Læsetid: 7 min.

Kongens nye mesterskab

Kl. 20.53 var ikke alene matchen på et stadion med balstyriske, ekstra bolde og en hel del kasteskyts forbi, men selve ligaen. Det hele. Bortset fra Champions League, selvfølgelig, og ikke mindst en revitaliseret, national pokalturnering med spøgelser fra en grum fortid
Historie. Når Real Madrid og FC Barcelona skal mødes 20. april i Copa del Rey-turneringen, er der lagt op til en vaskeægte klassiker. Hadet og rivaliseringen har en lang historie med blodige fejder mellem Spaniens to suverænt mest vindende mandskaber, som går tilbage til tiden under Franco, hvor turneringen blev omdøbt til Copa de Su Excelencia El Generalísimo. Herover et billede fra finalekampen under fascismen i 1941, t.h. FC Barcelona efter sejren over Almeria i onsdags.

Historie. Når Real Madrid og FC Barcelona skal mødes 20. april i Copa del Rey-turneringen, er der lagt op til en vaskeægte klassiker. Hadet og rivaliseringen har en lang historie med blodige fejder mellem Spaniens to suverænt mest vindende mandskaber, som går tilbage til tiden under Franco, hvor turneringen blev omdøbt til Copa de Su Excelencia El Generalísimo. Herover et billede fra finalekampen under fascismen i 1941, t.h. FC Barcelona efter sejren over Almeria i onsdags.

JORGE GUERRERO

5. februar 2011

Det var det bedste, der kunne ske. Og det værste. Mens FC Barcelona spadserede endnu en sejr hjem over Almería i onsdagens anden Copa del Rey-semifinale, måtte rivalerne fra Real Madrid kæmpe længe og indædt mod Sevilla på Estadio Santiago Bernabeu. Kongeklubben klarede skærene, og med Mezut Özils cool scoring i det 81. minut efterfulgt af nyerhvervelsen Emmanuel Adebayors flugter til 2-0 sikrede de travle fodboldspillere fra hovedstaden sig sammen med Barca en billet til finalen i den spanske pokalturnering den 20. april.

Nu kan vi se frem til en vaskeægte clásico i turneringen, hvis rødder rækker tilbage til 1902, og som i sin fulde pragt lyder navnet Campeonato de España - Copa de Su Majestad El Rey Don Juan Carlos I. Her flyder det med morbo.

Hadet og rivaliseringen følger en lang historie om blodige fejder mellem Spaniens to suverænt mest vindende mandskaber, og i Reals tilfælde er der nye skeletter i skabet, som skriger på forløsning. Efter det famøse 0-1-nederlag til Osasuna i søndags har madrilenerne syv point op til toppen af La Liga, hvor Barca er nr. 1 efter 15 sejre i træk.

Real er derfor pisket til at behandle Kongens Cup med dyb ærefrygt. De vil vinde pokalen. Men fordi kombattanten hedder Barca, bør man snarere sige det på italiensk maner: Real Madrid vil for alt i verden ikke tabe.

Om ikke andet så for at tækkes José Mourinho, der allerede fra sin indsættelse som cheftræner i verdens rigeste klub har betonet vigtigheden af den nationale Cup, som de hvidblusede superstjerner mildest talt har haft et nonchalant forhold til de senere år. Ikke denne gang.

I oktober måned sidste år lagde Real ellers dårligt ud med at tabe ude til Xerez. I den andalusiske Cádiz-provins, på Estadio Municipal Chapín, hvor der er plads til 22.000 tilskuere, gjorde 'Mou's dyre drenge en skidt figur og indkasserede et pinligt - men ikke overraskende - 0-2-nederlag. Men så kom de efter det. Blot to uger senere kørte de Xerez over 5-2 hjemme på Bernabeu, og derefter er det gået slag i slag: Tegneserieagtige 8-0 over Levante og en nærmest spydig 3-1-triumf mod den evige lillebror Atlético Madrid.

Barcelona, der aktuelt har fået hele seks mand med på FIFA's 2010 all star-hold, har på nær en enkelt tæt affære med Athletic Bilbao styret begivenhederne med ophøjet ro. Tre gange 5-0 i slutrunden taler deres tydelige sprog. Først over Alcorcón, siden Betis og endelig i den første semifinale mod stakkels Almería. Kald dem bare uovervindelige. Også mentalt, for de skal ikke kæmpe mod sig selv, som Real Madrid har for vane.

Første scene

Lige syd for Madrid ligger Municipal de Santo Domingo Stadion, der i nyere tid har forøget kapaciteten fra 3.000 til 4.000 siddende gæster. De fleste af dem hepper på Alcorcón, et hold fra Segunda División. Og det havde de god grund til 27. oktober 2009, hvor de galaktiske koryfæer fra Madrid var på besøg. Dengang hed træneren Manuel Pellegrini, en klog chilener med et trist udtryk i øjnene, ganske uden Mourinhos star quality, hvis hold tabte 4-0 til bonderøvene på Avenue Pablo Iglesias nr. 3, mens trafikken susede tæt forbi på Autopista M-50.

Den catalanske avis Sport kunne ikke modstå muligheden for at hive de store ord frem. Madrids fraværende præstation var en »ridiculo histórico«, en historisk ydmygelse. Dén var Marca-læserne helt med på, for 85 procent af dem betragtede 4-0-lussingen som den største ridiculo i Real Madrids mere end hundrede år lange historie. Det eneste, der lunede midt i en mental isvinter, handlede slet ikke om Real Madrid. Det var derimod Barcelonas nederlag på Camp Nou til Rubin Kazan i Champions League.

Pinlighederne blev ikke mindre i et økonomisk perspektiv. Den samlede Alcorcón-trup koster årligt seks millioner. Real Madrid budgetterer med godt og vel tre milliarder pro anno, og Real-spillerne havde lige fået nye Audi-biler til en samlet sum af 15 millioner. De penge kunne snildt holde Alcorcón kørende et par år. En gennemsnitlig Alcorcón'er tjener 350.000 om året, hvilket er markant mindre end Cristiano Ronaldos dagløn.

Den traditionelle undskyldning lød, at Real Madrid i mange år ikke har taget Copa del Rey alvorligt. Ikke officielt, naturligvis, men off the record. Det er her, anden- og tredjemålmanden får luftet de store handsker, og hvor diverse taktikker fra rodeskuffen bliver prøvet af. Sådan var det bare ikke mod Alcorcón.

Raúl González var på banen. Det var Guti også (som nu spiller i den tyrkiske førstedivision) sammen med Karim Benzema. Plus håbet Esteban Granero, der flere gange havde vist gode takter på den offensive midtbane. Alt i alt spillere for rundt regnet 800 millioner, hvad der i Alcorcóns regnskabsafdeling ville svare til ekstra 150 år med stadion, souvenirs, klubdragter og julegaver til bolddrengene.

Anden scene

I 1943, fire år efter borgerkrigen, var General Franco på højden af sin magt, og som en del af symbolikken insisterede han på at detronisere kongens pokal og gøre den til sin egen. Nu hed den Copa de Su Excelencia El Generalísimo.

Barca og Madrid var i semifinalen, og havde catalonierne følt nationalisternes jerngreb på egen krop, ikke mindst med henrettelsen af klubpræsidenten Josep Sunyol i begyndelsen af borgerkrigen i 1936, var Don Carlos' tidligere hjerteklub langtfra en sikker bastion. Madrid var den sidste by i Spanien, franquisterne overtog. Reals daværende præsident, Rafael Sanchez Guerra (hvis efternavn morbidt nok betyder 'krig'), var en behjertet republikaner og blev således også offer for Francisco Francos brutale dagsorden. Guerra blev tvunget i eksil og flygtede til Frankrig, hvor han svor ikke at vende tilbage, før den fascistiske caudillo - hersker - var væltet.

Den første semifinale 1943 var blevet afviklet i en ekstremt fjendtlig stemning på Barcelonas Camp de Les Corts. Barca vandt 3-0. Returopgøret skulle spilles på Madrids stadion i Chamartín, og som et resultat af den modtagelse, 'de hvide' havde fået på Les Corts, vejrede de madrilenske fans blod. 90 minutter efter første dommerfløjt havde Real vundet med surrealistiske cifre: 11-1.

Hvad der er faktuel historie, og hvad der er myte, er umuligt at afgøre. Historien er aldrig blevet verificeret. I nogle versioner berettes det, at en gruppe højtstående mænd i Francos personlige livgarde trængte ind i Barcas omklædningsrum og tvang dem til at »huske«, hvad det ville sige at optræde loyalt over for Spanien. Andre kilder fortæller, at de catalanske atleter blev mødt med trusler om vold mod deres nære familie, hvis de ikke sørgede for et gigantisk nederlag. Endelig er der dem, der mener, at den hadske stemning på stadion - for slet ikke at tale om på gaden og i avisernes agitatoriske brøl - alene var nok til at hyle los blaugrana ud af den.

Efter den famøse kamp brød voldsomme uroligheder ud, og begge klubber fik bøder. Men morbo'en fortsatte med at grave dybe grøfter. Barca blev straffet finansielt for begge kampe, mens Madrid kun skulle stå til regnskab for dysten på Chamartín. Barcelonas præsident, Marquis de la Mesa de Asta, som hidtil blev regnet for en vigtig Franco-støtte, kritiserede regeringens indgreb i skarpe vendinger og hævdede, at behandlingen af catalonierne var ubarmhjertig. Markisen forlod sin post umiddelbart efter.

Skandalen i 1943 var faktisk så intens, at præsidenten for Real Madrid også gik af og i stedet blev erstattet af den tidligere spiller, træner og åbenlyse franquist, Don Santiago Bernabeu.

Barca genvandt lidt stolthed, da de vandt 1-0 over arvefjenderne fra Madrid i Copa del Generalísimo-finalen i 1968. Franco overværede selv kampen på Bernabeu, alt imens Salvador Artigas, der havde været jægerpilot i de republikanske styrker under borgerkrigen, nu dirigerede sine catalanske tropper frem på grønsværen. Artigas var Barcas træner. Fem år senere kom Johan Cruyff og med ham tulipanrevolutionen. Cruyff vandt katala- nernes hjerter med udsagnet om, at han havde valgt Barca frem for Real Madrid, fordi han aldrig nogensinde ville kunne spille for et hold, der var forbundet med Franco.

Tredje scene

Der er pressemøde på Bernabeu, og Mourinho skal forklare, hvorfor hans hold ikke klarer sig så godt som før juleferien. Vanen tro er hans svar både næsvist og tankevækkende:

»Januar 2011 har været en måned, hvor vi har spillet ni kampe, og det er der spillere, som er vant til. Men disse spillere er ikke vant til det, for i de seneste år har Real Madrid været ekspederet ud af Copa del Rey i første runde, ganske som i Champions League. Disse spillere er kun vant til at spille La Liga,« sagde Mourinho.

Pamplona, hjemsted for Baskerlandets Osasuna, er Real Madrids 'Waterloo', skrev en spansk avis i ugens løb. Og vi er kun i februar. Kl. 20.53 var ikke alene matchen på et stadion med balstyriske, ekstra bolde og en hel del kasteskyts forbi, men selve ligaen. Det hele. Bortset fra Champions League, selvfølgelig, og ikke mindst en revitaliseret, national pokalturnering med spøgelser fra en grum fortid, som de gamle mænd, der krydser autopistaen M-50 til Madrid i krumbøjet tempo, stadig kan huske. Indtil den 20. april kan det ikke blive bedre. Og heller ikke værre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu