Læsetid: 10 min.

Gensyn med fangelejren

Erindringerne havde været gemt et sikkert sted i hukommelsen gennem mere end 60 år. Så snart den 82-årige Andrzej Lajer blev konfronteret med et skilt og nogle ruiner i en øde skov i det østlige Tyskland, kunne han genkalde den tyske kz-lejr, han som ung teenager tilbragte krigsafslutningen i som polsk krigsfange. Informations Martin Burcharth er rejst med sin svigerfar tilbage til et sted og en tid, der er ved at blive dækket af træer og glemsel
Tilbage igen. Opgangen Ul. Siennej 41 var Andrzej Lajers barndomshjem, indtil tyskerne i 1940 begyndte at anlægge Warszawas jødiske ghetto, og familien måtte flytte. Senere under opstanden mod nazisterne i 1944 stod den 14-årige Andrzej vagt for undergrundshæren foran bygningen.

Tilbage igen. Opgangen Ul. Siennej 41 var Andrzej Lajers barndomshjem, indtil tyskerne i 1940 begyndte at anlægge Warszawas jødiske ghetto, og familien måtte flytte. Senere under opstanden mod nazisterne i 1944 stod den 14-årige Andrzej vagt for undergrundshæren foran bygningen.

Pawel Kosicki

12. februar 2011

Min polske svigerfar virker lettet, da vi efter to timers besøg i ruinerne af en tidligere krigsfangelejr, beliggende i et øde skovområde i det østlige Tyskland, kører til et spisested i den nærliggende provinsby Mühlberg an der Elbe.

Det har været en 65 år lang og intens rejse tilbage i fortiden.

På bagsædet af vores Golf Variant underholder han sit niårige barnebarn Zofia med det dejlige måltid, som venter os. De to enes om at dele en lækker tysk kage.

Den tyste atmosfære i Mühlberg, de mennesketomme gader og velbevarede bygningsværker understreger indtrykket af stedets tunge historiske arv. Hvor mange nazister huserede dengang her? Blev jøder herfra deporteret til gaskamre? Hvad gjorde de sovjetiske soldater?

Fortiden virker mærkeligt nærværende, som om tiden stod stille under fire årtiers kommunisme og siden 1989 har haft svært med at komme i gang igen. En turistattraktion bliver Mühlberg an der Elbe aldrig, skønt den berømte flod flyder gennem den kønne by, og det omkringliggende landskab er idyllisk.

Da vi træder ind ad døren til Hamburger Bahnhof Restaurant, bryder et selskab af fejrende frokostgæster op. Det er sent, vi er de eneste kunder. To kvindelige tjenere og en rund, lavstammet overtjener skeler til os; vi er fremmede og taler et sprog, de ikke forstår.

Svigerfar taler sig op i godt humør ved tanken om den fine frokost, som venter - svinekød og kartofler med udkogte grøntsager samt apfelstrudel - en æblekage - med flødeskum til dessert.

Hundefoder

Det er i det øjeblik, erindringen om det hundefoder, han fik at spise i fangelejren, vender tilbage. Som et lyn.

Han citerer højt: Suppe kogt på kålroer, en kartoffel og et lurvet stykke brød.

Det samme måltid to gange om dagen i fem måneder. Fra midten af november 1944, da han ankom med 3.500 polske modstandsfolk, til befrielsen af den overfyldte lejr med 25.000 fanger fra 10 nationer den 23. april 1945.

Til vores overraskelse har han bevaret utroligt præcise erindringer om tiden, han tilbragte som 14-15-årig dreng i krigsfangelejren, hvortil han blev deporteret efter at have kæmpet i august og september 1944 i den polske modstandshærs mislykkede opstand mod den tyske værnemagt og Hitlers elitekorps, SS, i Warszawa.

Minderne vender skridt for skridt tilbage, mens vi en regnfuld søndag famlende leder i skovarealet efter et umarkeret sted, hvor barak nr. 36 engang stod. Det var her, den kække dreng, lille af figur, boede gennem en lang vinter og forsøgte at slå tiden ihjel hver dag sammen Jurek, en jævnaldrende kammerat fra opstanden.

I barakkens overfyldte rum sov de voksne polske soldater og officerer i køjesenge.

Når det tyske vagtmandskab hver morgen kaldte til optælling på en plads uden for barak 36, stillede polakkerne op i uniformer fra general Pilsudskis hær, der var blevet nedkæmpet under Nazi-Tysklands Blitzkrieg i efteråret 1939.

Bortset fra min svigerfar. Han var klædt i en fransk uniform fra den fransk-prøjsiske krig i 1873, anskaffet fra fangelejrens depot.

Den røde aftenhimmel

På vej fra Berlin til vores destination den søndag formiddag kommer han i tanke om en historie, som er blevet siddende på nethinden i de forløbne årtier.

En aften sidst i februar 1945 så han og andre fanger i lejren et stærkt rødt skær på den sydlige aftenhimmel. De begyndte straks at diskutere, hvad monstro det kunne være, men kunne ikke komme til nogen endegyldig konklusion.

»Næste dag hørte vi på BBC - ingeniører blandt fangerne havde bygget hemmelige radioer - at Dresden var blevet ildbombet af briterne og amerikanerne,« fortæller svigerfar fra bagsædet.

Afstanden mellem Dresden og Mühlberg an der Elbe er 65 km.

Ved ankomsten bliver vi mødt af guiden Angelica Stamm, en sympatisk østtysk kvinde, der bruger sin fritid på at vise overlevende krigsfanger og deres slægtninge rundt.

Hendes medbragte kort over Stammlager IVb bliver uundværligt i vores forsøg på at finde stedet, hvor barakken lå. Fundamentet af den nærliggende latrin og køkkenbygningen findes stadig, og da svigerfar først indfinder sig på stedet - arm i arm med sin datter Ewa - genkender han straks det hele.

Vi ser træer og buske, han ser 65 år tilbage; den lille by tager form i hans blik, som om han er tilbage i 1944.

Det slår mig, hvor meget af den forgangne virkelighed, historikere kan gå glip af uden direkte øjenvidner, præcis som i Claude Lanzmans dokumentarfilm Shoah, som jeg kort forinden har set for anden gang. I filmen opsøger den franske journalist vidner til nazisternes udryddelseslejre i Polen. Når de står der midt på en bar grøn eng og fortæller løs, forstår man, at kun de kan bringe rædslerne fra Sobibor til live igen.

Svigerfar får øje på en lille mindeplade - 'Kvindernes sektion', står der. »Ah, det var her, vi stod og kastede papirlapper med beskeder over hegnet til de polske kvinder, mens vagterne så den anden vej,« husker han.

Stalin var værst

Senere fortæller han om et andet hegn, som afgrænsede sektionen med 900 danske politifolk ankommet til Mühlberg i januar 1945 fra kz-lejren i Buchenwald. Min svigerfar, Andrzej Lajer, havde allerede været i lejren i to måneder, men det var først, da han over hegnet så danskernes »sørgelige ansigtsminer«, at det virkeligt gik op for ham, hvor meget de voksne fanger døjede under tabet af deres frihed.

Selv husker han at have nydt »freden og roen« i lejren efter alt, hvad han havde set som 14 årig under opstanden i Warszawa. »Mine følelser var bedøvet; jeg orkede ikke at arbejde - bare lege med min ven, Jurek.«

Han har talt meget lidt med sin familie om hele dette vigtige kapitel i hans opvækst.

Andrzejs fænomenale hukommelse har altid imponeret mig; nu forstår jeg, at han aldrig har fortrængt de smertelige erindringer. Tværtimod er de blevet bevaret i hans hukommelse i en ekstrem detaljeret form, selv gadenumre på bygninger, han så falde sammen under tyske bombardementer af Warszawa.

»Jeg har aldrig haft mareridt om det,« fortæller han. »Til gengæld kan jeg blive hidsig og få en stærk trang til at gøre noget voldeligt, når jeg hører om uretfærdigheder begået mod os polakker af Stalin.«

Stalin? Hvad med Hitler og tyskerne, indvender jeg. De har da begået langt større forbrydelser mod dig og dine landsmænd.

Han smiler. »Jo, men du må forstå, at de kun besatte Polen fra 1939 til '45. Det er kort tid i forhold til over fire årtier under russerne.«

Andrzej begyndte modstandsarbejdet som omdeler af illegale blade i 1943. På det tidspunkt var hans to ældre brødre, Adam og Wojciech, allerede 'soldater' i undergrundshæren.

Under opstanden i august og september 1944 stod han regelmæssigt vagt ved en hemmelig underjordisk bunker og ved et af modstandshærens fødevarelagre; han fungerede som kurer mellem forskellige modstandsenheder og eskorterede officerer på besøg fra andre polske byer rundt i Warszawas gader og i det hemmelige netværk af underjordiske tunneler.

Livsfarlige opgaver for en dreng i pubertetsalderen, men også et fantastisk eventyr - lidt som børn, der leger cowboys og indianere i baggården.

»Det eventyrlige varede, indtil jeg en dag fik en granatsplint i knæet. Jeg havde blod i ansigtet og på kroppen fra nogle mindre sår. Pludselig opfattede jeg, at granaten kunne have sprængt mig i stykker,« fortæller han.

Lig i gaderne

Hvis man skal sammenligne hans oplevelser som 13-14-årig med noget i nutiden, tænker jeg på de unge palæstinensere med sten og slangebøsser under Intifadaen eller irakiske børns oplevelse af USA's shock and awe-bombeangreb på Bagdad.

Det er det tætteste, man kan komme på, og dog er det alligevel et godt stykke fra virkeligheden i Warszawa under opstanden i sensommeren 1944. Hertil skal nemlig lægges det totale krigsaspekt, altså den tyske værnemagts og SS-soldaternes bevidste tilintetgørelse af hele Warszawa uden hensyn til civile tab. I visse bydele skød de på alt, hvad der bevægede sig.

Og så kastede Andrzej ikke med sten. Han var bevæbnet og skød flere gange mod tyske soldater - i en alder af 14. Hver dag under den ni uger lange opstand satte han sit liv på spil i et helvede af granater, morterer, artilleriild og fosforbomber.

»Overalt på gaderne lå der lig og stank i dagevis. Jeg kan huske, jeg gik forbi et par hundrede døde, som var blevet smidt i en dynge, overhældt med benzin og stukket ild til. Et grusomt syn,« erindrer han.

Andrzej har stået ved siden af en kammerat, der fik sit ene øje flået ud af en granatsplint, og set en anden få den øverste halvdel af hovedet slået af af en bombe. Det kunne let have været ham selv.

En dag stod han i porten til ejendommen, hvori hans familie boede. En mortér slog ned i bygningen over for, et kæmpe brag fulgte og pludselig var der kun murbrokker tilbage. Han, der stod på den anden side af gaden, slap uskadt.

Den slags oplevelser har gjort ham til fatalist.

»At jeg er i live, skyldes rene tilfældigheder. Jeg kunne lige så godt være død. Insha'allah,« siger han. Det arabiske udtryk for 'lad guds vilje ske', lærte han at kende under sit mangeårige arbejde som ingeniør i Moammar Ghadaffis Libyen.

Frem af erindringen

Første gang, svigerfar lettede på låget for sine gemte krigsminder, var en juleaften i begyndelsen af 1990'erne, da vi boede i Rom. Måske var det julestemningen, der tilskyndede ham til at fortælle om, da han mistede sin mor.

En dag under Warszawa-opstanden brændte han for at gå til nadver i et underjordisk kapel bygget af modstandsbevægelsen. Præsten spurgte den unge kombattant, om han var døbt. I stedet for at svare nej (familien var ortodoks kristen), løb han hjem for at bede sin mor, Zofia, om at komme med og overtale præsten til at give ham brød og vin.

»Da vi skulle fra gaden ned i en tunnel, så en tysk soldat os og kastede en granat og ... mor blev ramt i brystet af en splint.«

Hele sit voksne liv har Andrzej desperat spurgt: Hvorfor? Hvorfor var jeg så idiotisk at udsætte min mor for den kæmpe risiko, blot fordi jeg ville gå til nadver? Det har han aldrig tilgivet sig selv.

Moderen døde af sine sår hen under sommeren 1945, kun en måned efter sønnens hjemkomst fra krigsfangelejren i Tyskland. Fra da af var den 15-årige dreng forældreløs.

To år forinden var faderen, Kazimierz, i en gengældelsesaktion blevet henrettet af værnemagtssoldater foran porten til deres ejendom. Hans kone så på det, Andrzej selv og hans bror Adam hørte skuddene. Storebroren Wojciech omkom senere under opstanden.

Deporteret til Tyskland

Efter nederlaget blev de polske frihedskæmpere sendt til fangelejre i Tyskland; mange af dem overgav sig frivilligt, da den britiske regering fik udvirket, at de tidligere banditen blev accepteret af værnemagten som krigsfanger i henhold til Genèvekonventionen fra 1929.

De to brødre blev adskilt. I marts 1945 flygtede Adam på egen hånd fra sin lejr og nåede kort efter de allieredes linjer ved hjælp af transitpas udstedt af en venligtsindet tysk borgmester. I de sidste to måneder af krigen kæmpede han på den britiske side og slog sig siden ned i London.

23. april 1945 blev Mühlberg-lejren befriet af sovjetiske soldater.

Mange polske fanger nærede intet ønske om at vende hjem til et russisk besat Polen. Stalin havde i 1939 delt Polen i to med Hitler. Og under opstanden i '44 beordrede han sine soldater til at vente på den østlige side af Vistula-floden, mens tyskerne ødelagde Warszawa og nedkæmpede den borgerlig-demokratiske undergrundshær. Først herefter rykkede russerne ind i hovedstaden sammen med polske kommunistiske partisaner. Den unge Andrzej gerådede i dyb tvivl. Øst eller Vest? I lejren havde han lært en sovjetisk officer at kende, som var antikommunist. De russiske fanger boede i et sidehus til barak 36 og døde som fluer af tyfus og tuberkulose. »De lod ligene ligge i sengene med tøj på for at få de afdødes rationer,« husker han.

En dag i tiden lige efter befrielsen af lejren gik Andrzej og Jurek på jagt efter mad og fandt en høne. De drejede halsen om på kræet og skjulte det i Jureks tomme ærme - han havde mistet en arm under opstanden. »Men da vi gik forbi de russiske vagter, begyndte hønen at baske løs. Vi var stive af skræk,« fortæller svigerfar grinende. Men russerne lod dem passere.

Kirkeklokkerne kimer

I begyndelsen af maj besluttede de to drenge at gå hjem til Polen. På vandreturens første aften overtalte en tysk kvinde med to døtre dem til at overnatte i hendes hus som beskyttelse mod sovjetiske soldaters voldtægt af tyske kvinder.

Efter overnatningen hos familien fandt drengene to efterladte cykler på en gård og cyklede til Lódz på to dage, hvorfra de kunne komme med et tog til Warszawa.

Allerede i foråret 1945 havde et ildevarslende mørke sænket sig over den sovjetisk besatte zone i Tyskland. De fremmede soldater ville tage hævn for den tyske værnemagts krigsforbrydelser, og det kom til at gå ud over civile tyskere, især kvinder og piger.

I Mühlberg ombyggede NKVD - KGB's forløber - krigsfangelejren til en Gulag-lejr for nazister og alt muligt revl og krat; hvis de tyske fanger ikke døde af sult og sygdom i fangelejren, blev de sendt på tvangsarbejde i Sovjetunionen. Kun halvdelen overlevede.

I Hamburger Bahnhof Restaurant nikker overtjeneren venligt, da han får fortalt, at svigerfar er en tidligere polsk krigsfange, der kæmpede under opstanden mod tyskerne. Det foranlediger nu ingen nysgerrighed. Tjeneren fortæller derimod gerne løs om de russiske soldaters brutale behandling af civile tyskere i efterkrigsårene.

»Indtil omvæltningerne i 1989 turde ingen her i byen tale åbent om lejren. Det var tabu. Nogle ældre kvinder farer stadig sammen, når kirkeklokkerne kimer om natten. I 1945-48 var det signalet til, at nattens voldtægter ville begynde,« husker overtjeneren.

Jeg oversætter for min svigerfar; han sidder og lytter andægtigt. Ligesom tjeneren nikker han venligt, men nogen gensidig anerkendelse af modpartens lidelser kommer ikke til udtryk.

To folk og to vidt forskellige oplevelser af den samme krig - 65 år senere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu