Læsetid: 11 min.

Et kvindeligt svar på den kære familie

Flere kvinder vælger den traditionelle kernefamilie fra og flytter sammen i kvindefamilier, hvor manden ikke længere er en praktisk nødvendighed. De nye familier er et produkt af velfærdsstaten. Et deprimerende biprodukt, siger kritikerne. Nej, det er det bedste fra to verdener, siger en af de nye familier
To verdener. Det her er det bedste fra to verdener, fordi man netop ikke har nogle krav eller forventninger til hinanden, siger Pernille Skriver (i midten) om hverdagen med sin veninde Dorte Mandrup (th.) og deres to teenagedøtre.

To verdener. Det her er det bedste fra to verdener, fordi man netop ikke har nogle krav eller forventninger til hinanden, siger Pernille Skriver (i midten) om hverdagen med sin veninde Dorte Mandrup (th.) og deres to teenagedøtre.

Kristian Sæderup

19. februar 2011

Pernille Skriver har valgt en anden måde at leve på, end den man plejer, når man er alenemor til en teenager. Da hun for fem år siden blev skilt, boede hun dør om dør med sin veninde gennem 20 år, og de to singlekvinder fandt hurtigt ud af, at der var en del fordele ved at bo så tæt.

»Det er ærgerligt at lade sig begrænse af, hvad man plejer at gøre. Det har jeg helt klart lyst til at bryde med,« siger Pernille Skriver, der er chefdesigner hos tøjfirmaet Part Two, i sin Christianshavnerlejlighed en kold vinteraften. Her serverer hun te i keramikkrus og fyldte chokolader fra en specialbutik. Ud over katten Sorte er vi alene i den knap 400 kvadratmeter store lejlighed, som hun deler med sin 15-årige datter, Celina Grabowski, sin veninde Dorte Mandrup og dennes datter Clara Mandrup. Siden oktober 2010 har de fire delt lejlighed.

»Jeg ser livet mere som epoker - og lige nu passer det her til min livsstil med en teenagedatter og det at være single. At bo sammen med Dorte udfylder mit behov for at vende dagen med én. Lige at få talt alle teenageudfordringerne igennem sammen.«

Pernille Skriver og Dorte Mandrup er ikke alene, forklarer sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen. Hun kalder de nye kvindefamilier et »overskudsfænomen«:

»I dag er et liv uden en mand ikke nær så skræmmende, som det var engang. Der er altså tale om et brud på århundreders traditioner, hvor kernefamilielivet har været i centrum,« siger Birthe Linddal Hansen, der ser, at stadig flere moderne kvinder tager sagen i egen hånd, hvis drømmemanden ikke synes at være inden for rækkevidde.

Interessen for fællesskab og kollektivitet er eksploderet på få år, konkluderer Institut for Fremtidsforskning i sin rapport, 10 tendenser mod 2020. Men modsat de traditionelle fællesskaber, som var baseret på tvang og nødvendighed, er de nye fællesskaber karakteriseret ved at være kreative, åbne og dynamiske:

»Mennesker lægger deres sjæl og identitet i dem. I bedste projektsamfundsånd er de nye fællesskaber rammen om tidsafgrænsede events og ideologier, som optager os i et kort tidsrum og derefter erstattes med andre fællesskaber og ideologier,« hedder det i rapporten.

Af knapt 1.000 brugere af Singleplus.dk overvejer 27 procent jævnligt at flytte i bofællesskab, og landets største ejendomsmæglerkæde, Home, har i de senere år oplevet en stærkt stigende interesse for boliger, der kan bruges til bofællesskaber. Den nye værdiundersøgelse, der har professor Peter Gundelach fra sociologisk institut ved Københavns Universitet som hovedforfatter, konkluderer da også, at familien og parforholdet som institution står stærkt, samtidig med at accepten af homoseksualitet og nye familieformer stiger.

»Jeg læste i går en artikel om kvindefamilier. Og tænkte: FEDT!!! Det gad jeg godt!,« som profilen 'Bucaneve' skriver på slyngebarn.dk: »Fordi jeg også har svært ved at tænke tanken, at jeg slet ikke skal tilbyde min søn en slags familie,« skriver hun og konkluderer, at »bare jeg kunne leve med andre singlemødre i stedet«.

Statens hemmelige plan

Pernille Skriver og Dorte Mandrup har kendt hinanden i mere end 20 år. For ganske nylig boede de i hver deres lejlighed i en villa efter Pernille Skrivers skilsmisse. De fandt hurtigt ud af, at det var praktisk at bo sammen - men den vigtigste årsag til, at de besluttede at finde en lejlighed inde i byen, var det sociale aspekt i at dele adresse.

»Jeg spurgte min datter Celina, hvad hendes ønsker var i forhold til bopæl, og hendes største ønske var at blive ved med at bo sammen med Clara - stærkt efterfulgt af ønsket om et walk in closet,« siger 48-årige Pernille Skriver, der beskriver de to teenagepigers forhold som nærmest søsteragtigt.

»Fordi vores døtre har samme alder, så kører vi et slags parallelforløb med mange spørgsmål, vi lige kan vende med hinanden. Det er også dejligt at kunne drikke et spontant glas vin en hverdagsaften sammen som veninder og få udfyldt det sociale behov uden at skulle arrangere eller aftale det på forhånd. Det er det bedste fra to verdener, fordi man netop ikke har nogle krav eller forventninger til hinanden,« siger Pernille Skriver i sin lejlighed, hvor begge familier har hver deres afdeling, men med fælles spisekøkken og en mindre gildesal til deling.

»Der er rigtig mange måder at bo sammen på, og jeg er utrolig heldig at bo sammen med én, jeg svinger så godt med.«

Lone Rahbek Christensen, der er etnolog og forfatter til bogen Hver vore veje. Livsformer, familietyper og kvindeliv påpeger, at det er med fuldt overlæg, at staten har villet splitte kernefamilien.

»Når vi lever de her liv, så er det ikke noget, vi selv er skyld i. Det er samfundet, der bliver formet om af nogle nye, store ideologier, men de her nøje udtænkte ideologier kommer ikke altid frem for offentligheden. Vi sluger det meget hurtigt som nye sandheder,« siger hun og forklarer, at man fra 1930'erne i visse kredse på et meget højt og sofistikeret plan begyndte at diskutere, hvordan vi skulle indrette os, så vi kunne overleve og få nogle rige stater, der var attraktive nok til, at befolkningen gad formere sig. Det tænkte man ud fra, at man skulle have et varemarked, der var så velfungerende, at der kunne tjenes masser penge, så skatter kunne finansiere omsorgs- og forældrearbejdet.

»I hele den tankegang afskaffer man det monogame ægteskab med fuldt overlæg,« siger Lone Rahbek, der i forbindelse med research til en ny bog har haft adgang til nogle indtil videre hemmelige dokumenter fra rigsarkivet, der viser, at det var statens plan at afskaffe kernefamilien fra 1962, hvor der sendes besked til alle ministerier om, at nu skal de iværksætte nye strategier. Her bilder man blandt andet befolkningen ind, at det at opdrage børn kun er noget, professionelle kan varetage. Så fra 1960'erne overtager staten det at skabe den rette sociale karakter i barnet. Samtidig skal det tvekønnede ægtepar opløses for at øge produktiviteten på arbejdsmarkedet. For når ægteparret er opløst, er begge tvunget til at arbejde - og så er de tvunget til at gå ud at forbruge alt det, de ikke får produceret derhjemme. Dermed skaber du velfærdsstaten.

Det effektueres på en helt række områder, forklarer hun.

»Så indretter man staten, så kærligheden mellem faren og moren ikke længere har nogle forudsætninger. Det er med vilje. Vi kan ikke se det endnu. For nu er 'sandheden' bare, at vi skal ud og realisere os selv gennem succes på markedet. Men det er ikke nogen sandhed, det er en filosofisk idé, som bliver effektueret med fuldt overlæg fra midten af det 20. århundrede,« siger Lone Rahbek, som mener at kvindefamilierne er en direkte konsekvens af statens planer om at skabe et velfærdssamfund.

Plan B

I en anden ende af byen end den, Pernille Skriver bor i, har Stine Krog-Pedersen maddag. Hun er i færd med at kokkerere suppe i spisekøkkenet med de mange Wegner Y-stole og Cecilie Manz' Caravaggio-lamper. Her deler hun husholdning i en kæmpe lejlighed på indre Østerbro med otte andre kvinder og mænd. Stine Krog-Pedersen er uddannet ingeniør, arbejder hos Novo Nordisk og bruger al tilgængelig fritid på at sejle på Stillehavet, cykle i Mellemøsten, stå på ski i Iran og vandre alene i Pakistans bjerge. Hun har ingen kæreste for tiden, men vil gerne have en familie inden alt for længe. Derfor har hun en lavet en plan b. En ganske attraktiv en af slagsen, hvis du spørger Stine Krog-Pedersen.

»Hvis den rigtige mand ikke kommer forbi, kunne det være rigtig sjovt, sejt og givende at flytte sammen med mine fantastiske veninder, blive insemineret med den samme klat og få nogle halvsøskende. Det er den tanke, jeg leger med lige nu,« siger hun.

Én ting er sikkert. Hun vil have børn. Stine Krog-Pedersen mener, at der er så mange andre måder at skabe en familie på. Hun er ud af en traditionel kernefamilie fra Esbjerg, hvor mor og far stadig er gift, og lillesøsteren bor sammen med sin kæreste. Stine Krog-Pedersen er et yderst socialt væsen, der kunne tænke sig et familieliv, hvor hun bor sammen med mange mennesker og nyder godt af stordriftsfordelene.

»Man behøver ikke at gøre det, som alle andre gør. Jeg skal ikke bare gøre noget, fordi det er kulturbestemt. Jeg vil gerne mærke efter og se, hvad jeg egentlig har lyst til - og jeg er ligeglad med, hvad alle andre mennesker tænker om det. Jeg bliver lidt klaustrofobisk, når jeg kan sidde på mit værelse i kollektivet og kigge over på alle de par, der bor sammen med et barn i en lille toværelses. For hvorfor er det lige, at alle gør det samme? Jeg ærgrer mig over, at vi ikke dyrker mangfoldigheden noget mere,« siger Stine Krog-Pedersen.

»Skal du ikke snart have en kæreste,« og »hvornår stopper den der kollektivperiode mon,« spørger folk ofte til hendes store irritation: »De ser det som noget midlertidigt,« siger hun.

Hun er snart 30 år og har ingen kæreste - og det der med at finde én at flytte sammen ligger slet ikke lige for. Det er ikke fordi, hun har set sig sur på mænd generelt eller har et eller anden ideologisk, elitefeministisk projekt, hun skal realisere. Selv om der er »masser af dejlige mænd i verden«, er det med parforhold og barn i små københavnerlejligheder ikke noget, hun umiddelbart har lyst til lige nu. Mest fordi den rette endnu ikke er dukket op, for hendes drømmescenario er at leve sammen med en mand og børn sammen med andre familier.

»Når den rette ikke lige er dukket op, må jeg tænke ud af boksen og se, om der ikke er andre familieformer, der passer mig. Der er bare ikke så meget inspiration at hente i ensrettede Danmark.«

'Egoistisk, dødssygt og træls'

Kvinder i dag kan vælge, fordi de er blevet økonomisk uafhængige, forklarer sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen.

»Manden skal i dag meget mere end at kunne tjene penge og være beskytterfigur - han skal også give dem omsorg, modspil og bidrage aktivt til dagligdagen og samtidig også være den perfekte far,« siger hun og uddyber, at finder kvinderne ikke drømmemanden, der kan indfri de fleste af kravene, vælger de ham fra til fordel for et liv som alenemor.

»Netop fordi der ofte er tale om ressourcestærke kvinder, magter de fleste alligevel at få et spændende og indholdsrigt liv med et godt social netværk, rejser, en fed lejlighed og nogle velopdragne børn til trods for, at de ingen mand har,« siger hun.

»Røv træls,« kalder reklamemand og filminstruktør Søren Fauli de nye kvindefamilier. I 2008 skabte han en del røre med sin udstilling Kvinder ingen adgang, hvor han blandt andet præsenterede et maleri, hvor mænd i et træ blev skudt på af kvinder med haglbøsser som et modsvar på årtiers ligestillingsdebat på kvindernes præmisser. Han ser den nye familieform som symbol på, at ligestillingen har sejret ad helvede til.

»Det forekommer mig, at kvinder aldrig bliver tilfredse. Ligestillingen stiller større og større krav til, hvad det vil sige at være kvinde i dag. Du skal være en fantastisk elskerinde, man skal ikke være en gennemsnitlig mor, man skal være den bedste mor, og så skal du også lige sidde i en bestyrelse og være direktør samtidigt,« siger Søren Fauli, der mener, at det efterhånden bliver umuligt at leve op til det hele.

»At leve sammen med en af det modsatte køn kræver noget af én. Det kræver kompromisser og tilpasninger fra begge sider. Hvis ens ambitioner går i andre retninger, fordi der også står i damebladene, at man skal være direktør, så kan det at bo sammen med en mand være en af de ting, man vælger fra. Så skal man ikke bruge kræfter på nogen, der er besværlige, som sidder i en sofa og ser fodbold, eller hvad de nu gør. Det er drømmen om det perfekte liv og ideen om, at ligestilling er lykkesaliggørende, der smadrer det hele,« siger han.

Han giver ikke kvinderne skylden for, at kernefamilien i nogle tilfælde bliver valgt fra for et tilvalg af en kvindefamilie. Det er hele udviklingen i samfundet siden midten af det sidste årtusinde, der er årsag til dette fænomen, som han betegner som »egoistisk og dødssygt«.

»Det, at kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet efter Anden Verdenskrig, har ødelagt vores samfund fuldstændigt. Lige så straks barnet kan rives fra brystet, så skal det i institution. Og så snart vi ikke kan være på arbejdsmarkedet længere, kommer vi på alderdomshjem. Alle familiestrukturer er fuldstændigt opløste og alle er besatte af at have en arbejdskarriere,« siger han.

Og Søren Fauli har helt ret, mener teolog og debattør Katrine Winkel Holm. Hun kalder den tid, vi lever i, for en slags 'opløsningstid', fordi man er i færd med at opløse de elementære fællesskaber som eksempelvis familien. Hun ser det som en lang udvikling, der har nået punkt, hvor lovgivning og velfærdsstat har gjort det unødvendigt at være familie og gør manden overflødig.

Mandens rolle er udvisket

»Manden er blevet overflødig som den livslange partner. Det er dybt deprimerende - og det er en meget trist måde at se kærlighed på. Trist, at manden er reduceret til et sexlegetøj. At man ikke har familien, og børn ikke vokser op med en far, som ikke bare er en eller anden, der har lagt en sædcelle en dag og så går sin vej,« siger hun og er overbevist om, at der nok skal komme en reaktion på et tidspunkt, hvor det går op for mændene, hvad deres rolle er i samfundet.

Hun mener, at det på en måde er en selvforstærkende effekt. For det ender med, at ligegyldigt hvad manden gør, så er det forkert. Han ender med at sige 'så kan I bare rende mig. Så kan jeg lige så godt se mine pornofilm, være et dumt svin'.

»Det er jo ikke det, man vil. Der kan komme nogle ret uheldige bieffekter ved at skabe en drengerøvsmand. Der er i højeste grad tale om, at vi kastrerer en generation af mænd. En åndelig kastration,« siger Katrine Winkel Holm.

Men Pernille Skriver møder kun positive reaktioner over hendes nye måde at leve på: »Har I ikke plads til én til,« lyder det ofte fra hendes omgangskreds, og familien i Jylland er også begejstrede over, at hun er flyttet sammen med veninden gennem mange år.

»Det her er bare helt perfekt - og jeg forstår ikke, hvorfor flere ikke gør det samme,« siger Pernille Skriver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
randi christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Mandoe

@ Johannes Aagaard.

OK. Så vis mig at det er forkert at børnechecken automatisk går til moderen hvis hun stadig er i live.
Vis mig at det er forkert at børns læge- og uddannelsesudgifter tilskrives moderen.
Vis mig at de tal IKKE er taget med når "netto-udgiften" til kvinder udregnes.

For jeg har intet set der viser netop det.
Og nu er velfærdsrapporten trods alt blevet bragt op gang på gang på gang.

Desuden er I allesammen gået lykkelige uden om det faktum at selvsamme velfærdsrapport som I henviser til, i stort set samme afsnit gør rede for hvorfor nettoudgiften er størrer for kvinder end for mænd (ud over børnecheck osv.). Nemlig at kvinder går på barsel, mænd gør ikke. Kvinder passer jeres møgunger når de bliver syge, mænd gør ikke og får dermed ikke sygedagpenge i samme omfang. Og at kvinder modtager flere pensionspenge simpelthed fordi der er langt flere enlige kvindelige pensionister end der er mandlige.
Sidst men ikke mindst (også fra samme afsnit i den famøse rapport) påviser de at langt den størst del af nettoudgiften til kvinder (der går ud over nettoudgiften til mænd) bekostes efter pensionsalder er nået og skyldes at et langt størrer antal kvinder en mænd når en alder hvor intensiv pleje er påkrævet.

Marianne Mandoe:

...OK. Så vis mig at det er forkert at børnechecken automatisk går til moderen hvis hun stadig er i live.
Vis mig at det er forkert at børns læge- og uddannelsesudgifter tilskrives moderen.
Vis mig at de tal IKKE er taget med når “netto-udgiften” til kvinder udregnes....

Selvfølgelig tilskrives udgifterne til jeres børn kvinderne. De er jeres projekter og så må i sgu' da også betale for dem selv.

Hvor mange gange har vi ikke hørt, at kvinderne "bestemmer over deres egen krop" (underforstået: børnene er kvindernes og eventuelle fædre skal bare holde deres kæft)?

Hvad er der at misforstå? Børnene er kvindernes - men de vil ikke vedkende sig regningen for deres unger! Nej, den sender de videre til kollektivets mænd, som - hvis de havde valgfriheden - slet ikke ville investere i de unger til at begynde med.

Troels Ken Pedersen

Øh, René?

Hvis vi mænd vil have nogen til at tørre os bagi når vi bliver gamle og ikke kan selv, og også godt vil have at de der tørrer os skal kunne forstå vores mærkværdige danske tungemål, er det vist også i vores bedste interesse at der bliver frembragt nogle børn her i landet.

At klage over at kvinderne ikke betaler nok i skat ...på baggrund af at de føder børn og får ringere løn for deres arbejde, forekommer en anelse urimeligt. Man kunne endda sige forkælet.

Troels Ken Pedersen:

Hvis du vil have nogen til at tørre dig bagi, som taler dansk, så har du jo noget at arbejde for, ikke sandt?

Men hvad rager dét mig? Det er dine egne ønsker du sidder og skriver om og som du derefter tillægger mig (og sikkert alle andre også).

Jeg har ikke engang noget ønske om, at være i Danmark hvis behovet skulle indtræffe, så hvorfor skulle jeg have et ønske om at støtte skidtet?

Troels Ken Pedersen

René:

Alle danske mænd kan (eller vil!) ikke flygte. Og hvis landets fremtidige situation (hvilket blandt andet vil sige om ældre mennesker rent faktisk skal passes på en nogenlunde værdig måde) skal hænge nogenlunde tilfredsstillende sammen, bliver vi nødt til at få nogle unge mennesker på banen. Dvs. børn. At du personligt har tænkt dig at skride fra landet er uendeligt uinteressant i en diskussion om samfundsindretning og samfundsforhold. Når du nu alligevel fremturer med at fremfører argumenter, der aldeles ignorerer almenvellets ve og vel til fordel for dine egne små brokkerier, forekommer det, som sagt, en anelse urimeligt og forkælet.

Troels Ken Pedersen:

Hvor er dit svar dog symptomatisk for matriarkatet her til lands.

Alt hvad der kan kaldes et personligt ansvar og familiære forpligtelser er simpelthen deponeret i velfærdsstaten, og af den forventer man altså også at blive tørret i røven som gammel, fordi matriarkerne og deres kastrerede mænd udmærket godt ved, at de ikke har nogen som helst sammenhængskraft tilbage, som er værd at løbe an på. Holder et ægteskab mere end 5 år skal man nok være tilfredes - og for fanden hvor er det dog tragikomisk.

Troels Ken Pedersen

René Jansen:

At kunne se længere end 10 cm fra egen næsetip og skattebillet er ikke udtryk for kastration, men for modenhed.

Marianne Mandoe

@ Troels.

René er typen der gerne så at kvinderne futtede hjem til kødgryderne og generelt tilbringer livet med at please, pleje og holde kæft.

Nu er det jo (heldigvis) sådan at selvom nogle kvinder måske gerne vil, og fred være med det, så er det økonomisk slet ikke en mulighed hvis Danmark skal klare sig bare nogenlunde økonomisk. For slet ikke at tale om at der er råd i den enkelte familie til noget at putte i kødgryden.

Troels Ken Petersen:

At kunne se længere end 10 cm fra egen næsetip og skattebillet er ikke udtryk for kastration, men for modenhed

Det lyder enormt flot. Og så fik du også lige rost dig selv.

Men reelt dækker de fine ord jo også over et andet ulækkert fænomen; plattenslageri med gennemsnitsmenneskets medfølelses med de svageste. Kvinderne har skamredet medmenneskeligheden med henblik på at få mere omfordelt til dem selv i en sådan grad, at enhver appel til den bør mødes med mistænksomhed. Lidt ligesom når man møder 15 betlende roma'er i S-toget på et kvarter - så bør der sgu' også gå en prås op for én.

Dana Hansen:

Flot argument. Du er ved at tabe diskussionen, kan jeg se. Hvad blev der af alle de fine ord om dialog og gensidig forståelse, som du ævlede om for at par indlæg siden?

De skulle måske kun lyde godt og ikke så meget andet, eller hvad?

Troels Ken Pedersen

René Jansen:

Hvis vi rykker fra migmigmig til vi, er børn og betragtninger om samfundets fremtid simpelthen en uomgængelig nødvendighed. Da du øjensynlig er ude af stand til at kapere et vi, der omfatter både mænd og kvinder, unge og gamle, er der vist ikke grund til at fortsætte diskussionen.

Jens Sørensen

Marianne,

Som sædvanligt læser og forstår du statistikker/rapporter som fanden læser biblen.

Velfærdskommissionen beregning går på hvad hver person i snit modtager af dset offentlige og hvad hver person betaler til det offentlige.

Når ethvert barn koster det offentlige 100.00o kr./året indeholder det børneydelser, skole, sygehjælp osv.
Så det du postulerere med børneydelsen er direkte løgn.
En kvindes mindre betaling til det offentlige grunder barsel og barns første sygedag skal selvfølgelig tages med i beregningen, hvilket velfærdskommissionen også har gjort.
Men virkningen er minimal.
Hvor meget er kvinder blevet trukket i løn grundet børns sygedage ??
Stort set o kr.
De 6 første måneder af barsel får kvinden fuld løn => fuld skattebetaling til det offentlige => ingen indvirkning på beregningen.
Hvis kvinden SELV vælger yderligere 6 mdr. barsel. er indvirkningen på beregningen kun skatten af den mistede bruttoindtægt.
Så hvis en kvinde gåe 15.000kr ned i løn i de sidste 6 mdr. barsel er virkningen kun 6 x 15.000 x 50 % skat = 45.000 pr. barn
Og da hver kvinde vel får ca. 1,8 barn i snit, er effekten 1,8 x 45.000 = 81.000 pr kvinde i mistet bidrag til staten.
Hvis vi regulerer for dette får vi at en gennemsnitskvinde koster samfundet 2,4 M.DKK - 0,081 = 2,32 M.DKK mens en gennemsnits mand bidrager med 0,8 M.DKK.
Disse tal er således reguleret for barsel og reelt også for børns sygedage, idet de stort set betales af arbejdsgiveren.

Yderligere skal du tænke på at ikke alle kvinder har børn. Så effekten af børns sygedag og barsel bliver yderligere reduceret.

Jeg vil dog ikke påstå at velfærdskommissionens tal er korrekte. Dertil kender jeg ikke nok til de mange forudsætninger og generaliseringer de nødvendigvis har måttet foretage.

Men givet og logisk er det at mænd netto bidrager VÆSENTLIGT mere til samfunder end kvinder.

Flere helt logiske faktorer forklarer denne forskel:

1. mænds vælger højlønnede jobs mens kvinders traditionelt vælger lavere lønnede "menneske-jobs"
2. Kvinder starter knap 2 år senere på arbejdsmarkedet
3.Kvinder slutter knap 2 år før på arbejdsmarkedet
4. Mænd har en højere beskæftigelses % end kvinder
5. Kvinder arbejder færre timer om ugen, især grundet deltid samt mindre overarbejde.
6. Kvinder skifter oftere uddannelse/livsretning end mænd

Disse faktorer påvirker påvirker bidraget til staten altså skat.

Kigger vi på ydelser fra det offentlige har følgende faktorer effekt.

1. Kvinder bliver ca. 4,5 år ældre end mænd
2. relativt flere kvinder end mænd er på pverføselsindkomster udover folkepensionen. Bl.a er over 30 % af SAMTLIGE enlige mødre i Danmark på en eller anden form for overførselsindkomst.
3. Kvinder trækker mere på sundhedsvæsenet end mænd.

Disse faktorer forklarer hvorfor kvinder modtager mere fra det offentlige end mænd.

Så helt enkelt bidrager kvinder mindre til samfundet end mænd tilgengæld modtager de mere.
Helt den samme konklussion som velfærdskommissionen.
Forskellen på 3,2 M.DKK mellem mænds og kvinders netto bidrah er enorm.
Der er ganske giver fejt i beregningen men den store forskel er logisk. Om den reelle forskel er 3,8M.DKK eller kun 2,4 M.DKK er for så vist underordnet.
Kvinder vil derfor altid ha' behov for mænd. Nogen skal jo betale gildet.
Spørgsmålet er bare om mænd til stadighed vil finde sig i det.

Jens Sørensen

Inden nogen skyder mig noget i skoene, vil jeg lige bemærks at det selvfølgelig ikke er alle der får fuld løn de første 6 mdr. af barslen,
Dog b liver der færre og færre, der ikke har denne ret.

Jens Sørensen:

Fremragende indlæg.

Men det er sgu' da godt nok helt fantastisk, at vi skal helt ud derud for at gøre det indlysende forståeligt.

Og hvis modviljen mod at anerkende det indlysende i, at kvinderne selvfølgelig forbruger velfærden mere end mænd, udmønter sig i decideret benægtelse af den virkelighed, hvad er der så tilbage at gøre sig selv forståelig med???

Hvordan overkommer man sådan en fed løgn med demokratiske metoder???

Marianne Mandoe

Jens Sørensen

Ja du er helt galt på den med løn under barsel.

Dansk Magisterforening citerer Funktionærloven:
I følge funktionærloven, har du som gravid kvinde krav på ½ løn fra 4 uger før forventet fødsel til 14 uger efter. Hvis din halve løn ikke overstiger den maksimale dagpengesats, kan du få suppleret den halve løn op med dagpenge fra kommunen.
Læste du det? HALV LØN.

Desuden er dette link værd at læse:
http://www.lige.dk/default.asp?Id=243

HK er også værd at tjekke.

Desuden skal du ikke fortæller mig at de pludseligt har ændret beregningsform. For der står rent faktisk ikke nogen steder i velfærdsrapporten at udgifter til børn IKKE tilskrives moderen. Der står bar hvad det enkelte barn koster.

Her fra en tidligere rapport.
"Enlige med børn er relativt sjældent nettobidragsydere. Det skal
blandt andet ses i forhold til, at ydelserne til børnene tilskrives den
voksne
. Under 40 procent af de enlige uden børn er nettobidragsydere.
En del af forklaringen på dette er, at der findes relativt mange
enlige pensionister i denne gruppe. Godt 56 procent af parfamilierne
med børn er nettobidragsydere mod 58 procent blandt parfamilierne
uden børn."

Da der er flere enlige kvinder med børn, end der er enlige mænd med børn så.......
(Ja René.... jeg ved det)
http://www.oem.dk/resources/oem/static/publikationer/famind01/kapitel2.pdf

Sidste men ikke mindst vil jeg henlede din opmærksomhed på figur 11.3 side 279 i den famøse rapport.

Og? Min ene niece er døv. Hvad har hun dog ikke kostet samfundet ifht. skolegang, oplæring i tegnsprog, oplæring af forældrene i tegnsprog, og støtte til og under sin uddannelse.

Pointen er at uanset hvordan vi vender og drejer det, ja så er der nogle mennesker som altid er underskudsberegninger, bl.a. handicappede og ældre over 80.

Eller hvad med folk som skal have gen-optræning pga. en trafik-ulykke? De er også dårlige liv for samfundet. Sandheden er jo den at samfundet helst skal bestå enlige uden børn....

Marianne Mandoe

@ Johannes....

Figur 11.3 taler helt for sig selv.
Nemlig at nettoudgiften for mænd og kvinder stort set følges ad. Helt op til det tidspunkt hvor mændene begynder at dø fra og kvinderne bliver så gamle at de stort set intet kan selv.

Det behøver man ikke at få forklaret, men det har jeg så gjort.

Desuden er det ganske almindelig beregningskotume hos det offentlige at tilskrive udgifter til børnene og børnecheck til moderen. Intet nyt under solen i DET.
Det der ville være nyt ville være hvis de i lige netop DENNE rapport ikke har gjort det.
Hvis du kan påvise at det ikke er sket så vil jeg meget gerne se det.
Indtil da vil jeg antage med et vist mål af sikkerhed at de har fulgt den almindelige beregningskotume.

Andreas Trägårdh

Udgifter er ikke det samme som tab.
Så længe samfundet sikrer kvindernes gode forhold til at blive mødre, ikke bare i svangerskab men i barseltiden i det hele taget, og gerne også langt op i de første mange år børnenes tilværelse, hvor fædre også bør tilgodeses, kan jeg slet ikke noget galt i damerne koster extra.

Andreas Trägårdh:

Kernen i hele den her diskussion om velfærdsrapporten er, at kvindernes nye mani med at etablere sig som enlige mødre, med alle de behandlingskrævende unger, der kommer ud af det, er en enormt dårlig og dyr forretning, som ingen normal mand vil ønske sig for sine egne børn.

Læs: http://www.civitas.org.uk/pubs/experiments.php

Så hvorfor BETALE for den slags? Hvis kvinderne vil forsørges, som de helt åbentlyst stadig bliver, hvorfor går de så ikke ud og 'tigger' pengene af en mand, som de rent faktisk er nød til at se i øjnene før de får midlerne??? Sådan som vi omfordele til dem nu, kan de jo sidde og smæske sig i den tykkestelivsløgn om deres egen frigjorthed, fordi de har gjort velfærdsstaten til en surrogat-far.

Det er til grin! Vitterligt!

Michael Nielsen

Hvis konspirationen passer, så bliver jeg godt nok vred. Dumt at blive vred måske, men sådan er det.

Holder konspirationen vand, så skal hele projektet naturligvis laves om:

1. Fokus skal tilbage på kernefamilien igen

2. Fokus skal tilbage på hele familien som opdrager af børn - og ikke kun forældrene

3. Velfærdsstaten skal finansieres på nye måder, således at det bliver attraktivt at leve som familie igen

4. Der skal oprettes et familieministerium igen

Jens Sørensen

Marianne,

Du har som sædvanligt ikke fattet en meter.

Jeg skriver netop at ikke alle har fuld løn de 6 første måneder af barsel.
Så hvorfor bruge et stort indlæg om noget vi er enige om ?????
Jeg har bevidst brugt 6 måneder med fuld løn efterfulgt af 6 måneder med 15.000 lønnedgang om måneden. Dette blev gjort for at vise effekten på nettobidraget i 2 forskellige situationer.
Så kan alle herefter selv beregne deres tal.

At henvise til et graf om omkostninger er ganske uinteressant når vi taler om NETTO-bidrag.
Du ved det åbenbart ikke, men NETTO betyder at man tager alle bidrag til samfundet og trækker alle de omkostninger samfundet samfundet har på en.
Dvs. at dine tal jo indgår i nettobodraget, og er derfor en lille mellemregning i det samlede netto-bidrag.
Undskyld hvis der er forvirrende. Men det er faktisk ret enkelt.

Og vedr. din børneydelse. Om dette beløb indgår i de 100.000 et barn koster samfundet eller ej, ved du reelt ikke mere om end jeg. Men når man laver en "personlig" konto tilsiger logikken at ydelsen lastes personen altså barnet, som en naturlig del af de 100,000 et barn koster samfundet.
Men lad os alligevel blive ved dit postulat, at beløbet lastet kvinden.
Børneydelsen i snit er vel ca. 7000 om året i 18 år.
Hvis vi trak de 7000 x 18 år = 126.000 i alt i børneydelse X 1,8 barn per kvinde = 216.800, fra det beløn en kvinde i snit koster samfundet, altså
2,400.000 kr får et reguleret beløb på - 2.183 T,kr.
Dette beløb skal reguleres med den andel af børneydelser der tilfalder piger, altså 50% af 216t.kr. = 108 t.kr.
Herefter får vi at kvinder er en nettoudgift for samfundet på -2.183-108 = 2.291 T.kr.
Men mænd er nettobidragsyder på 800 t.kr -108 t.kr = 692 t.kr.
Hvis man så yderligere regulere for kvindernes barselorlov ved at sige at en kvinde i snit taber 10.000 kr/måned i 12 måneder = 120.000 x 1,8 barn = 216.000. Den manglende skat/bidrag til saten er ca. 50 % heraf = 108.000, får man nedenstående resultat i alt.

Kvinder belaster i snit samfundet med 2.400 - 108 -108 = 2.184 t,kr.
Mænde er nettobidragsyder med 800 - 108 = 692 t.kr.
Så, Kære marinne, når vi medregner ALLE de elementer du påberåber dig (børneydelse, barsel) får vi en forskel på 2.876 t.kr. mellem en gennemsnit mands nettobidrag til samfundet og en gennemsnits kvindens nettobidrag til samfundet.
Hvordan vil du forklarer den kæmpe difference.
I mit forrige indlæg har jeg kommet med ideer.
Er du uenig i disse ? Og i bekræftende fald hvorfor ?
Du har under alle omstændigheder et kæmpe forklaringsproblem.
Og please; kom nu ikke med en henvisning til en rapport, der IKKE er offentlig tilgængelig som du plejer, når du mangler saglige og faktuelle argumenter.

Det er i sandhed en dødskultur, der fører en sådan diskussion. BØRN er nettoudkommet af samfundets aktiviteter, grunden til al slid og møje. Når tingene begynder at tage sig anderledes ud, er det denne anderledeshed, der er problemet.
Det handler jo trods alt om andre måder at fordele på, fordi den religiøse måde, vi er kommet til at betragte arbejdsmarkedet på, naturligvis lokker alle mand(kvinder) af huse. Om det er en samfundsmæssig og økonomisk fordel har meget lidt at gøre med det.

Jens Sørensen

Peter,

En kønsdiskriminerende artikel, der forherliger et samfund uden mænd, og yderligere ikke tillægger manden nogen betydning, skal selvfølgelig ses i lyset af velfærdskommissionens rapport.
For hele artiklens troværdighed forsvinder jo som dug for solen, når det nu viser sig at de nye kvindefamilier kun kan overleve så længe mænd gider arbejde røven ud af bukserne for at finansiere velfærdssystemet.
Og når så artiklen endda ikke tillægger manden nogen "praktisk" betydning skal der da reageres.

Et andet perspektiv er egentlig også mandens rettigheder. Dem bliver der aldrig talt om.
Et par skilles, kvinden tager børnene, manden kan bare betale direkte til kvinden ved kasse 1 samt indirekte via skatter.
Jeg har et rigtigt godt job. Hvis jeg blev skilt skulle jeg for 4 børn betale mere end 20.000 om måneden som børnebidrag + hustrubidrag x tusinde. Derudover ville noget af min skat via velfærdssystemet ligeledes gå til moderen.
Og så er det jo let nok at flytte i "nye" familie former og påstå man klarer sig selv.

Slettet Profil

Mænd skulle bruge noget mere tid på at afmontere deres ejerkompleksere, frem for at forarges over kvinders frie valg.

Jeg syntes, at det mandlige kønsideal er forskruet, og jeg kan ikke see hvordan det skulle forandre sig uden en vedvarende indsats fra mandens side - Jeg kunne i hvertfald ikke, men måske det siger mere om mig - Jeg syntes bare det er besynderligt, hvis jeg er den eneste mænd her i Danmark, der syntes jeg skal arbejde for, at jeg ikke at forfalde til et gammelt mandeideal.

Jeg siger det bare, fordi her altid er så mange mænd der syntes noget om kvinder, hvilket er, besynderligt, når der er rigeligt at sige om mænd, hos mænd selv.

Slettet Profil

@Andreas Trägårdh

Jeg er enige med dig i, at menesket er mindre relativt end kønnet, hvis jeg forstår dig ret. Kønnet er en fantasi, der har fået sit eget liv - Så det er en ikke-ting man tager stilling til, når man snakker om forskel på kønnene. Løn-vilkår og den slags til side.

Marianne Mandoe

Jamen Jens.......

Så er der jo en ganske simpel løsning.
Forbyd barsel og slå alle ældre kvinder ihjel. I hvert fald dem der lever længere end gennemsnitslevealderen for mænd.
Så ender vi på nogenlunde den samme nettoudgift.

Desuden så vil jeg lige, IGEN, pointere at jeg ikke henviser til nogen RAPPORT. Men til tal der er tilgængelige på stort set alle fagforeningers hjemmesider for de respektive fag. Hvis altså du har et login til de fagforeningers medlemssider.

randi christiansen

"Lone Rahbek Christensen, der er etnolog og forfatter til bogen Hver vore veje. Livsformer, familietyper og kvindeliv påpeger, at det er med fuldt overlæg, at staten har villet splitte kernefamilien.

»Når vi lever de her liv, så er det ikke noget, vi selv er skyld i. Det er samfundet, der bliver formet om af nogle nye, store ideologier, men de her nøje udtænkte ideologier kommer ikke altid frem for offentligheden. Vi sluger det meget hurtigt som nye sandheder,« siger hun og forklarer, at man fra 1930'erne i visse kredse på et meget højt og sofistikeret plan begyndte at diskutere, hvordan vi skulle indrette os, så vi kunne overleve og få nogle rige stater, der var attraktive nok til, at befolkningen gad formere sig. Det tænkte man ud fra, at man skulle have et varemarked, der var så velfungerende, at der kunne tjenes masser penge, så skatter kunne finansiere omsorgs- og forældrearbejdet.

»I hele den tankegang afskaffer man det monogame ægteskab med fuldt overlæg,« siger Lone Rahbek, der i forbindelse med research til en ny bog har haft adgang til nogle indtil videre hemmelige dokumenter fra rigsarkivet, der viser, at det var statens plan at afskaffe kernefamilien fra 1962, hvor der sendes besked til alle ministerier om, at nu skal de iværksætte nye strategier. Her bilder man blandt andet befolkningen ind, at det at opdrage børn kun er noget, professionelle kan varetage. Så fra 1960'erne overtager staten det at skabe den rette sociale karakter i barnet. Samtidig skal det tvekønnede ægtepar opløses for at øge produktiviteten på arbejdsmarkedet. For når ægteparret er opløst, er begge tvunget til at arbejde - og så er de tvunget til at gå ud at forbruge alt det, de ikke får produceret derhjemme. Dermed skaber du velfærdsstaten.

Det effektueres på en helt række områder, forklarer hun.

»Så indretter man staten, så kærligheden mellem faren og moren ikke længere har nogle forudsætninger. Det er med vilje. Vi kan ikke se det endnu. For nu er 'sandheden' bare, at vi skal ud og realisere os selv gennem succes på markedet. Men det er ikke nogen sandhed, det er en filosofisk idé, som bliver effektueret med fuldt overlæg fra midten af det 20. århundrede,« siger Lone Rahbek, som mener at kvindefamilierne er en direkte konsekvens af statens planer om at skabe et velfærdssamfund."
Dette tilføjer rystende nyt info og perspektiv til den opløsning af familiestrukturen, vi har været ofre for, siden kvinderne (familierne)blev lokket med tilbud, de ikke kunne sige nej til, om at dele mændenes rolle på arbejdsmarkedet som slaver for storkapitalen, den 1%. I lighed med den stigende effektivisering og industrialisering af alle samfundets vitale produktioner, blev naturligvis også børnene udsat for denne produktivitetseffektivisering, og de blev interneret i underbemandede, overbefolkede institutioner > de blev burbørn, mens deres voksne afleverede deres skålpund kød til den 1% til gengæld for selekteret overlevelse i form af økonomisk ulighed udmålt vha den herskende klasses del og hersk strategi. Ja, vi blev ført til slagtebænken, bedøvede af : frygt, ww2 posttraumatisk stress og nøje udmålte 'velfærdsgoder' = bestikkelse. Samtidig blev vi udsat for propagandistiske, ideologiske skindueller mellem (neo)liberalisme versus socialisme og bildt ind, at vi havde vores frie demokratiske ret til selv at vælge. Alt i mens pengemagten, den finansielle sektor, i kulissen bedrog fælleskabet og stjal fællesejet > naturressourcerne. Med den såkaldte krise og efterfølgende krisehåndtering er dette bedrag blevet stadig tydeligere - det er stadig de mange, der skal ofres på de fås alter. Den 1% er afsløret, men de lykkes stadig med en overordnet mediebåren løgnehistorie om 'den nødvendige politik' i 'konkurrencestatens' 'markedskonforme demokrat'. Hvor længe endnu?

Sider