Læsetid: 3 min.

Gin-formation gin-formerer

Fire gode grunde til ikke at slæbe toldfri Gordon's med hjem fra ski
26. februar 2011

For noget tid siden præsenterede Alt over 17 et udvalg af de nyere nordiske ginner, og dommen var en næsten uklædelig mængde ros. Dog bliver danskernes forøgede tørst for gin, solidt understøttet af den voksende cocktailkultur, ikke stillet af vikingegin, så derfor har flere importører kigget en ekstra gang til de britiske øer. Følgelig er udvalget de senere år blevet udvidet med flere af de mindre kendte, men ofte bedre mærker. Vi har smagt dem over skulderen.

Den mest kendte blandt de fire udvalgte er den unge rebel Hendrick's. Den skiller sig med det samme ud ved slet ikke at være fra England, men derimod fra Skotland. Ginproduktion i Skotland er en gammel tradition, som stammer fra udnyttelse af slutdestillatet ved maltwhiskyproduktionen, og derfor har skotsk gin historisk set været berygtet som en kras og underprioriteret ildvand. Ydermere har det ikke hjulpet landets rygte som ginproducent, at de allerstørste og mindst prestigiøse produktioner såsom Gordon's og Tanqueray er flyttet til landet, mens de mindre og mere raffinerede producenter er forblevet i England. På denne måde produceres nu 80 procent af al britisk gin i Skotland, mens der stadig står London på flaskerne; ak ja, Edward den 1. ville nok være stolt.

Agurk

Hendrick's er dog hverken kras bærme eller industrielt kedsommelig metervare; tværtimod er det en bemærkelsesværdig afrundet, aromatisk bryg, der har en blomstret aroma med tydelige aner af cypres og lavendel. I glasset ses en flot fuldfed dråbe, der danner pæne gardiner, og i smagen mærkes meget tydeligt korn, hvilket er usædvanligt. Den har en sød, velkommende nuance, men den mest overraskende ingrediens i produktionen, agurk, er svær at placere. Serveret på traditionel vis, ren gin med is og agurkestrimler, kommer den dog frem i spil med den friske frugt. Eftersmagen er let besk, på en absolut god måde, som en lagret ost blandet med eftersmagen af friske mirabeller. En herligt venlig, men også spændende knudret drik.

Intet forstyrrer

Greenall's er en af de helt gamle i klassen, som er blevet produceret siden 1761, og alt ved den er klassisk britisk: Den er diskret grænsende til det generte i aromaen, med små antydninger af koriander og muskat, og smagen er en klassisk, sprød smag af enebær, suppleret af noter af harpiks og peber. Den er både mindre salt og mindre sød end Hendrick's, og egner sig fortrinligt i cocktails, mens mange vil finde den for renset at drikke rent. Når det kommer til duft, slår London Hill til gengæld dørene op på vid gab: En på samme tid blød frisk skovbundsduft af kristtjørn, mandarin og bær byder velkommen, og følelsen i munden er meget frisk, næsten perlende. Krydringen er subtil, men fennikel og rosenpeber er tydelige, og samtidig er den grundlæggende enebær her tydeligere end i nogen af de andre prøvede. Eftersmagen er mere langvarig, end første mundfuld lover, men ikke særlig distinkt.

Måske mest klassisk i hele feltet er Hayman's London Dry, oprindeligt udviklet som et sideprojekt af en daværende master distiller hos Beefeater. Den er endnu mere duftfri end Green-all's og har en sart, delikat smag, hvor næsten intet forstyrrer grundelementerne enebær og kvan, kun diskrete drys af nåletræ og kirsebær trænger igennem. Den smager lagret og exceptionelt velafstemt, eftersmagen er præsent og tilpas fyldig med nuancer af grapefrugtsmag, uden dog at overdøve og blive bombastisk. Her er det rette eksempel på godt håndværk, som vil stå godt til gin+tonic. Fremragende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu