagelse i USA's krig og ikke Hizb ut-Tahrirs teologiske principprogram?

Og alligevel blev organisationens motivation for sin protest mod krigen naturligvis bragt på banen på grund af den kontroversielle annoncering med danske soldaterkister på plakaten forud for mødet. Det blev udlagt, som om man opfordrede til drab på danske soldater, og fordømmelserne indløb fra flere sider mod, at organisationen i det hele taget fik lov til at afholde sit møde.

To holdninger til ytringsfrihed

Således også fra de efterfølgende talere på Søren Kierkegaards Plads. Karen Jespersen fra Venstre og skuespilleren Farshad Kholghi mente, at protestmødet i Det Kongelige Bibliotek burde forbydes, fordi det, Hizb ut-Tahrir står for, er afskyeligt og udemokratisk og imod danske traditioner for frihed. En anden linje blev imidlertid tegnet af sundhedsminister Bertel Haarder og en repræsentant for de danske Afghanistan-veteraner. De udtrykte ganske vist deres protest mod det, Hizb ut-Tahrir står for, men ikke mod organisationens ret til at afholde deres møde. Det blev understreget, at det netop er organisationens demokratiske ret. Soldaterveteranen udtrykte tillige, at det værn, han er aktiv i, har som sin opgave at beskytte en grundlov, der garanterer anderledes tænkende som Hizb ut-Tahrirs møderet.

To holdninger til ytringsfrihedsspørgsmålet var således repræsenteret på Søren Kierkegaards Plads. Men ingen af dem blev tegnet af venstrefløjen.

Vi bevægede os efter en times tid over på den anden side af Christians Brygge og lod os akkreditere til det store protestmøde i Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Det fleste af de fremmødte havde indvandrerbaggrund, men der var også en god del etniske danskere. Emnet har almen relevans. Der var også mødt nogle soldater frem i fuld uniform. Fra pressen var der en sværm af fotografer, men sært nok ingen journalister, der dækkede mødets indhold i salen. Man var udelukkende fokuseret på det spørgsmål, som havde været diskuteret i offentligheden forinden: legitimiteten af mødet selv. Det forhørte man sig om blandt publikum ude i aulaen.

Den sentimentalisme, der havde bredt sig især blandt borgerlige politikere og DF'ere, som i sin tid havde støttet Jyllands-Postens publicering af tegninger, men nu ville have forbudt Hizb ut-Tahrirs møde, skulle udfordres af mødets tilhørere. Venstrefløjen og bl.a. tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der havde protesteret mod Jyllands-Postens tegninger i sin tid, i 2006, protesterede også i ugerne forinden mod dette mødes afholdelse. Men karakteristisk nok har ingen af disse ytringsfrihedsmodstandere talt for nogen lovgivning mod hverken tegninger eller møde. Man har blot anbefalet, at ingen af parterne ytrede sig.

Som et venstrefløjsmøde

Det var i denne offentlige stemning at Hizb ut-Tahrirs møde endelig kunne begynde med Dronningesalen fyldt. Og hvad var det så, vi fik præsenteret? Ud over den politisk-religiøse dekorum med, at kvinder sad bagerst i salen og mænd foran samt en koranrecitation efter en pause, var mødets kritik af Afghanistan-krigen helt efter bogen for et venstrefløjsmøde. Dagbladet Politiken kaldte også i en reportage dagen efter protestmødet ovre på Søren Kierkegaards Plads for et højreorienteret møde, så alt var vel, som det skulle være?

Talere fra Hizb ut-Tahrir fremlagde organisationens syn på krigen: USA's angreb på Afghanistan efter 11. september skete kun med et påskud om at pågribe eller tilintetgøre lederne af al-Qaeda. Vi fik præsenteret den kendte information om, at talebanledelsen tilbød USA at udlevere dem, man mistænkte for angrebet på World Trade Center, for at afværge et amerikansk angreb på landet.

Det kom dog ikke til at spille nogen rolle, da den egentlige dagsorden for USA er geopolitisk og drejer sig om kontrollen i Centralasien og kampen om ressourcer som gas og olie. Danmarks og andre vestlige landes deltagelse i USA's krig sker udelukkende på en løgn om, at man vil udbrede demokrati og menneskerettigheder og vestlige værdier til det forarmede land. En legitimation, som eliten i de vestlige lande - og Danmark - imidlertid har indset er en løgn, og for hvilken man er parat til at ofre soldaterliv og ressourcer for at tjene USA's interesser. Indtil videre ikke et ord om islam i oplæggene fra Hizb ut-Tahrir.

Men herfra var man så parat til at gå videre i indlæggene, idet man tog krigens legitimation for pålydende - at den rent faktisk handler om udbredelse af demokratiet og menneskerettighederne. Man gav først udtryk for det absurde ved, at dette øjensynligt skal ske med narkobaroner og smuglere og krigsforbrydere som mellemhandlere i det, man sarkastisk benævnte som det afghanske parlament.

Og dernæst stillede man spørgsmål ved betimeligheden af, at man fra vestlig side vil udbrede sine ideer om et sækulært demokrati i et traditionalistisk islamisk samfund langt uden for Vesten.

En ny alliance

Den sidste taler citerede forfatteren Carsten Jensen med ærbødighed for at udtale, at den vestlige selvforståelse har nået sin absolutte grænse med krigen i Afghanistan. Den er blevet meningsløs og nihilistisk i sin brutalitet ved at forsøge at trænge ind i en civilisation, hvor den er fremmed. Det eneste, denne intervention producerer, er ødelæggelse og død. »Vores tid er forbi,« skrev Carsten Jensen i Politiken den 27. november i den citerede artikel på Hizb ut-Tahrir-mødet. Og hvad betyder så det? Et spenglersk Aftenlandenes undergang, en accept af Samuel Huntingtons tese om civilisationernes inkompatibilitet - eller mere moderat et opgør med det, Daniel Cohn-Bendit kaldte for den amerikanske neo-konservatismes 'trotskisme': viljen til at udbrede demokrati og menneskerettigheder med væbnet magt og på trods af staters nationale suverænitet? Hizb ut-Tahrir synes at tolke Carsten Jensen i den radikale betydning fra Spengler og Huntington. Og hvad mere er: De begræder ikke, hvad de kalder den vestlige kulturkolonialismes grænser. For Hizb ut-Tahrir er det en sejr for islam, når Taleban er i færd med at drive vestmagterne ud af Afghanistan. Det er ikke kun et faktum, man må acceptere. Det er en modstand, man må begejstres over.

Jeg spurgte på det efterfølgende pressemøde om, hvorfor man ikke allierer sig med venstrefløjen i kampen mod krigen i Afghanistan. Så kunne man måske for fremtiden undgå denne skindiskussion, der havde været forud for protestmødet, hvor det blev diskuteret, om man overhovedet kunne forbyde mødet - og hvem der skulle gøre det? Talsmanden Chadi Freigeh kunne kun beklage. Man havde inviteret Villy Søvndal, men han dukkede ikke op.

Rent taktisk ser det ud til, at venstrefløjen har fået en ny allieret i modstanden mod krigen. Men strategisk har venstrefløjen også fået en ny modstander, der ikke kun definerer sig negativistisk i forhold til krigen i Afghanistan, men med begejstring omfavner den kraft, som begge parter er enige om er en døende og sidste utopi - oplysningens universalisme. Og det var Hizb ut-Tahrir, der om aftenen den 21. januar i Dronningesalen klart kunne fortælle, at det er dem, der har stjålet venstrefløjens ild.

Jens-Martin Eriksen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

William Jansen

Så venstrefløjen skulle sympatisere med HuT ud fra en "min fjendes fjende"-logik? Selvom HuT er min og mine modstanderes fælles fjende?

Tro om igen.

Lars R. Hansen

Jansen,

det vist mere en konstatering af - at HuT deler en stor del af venstrefløjens retorik, argumenter, logik, kildevalg og synspunkter i deres samfunds- og kapitalismekritik generelt - og mere specifikt i kritikken af det internationale samfunds intervention i Afghanistan.

Camilla Brodersen

Jeg synes, hele sagen har afsløret danskernes iver efter at hylde ytringsfriheden i bordtalerne samtidig med, at de ikke kan få den stækket hurtigt nok, når det bliver et spørgsmål om konkrete problemstillinger.

Folk har en tendens til at glemme dette, men ytringsfrihed er jo retten til at ytre politisk ukorrekte synspunkter, og dermed risikerer man jo at måtte lægge ører til synspunkter man er uenig i. Det kan godt være, at man føler sig dybt krænket, hvis nogen ønsker at diskutere, om demokratiet er den bedste styreform af alle, til alle tider og alle steder, men det må man jo leve med – alt andet er fascisme.

Nu kommer det jo ikke bag på mig, at højrefløjen stod parat med fakler og høtyve, men jeg havde håbet, at i det mindste venstrefløjen synes, det kunne være interessant at grave i Danmarks rolle i Afghanistan og således diskutere selve emnet for debatmødet frem for blot at lufte fordommene.
I stedet kunne de ikke hoppe hurtigt nok med på forbuds- og fordømmelsesvognen og stod i salig forbrødring med deres nye venner fra den yderste højrefløj.
Det er simpelt hen så ynkeligt, at venstrefløjen ikke øjnede en chance til at afsløre politikernes skjulte aftaler og løgne, og hvis denne holdning er generel for venstrefløjen, så forstår jeg godt, at højrefløjen har så let spil. Helt ærligt venstrefløj: Tag jer nu sammen!

Og for at sætte kronen på værket, så leverede pressen sit sædvanlige medløberiske mikrofonholderi. Hvorfor var der ikke én journalist, der overværede debatmødet og konfronterede politikerne med de fakta og argumenter, der blev fremlagt på mødet?
Hvorfor fik politikerne lov til at slippe for at forholde sig til én eneste af anklagerne? Det er ikke blot ynkeligt - det er en decideret undergravning af den demokratiske proces. Så meget for den såkaldt fjerde statsmagt.

Venstrefløjen har jo traditionelt haft de særeste allierede, så hvorfor ikke HuT.

De har godt nok kun hadet til vestens frihed til fælles, men det kommer man jo også langt med.

Når folk som Jens-Martin Eriksen og garden af rygklappere går på banen, bliver verden så overskueligt opdelt i får og bukke. "Venstrefløjen holdt sig helt borte", men stod åbenbart samtidig på den forkerte side af gaden - og det havde åbenbart været endnu mere forkert, hvis de var mødt frem i salen. Det er sgutte nemt, men på baggrund af nogle få hundrede mennesker, er alle fløje nu omsider optalt og placeret - hvilket naturligvis er noget bimlende vås.

Jeg mødes selv gerne med både Pia og Uffe, Jonni og Chadi og hvem der ellers gider snakke. På andre tidspunkter demonstrerer jeg også gerne glad mod hele flokken, men jeg går igen fx når idioter kommer med bannere for væbnet kamp: "Støt vore tropper". Eller at drage i kamp mod dem - jeg hørte vist til på midterstriben den dag.

Jens-Martin Eriksen skal trods alt have ros for at forholde sig til mødets erklærede formål, men dette skarpsindige menneskes båsning er for dum. Personligt overværede jeg mødet hjemme på computeren, da der er ikke lige var tid til københavnertur, og annoncerede for mødet på de steder på nettet, hvor jeg hænger ud. De fremlagte taler synes jeg ikke gav så mange nye perspektiver, det virkede som om HizForbudt havde strakt sig for langt, netop for at ligne alle andres krigskritik.

Jeg havde håbet på nogle overraskende vinkler, men i forhold til Bella Centret havde de skruet ned for det mest kvalmende af guderiet, og så altså osse for orginaliteten. Men det er da fint, at de åbner for en vis krigsmodstand fra deres borgerlige fløj. Her kan de så netop mødes med DF, der egentlig også synes de danske krige er spildte kræfter, men ikke tør handle politisk på det. Et synspunkt, der også bakkes op af Jonni - uden at jeg egentlig har lyst til at se deres bannere til fredsmøderne...

Henning Ristinge

Det er tydeligt atJens-Martin har ufatteligt svært ved at finde sine egne ben - han er glad to at forsikre os om rigtigheden i påstandende om at talebanledelsen tilbød USA at udlevere Osama (Uanset at det havde haft mere end 10 år til at gøre enten det eller forjage Osama fra stedet og at krigen i Afghanistan bare skyldes jagt på olie gas og kulturimperialisme - og han er så i sin iver efter at støtte omgørelsen af ideen om oplysningstidens univeselle idealer (næsten helt i Søren Krarups ånd) mere end tender han mod at se alle dem der er anderledes som fredelige folk alt imedens begejstringen glimter i øjnene på ham når han iagtager HuT ildfulde fakkeltog og støvletramp

Henning Ristinge

Det er tydeligt at Jens-Martin har ufatteligt svært ved at finde sine egne ben.

Han er glad to at forsikre os om rigtigheden i påstandende om at taleban ledelsen tilbød USA at udlevere Osama (uanset at de havde mere end 10 år til at gøre enten dette eller forjage Osama fra stedet) og at krigen i Afghanistan bare skyldes jagt på olie gas, hvis ikke det heler bare er kulturimperialisme.

I sin iver efter at støtte omgørelsen af ideen om oplysningstidens univeselle idealer om frihed og menneskerettigheder (sådan næsten helt i Søren Krarups ånd - en ny alllieret måske?) mere end tender han mod at se alle dem der er anderledes som fredelige folk, alt imedens begejstringen glimter i øjnene på ham når han iagtager HuT ildfulde fakkeltog, faner og taktfulde støvletramp. Det er tydeligvis her han nu genkender venstrefløjens gamle ildfulde idealer.

Jeg vil som udgangspunkt ikke forholde mig til alle forfatterens præmisser i artiklen, men vil meget gerne kommentere i forhold til den manglende venstrefløjskritik, som jeg iøvrigt mener er udtryk for en generel manglende accept af kritik af det moderne vestlige samfund.

Det er da udtryk for et påfaldende hykleri at man i selvsamme åndedrag kan tale for retten til kritik og endda gøre det til et mål i uddannelsesbekendtgørelser, men ligeså snart denne kritik er rettet mod et "accepteret" samfundsideal så er en sådan kritik genstand for dæmonisering og forbudspolitiet har travlt med at lukke munden på kritikken.

Jeg vil endda gå længere end forfatteren og sige at ikke alene har venstrefløjen været fraværende i denne sag, men i almindelighed er den forsvundet og opslugt af det kapitalistiske teknokratiske samfund, det er måske også hans hentydning.

Uden at være tilhængere af den kritiske skole kan man i disse tider alligevel ikke lade være at henvise til Adorno & Horkheimar og Frankfurterskolen.

For det er med meget stor præcision at Adorno udtrykte at det moderne samfund herunder de moderne massemedier har skabt en næsten universel formning af den enkeltes bevidsthed.

Denne formning tvinger på forhånd individet til at identificere sig med det bestående samfund, og endda se enhver kritik af magteliten som et angreb på sine egne interesser.

Massekulturen er dermed med til at udlægge det bestående samfund som den eneste fornuftige indretning af det menneskelige liv, og dermed kan alle andre alternativer eller i virkeligheden enhver kritik affejes med dæmonisering og betragtes som et angreb på individets frihed.

En optimal måde at reducere individet til et forvaltningsobjekt/robot og gøre samfundet til en maskinehal.

Derfor kunne Fogh uden det mindste problem affeje enhver kritik med "der er intet at komme efter", og uden de store hovedrystelser fra befolkningen, omend det betød at man sendte Danmark i krig på et illegitimt grundlag, ja 2 gange.

Man har kunne privatisere på de mest ømme steder til skade for befolkningen uden den store rystelser. Ja endda udlicitere krig til private virksomheder som Blackwater alias XE, uden de store rystelser. Man har kunne sende hele verden ud i en menneskelig krise med den seneste økonomiske krise, uden de store hovedrystelser. Bankerne fik nogle bonuspakker og kan så køre videre med minimale forandringer i lovgivningen. Og sådan kunne jeg blive ved.

Men ligeså snart den mindste kritik kommer på banen af det moderne (læs kapitalistiske samfund) af anderledes tænkende mennesker så skal de dæmoniseres. Så snart den mindste kritik kommer fra anderledes tænkende mennesker om en illegitim og brutal besættelse så kan den affejes med at de her mennesker er en trussel mod vores frihed.

Nu er det nogle år siden Adorno forlod denne verden, men det er tankevækkende at vi idag i dagens DK, i sådan en grad kan leve op til hans frygt for udviklingen af det moderne samfund.

Sandheden er jo at enhver kritik omend det kommer fra anderledes tænkende burde udsættes for de samme kriterier som enhver anden argumentation, hverken mere eller mindre. Og skal man frygte noget så er det magthavernes affejning af kritik. For kritik kan kun være positivt i og med det skaber grobund for debat og diskussion og højner det intellektuelle niveau og bidrager til at sætte spørgsmålstegn ved de etablerede meninger og dermed kun kan hjælpe mennesket med at nå tættere på sandheden.

Og acceptere man undertrykkelse af kritikken så er det uden tvivl med til at skabe en atmosfære hvor magteliten kan tillade sig at gøre hvad som helst og slippe afsted med det, som vi ser det idag. Og hvad er det nu man kalder et sådan samfund?

Steen Erik Blumensaat

Siden først Europæiske verdenskrig har vi vist at Herskere og Generaler er sindsforstyrede hjerner.
Hjerneblæste hed det dengang.
Da jeg var ung i 60er og 70erne blev jeg først stødt over påstanden at jeg og resten af homo sapiens var rablende gale, sindsyge.
Efter at have levet 61 år er jeg enig med dianosen fra sidste århundrede.
I

Steen Erik Blumensaat

Den danske film, Vi er allesammen tossede, giv et fint billede af galskaben.
Kulturen byrde, Yoga (åg).
Ågets underbinding, bindende virkekraften til du segner, er Herskerens ophøjethed. Trællebundet ser de deres undersåtter, og finder det godt.

en parafrase af en selvkritisk formodning fra k. marx: det er os der er religiøse, fordi vi anser de andre "religiøse", for at være alvorlige menene religiøse.

Søren Lom skriver : Det er da mere den højre side, som har tradition for at støtte folk som hylder diktaturet.

Jae, men ikke global-diktatur, som Muhammeds eller Hitlers eller Proletariatets.
Den slags er 'socialisme', synes man i de kredse
(- og så kan det jo ikke blive værre ... ;-D).

Venstrefløjen tager nølende til efterretning som årtierne går, at den måske bør være uenig med højrefløjen på lige dette punkt. Altså : Grænser for Internationale..... grænser for enshed, uniformering, taktfast tramp og nowhere to run.

Der findes næppe en sådan påfaldende tommelfingerregel, som Lom-citatet i starten.
Folk der støtter politiske plan- eller ende-løsninger har en tendens dertil, også i eks. LA - og nærmere kommer man det ikke.

"Og acceptere man undertrykkelse af kritikken så er det uden tvivl med til at skabe en atmosfære hvor magteliten kan tillade sig at gøre hvad som helst og slippe afsted med det, som vi ser det idag. Og hvad er det nu man kalder et sådan samfund?"

Man kalder det USA, Rusland eller Danmark - ku' egentlig være meget sjovt hvis der var et land hvor magteliten ikke kan slippe afsted med hvadsomhelst.

Dorte Sørensen

Venstrefløjen og meget andet ”godt folk” var på gaderne mange gange i stor stil før Fogh Rasmussen med DF s stemmer fik sendt Danmark med i angrebskrigen i Irak.