Læsetid: 4 min.

Ingen undskyldninger

FCK's præstation var så gudsjammerligt ringe, at der ikke gives nogen mulighed for undskyldning eller bortforklaring. Og her tænkes ikke blot på, at holdet tabte 2-0, men snarere måden det skete på
Skændsel. Kun Johan Wiland, Christian Bolaños og Martin Vingaard kunne være deres præstationer bekendt på en aften, hvor holdets svagheder blev nådesløst udstillet, og hvor det især blev bekræftet - hvad man længe har haft en mistanke om - at Dame N'Doye ikke har niveauet til at begå sig på højeste plan.

Skændsel. Kun Johan Wiland, Christian Bolaños og Martin Vingaard kunne være deres præstationer bekendt på en aften, hvor holdets svagheder blev nådesløst udstillet, og hvor det især blev bekræftet - hvad man længe har haft en mistanke om - at Dame N'Doye ikke har niveauet til at begå sig på højeste plan.

Liselotte Sabro

26. februar 2011

Fem minutter. Længere tog det ikke for Chelsea-spillerne tirsdag aften at regne ud, at FC København ikke var værd at hverken frygte eller have respekt for. Man kunne se det i øjnene på aktørerne fra London, i deres kropsholdning og omgang med bolden.

Da de første minutter af kampen var forløbet, havde de luret deres hvidklædte modstandere - hvorefter de kastede den indledende agtpågivenhed fra sig, rykkede 10-15 meter længere frem på banen, slog københavnernes opspil i stykker efter behag og spillede sig frem til den ene målchance efter den anden.

Hvad der var så pinligt ved FCK's nederlag til Chelsea i tirsdags, var ikke selve det faktum, at de tabte 2-0. Sådan kan det gå. Det kan ske for enhver. Nej, hvad der var virkelig forsmædeligt, var måden det skete på.

Efter en overrespektfuld, ærbødig og ydmyg omgang alibifodbold, der kastede vrag på alle de fremskridt, de danske klubber har gjort i Europa i de seneste år.

Man følte sig sat tilbage til dengang, OB's spillere før et opgør mod Liverpool i 1983 gik rundt på banen og samlede autografer hos deres berømte modstandere. Eller dengang et starstruck FC København i 1993 blev ydmyget med 6-0 på hjemmebane af AC Milan i en kamp, der endte med, at de danske tilhængere heppede på italienerne.

Ja, faktisk var det værre endnu. Det var en tilbageføring til den tid i halvfjerdserne - før professionalismens indførelse herhjemme - hvor de danske klubber stillede op som villigt slagtekvæg, når europæiske modstandere lagde turen forbi.

Så slemt var det.

Smider det hele på gulvet

Tirsdag aftens kamp vil gå over i historien som en af de mest skuffende præstationer, et dansk klubhold har leveret i nyere tid. Og hvad gør det endnu mere gebrækkeligt er, at den netop fandt sted på baggrund af en europæisk kampagne, hvor FCK har demonstreret det stik modsatte, nemlig at de for længst har kastet småstatens åg af mindreværd og manglende selvtillid af sig.

Det fantastiske ved holdets optræden i efterårets opgør mod Barcelona, Panathinaikos og Rubin Kazan var netop den uimponerethed, de hvidklædte danskere gik til sagen med. Ikke mindst eksemplificeret ved udekampen mod Panathinaikos, hvor FCK fandengalemig gik på banen i Athen for at vinde opgøret. Ikke bare for at forsvare sig. Ikke bare for at slippe med et hæderligt nederlag. Men for at sejre. På udebane. Mod de græske mestre.

Hvornår har man nogensinde før set et dansk klubhold optræde med en sådan blanding af frækhed og selvtillid? Og så smider de det hele på gulvet på halvfems ydmygende minutter en råkold tirsdag aften i februar.

Men against boys

I visse perioder af kampen blev FCK så udstillet og udspillet, at man skulle tro, at det var et ungt og urutineret mandskab, der trådte sine første skridt på den internationale scene. Men det er jo ingenlunde tilfældet.

Fra målmandsposten op gennem forsvaret og midtbanen er de danske mestre bestrøet med rutinerede kræfter med stor erfaring fra både lands- og klubhold - men alligevel vælger de altså kollektivt at kapitulere, så snart det virkelig bliver alvor i Champions League. Det var men against boys, som englænderne siger; ikke aldersmæssigt men psykologisk. Kun Johan Wiland, Christian Bolaños og Martin Vingaard kunne være deres præstationer bekendt på en aften, hvor holdets svagheder blev nådesløst udstillet, og hvor det især blev bekræftet - hvad man længe har haft en mistanke om - at Dame N'Doye ikke har niveauet til at begå sig på højeste plan.

Hans boldkontrol er for ringe, og han er ikke i stand til at deltage i de lynhurtige kombinationer, der er påkrævet for at åbne et forsvar som Chelseas. Når han bliver mødt af forsvarsspillere, der er i stand til at matche ham i hovedspillet, er han stort set nulstillet, og hans væsentligste bidrag til opgøret i tirsdags bestod i at blamere sig selv og holdet ved at forsøge at filme sig til diverse ikke-eksisterende straffespark.

Han skal være glad for, at dommeren ikke mistede tålmodigheden med ham og stangede ham den advarsel for film, han så rigeligt havde fortjent.

FCK'erne kan bruge de næste uger på at ærgre sig over, at forårssæsonens europæiske eventyr er slut, før det rigtigt fik lov at begynde; og ikke mindst kan de ærgre sig over, at de ikke for alvor testede dybden i Chelseas styrke.

For sagen er, at de mødte et mandskab, der er langt fra den skræmmende maskine, det var for blot et par år siden. Mandskabet fra det vestlige London står midt i et generationsskifte, hvor nye kræfter sluses ind i både forsvaret og angrebet.

Men den potentielle sårbarhed, som holdet rummer, fik københavnerne aldrig rigtigt boret i, og derfor kunne Chelsea-spillerne gå fra banen i forvisning om, at pladsen i kvartfinalen er sikret - og at Carlo Ancelotti har reddet sig minimum endnu en måned i trænersædet på Stamford Bridge.

Selve Champions League-turneringen vinder holdet ikke - så skal meget i hvert fald gå mærkeligt til - men det var rigeligt stærkt til at gøre det af med et dansk mesterhold, der aldrig rigtig viste vilje til at slås for sagen.

I skylder os!

I optakten til kampen er der blevet talt meget om, hvorvidt dette FCK-hold er det bedste danske klubhold nogensinde, eller om det overgås af Morten Olsens Brøndby-mandskab fra starten af halvfemserne.

Baseret på kampen i tirsdags må afgørelsen være klar: Vi har stadig ikke set et hold på højde med det blå-gule mandskab, der nåede UEFA Cup-semifinalen i 1991.

I det mindste imploderede Brøndby-spillerne ikke psykisk, når de stod over for frygtet europæisk modstand.

Det kan godt være, at FCK's deltagelse i dette års Champions League reelt er overstået, men det betyder ikke, at returkampen på Stamford Bridge er betydningsløs.

Tværtimod. Nu forekommer lige netop dén kamp den vigtigere end nogensinde. For nu gælder det æren og eftermælet. FCK skylder os en mandfolkepræstation!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu