»Jeg kan godt lide at kigge på Arsenal, men jeg bryder mig ikke om at spille mod dem.« Sådan sagde FC Barcelonas succestræner, Josep 'Pep' Guardiola, efter overraskende 1-1 mod La Ligas Sporting Gijón i sidste weekend og forud for onsdagens ottendedelsfinale i Champions League. Opgøret på Emirates Stadion endte 2-1 som resultat af Arsenals fantastiske comeback, og måske fortæller stemningen mere end de kolde cifre: Der er et hemmeligt bånd mellem Barca og londonerne fra den gamle våbenfabrik. Der er de to og så alle de andre. »Romantisk realisme,« foreslog Guardian-journalisten Paul Hayward at kalde forbrødringen, da han for nylig prikkede i den evindelige stigmatisering mellem fodboldens to store filosofier nu om dage. Pep og Arsène Wenger i den ene fløj og Real Madrids José Mourinho i den anden. For slet ikke at tale om alle deres proselytter. I ordkrigen mellem romantik og kynisk strategi fordamper de andre klubber og al den kolorit, de måtte have, i en sart dis.
Bremsen og vreden
I fodboldens djærve sprog hedder det at parkere bussen. Sådan spiller de fleste hold mod Barca. Taktikken - for nu at sige det pænt - kan spores tilbage til Javier Clemente, som har trænet en lang række spanske klubber og nu står i spidsen for Camerouns landshold. En anden model er tu a tu, altså mand mod mand. I spansk fodbold klinger det af la furia, vreden, hvor hele holdet fra første til sidste dommerfløjt tordner frem med ild i øjnene og determination i benene. Måske mere myte end realitet, ganske vist, for la furia er også en umiskendelig Real Madrid-ideologi: Her overgiver tyrefægteren sig aldrig. Og det må gerne se lækkert ud imens.
I spændet mellem at trække i bremsen og sætte vreden fri er Arsenal sin egen herre. De insisterer på at spille deres eget spil.
»Hvert år er de med i Champions League,« sagde Guardiola. »I Spanien beundrer vi Wengers stil. Jeg foretrækker hold, der ikke vil have bolden. Arsenal er godt forberedt, og nogle gange, når du spiller mod dem, jagter du efter skygger.«
Arsenal startede kampen bedst på et hedt, intimt og rungende stadion. Forskellen til spanske publikumstilråb er tydelig, når bolden tackles fra modstanderen, eller når en smart vending på midtbanen lykkes, måske en et-to-manøvre, som nærmest er standardrepertoire på den iberiske halvø. Men på trods af gentagne forsøg, hvor især firkløveret Cesc Fabregas, Theo Walcott, Samir Nasri og Robin van Persie testede cataloniernes defensiv, blev det aldrig rigtig farligt for Victor Valdés i gæsternes mål. Van Persie burde have scoret ved én af lejlighederne, hvor Wengers 11 kom tæt på, men i stedet trådte Barca ind på scenen. Ikke larmende, ikke aggressivt, men på den særlige tiqui taca-facon, hvor bolden flyttes med millimeteragtig præcision fra post til post, snart i trekanter, snart i firkanter og pludselig i dybdepasninger, som var bolden trukket langs en snor i græsset. Én af dem kom fra Leo Messis fod, der i det 26. minut fandt David Villa tæt foran mål. Barcas 7'er, der både kan falde ned som 'falsk' 9'er og udleve rollen som fuldblods striker, lavede smart tunnel på keeper Wojciech Szczesny.
Derefter fandt Barca ind i en rytme, som værterne havde umådeligt svært ved at bryde. Selvfølgelig excellerer Guardiolas La Masia-skolede mænd i lynhurtige kombinationer og vævre geometrier. Men det er også en måde at trække tempoet ud af matchen. Enhver match, vel at mærke. Kald det bare romantisk realisme, for det er nu engang sådan, Barca bedst forsvarer sig. De har ikke bolden. De ejer den. Og når de en sjælden gang mister den, så snupper de den tilbage igen.
Når Arsenal er bedst
Arsenal er Barcelonas lillebror. Begge mandskaber opererer med en høj forsvarslinje. De evner begge to at omstille sig fra defensiv til lynhurtig offensiv. Genpres er et våben, både Pep og Wenger betjener sig af med stor dygtighed. Barca har Xavi Hernández, mens Arsenal har Fabregas. Briterne har Nasri, og spanierne har Dani Alves. Men der er forskelle. Når Barca er bedst, anes modstanderen stort set ikke. Der går, om jeg så må sige, træningskamp i den - Piggy in the middle. Arsenal er derimod bedst, når de arbejder sig op imod et momentum. Hvis de kan holde farten og positionerne, er de dødelige i deres på én gang aggressive og balletagtige fremstød.
Hvad er det, Arsène Wenger kan? Og hvorfor er Arsenals fodbold - når den ellers virker - så flot og dynamisk at se på? Svaret ligger i det høje pres- og pasningsspil, de mange trekanter og en flydende 4-2-1-2-1 med 'høj diamant'.
I udgangspunktet er Arsenals system en 4-3-3, som vi også kender fra Barcelona og som kan siges at være et produkt af den Mourinho-æra, som under Chelseas dominans medførte et ekstra fokus på omstillingsparate midterakser. Men vi kan forfine tallene og i stedet se på de funktioner, som spillerne har. Så vil formationen snarere være en 4-2-1-2-1. Hvad får vi så? En double pivote på midtbanen (Jack Wilshere og Alex Song). Dernæst en intelligent og dynamisk spilfordeler med licens til offensiv og krav om deltagelse i det defensive arbejde (nemlig Fabregas). Vi har to flanker på den offensive midtbane, den ene søger ind i banen (Nasri), mens den anden, Walcott, oftest bliver hængende på kanten i håbet om at komme ned bagved de centrale forsvarere eller måske fange modstanderens fullbacks. Endelig er der en target-spiller helt i front, som tit er van Persie.
Bemærk alle trekantsmulighederne. Van Persie, Nasri og Walcott er én af dem. Fabregas, Song og Wilshere en anden. Fabregas, Nasri og Walcott en tredje. Trekanternes spids og bund er hele tiden udskiftelige: Fabregas er en moderne playmaker med både '6'er'- og '10'er'-funktion. Nogle gange er han som Barcas Xavi, når han trækker ned i banen, faktisk helt ned i rummet bag Song og Wilshere, mens han ved andre lejligheder støder med helt frem og dermed bliver en spilstation for Nasri.
Variation og skønhed
Kodeordene er variation og hurtigt pres- og pasningsspil. Lige som Barca er Arsenal ikke særlig gode, når de ikke har bolden. De breder spillet ud i en moderne variant af hollandsk totalfodbold, men derved bliver afstanden mellem angreb og defensiv også temmelig stor. Modtrækket er et højt presspil og et hurtigt skift fra Fabregas i angreb til Fabregas i forsvar.
Skønheden ved Arsenals 4-2-1-2-1 er ydermere, at den kan laves om til en 4-1-4-1. Men vel at mærke i en offensiv variant, ikke en kontrollerende, meget fysisk orienteret Chelsea-model. Wilshere vil så løbe op på linje med Fabregas og de to wings, mens Song vil blive tilbage som stabiliserende bindeled mellem forsvar og midtbane. Songs funktion bliver altafgørende, også for at dække for de to fullbacks, som gerne vil med frem.
Wenger har masser af muligheder i sin trup. Han kan benytte Tomas Rosicky i playmakerrollen på trekantspidsen lige bag Nasri og Walcott, som i øvrigt kan skiftes ud med Nicklas Bendtner. Vælger Wenger samtidig Andrei Arshavin på venstrekanten (og bibeholder van Persie som forreste mand), vil vi se en typisk rotation hos Arsenal: Van Persie vil trække bagud, mens Bendtner vil forsøge at komme i overlap. Det var lige præcis, hvad der skete i onsdags: Bendtner og Arshavin kom på banen, og hjemmeholdet vendte et 0-1-nederlag til en 2-1-sejr. Endelig har den franske træner ved flere lejligheder brugt Denilson og Song på den centrale midtbane, når fokus har været på et mere kompakt og defensivt orienteret spilsystem.
Og så er der det særlige ved 4-1-4-1-modellen, at den åbner for en 'høj diamant' med Wilshere som kanonføder for Fabregas-Nasri-Walcott-van Persie-firkløveret. Sikke et våben! Det var primært de fire, der skød Chelsea i sænk 3-1 i december sidste år. Måske kaprer de ikke særlig meget sølvtøj, The Gunners, men hold da fast, hvor er det smukt!
Alt kan ske i Parken
Ganske vist stjal det spansk-engelske epos den helt store scene, men ugen bød tillige på San Siro-drama i Italien, hvor de aldrende koryfæer fra AC Milan tog imod parvenuerne fra Tottenham. De sort- og rødstribedes indsats lignede en skandale, ikke mindst Gennaro Gattuso, der endte med at tage kvælertag på Spurs' assistenttræner og tidligere Milan-spiller, Joe Jordan. Til gengæld beviste Tottenham endnu engang, at de siden tilgangen af Rafael van der Vaart for alvor er tilbage i rampelyset.
På tirsdag følger et spændende clash mellem Real Madrid og Lyon, der flere gange har drillet de spanske giganter. I år tør jeg dog godt sætte mine sparepenge på, at Mourinho & Co går videre til kvartfinalerne. Marseille møder Manchester United på fransk hjemmebane aftenen efter, og mon ikke Alex Ferguson gør som Wenger gjorde i onsdags: vinder. Til gengæld er gensynet med sidste års finalister, Inter og Bayern München 100 procent åbent.
Man tør næsten ikke sige det, men alt kan ske på tirsdag i Parken, når FCK er værter for Carlo Ancelottis Chelsea. Nu med den tidligere Liverpool-forward Fernando Torres helt i front. Og netop dén byttehandel kan måske give The Østerbro Lads et momentum à la Arsenal, for Chelsea har sandt at sige performet et godt stykke under standard på det seneste. Mindre end The Gunners' høje diamant kan dog også gøre det. Et mål af Jesper Grønkjær kombineret med en neutralisering af Didier Drogba og Nicola Anelka. Eller er det for romantisk?
