Læsetid: 4 min.

Lyt, den fede kvinde synger!

Det amerikanske mareridt blev en kvinde med groteske kropsmål og et kort liv. Hun mindede nemlig om, at USA er et klassesamfund, og hun gjorde det med noget så upassende som sine bryster. Nu er Anna Nicole Smith indtrådt i rækken af tragiske kvindeskæbner i operaen
Antihelt. Anna Nicole Smith var og blev en larmende kvinde. Og midt i det gode selskab af hendes krops uhyrlige dimensioner. Hun blev en femme grotesque, og hendes fremtoning mindede igen USA om noget, man ikke bryder sig om: At landet er og bliver et klassesamfund.

Antihelt. Anna Nicole Smith var og blev en larmende kvinde. Og midt i det gode selskab af hendes krops uhyrlige dimensioner. Hun blev en femme grotesque, og hendes fremtoning mindede igen USA om noget, man ikke bryder sig om: At landet er og bliver et klassesamfund.

Mike Blake

26. februar 2011

Mens der hidtil har været overraskende lidt ballade over, at Det Kongelige Teater har valgt at dramatisere kultlederen Charles Mansons liv og bedrifter - og endda gjort seriemorderen til en Jesus-figur - har bølgerne gået anderledes højt i de britiske medier omkring, hvad der umiddelbart skulle synes at være et noget mere uskyldigt forlæg for en opsætning: Anna Nicole Smith, servitrice og enlig mor fra small-town Texas, der blev Playboy, giftede sig med en 63 år ældre mangemillionær, nåede at se sin 20-årige søn dø af en heroinoverdosis, men fødte til gengæld et nyt barn direkte på payperview-tv, og endte smældfed og stendød i en fryser som følge af smertestillende piller, mens hendes tredje mands familie kæmpede om hendes arv. Hendes kropsmål, som hun utilsløret tilskrev sin succes, var 39-27-39. Hun blev 39 år gammel. Og I sidste uge var der premiere på forestillingen Anna Nicole på det traditionsrige Royal Opera House. Men hvorfor overhovedet kaste sig over Anna Nicole, når operaens bagkatalog er små fund af faldne kvinder, der, som det ofte gælder faldne kvinder set i et bagspejl med vaseline på linsen, fremstår med noget mere klasse og ædle motiver. Som The Telegraphs klummist spørger:

»Hvorfor kunne de ikke bare have holdt sig til La Traviata?«.

Kunne vi ikke bare endnu en gang lade Violetta forelske sig i Alfredo og nyde den ægte kærlighed mellem to smukke unge mennesker indtil den uundgåelige tragiske slutning? Hvorfor absolut frembringe pornoskarpe billeder af en pillebedøvet pornostjerne?

Og hvis vi vil smovse i kærlighed trods forskelle, så hvorfor ikke lade slaven Aida forelske sig i officerens Radames frem for at se på kopulation mellem en 21-årig grotesk krop, der gør det for penge med en rynket, skindød oliemagnat, der var glad for silikone?

Komisk offer?

Royal Operas musikchef, Antonio Pappano, forsvarede valget: »Vi ville have et komisk element ind, fordi moderne opera for det meste er ret kedeligt.«

Forfatteren bag stykket, Richard Thomas, stod også op for Anna, da han kaldte hende en moderne kvindetragedie, der var offer for vor tids hungren efter at blive kendt, og en kynisk pengemaskine, der groft udnyttede naive sjæle. Hun vækkede omsorg i mig, fortalte han til britisk presse. Sådan blev Anna Nicole - nu som sopran - igen diskuteret af mænd, og sådan blev det igen de klassiske roller, som kvinder, der larmer med brysterne, kan indtage: som uvelkommen, som komisk, som offer.

Men man kunne også vælge at se hendes figur som et eksempel på en kvinde, der tager skæbnen i egen hånd, sætter sig et mål og larmer så meget, at hun ikke hører, hvor meget der bliver hvisket i krogene. Som en blogger på en amerikansk feministisk portal skriver:

»Hun blev objekt for latterliggørelse i vores endeløse jokes, fordi hun var en dum gås. Og det er så sjovt at lave sjov med sluts: De kommer nemlig altid tilbage efter mere.«

Amerikansk mareridt

Det paradoksale er jo, at mens Anna Nicole Smith blev mål for latterliggørelse og fordømmelse, var hun en omvandrende amerikansk drøm. Og uanset at hendes endelige skæbne blev så tragisk, fulgte hun den plan, hun havde lagt, og foretog selv alle valgene på vejen. Hun accepterede ikke den placering, hun havde fået og forsøgte at kæmpe sig fri (og op) med de redskaber, hun nu havde fået stillet til rådighed. Det var hendes krop.

Men ligesom USA altid har haft et dilemma med hensyn til at bruge kriminalitet til at stige op af rangstigen, og på den ene side har indført verdens hårdeste straffe samtidig med, at populærkulturen fra gangsterfilm til hiphoppen har gjort den kriminelle til heltefigur, er brugen af kvindelighed til at opnå social mobilitet et tabu.

Mens partnerskaber mellem smukke kvinder og rige mænd er det stof, drømme er gjort af, er The Golddigger en skurkefigur, fordi hun ikke gør det af den samfundsbærende kærlighed, men af udspekuleret egeninteresse.

Og Anna Nicole stoppede ikke engang der. Da hendes ægtemand - ikke overraskende - tog billetten, ville hun have fest, og hun indtog den røde løber klædt i alt andet end sort, som den nyrige white trash-prinsesse hun var. Anna Nicole og hendes læger lod brysterne vokse endnu mere, og hun anlagde sig endda naturlig fedtsul, men blev hverken hjemme eller nedtonede sin ankomst af den grund. Hun var og blev en larmende kvinde. Og midt i det gode selskab af hendes krops uhyrlige dimensioner. Hun blev en femme grotesque, og hendes fremtoning mindede igen USA om noget, man ikke bryder sig om: At landet er og bliver et klassesamfund, der - uanset hvor meget, man hylder den sociale mobilitet - forventer, at de succesrige også spiller efter reglerne i de højere lag. Nu synger den fede dame i Royal Opera, og anmelderne er begejstrede.

Larmende damer er, hvad gode operaer er lavet af, og Anna Nicole Smith var meget mere end et komisk offer. Og ligesom forfatteren lader stykket ende, lige før ligposen lynes til, skal I da lige have Anna Nicoles signatursætning:

»I blow you all ... a kiss.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Overskriftens reference til det velkendte udsagn "it ain't over till the fat lady sings" ville have været genial, hvis den var blevet anvendt i en anden og langt mere aktuel sammenhæng.

Navnligt, da "sings" er slang for det fænomen, at hærdede kriminelle indrømmer og angiver andre i samme branche.

Søren Rehhoff

Anna Nicole Smith kunne sikkert være blevet den nye Mae West, hvis hun havde spillet sin kort rigtigt, men desværre var der et eller andet, der gik galt eller var galt fra begyndelsen.

@Heinrich R. Jørgensen
Et fabelagtigt udtryk :-)
Men hvad siger du så til at bruge udtrykket “it ain’t over till the fat lady sings” omkring Birthe Rønn's håndtering af flygtninge spørgsmålet - ville det være mere passende der?