Læsetid: 11 min.

Mellemøsten er trådt ind i de post-islamiske revolutioners tid

Vestens vanetænkning har med opstandene i Nordafrika for alvor vist sig som forældet: Den arabisk-muslimske verden er ikke længere en undtagelse fra den verdenshistoriske hovedstrøm
Vestens vanetænkning har med opstandene i Nordafrika for alvor vist sig som forældet: Den arabisk-muslimske verden er ikke længere en undtagelse fra den verdenshistoriske hovedstrøm
19. februar 2011

Den europæiske opinion forsøgte længe at forstå opstandene i Nordafrika og Egypten ud fra et over 30 år gammel fortolkningsskema: Irans islamiske revolution. Forventningen var, at islamistiske bevægelser - i dette tilfælde Det Muslimske Broderskab og deres lokale aflæggere - snart ville stille sig i spidsen for de folkelige revolter eller i det mindste lure på et gunstigt øjeblik til at kapre disse og gribe magten. Nu har Det Muslimske Broderskabs diskretion og pragmatisme overrasket alle og foruroliget mange: Hvor er islamisterne blevet af?

Ser vi på, hvem der tegner disse oprørsbevægelser, bliver det hurtigt klart, at det drejer sig om en generation, vi kunne kalde postislamistisk. 1970'erne og 1980'ernes store revolutionære strømninger er for Mellemøstens unge et stykke forældet historie - deres forældres historie. Den nye generation interesserer sig ikke for ideologi: Dens slagord er pragmatiske og konkrete: Erhal! (gå af). De unge påkalder sig ikke islam, som deres forgængere endnu gjorde i Algeriet i slutningen af 1980'erne. De udtrykker frem for alt deres afvisning af de korrumperede diktaturer og et krav om demokrati. Heri ligger selvsagt ikke, at demonstranterne er sekulære ateister, men blot at de ikke orienterer sig imod islam får at finde en politisk ideologi, der kan føre til skabelsen af en bedre samfundsorden. Andre ideologier er de lige så skeptiske over for: De hylder nok nationen - det var de nationale faner, der blev svinget med - men de hylder ikke nationalismen. Og nok så interessant har de nedtonet alle de sædvanlige konspirationsteorier: Det er ikke længere USA eller Israel (ja, end ikke Frankrig, som ellers støttede Ben Ali lige til det sidste), der udpeges som årsagerne til alle den arabiske verdens ulykker. Selv panarabismen er forsvundet som politisk parole, selv om den afsmitningseffekt, der fik egyptere og yemenitter til at gå på gaden i kølvandet på begivenhederne i Tunis viser, at den arabiske verden så absolut eksisterer som en specifik politisk realitet.

Denne generation er pluralistisk, utvivlsomt fordi den samtidig er mere individualistisk. Sociologiske undersøgelser viser, at denne generation er bedre uddannet end den foregående, at den i højere grad lever inden for en kernefamiliær ramme, får færre børn, men ofte også lider under arbejdsløshed eller en oplevelse af at være socialt deklasseret. Den er bedre informeret og har ofte adgang til moderne kommunikationsmidler, som gør det muligt at skabe kontakt fra individ til individ uden at skulle passere via mellemled af f.eks. politiske partier - som under alle omstændigheder også er forbudt. De unge ved godt, at de islamistiske regimer har udviklet sig til diktaturer. De er hverken fascineret af Iran eller Saudi-Arabien. De, som demonstrerer i Egypten, er nøjagtig den samme slags unge mennesker, som demonstrerede i Iran imod Ahmadinejad, selv om regimet i Teheran af propagandagrunde foregiver at støtte bevægelsen i Egypten, hvilket primært motiveret af et modsætningsforhold tl Mubarak. De er nok troende muslimer, men de sætter skelner mellem deres tro og deres politiske fordringer. I den forstand er denne bevægelse altså 'sekulær', fordi den adskiller religion og politik. Den religiøse praksis er blevet individualiseret.

De unge demonstrerer frem for alt for værdighed og for 'respekt' - et slagord, der også hørtes i Algeriet i slutningen af 1990'erne. De værdier, de påkalder sig, er universelle. Men det demokrati, de kræver i dag, er ikke noget importprodukt: Og her ligger hele forskellen til den type demokratiudbredelse, som den amerikanske Bush-administration stod for fra 2003 og frem, og som aldrig fængede i folkelig forstand,

fordi den ikke havde nogen politisk legitimitet og var knyttet til en militær intervention. Det er paradoksalt nok USA's svækkelse i Mellemøsten og Obama-administrationens pragmatisme, som i dag har muliggjort, at en hjemmegroet demokratibevægelse har kunnet vokse frem og udtrykke sig i fuld legitimitet.

Men uanset dette er en revolte ikke nok til at skabe revolution. Bevægelsen har ingen ledere, ingen politiske partier, ingen rammer, hvilket er helt i overensstemmelse med dens natur, men det også fører et problem med sig: Hvordan skal demokratiet institutionaliseres? Det er ikke en selvfølge, at et diktaturs bortfald automatisk udløser fremvæksten af et liberalt demokrati, sådan som Washington håbede, det ville ske for Iraks vedkommende. Som alle andre steder findes der også i de arabiske lande et broget politisk landskab, men her er det blevet så meget mere kompliceret, fordi det i så lang tid har stået i skyggen af diktaturet. Ud over islamisterne og ofte også fagforeningerne findes der stort set ingen organiseret opposition.

Radikalisering - et optisk bedrag

Islamister kalder vi dem, som i islam ser en politisk ideologi, der i stand til at løse alle problemer i et samfund. De mest radikale islamister har imidlertid forladt scenen for at slutte sig den internationale jihad, og de er således ikke længere en faktor i de opbrud, der er sket i Tunesien og Egypten: De opholder sig i ørkenen sammen med al-Qaeda i Det Islamiske Maghreb (AQMI), i Pakistan eller i Londons forstæder og har ingen politisk eller social basis. Den globale jihad er fuldstændig løsrevet fra de sociale bevægelser og de nationale kampe. Dette afholder selvfølgelig ikke al-Qaeda fra at fremstille sig selv som avantgarden for et hvilket som helst muslimsk samfund i den store konfrontation med Vestens undertrykkelse, men sådan fungerer det ikke i praksis. Al-Qaeda rekrutterer unge 'afterritorialiserede' jihadister, som er uden social basis og føler sig afskåret fra deres lokale miljø og familie. Al-Qaeda forbliver indespærret i sin terroristiske aktivismelogik og har aldrig beskæftiget sig med at opbygge en politisk struktur i de muslimske samfund. Og da al-Qaedas aktivisme især udfolder sig i forhold til Vesten og tager sigte imod mål, der defineres som vestlige, er dens effekt på de faktiske muslimske samfund lig nul.

Et andet optisk bedrag er at koble den massive gen-islamisering, som de arabiske samfund tilsyneladende har undergået de sidste 30 år, sammen med en politisk radikalisering. Hvis de arabiske samfund er blevet synligt mere islamiske, end de var for 30 eller 40 år siden, hvordan er det så muligt at forklare fraværet af islamiske slagord i de seneste demonstrationer? Dette er just islamiseringens paradoks: Den har i vidt omfang afpolitiseret islam. Den sociale og kulturelle gen-islamisering (slørets stigende udbredelse, et stigende antal moskeer, en mangedobling af prædikanter, nye religiøse tv-kanaler osv.) er sket uden for de militante islamisters kontrol og har tillige åbnet 'et religiøst marked', som ingen fraktion har monopol på. Den er endvidere i samklang med den nye religiøse orientering hos de unge, som er individualistisk, men også i stadig forandring. Kort sagt har islamisterne mistet det monopol på den fortolkning af i det offentlige rum, som de havde i 1980'erne.

På den ene side har diktaturerne ofte dog ikke i Tunesien - favoriseret en konservativ islam, som var synlig, men ikke videre politisk, fordi den i hovedsagen var optaget af at øve kontrol over sæd og skik. Tilsløringen af kvinder blev banaliseret. Den statsstøttede konservatisme kunne tillige operere i samklang med den såkaldte 'salafistiske' bevægelse, som lægger hovedvægten på gen-islamisering af individerne og ikke af de sociale bevægelser. Kort sagt, hvor paradoksalt det end kan lyde, har genislamiseringen medført en banalisering og en afpolitisering af den religiøse markør. Når alt er religiøst, er intet længere religiøst. Det, som set fra Vesten er blevet opfattet som en omfattende grøn genislamiseringsbølge dækker i sidste ende over den rene banalisering: Alt bliver islamisk, fra fastfood til den feminine mode. Men også fromhedsformerne har individualiseret sig: Man sammensætter selv sit trosindhold, man finder de prædikanter, som taler mest overbevisende om selvrealisering som f.eks. egypteren Amr Khaled, og man interesserer sig ikke længere for utopien om en islamisk stat. 'Salafisterne' koncentrerer sig om forsvaret for de religiøse udtryk og værdier, men har ikke noget politisk program. De var fraværende i demonstrationerne, hvor man ikke så kvinder i burka og niqab, skønt der var mange kvinder blandt de demonstrerende, også i Egypten. Til gengæld er andre religiøse strømninger, som man troede, var på retræte, herunder navnlig sufismen, igen blomstret op. Denne forskelliggørelse af det religiøse kan sågar træde helt ud af islams ramme, som det ses i Algeriet og Iran, der har oplevet en bølge af konverteringer til kristendommen.

Islamisternes nye karakter

En anden fejl er at opfatte diktaturerne som forsvarere for sekularismen imod den religiøse fanatisme. De autoritære regimer har - igen med Tunesien som undtagelse - ikke sekulariseret deres egne samfund, tværtimod har de tilpasset sig en gen-islamisering af neofundamentalistisk type, hvor man nøjes med at tale om at implementere sharialoven uden at stille sig spørgsmålet om, hvordan staten skal indrettes. Overalt er ulemaerne(de teologiske autoriteter, red.) og de officielle religiøse institutioner blevet tæmmet af staten og har vendt sig indad i kuldskær teologisk konservatisme, og det i en sådan grad, at selv ikke de traditionelle gejstlige fra det prestigefulde al-Azhar-universitet har været til stede i dette folkelige opbrud, hverken i forhold til det politiske spørgsmål eller samfundets øvrige store udfordringer. De har intet at tilbyde den nye generation, som i stedet efterspørger nye modeller for, hvordan den kan udleve sin tro i en mere åben verden. Dermed har de konservative religiøse kræfter definitivt forpasset deres chance for at markere sig på folkeopstandens side.

Denne udvikling berører også de politiske islamistiske bevægelser, som er inkarneret i bevægelsen Det Muslimske Broderskab og deres epigoner som partiet Nahda i Tunesien. De Muslimske Brødre har fuldkommen skiftet karakter. I første række skyldes dette naturligvis deres nederlagserfaring såvel som erfaringen af en tilsyneladende succes (i Iran) og den hårdhændede undertrykkelse, de er blevet udsat for. Deres nye militante generation og enkelte af de gamle som Rachid Ghannouci i Tunesien har forstået at drage læren af dette. De har forstået, at hvis de søgte at tage magten i forbindelse med en revolution, ville dette udløse enten en borgerkrig eller et nyt diktatur. I deres kamp mod undertrykkelsen har de tilnærmet sig andre politiske kræfter. Som gode kendere af deres egne samfund forstår de også, hvor lidt vægt den rene ideologi har. De har samtidig lært af den tyrkiske model: Erdogan og AK-partiet har øjensynligt forstået at forene demokrati, valgsejre, økonomiske udvikling, national uafhængighed og promovering af værdier, der er om ikke islamiske, så i det mindste 'autentiske'.

Men frem for alt er Det Muslimske Broderskab ikke længere bærere af en anden økonomisk eller social model. De er blevet konservative i forhold til normer og skikke og liberale i forhold til økonomi. Og det er utvivlsomt den mest bemærkelsesværdige udvikling: I 1980'erne foregav islamisterne, (navnlig shiamuslimerne iblandt dem) at forsvare de undertrykte klassers interesser, idet de hyldede en nationalisering af økonomien og en omfordeling af rigdommene. I dag har De Muslimske Brødre i Egypten godkendt Mubaraks modreform af landbruget, som bestod i at give jordejerne ret til at hæve prisen på deres lejemål og bortvise deres landarbejdere. Derfor er islamisterne ikke længere til stede i de sociale bevægelser, som er aktive i Nil-deltaet, hvor man i stedet har kunnet iagttage en tilbagevenden til 'venstrefløjen', dvs. i hovedsagen til fagforeningsaktivisme.

En sejr for demokratiet

Men borgerliggørelsen af islamisterne er også en triumf for demokratiet: I og med at de ikke længere kan spille den islamiske revolutions kort, er de blevet presset over imod forsoning, kompromis og alliancer med andre politiske kræfter. Det afgørende spørgsmål i dag er ikke længere, om diktaturerne er det bedste bolværk imod islamismen eller ej. Islamisterne er selv blevet aktører i det demokratiske spil. De vil utvivlsomt hælde i retning af en større kontrol over normer og skikke, men da de ikke vil kunne støtte sig til et undertrykkelsesapparat som i Iran eller et religiøst politi som i Saudi-Arabien, har de intet andet valg end at indordne sig under det frihedskrav, som ikke længere bare stopper ved afholdelse af frie valg til et parlament. Kort sagt er islamisterne henvist til at identificere sig med den salafistiske strømning og den konservative traditionalisme, hvorved de nødvendigvis må give afkald på deres forestilling om at tænke islam ind i moderniteten eller i al fald vil blive nødt til at tage deres forståelse af forholdet mellem religion og politik op til grundlæggende genovervejelse.

Mangel på ledelse

De muslimske brødre sidder ikke desto mindre med en af nøglerne til den politiske forandringsproces, så længe den revolterende generation ikke har struktureret sig politisk. Denne har hidtil holdt sig til revolte og protestaktioner, men ikke bebudet en ny type regime. Den middelklasse, som er vokset frem med de økonomiske liberaliseringer, ønsker politisk stabilitet, og den har frem for alt protesteret imod diktaturernes rovgriske adfærd, som i det tunesiske tilfælde tangerede det rene kleptokrati. Sammenligningen mellem Tunesien og Egypten er instruktiv. I Tunesien havde Ben Alis klan svækket alle sine potentielle allierede ved at afvise ikke blot at dele magten, men især også rigdommen: Forretningsdrivende og erhvervsfolk blev udsat for mafiøs afpresning, og hæren blev ikke blot sat ud af det politiske spil, men især også i uden for fordelingen af rigdomme: Tunesiens hær var så fattig, at den ligefrem havde en institutionel interesse i at demokratisk regimeskift, som utvivlsomt vil kunne sikre den et forhøjet forsvarsbudget.

Derimod havde regimet i Egypten en anderledes bred social basis. Her har hæren ikke blot været forbundet med magteliten, men også med forvaltningen af økonomien og dens begunstigelser. Kravet om demokrati støder således overalt i den arabiske verden på socialt rodfæstede netværk af klientelisme i de enkelte regimer. Der foreligger her en interessant antropologisk dimension: Er kravet om demokrati i stand til at gå ud over de komplekse netværk af loyalitetsrelationer og tilhørsforhold, der findes i de sociale grupperingers mellemled (om det så drejer sig om hæren, stammer, politiske støtter osv.)? I hvor høj grad kan regimerne spille på de traditionelle loyalitetsbånd (beduinerne i Jordan, stammerne i Yemen)? Hvordan skal disse grupperinger koble sig på det nye krav om demokrati og blive til demokratiske spillere? Hvordan vil den religiøse reference omforme og tilpasse sig til de nye situationer? Processen bliver lang og kaotisk, men ét er sikkert: Den arabisk-muslimske verden er ikke længere en undtagelse fra verdenshistoriens hovedstrøm. De aktuelle begivenheder afspejler en dybtgående forandring af de arabiske samfund. Disse forandringer har været længe undervejs, men har lige så længe stået i skygge af de sejlivede klichéforestillinger, som Vesten har anlagt på Mellemøsten.

Det er nu 20 år siden, jeg udgav Skakmat - den politiske islams nederlag. Om bogen er blevet læst eller ej er ikke det afgørende, men det, som foregår lige nu, viser, at de lokale aktører selv har draget læren af deres egen historie. Den politiske islam har måske ikke udspillet sin rolle, og det liberale demokrati er ikke 'historiens afslutning', men vi er fremover nødt til at tænke islam inden for rammer, hvor religionen har selvstændiggjort sig fra den såkaldte 'arabisk-muslimske' kultur, som ikke længere er lukket om sig selv, hvilket den ret beset aldrig var, men fra i dag er dette blevet synligt for alle.

© Le Monde og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ikke alene befolkningerne i Mellem Østen og Nord Afrika der nu har en skelsættende opgave for sig, det er også os.

Hvordan skal vi redefinere vores rolle fra imperialistisk statsopbygning i Mellemøsten til støtte til de gryende demokratiske spillere og strukturer der vil udvikle sig ?

Hvordan skal vi omlægge vores egennyttige sikkerhedspolitik til fælles bæredygtighed ?

Hvordan skal vi implementere vores demokratiske idealer i vores udemokratiske gerninger ?

Vi har endnu kun reageret lidt for sent og skyldbevidst på de folkelige opstande i regionen, vi må og skal også satse på forandring.

Vores Mellem Øst politik er i en blindgyde og der er lang vej ud.

Søren Mikkelsen

"Hvor er islamisterne blevet af?"

Bemaerk den komplette stilhed fra VKO-segmentet her i kommentarerne. Den traditionelle fjende glimrer ved ikke at findes, saa panisk angst saetter ind. Hvordan skal de nu skraemme stemmekvaeget ind i folden?

Meget morsomt at det der absurde gadeteater med ministre i moerket foran Den sorte Diamant 21/1 fandt sted lige inden det hele gik i skred i Nordafrika m.v. Forhaabentlig et vendepunkt.

Fine pointer.

Måske lidt vel skråsikkert, her under 14 dage efter Mubarak stak halen mellem benene.

Men det er rigtigt set, at had til Vesten har været ganske fraværende i bevægelserne, og de sociale medier har også muliggjort skabelsen af bevægelser som ikke før har været mulige.

Og så vil jeg gerne ride min kæphest, nemlig at de nye arabiske TV-stationer, spillede en enorm rolle.
At Al Jazeera og Al Arabiya sendte live fra Tahrir-pladsen under hele den Ægyptiske revolution, havde en enorm betydning.

Men meget kan endnu gå galt, østeuropa skulle igennem både 1956 og 1968, før de fik deres frihed 20 år senere, men de fik den.

Og olie er i denne forbindelse IKKE en fordel.
Også selvom det er naboen som har den.

I går nat viste DR2 en meget interessant dokumentar, som påviste, hvorledes vores billede af araberne i høj grad skabes af fordomme, promoveret af især amerikanske film. Personligt er jeg ikke faldet for dén dæmonisering, men jeg skal ikke afvise, at mange ikke har været så immune.

Jeg kan godt lide at Apple er i centrum. Det er måske en "ubevidst" og alligevel bevidst hentydning til at "vi" ikke helt forlader mellemøsten.

- Arash

Gad vide, om og i givet fald hvordan Al Jazeera ville rapportere fra Qatar og Doha, hvis lignende uroligheder begynder der??