Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Claus Hjort Frederiksen

Claus Hjort Frederiksen besvarer læsernes spørgsmål
Claus Hjort Frederiksen besvarer læsernes spørgsmål
12. februar 2011

Hvordan er det have et image som en lidt barsk type?

Jeg er ikke forfængelig. Jeg er, som jeg er - på godt og ondt. Nogle gange bliver man som politiker fremstillet på en måde i medierne, så man slet ikke kan genkende sig selv. Det tager jeg mig ikke af. Det er en del af politik. Det image, der spørges til, tror jeg hænger sammen med flere ting. Jeg er en partisoldat - det ligger i min dna - og jeg dukker mig aldrig i den offentlige debat. Jeg har jo også en fortid som partisekretær, og når man har et sådant job, bliver man af og til nødt til at skære igennem og sige: Nu rider vi den vej.

Det er også klart, at jobbet som finansminister i en krisetid gør, at det jo ikke er de mest festlige budskaber, jeg kommer med. Mit job kræver hårde og svære beslutninger, som ikke alle er glade for.

Det er et grundvilkår, men det er bestemt ikke mit ønske at fremstå som en 'barsk type'.

Hvor er I efter din mening gået for langt i udlændingepolitikken - hvor er I ikke gået langt nok?

Udlændingepolitikken er fast og fair. Vi hjælper mennesker, der er flygtninge, og vi tiltrækker de mennesker, der kan og vil bidrage til det danske samfund. Det synes jeg er en klog og ordentlig måde at føre udlændingepolitik på. Inden vi kom til i 2001, sejlede området. Det er jeg glad for, at regeringen har gjort op med. Noget af det, der glæder mig mest, er, når jeg hører om udlændinge, der er kommet i arbejde eller i gang med en uddannelse.

Hvad kan du bedste lide at lave, når du skal koble af?

Som finansminister har man ikke ret meget fritid. Den jeg har, bruger jeg sammen med min familie, og så er det vist ingen hemmelighed, at jeg elsker at gå ture med min hund, Frida. Jeg går heller ikke af vejen for en god fodboldkamp eller et spændende motorløb.

Hvad er din politiske karrieres højdepunkt?

Valgsejren i 2001 kommer vi selvfølgelig ikke uden om. Jeg blev naturligvis også både glad og stolt, da jeg blev udnævnt til beskæftigelsesminister og senere finansminister. Jeg vil også fremhæve, at vi før finanskrisen satte en historisk rekord i lav ledighed. Det er noget, der skaber væg til væg-smil hos en beskæftigelsesminister. Jeg er også stolt over vores håndtering af krisen. Da den kom væltende ind over landet, svarede vi igen med en af de mest lempelige finanspolitikker i den vestlige verden. Det kunne vi, fordi vi havde skabt en bomstærk økonomi i de gode år, hvor vi nedbragte gælden. Det glæder naturligvis en liberal. Det gør nemlig, at vi havde mulighed for at komme skånsomt igennem krisen. I mange andre lande er ledigheden da også langt højere end i Danmark, og den spareøvelse, vi arbejder med er småting sammenlignet med mange andre EU-lande.

Hvad er det vigtigste for dig i politik?

At træffe de rigtige beslutninger - også selv om de måtte være upopulære. Man skal være sig sit ansvar bevidst. I de nye økonomiske tider er det nødvendigt løbende at tage bestik af den økonomiske situation og levere troværdige svar på de store udfordringer, landet står overfor. Danskerne skal kunne stole på, at vi adresserer de mange udfordringer i tide og siger før et valg, hvordan vi konkret vil fremtidssikre velfærdssamfundet.

Hvem er dine politiske forbilleder?

Jeg har ikke politiske forbilleder som sådan. Alle politikere har svagheder og begår fejl. Jeg må dog sige, at jeg er en stor beundrer af præsident Kennedy. Han havde noget helt specielt over sig. Han var frihedens og håbets stemme. Churchill var også en af de helt store. Han havde bestemt fejl, men han advarede helt fra begyndelsen mod Nazi-Tyskland. Han stod fast, selv om mange så skævt til ham. Hans rolle under Anden Verdenskrig fortjener kæmpe respekt. Hans taler var også i en klasse for sig.

Hvad er dit største politiske nederlag?

Jeg begyndte i politik i 1973, da Hartling ansatte mig i Venstre, så jeg har jo prøvet en del op- og nedture. Valgnederlaget i 1998 var ikke sjovt, men jeg har det ligesom soluret - jeg tæller kun de lyse timer.

Hvem sætter du størst pris på at diskutere med fra oppositionen?

Jeg kan sige med et smil på læben, at jeg nyder at gå i kødet på dem alle. Ingen fra rødt hold kan jo forklare, hvordan de vil finansiere det gigantiske milliardunderskud, der uomtvisteligt er i deres økonomiske plan. Når det så er sagt, så sætter jeg stor pris på Ole Sohn på det personlige plan. Vi er dybt uenige. Han er venstreorienteret, som dagen er lang, og vi kan diskutere, så det basker, men vi er lige gode venner af den grund.

Hvad har fået dig til at vende på en tallerken i spørgsmålet om bevarelse/afskaffelse af efterlønnen?

Finanskrisen har fundamentalt forandret den økonomiske situation. Som ansvarlig politiker må man træffe de rigtige og nødvendige beslutninger. Vi står nu over for et uomgængeligt valg. Skal vi spare så langt øjet rækker, eller skal vi lave de nødvendige reformer, der sikrer varig velfærd? Jeg er ikke i tvivl. Jeg vil hellere bede raske og rørige mennesker om at give et ekstra nap med på arbejdsmarkedet, end jeg vil spare på kernevelfærden. Hvis vi ikke gør noget, er der udsigt til gigantiske underskud det næste halve århundrede. Jeg vil ikke være med til at sætte en økonomisk fodlænke om anklen på vore børn og børnebørn. Det er ikke en fair løsning.

Hvordan har du det selv med at blive mødt med mistillid? Med at blive behandlet som en uvederhæftig person? (Spørgsmålet skal naturligvis ses i relation til den forvaltningspraksis, du har stået for i forhold til især arbejdsløse og sygedagpengemodtagere)

Jeg er ked af, hvis du med spørgsmålet mener, at ledige er blevet mødt med mistillid. Jeg er dog helt på det rene med, at ikke alle er enige i min politik. Min holdning er: Det skal kunne betale sig at arbejde, og man skal ikke opgive mennesker. At stille krav til mennesker, er jo at tro på dem. Hvis man bare siger: »Her er en overførselsindkomst, og så må du passe dig selv.« Det er jo at opgive mennesker.

Serie

Seneste artikler

  • Læserne spørger: Morten Sabroe

    18. maj 2013
    »Kvindelige litteraturanmeldere, har jeg hørt, skulle være meget tørre. Det gælder også de mandlige. Jeg tror, det var sidste år, at nogle videnskabsfolk gav en mandlig anmelder snorkel og briller på og lagde ham i vandbad i en uge. Da de tog ham op, var han nøjagtig lige så tør, som da de lagde ham i ...«
  • Læserne spørger: Pablo Llambias

    2. marts 2013
    »Jeg tror ikke, at jeg ville blive skudt for mit første kritiske spørgsmål, men jeg ville helt sikkert få internettets kærlighed at føle. Dét er der ikke mange, der kan holde til i længden. Hvad stiller vi op med dén trussel?«
  • Læserne spørger: Carl Pedersen

    22. september 2012
    Carl Pedersen besvarer læsernes spørgsmål
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Min holdning er: Det skal kunne betale sig at arbejde, og man skal ikke opgive mennesker. At stille krav til mennesker, er jo at tro på dem. Hvis man bare siger: »Her er en overførselsindkomst, og så må du passe dig selv.« Det er jo at opgive mennesker.

Oversat til dansk: Hvis du er på overfølelsesindkomst, så skal vi nok sørge for at du ikke glemmer, at du er en asocial nasserøv. Og vi giver dig så lidt, at vi er sikre på at du ikke har råd til at blive i din bolig.