Læsetid: 4 min.

Det revolutionære moment

Opstanden opstår ikke, fordi folk har det dårligt - den opstår, når de får styrke til at se, at de ikke behøver have det dårligt
De revolutionære. Elendigheden har de til fælles med så mange andre. Det, der gør dem til revolutionære, er deres tro på, at de kan forandre livet til noget bedre.

De revolutionære. Elendigheden har de til fælles med så mange andre. Det, der gør dem til revolutionære, er deres tro på, at de kan forandre livet til noget bedre.

Pedro Ugarte

12. februar 2011

Vi ved, at den overvældende elendighed ikke er nok. Arbejdsløshed, fattigdom og utryghed er ikke tilstrækkelige grunde til, at folk gør oprør mod dem, der bestemmer. Revolutionen er ikke en selvfølgelig konsekvens af forarmelse.

Vi ved også, at overvældende militærstyrke udefra ikke skaber revolutioner. Den kan smadre den bestående orden som i Irak og Afghanistan, men den skaber ikke en befolkning, som kan og vil kræve sin ret, og den skaber slet ikke institutioner, som sikrer orden og effektivitet. Den ødelægger ofte de institutioner og den infrastruktur, som kunne have dannet grunden til en ny politisk orden.

Vi kender også en tredje vej, som heller ikke har ført til reformprocesser eller revolution - endnu. Den kinesiske befolkning har oplevet en fantastisk økonomisk vækst. En halv milliard er blevet frigjort fra fattigdom, og en kapitalistisk tænkende overklasse er blevet etableret, men det har ikke ført til folkelige krav om politisk frihed. Der er tilsyneladende ingen nødvendig forbindelse mellem økonomisk vækst og demokratiske reformer.

Hverken indre forarmelse, ydre styrke eller indre økonomisk vækst får autoritære regimer til at falde sammen og folk til at kræve deres ret.

Men alligevel er autoritære regimer over de seneste årtier faldet i Afrika, Latinamerika og Asien. Og opstandene i både Tunesien og Egypten viser, at kravet om at bestemme selv er universelt: Der er ikke en arabisk undtagelse. Idet demonstranter kræver deres ret til selv at bestemme i Egypten, er de mere demokratiske end de vestlige ledere, som vakler og frygter andre folks frihed. Demonstranterne er blevet det folk, som selv hyklere henviser til, når de forsvarer sig selv. Og som Hegel har sagt: Hyklere hylder altid den værdi, som de misbruger. Og derfor hænger både de vestlige og de arabiske ledere på deres honnør for folkets vilje.

Troen på egen styrke

Det interessante ved opstanden i Egypten er i det perspektiv, at den kombinerer blikket på elendighed med bevidsthed om styrke. Fattigdom og arbejdsløshed har længe været et socialt faktum. En lille overklasse har levet på en rigdom, som hverken bredte sig eller blev rimeligt fordelt. En rapport anslog for et par år siden, at det kunne føre til sociale uroligheder, hvis der ikke i den egyptiske økonomi blev skabt 10 millioner nye job. Men en anden undersøgelse slog fast, at 80 procent af egypterne satte orden og stabilitet over politisk frihed. Der har både været gode grunde til at være utilfreds og en bevidsthed om, at man nok måtte finde sig i det.

Men andre tendenser har givet egypterne bevidsthed om, at de ikke behøvede finde sig i det. Det siges, at konfrontationen med journalister på Al Jazeera én gang for alle har anfægtet de autoritære lederes autoritet. De blev pludselig nødt til at svare på det, de blev spurgt om. De blev symbolsk set pillet ned. Og en demografisk udvikling hører med til forklaringen: Store ungdomsgenerationer er vokset op efter den frigørelse fra kolonialismen, som gennem årtier har været autoritære regimers folkelige fundament: Vi holder jer fri fra ydre overmagt. Millioner af unge ser ikke lederne som symbol på social orden og national selvstændighed, men som forhindring for social retfærdighed. Disse unge er over halvdelen af den egyptiske befolkning.

Den store overraskelse

Det sjove er i denne henseende, at den folkelige opstand ikke alene overraskede Mubaraks regime. Den overraskede også oppositionen, at befolkningen havde nået et punkt, hvor elendigheden ikke længere er noget, man skal affinde sig med, men en skandale, man ikke vil finde sig i. De vidste ikke, at den givne virkelighed for mange ikke mere blevet oplevet, som den måde tingene nu engang er på, men som anledning til utilfredshed. Dette punkt, hvor man hæver sig over sin egen virkelighed og kræver den forandret, er det revolutionære moment.

Det fandt sted i Egypten, da man kunne se, at andre ikke ville finde sig i undertrykkelse: Revolutionen i det geopolitisk upåagtede og mindre land Tunesien mindede om, at den folkelige opstand er en demokratisk majestæt, som ingen kan afvise. Den er et våben, som står til rådighed for alle utilfredse masser. Og den er en autoritet, som både ængstelige vestlige ledere og autoritære arabiske ledere bliver tvunget til at anerkende.

Enhver leder skal kunne tale som folkets leder, og autoritære ledere som Mubarak hævder, at de forvalter folkets interesser bedre end folket selv og sikrer stabilitet og sikkerhed. Men hvis de bliver tvunget til at bruge militærmagt mod deres egen befolkning, er folket blevet en modstander. Og ledere i adskillige arabiske lande har allerede ved udsigten til mødet med folket som modstander leveret indrømmelser til oppositionen. De har set, at præsidenten i Tunesien er blevet udpeget som en kejser uden klæder, og derfra kan alle autoritære ledere klædes af. De er potentielt nøgne.

Men hvad så bagefter ...?

Det er hverken økonomisk elendighed eller økonomisk vækst, som synes at udløse opgøret: Det er visheden om politisk styrke kombineret med indsigten i økonomisk svaghed. Det demokratiske krav fra demonstranter er ikke bare: Vi vil regere selv. Det er også en erklæring om myndighed: Vi kan regere selv til vores eget bedste. Denne bevidsthed inspirerer en opstand, men den skaber også en udfordring: Mange har talt om revolutionen i Iran som forfaldsscenario for Eygpten: Folket kræver frihed fra undertrykkelse, men kun de religiøse har netværk til at organisere det nye samfund. Men et andet forfaldsscenario finder man i Ukraine: Folk kræver at bestemme selv og hævder, at de kan bestemme selv. De smed korrupte ledere ud i 2004, men stemte de samme ledere tilbage i 2010, fordi revolutionens helte ikke leverede andet end revolution.

Og for store omvæltninger er det store spørgsmål stadig ikke, hvordan man smider undertrykkerne ud. Det er, hvad man vil gøre dagen efter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Albrektsen

Kære Rune L. !
I din udmærkede konkluderende kommentar mangler du et lille ’kun’, dvs.:
”Og for store omvæltninger er det store spørgsmål stadig ikke kun(!), hvordan man smider undertrykkerne ud. Det er, hvad man vil gøre dagen efter.”
For det er jo rigtig stort og meget kompliceret at få smidt undertrykkerne ud. Det kræver en vedholdende kritisk indsats fra især pressen, den fjerde magt – en kritisk vedholdenhed, som næres ved idéer om, perspektiver for og – i sidste instans – troen på, at samfundet kan fungere radikalt anderledes – en presse, som gennemhuller overfladisk snak (dette sidste var ikke en hentydning til denne artikel, men lidt overordnet surt, som tvang sig vej ud mellem sidebenene !)
Og så er det ganske rigtigt, som du pointerer, at målet skal fastholdes efterfølgende. Det er – med andre ord – ’tilbage’ til presse-modet og interaktion med de stærke kommunikations-netværk, for de hårdtarbejdende går jo hjem og genoptager arbejdet, når ’kongen er væltet’ – opløftet og med store forventninger til at have givet ’løgnen sit banesår’ !
Pressens magt er stor og ansvaret så tungt, at ’man’ nok skal arbejde ligeså hårdt som Al Jazeera for at vedligeholde den – magten (- en disciplin, som du kender rigtig godt. Tak ! Bliv endelig ved !)

Rune Lykkeberg spørger, med et slet skjult stænk af defatisme: Hvad man vil gøre dagen efter ?

Demonstranterne i Cairo gik på gaden under parolerne:

"Mod Fattigdom, Korruption, Arbejdsløshed og Uretfærdighed."

Mon ikke demonstranterne vil forstå at fastholde dette fokus.

Spørgsmålet er lige nu, hvem der først kan tilbyde at hjælpe med at opbygge en infrastruktur, der imødekommer i hvert fald nogle af disse krav.

Her vil Hamas stå stærkt, i modsætning til USA og EU. Hamas har tilsyneladende så stor succes med korruptionsbekæmpelse, at det har fået Mahmoud Abbas' Fatah-regering på Vestbredden til helt at lægge stilen om, og i følge Wikileaks-dokumenter, indlede et samarbejde med Israel.

Rådet til kampagneledelserne bag demonstrationerne i Egypten, må være at de holde fred indbyrdes og etablerer en revolutionsvagt på Tahrir-Pladsen - i stil med fredsvagten på Christiansborg slotsplads - og koncentrere sig om at fastholde parolerne og den postion revolutionen har opnået, så skal der nok fremkomme spændende tilbud om hjælp og penge fra vennerne af revolutionen: USA, EU, Fatha/Israel, Hamas/Hizbola/Iran/Syrien, Militæret/Saudi Arabien og sikkert en hel del andre...

Det er vigtigt at revolutionen ikke rækker efter mere end de kan magte. Der er nok, der trods deres udmeldinger lige nu, helst ser at revolutionen fejler.

Rune L. skriver, lidt en passant, i sin tekst:

”Og en demografisk udvikling hører med til forklaringen: Store ungdomsgenerationer er vokset op efter den frigørelse fra kolonialismen, som gennem årtier har været autoritære regimers folkelige fundament: Vi holder jer fri fra ydre overmagt.
Millioner af unge ser ikke lederne som symbol på social orden og national selvstændighed, men som forhindring for social retfærdighed. Disse unge er over halvdelen af den egyptiske befolkning.”

Dette er en pointe af betydning for at forstå, hvad der er ved at ske i den arabiske/muslimske verden, og hvorfor alle politolog-’eksperterne/kommentatorerne’ ikke har været i stand til at ’forstå’ endsige ’forudse’ disse dramatiske politiske forandringer – ”Det Revolutionære Moment”.

For disse ’millioner af unge’ er ikke bare karakteriserede ved ikke at se ” lederne som symbol på social orden og national selvstændighed” men også ved et mere eller mindre forandret vidensniveau og syn på verden og ’virkeligheden’, derunder den sociale, i forhold til de ældre generationer.
En ’åndeligfornyelse’ - befordret af nye medier, skolegang med ny viden og deraf følgende egen tankevirksomhed.

Men det er noget, der er ’usynligt’ for ’eksperterne’, for det er jo forandringer, der bare er foregået og foregår ’inde i hovederne’ på disse ’millioner af unge’ og derfor endnu ikke har afsat ’skriftlige eller institutionelle vidnesbyrd’, som kan ’studeres af forskerne’.

Mon ikke der er et mere generelt arabisk/’muslimsk’ ’ungdomsoprør’ på vej imod forældede samfundsstrukturers forstokkede bevidsthedsformer?

Er ”Revolutionære Momenter” ikke, og har de ikke altid været, karakteriseret ved, at en ung generations nye bevidsthedsformer formår at forbinde sig med en befolkning udsat for en administrerende ’overklasses’ forældede bevidsthedsformer og deraf følgende stigende voldelige undertrykkelse af de ’administrerede’, fordi dens målsætning alene bliver at 'konservere', det vil sige holde sig selv ved ’magten – og fadet’?

Er det noget som også (igen?) vil kunne komme til at gøre sig gældende i andre egne af planeten med andre former for bevidsthedsmæssig ’forældelse’ og deraf følgende behov for ’fornyelse’?

F.eks. – her?

Med venlig hilsen

Spørgsmålet er, skrives der, 'hvad man vil gøre dagen efter'?

Indtil videre har 'man' fået en militær junta. Ikke hvad mange euforiske revolutionsromantikere havde forventet. Tiden vil vise, om der senere indføres frie, hemmelige demokratiske valg.

De 80 millioner egyptere har et BNP på samme størrelse som Danmarks 5 mill. BNPpp i Egypten er USD 6200, men halvdelen af de 80 mill. lever for under USD 2 om dagen (USD 1 går til mad), og er under voldsomt pres p.g.a. stærkt stigende fødevarepriser. 30% er analfabeter (her er Danmark nok ved at indhente dem).

Skulle Egypten opnå demokrati, ved man ikke hvad det vil føre til. Man får muligvis frihed, men kan man ændre de helt grundlæggende forhold der gør, at egypterne i dag ser sig selv som kørt agterud af udviklingen i verden? Har Egypten potentialet til, som det første ikke olie producerende land i den arabiske verden, at løfte masserne ud af fattigdommen? Ikke ved omfordeling af goderne, for det er kagen slet ikke stor nok til, men til drastisk at øge kagens størrelse, således at masserne opnår øget velstand og velfærd?

Egypten skal, for at opnå fremskrdt, igennem et opgør i militæret i ligehed med Kaptajnsbevægelsen og Nellikerevolutionen i 1974
i Portugal...

Amira Pehadzic

Hej jeg er igang med at skrive et projekt om Egyptens revolution, og jeg vil høre om der er nogen der kan hjælpe mig med dette spørgsmål: Hvilken betydning har revolutionen for verden?

Skrev om de konflikter for post-Mubarak Egypten vi bør være opmærksomme på. Med et ord, ved at være "jubelpessimister". Om det samfund oprøret allerede har bygget i skallen af det gamle samfund. Kynismen i at kræve egypterne at de går en "stabil overgangsfase" i møde, når det egyptiske militær så sent som i dag giver lyd om at arbejderaktivisme vil bandlyses. Der vil blive flere protester, det er først begyndt. Den virkelige overgangsfase, og den energi der vil fortsætte revolutionen, er at føle at man lever for første gang: http://commoniser.dk/2011/02/jubelpessimisme/

Glimrende blogindlæg, Malte. Jubelpessimisme er et godt udtryk. Og sammenligningen med Sydafrika er tankevækkende.

Tak for en god blog.