Læsetid: 2 min.

En brik i det store spil

Forholdet mellem Pakistan og USA har nået et lavpunkt, efter en amerikansk agent dræbte to pakistanske mænd på åben gade. Men en dybere konflikt ligger bag
26. februar 2011

Med den slags venner hvem har så brug for fjender? Forholdet mellem USA og den mangeårige, men besværlige allierede Pakistan, er som følge af sagen om den amerikanske måske-måske ikke CIA-agent Raymond A. Davis, der skød og dræbte to pakistanske efterretningsofficerer eller småkriminelle pizzabude i den pakistanske by Lahore, usædvanligt anspændt.

Et godt forhold til den pakistanske regeringen har længe været afgørende for de amerikanske strategiske interesser i regionen, mens Islamabad ikke mindst i landets aktuelle katastrofale økonomiske situatiuon er dybt afhængig af amerikansk bistand.

På papiret skulle alle derfor have en interesse i at finde en pragmatisk løsning på hårdknuden, men spørgsmålet er, om der p.t. er nogen, der egentlig har en interesse i at dæmpe gemytterne ned.

Lynafleder

Med til at forstærke kontroversen er, at begge regeringer kan have indenrigspolitiske gavn af konflikten. Regeringen i Islamabad ved, at der i befolkningen er stærke antiamerikanske følelser. Regeringens samarbejdspolitik i grænseområderne til Afghanistan nyder ikke megen folkelig opbakning, og civile tab som følge af de amerikanske droneangreb og meldinger om det private sikkerhedsfirma Blackwaters aktiviteter i landet er en konstant trussel mod Asif Ali Zardaris regering.

Davis-striden kan i den forbindelse virke som en uskyldig lynafleder i forhold til mere alvorlige sager. Samtidig står USA's præsident, Barack Obama, midt i et budgetslagsmål, hvor bistanden, som Pakistan er en af de absolut største modtagere af, står højest på listen over vælgernes nedskæringsønsker. Når udenrigsminister Hillary Clinton var så hurtig til at true Pakistan på bistanden i sagen om Raymond Davis, kan det således have indenrigspolitiske årsager.

Men graver man endnu et spadestik dybere i denne historie, finder man roden til, at en relativt lille sag har fået så stor politisk betydning: Den omsiggribende rådvildhed i forhold til problemet Afghanistan.

Alle stirrer stift på Raymond

Det er måske vanskeligt at have direkte ondt af CIA-agenten Davis, men som forfatterinde Bina Shah påpeger i den pakistanske avis The Dawn, kan man se ham som offer for større mænds fejltrin:

»Ærlig talt aner ingen, hvad vi skal gøre ved det omfattende kaos - det kaos, der involverer Afghanistan, Pakistan og Taleban, så de stirrer alle stift på Raymond Davis, en mand, der ikke havde drømt om, at han ville blive den, der skulle placere verdens eneste supermagt og dens skizofrene ven ved en skillevej.«

Hun slutter kommentaren med at opfordre USA til at lade Davis gennemgå en retssag, der med stor sikkerhed vil ende med, at han bliver erklæret persona non grata og kan gå på pension i Virginia.

Omvendt råder hun Pakistan til at huske på, at han indtil da står over for den værst tænkelige af alle straffe:

»Glem alt om at hænge ham. Hvis han overlever en uge med pakistansk fængselsmad, bør I lade ham gå.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu