De arabiske regimer har overspillet deres vigtigste trumf

De arabiske lande er blevet tikkende bomber af korruption, tredoblede befolkningstal og social ulighed. Men oprørene skyldes først og fremmest regimernes overdrivelse af den islamistiske trussel, lyder det fra fransk ekspert
De arabiske lande er blevet tikkende bomber af korruption, tredoblede befolkningstal og social ulighed. Men oprørene skyldes først og fremmest regimernes overdrivelse af den islamistiske trussel, lyder det fra fransk ekspert
26. februar 2011

Den arabiske udgave af tv-kanalen Al Jazeera kører hos bageren på Avenue Clichy i det 17. arrondissement i Paris. En stor del af indbyggerne her har nordafrikanske rødder. På skærmen ses Gaddafi, der netop har holdt tale til befolkningen. »Det er krig,« forklarer bageren, mens han lægger en baguette à l'ancienne (en gammeldags baguette, red.) ned i en papirspose og referer til, at der er blevet skudt på befolkningen fra helikoptere i Libyen. Oprørene mod de arabiske regimer bliver fulgt tæt fra Paris. I den forbindelse har Frankrigs præsident Sarkozy og hans regering i flere omgange storklokket i det. Helt galt gik det for udenrigsminister Michèle Alliot-Marie, der fik foreslået Tunesien, at Frankrig kunne hjælpe det tunesiske politi med at opretholde roen. Det var før, Ben Ali måtte forlade magten. I denne uge har en stribe diplomater i et brev offentliggjort i avisen Le Monde sagt fra over for den franske politik i den arabiske region.

Men fransk støtte eller ej, de arabiske regimers tid er ved at rinde ud, forklarer Zaki Laïdi, professor ved europæiske studier på eliteskolen Sciences Po i Paris, som udklækker landets fremtidige højere funktionærer og politikere. Vi sidder på hans kontor, der som resten af Science-Po ligger i det syvende arrondissement i den franske hovedstad, hvor bagerne hverken kan arabisk eller kunne drømme om at have et tv stående, endsige kørende, i deres butik.

Laïdi vurderer, at de arabiske lederes krise er mere eller mindre selvforskyldt. Oven på kolonialiseringen havde regimerne i de arabiske lande i det store og hele en politisk legitimtet i form af en nationalisme, der brugte de tidligere kolonimagter som syndebuk. Men det motiv holder ikke i længden:

»I dag er 70 procent af befolkningen under 30 år. Når man taler til dem om kampen mod kolonialismen, er det nærmest abstrakt,« forklarer Laïdi.

Så regimerne er blot gået efter at blive ved magten, fortsætter Laïdi. En strategi, der er blevet holdt kunstigt i live af én afgørende faktor, nemlig olien. Den har betydet, at landene ikke har forsøgt at skabe industrier og dermed arbejdspladser. I stedet er det blevet såkaldte rentier-regimer, altså en slags rentenyder-regimer:

»Alle landene er blevet til rentier-regimer. Også når der ikke har været olie i landet. For eksempel er Egypten absolut et rentier-regime, for alle indtægtskilderne er uden for landet: Der kommer penge ind, hver gang et skib sejler gennem Suez-kanalen, turisterne er udlændinge, USA yder bistand, og immigranter sender penge hjem.«

Derfor kan man i det her tilfælde slå fast, at Barrington Moores tese om, at man ikke får demokrati, når befolkningen ikke skal betale skat, holder vand:

»Basalt set har staterne indgået en slags implicit pagt med befolkningen, hvor man ikke beder dem om andet, end at de ind-ordner sig efter den førte politik.«

Mange steder er der op imod 20 procents arbejdsløshed. »Befolkninger, der ikke arbejder, forbliver undertrykte,« siger Zaki Laïdi.

Tredobbelt utilfredshed

Når forskeren i dag anser det for sandsynligt, at befolkningerne vil kræve nye regeringsformer, ser han fire grunde hertil.

Den første er, at befolkningerne i den arabiske verden er tredoblet og altså steget fra 100 millioner indbyggere i 1970 til flere end 300 millioner i dag.

»Det er altid sværere at lede et stort land, end et lille. Har man et forfatningssystem, og har man institutionnelle regler, kan man tilpasse dig demografisk tilvækst. Men i systemer, som er baseret på stammer, personlige forbindelser og nepotisme, vokser presset, når samfundene bliver mere komplekse.«

Med en større og mere sammensat befolkning har lederne også ofte relativt færre støtter. Derfor samler de magten endnu tættere omkring sig, forklarer Laïdi:

»Tilliden mindskes, og styret får mere og mere karakter af et stammesamfund eller et dynasti.«

Kombinationen af en stadigt mere uretfærdig fordeling af goderne og en voksende befolkning giver grobund for forklaring nummer to, nemlig flere utilfredse borgere. Det er især de nye generationer med universitetsuddannelser og ingen arbejde, som har ført an.

»Det er lettere for en person med en uddannelse at gøre oprør end for en analfabet,« mener Laïdi.

Samtidig har der trods regimernes hårdhed været protestbevægelser. For eksempel blev Kefaya-bevægelsen dannet i Egypten i 2004, fordi Mubarak gjorde klar til, at hans søn skulle overtage magten.

I et land, som trods alt har gjort oprør og væltet en konge, og som ser nationalismen som en republikansk ide, var det nærmest nok til at udløse et traume. Men bevægelsen blev, selvfølgelig, undertrykt af regimet.

»Regimerne har altid undertrykt de demokratiske kræfter hårdest for ikke at have andre end islamisterne i oppositionen. På den måde har de kunnet vise Vesten, at der ikke var noget alternativ.«

Uden Facebook og Al Jazeera ...

En tredje grund til, at befolkningerne i de nordafrikanske og mellemøstlige lande siger stop nu, er internettet, de sociale medier og ikke mindst tv-kanalen Al Jazeera. Få minutter før Informations udsendte skal mødes med Zaki Laïdi, har Libyen ellers haft held til at forstyrre Al Jazeeras signaler i regionen. Men:

»For disse lande er skaden sket. Man kan blokere tv, Twitter og arrestere, men det kan ikke være en permanent politik. Ikke i dag,« mener Laïdi.

»Efter min mening er Al Jazeera afgørende for først og fremmest at forene den arabiske verden, og dernæst for at identificere en følelse af samhørighed. At andre samfund står over for de samme problemer med korruption, ulighed, et katastrofalt uddannelsessystem etc. Al Jazeera giver kun mening, hvis det, den viser, giver mening i seernes øjne. Hvis de kan identificere sig med den. Uden Al Jazeera, Twitter, Facebook og internettet ville oprørene ikke have været mulige.«

- Mange har spurgt sig selv, præcis hvilken rolle de sociale medier har spillet i oprørene?

»Uden teknologien ville mange ting have været mere vanskelige og taget længere tid. Men man skal ikke blande midlerne med deres formål og resultatet heraf. Det er en støtte, men teknologien er ikke årsagen til revolutionen. Men f.eks. betyder det, at man kan melde sig skriftlig til en demonstration, at folk ved, hvor mange der kommer. Det er et vigtigt element.«

Faktisk er de arabiske lande godt med, når det kommer til nye teknologier, og nogle af landene har relativt lige så mange med forbindelse til nettet som Argentina og Chile.

»Det kan være en konsekvens af den indespærring, befolkningen lever i. Jeg har bekendte i Nordafrika, som siger, at de ikke har andet at tage sig til end at surfe på nettet.«

Overspillede trumfen

Den vigtigste grund til oprørene er dog den trumf, regimerne hidtil har haft i ærmet, når støtten fra Vesten vaklede, nemlig islamisterne.

»Men for det første er der en del af befolkningen, der ikke identificerer sig med islamisterne. Kefaya var på en måde udtryk for dette. For det andet er det ikke islamisterne, som gør oprør nu. Det havde regimerne gerne set. Jeg tror ikke, at islamisterne tror, de kan komme til magten. Enten bliver deres oprør slået ned af regeringen, eller også vil Vesten nægte at acceptere deres tilstedeværelse.«

Men Vesten skal holde op med at understøtte de regimer, fordi de holder islamisterne fra magten. Den frygt er blev misbrugt igen og igen, især efter 11. september 2001, understreger Laïdi:

»De har spillet dette kort utroligt meget. Så snart de opnår en anerkendelse udefra, strammer de grebet om befolkningerne. Det viser trods alt, at disse regimer faktisk er ekstraordinært sårbare for pres udefra. Derfor holder ideen om, at man ikke kan gøre noget, fordi der er tale om suveræne stater, ikke.«

- Hvordan ser fremtiden ud i disse lande?

»Hvis der sker forandringer, så vil det være vedvarende forandringer. Det bliver ikke fuldt udviklede demokratier med det samme. Men jeg har svært ved at forestille mig, at udviklingen kan vende. Selv når der har været en kontrarevolution, bliver situationen aldrig helt den samme. Så jeg har sværet ved at forestille mig, at udviklingen kan rulles helt tilbage.«

Obama bliver rost for sin evne til at tilpasse sig og føre realpolitik, samtidig med at USA støtter de demokratiske kræfter. Til gengæld kritiserer de Sarkozy.

»Det er et fransk problem. Vores udenrigspolitik er generelt i krise, og politikken over for de arabiske lande har lidt alvorlig skade. Den er baseret på personlige relationer,« siger Laïdi og fortæller, at det stadig chokerer ham, at Frankrigs ambassadør var den eneste af EU's ambassadører, som ikke tog afstand til Egypten, da Kefaya blev slået ned. Chirac ville ikke skade sin ven Mubarak.

I stedet valgte Chirac at afvente situationen ud fra devisen om, at demokrati er en langvarig proces.

Med landets nuværende præsident, Sarkozy, er det blevet endnu værre, mener Laïdi:

»Hans eneste bekymringer er rent indenrigspolitiske og handler om, hvem der skaffer ham færrest indvandrere og terrorister og flest kontrakter. Det gør regimerne.«

- Hvad bør Europa gøre?

»Nu gælder det ærligt talt om at hjælpe de nye regeringer så godt som muligt. Og undgå kaos. Men landene skal hjælpes ud fra de behov, de selv definerer. Det er ikke op til os at sige, hvad vi ønsker for dem. Og historien har vist, at støtter vi dem kun økonomisk, er det nærmest en katastrofe.«

Samtidig gælder det om at opstille nogle betingelser angående gennemsigtighed og regularitet, så pengene når frem til de rigtige steder, understreger Laïdi.

- Men man siger ellers, at løsningen af alle konflikterne i regionen går via en løsning af konflikten mellem Israel og Palæstina?

»Nej.«

Svaret nærmest afbryder spørgsmålet.

»Det israelsk-plæstinensiske problem er stort. Men det er absurd at tro, at regimerne eller deres fremtid hænger sammen med løsningen på det problem. Regimerne legitimerede sig via en støtte til palæstinenserne. Men alle ved, at de arabiske regimer kun støtter palæstinenserne med erklæringer. Og de, der er for demokratiet, er ikke mindre propalæstinensiske end de andre. Konflikterne (i den arabiske region, red.) ville stadig være der, selv om man løste konflikten mellem Israel og Palæstina.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for peter guldmann

Da Fogh og hans kumpaner indså at der ikke var masseødelæggelsesvåben i Saddams Irak, begrundede de vedholdende den danske invasion af landet med, at der var et undertrykkende styre i Irak. Nu har venstre ved ikke at foreslå en invasion af Libyen , afsløret at invasionen af Irak , netop ikke var på grund af et ønske om at indføre demokrati der. Det var altså kun for at tjene George Bush og hans regime. Nu må Fogh og Møller da blive stillet til regnskab for deres voldelige politik. De kunne jo ende med at sidde i forbryderdomstolen ligesom Qdafi.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Ja, man kan bebrejde Fogh meget.

I strålelyset der nu rammer ham som generalsekretær i NATO, kan det være nyttigt at (gen)læse "Præsidenten":

Fogh forhindrede i 2002 ved den store EU- udvidelse formodentlig en løsning på Cypern-problemet, som udenrigsministeriets direktør havde udarbejdet sammen med Per Stig Møller. De havde været i Tyrkiet for at tage indledende samtaler, og de mente, at der på EU-topmødet ville være mulighed for at få indlemmet Cypern i EU og samtidig sat turbo på den FN-styrede proces, der skulle skabe varig fred og stabil fred på Cypern. Fogh afviste pure planen, står der p.141. Som straf lukkede Fogh Per Stig Møller og Friis Arne Petersen effektivt ude fra de videre centrale forhandlinger op til og på selve topmødet.

Kilde: Præsidenten af Mylenberg og Steensbeck.

anbefalede denne kommentar