Læsetid: 6 min.

Han ligner en vinder...

Endnu ved ingen, om socialisten Dominique Strauss-Kahn har tænkt sig at stille op til præsidentposten næste år. Alligevel har han i flere år været franskmændenes yndlingskandidat. Og sat medier og bogforlag i højeste selvsving
Erfaren. Strauss-Kahns plads på den internationale arena, som her ved en FN-høring om finanskrisen, er vigtig for franskmændene. De stemmer ikke på en uerfaren kandidat, som f.eks. Obama, siger Michel Taubmann.

Erfaren. Strauss-Kahns plads på den internationale arena, som her ved en FN-høring om finanskrisen, er vigtig for franskmændene. De stemmer ikke på en uerfaren kandidat, som f.eks. Obama, siger Michel Taubmann.

Salvatore di Nolfi

Moderne Tider
19. februar 2011

Spørgsmålet i Frankrig i disse måneder går på, om Dominique Strauss-Kahn stiller op som kandidat for socialisterne til præsidentvalget næste år.

Der er gode grunde til at kaste sig ind i kampen. Ikke mindst at han de seneste par år har ligget øverst i meningsmålingerne over hvem, franskmændene helst ser som deres præsident efter valget i 2012.

Alligevel har han hidtil formået at give ligegyldige eller tvetydige svar, når journalister har spurgt ham om 'det'.

Det har skabt en enorm suspense om hans person. Ud over en usædvanligt solid mediedækning har de franske forlag foreløbigt indgået aftaler om fem biografier med Strauss-Kahn i centrum, hvoraf de to er sendt på gaden.

Den boblende gryde af forventninger, Strauss-Kahn formår at holde i kog, henter sin næring fra flere kilder. Dels har han en fortid, der er guf for både politisk og sladder interesserede. Dels har han i form af sin nuværende post som direktør for Den Internationale Valutafond en fantastisk kommunikationsplatform.

Tværet af Ségolène Royal

Samtidig er de mange kilometer mellem Paris og Washington, hvor valutafonden er placeret, til Strauss-Kahns fordel:

»Det er som i kærlighed: Fravær skaber begær, og eftersom han er langt væk, fantaserer franskmændene meget om ham,« vurderer Michel Taubmann, redaktør for tidsskriftet Le Meilleur des mondes (Den bedste af alle verdener, red.) og forfatter til en biografi om Dominique Strauss-Kahn, der udkommer til april.

DSK, som medierne forlængst har forkortet hans navn, hører til blandt de skarpe intellekter, der i hovedet har et skakspil kørende med en ven. Og som så midt under en middag ringer for at meddele sin ven næste træk.

Hans uddannelse tæller ikke blot en ph.d. i økonomi, men en stribe grader i samfundsvidenskabelige fag fra Frankrigs prestigefulde forskningsinstitutioner.

Men den konstante opmærksomhed om Strauss-Kahn skyldes andet og mere. Blandt andet at alt langt fra lykkes for ham. For eksempel har han tabt flere vigtige politiske kampe og i flere omgange lignet en mand, der var færdig i politik.

Senest måtte han give fortabt i kampen om at blive socialisternes kandidat til præsidentvalget i 2007. Her fik Ségolène Royal nemlig godt 60 procent af stemmerne, og Strauss-Kahn måtte nøjes med knap 21, mens tredje mand i opløbet, Laurent Fabius fik under 19 procent.

Samtidig har han en evne til at være lige tæt nok på diverse skandaler. For eksempel da han i 1999 gik af som industriminister under Mitterrand. Det skete, fordi han var mistænkt for at have modtaget 60.000 franc i forbindelse med en sag om svindel i toppen af den offentlige forsikring for studerende, La Mutuelle nationale des étudiants de France.

Siden blev tiltalen frafaldet, da det viste sig, at anklagen intet havde på sig, ud over nogle datoer, der var blevet sjusket med.

IMF-direktøren har også været blandet ind i den berømte Elf-affære. Her gik anklagen på, at hans sekretær delvist havde fået betalt sin løn af olievirksomheden Elf - uden at Elf tilsyneladende fik noget igen. Her slap han igen uden videre skrammer.

Kvinder og penge

Også inden for andre af livets domæner har Dominique Strauss-Kahn brændt vingerne - og tiltrukket sig rampelyset. Og det kan virke uvedkommende i forbindelse med en politisk karriere, men selv i en fransk kontekst er her tale om en usædvanligt energisk skørtejæger. Dominique Strauss-Kahn kan tilsyneladende nærmest i bogstaveligste forstand ikke lade være med at forføre kvinder. Eller i hvert fald gøre forsøget.

Er man en anelse ondskabsfuld - og det er den anonyme forfatter til biografien DSK. Les secrets d'un présidentiable(DSK. En præsidentkandidats hemmeligheder, red.) - kan man bruge mange sider på netop det emne. Hun antyder endog, at der har været sød musik mellem socialisternes nuværende leder, Martine Aubry, og Strauss-Kahn.

En af de affærer, som en overgang så ud til for alvor at true IMF-chefen var den, han havde med en økonom i valutafonden kort efter sin ankomst til Washington. Det fik IMF til efterfølgende at undersøge, om Strauss-Kahn misbrugte sin magt i den forbindelse. Men nej, lød svaret.

Endelig udgør Strauss-Kahn i sig selv en omvandrende rynket næse i forhold til den middelklasse, socialisterne repræsenterer. Med sine dyre ure, elegante klæder og nære kontakt til industriens topfolk rejses spørgsmålet: Er han egentlig en socialist? Men:

»Han hører helt sikkert til på venstrefløjen,« forklarer Gérard Grunberg, professor ved Center for Europæiske Studier ved prestigeuniversitetet Sciences Po (statskundskab).

Sagen er blot, at den franske venstrefløj ud over socialistpartiet består af en stribe mindre partier, som hurtigt dømmer andre som hørende til på højrefløjen, hvis de ikke forsvarer samtlige socialistiske dyder.

Og Strauss-Kahn er i virkeligheden mere en socialdemokrat, end en klassisk socialist, forklarer Michel Taubmann:

»Han er akademisk, men så fascineret af industrien, at han oven på sin ministertid lobbyede for industrien. Den slags ser man skævt til i Frankrig. Og det var selvfølgelig en måde at tjene penge på, men han ønskede også at forsvare den franske industri. Og han vurderer, at økonomien skal baseres på industrien.«

Reddet af krisen

Dominique Strauss-Kahn har altså formået at klare sig fri af en stribe skandaler og at blive tilgivet af offentligheden samt af sin tredje og nuværende hustru, tv-journalisten Anne Sinclair - igen og igen.

Når han i dag er sit hjemlands yndlingskandidat, skyldes det yderligere to begivenheder. For det første at det lykkedes ham at hente støtte fra Sarkozy, så han i 2007 blev valgt til direktør i IMF.

For det andet, at ganske kort tid efter kom krisen. Til stor skade for den nuværende præsident og uendeligt stor gavn for hans eventuelle politiske udfordrer. Sarkozy havde ellers i den grad håbet at skille sig af med Strauss-Kahn ved at skikke ham hele vejen over Atlanten. Men det viste sig at være en forkert kalkule, forklarer Gérard Grunberg:

»Uden krisen ville Strauss-Kahn være langt mindre populær. Franskmændene ved, at krisen er alvorlig, og at den offentlige økonomi ikke bliver styret ordentligt. Derfor er de bange og mener, at Strauss-Kahn kan redde dem, fordi han står i spidsen for en stor international finansinstitution.«

Og under krisen har Strauss-Kahn kunnet fremtræde som verdens økonomiske redningsmand.

»Franskmændene har forstået, at problemerne ikke kan løses af Frankrig alene, at de er globaliserede. Derfor forestiller de sig, at den der spiller en rolle for den internationale økonomi, må kunne finde en løsning for Frankrig,« forklarer Taubmann.

Endelig får Strauss-Kahn løbende dokumenteret sin vigtighed og sin aktivitet:

»Han er på fotografierne fra G20-møderne sammen med alle statslederne. Det er vigtigt for folk. I Frankrig vælger man ikke en ung mand uden erfaring, som for eksempel Obama,« understreger Taubmann.

Netop G20-mødet i Paris i juni menes at være den deadline, Strauss-Kahn har sat for sig selv. Herefter tvinger socialisternes valg af deres kandidater i oktober ham til snart at melde ud. Både vedrørende sit kandidatur og - i bekræftende fald - sin politiske linje, som han hidtil har været sparet for at forklare. Det vil uden tvivl få nogle vælgere til at skifte mening, da han foreløbigt har ret stor opbakning i begge politiske fløje.

For Michel Taubmann er det sikkert, at Dominique Strauss-Kahn stiller op, hvis alting fortsætter, som det er nu, det næste halve år:

»I øjeblikket kan der stadig nå at ske meget, men der er ikke andre gode kandidater i socialistpartiet,« mener Taubmann.

Til de ting, der kan nå at ske, hører en skandale af en art. For eksempel skulle der florere billeder af Strauss-Kahn på ud fra en chic swingerklub i Paris. Sæt nu der findes andre, mere afslørende fotos?

En anden mulighed er, at en ny finansiel krise rammer. I så fald vil han fremstå uansvarlig, hvis han forlader posten i IMF før tid - hans mandat løber indtil maj 2012.

Og Gérard Grunberg mener, der er lang vej igen, fordi Strauss-Kahn kun sjældent virkeligt har måttet kæmpe for en stilling:

»Han har hele tiden fået posterne for sine kompetencer. Vi ved endnu ikke, om han er en stor politisk leder. Er han motiveret til at ofre al sin energi på denne kampagne? Har han det nødvendige vanvid?«

 

Dominique Strauss-Kahn

Dominique Gaston André Strauss-Kahn, født 1949.

Ph.d. i økonomi, men har også studeret bl.a. statskundskab, jura og statistik.

Minister for økonomi, finans og industri fra 1997 til 1999.

Forsøgte at blive socialisternes præsidentkandidat i 2006, men blev slået af Ségolène Royal.

2007- direktør for Den Internationale Valutafond (IMF)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her