Læsetid: 5 min.

Rumsfeld gør regnskabet op

USA’s tidligere forsvarsminister Donald Rumsfelds mursten af en erindringsbog giver det hidtil klareste indblik i de dybe uenigheder, der prægede Det Hvide Hus under Irak-krigen. Hans karriere dækker en fjerdedel af det moderne USA’s historie, og han lægger ikke fingrene imellem, når det drejer sig om kritik af de partifæller, der var uenige med ham. Det ligner hævn
Kun to fejl. To ting ærgrer den tidligere forsvarsminister: At det ikke lykkedes ham at overbevise verden om de gode forhold i Guantánamo, og at han lod sig overtale til at blive på posten, selv om han helst ville have trukket sig efter afsløringen af Abu Ghraib-skandalen.

Kun to fejl. To ting ærgrer den tidligere forsvarsminister: At det ikke lykkedes ham at overbevise verden om de gode forhold i Guantánamo, og at han lod sig overtale til at blive på posten, selv om han helst ville have trukket sig efter afsløringen af Abu Ghraib-skandalen.

Jim Watson

19. februar 2011

Donald Rumsfeld vil for de fleste danskere være kendt som George W. Bushs forsvarsminister. Sammen med sin gamle og til det sidste loyale ven Dick Cheney, Bushs vicepræsident, udfyldte Rumsfeld sin rolle som en del af Bush-periodens mest kendte, mest magtfulde og mest omstridte konservative trekløver.

Hvad mange yngre læsere ikke vil huske eller måske blot har glemt, er, at Rumsfeld også var forsvarsminister fra 1975-77 under Gerald Ford.

Og dermed er han indehaver af en rekord, der måske aldrig vil blive overgået: Donald Rumsfeld er både den yngste og den ældste forsvarsminister, USA nogensinde har haft.

Som han selv siger i sine memoirer, der udkom tirsdag i denne uge, så strækker hans karriere sig hen over en fjerdedel af det moderne Amerikas historie.

Verden ifølge Rummy

Med så langt et tidsperspektiv på national amerikansk politik - Rumsfeld blev valgt til USA's kongres for første gang i 1962 - er det ikke underligt, at erindringsbogen er endt som en moppedreng på 815 sider. Men bogen og begivenhederne er spændende. Fra Vietnam-krig, Rumsfelds tid som NATO-ambassadør, Irak-krig, Afghanistan og de store spørgsmål, der kom til efter 11. september om islamisk terror, afhøringer, Guantánamo og forholdet mellem retspolitik og amerikanernes krav på beskyttelse mod terror. Privatlivet er tonet kraftigt ned, denne bog handler om politik og amerikansk historie. Og Rumsfeld agter at give sit besyv med, når regnskabet skal gøres op.

Og regnskab - det er der. Der er intet at komme efter, når det gælder refleksion eller selvkritik. Rumsfeld er ifølge Rumsfeld en klartskuende, loyal og principfast politiker, der stort set altid havde ret. Det er i sig selv ret uinteressant. Det særlige - især hvis man sammenligner med George W. Bushs erindringer, der er skrevet langt mere statsmandsagtigt og bevidst grandiost, eller med Condoleezza Rices memoirer, der var sært ferske og upersonlige - er, at Rumsfeld absolut ingen bånd lægger på sig selv, når det drejer som at kritisere andre. Og værst går det ud over de interne fjender, som han havde i Det Hvide Hus og i det republikanske parti. Listen over skikkelser uden egentligt format er betydelig. Først og fremmest de vege, principløse og alt for akademiske to tidligere udenrigsministre Condoleezza Rice og Colin Powell, der begge kritiseres for ikke at hjælpe præsidenten med klare analyser og ditto valgmuligheder, men i stedet for at være alt for optagede af at bygge bro henover de betydelige uenigheder, der eksisterede i Det Hvide Hus først og fremmest om strategien i Irak.

Illoyale eller inkompetente

De to opførte sig så kritisk over for deres egne partifæller og regeringskolleger, at de »endte med at være illoyale«. Rumsfeld disker op med talrige eksempler, hvor han mener, at både Powell og Rice simpelt hen står bag læk til pressen, som stiller præsidenten og regeringen i et dårligt lys i medierne. I et afsnit beskriver han, hvordan han modtager en undskyldning fra Rice, som han ikke kan godtage. Hun appellerer til ham med ordene, »Come on, Don, du har også lavet fejl i dine mange år i politik.« »Javist,« svarer han ifølge sig selv, »men forskellen er, at jeg forsøger at rette mine.«

Han understreger dog - endnu mere ydmygende i virkeligheden - at Rice ikke »bevidst» var illoyal. Blot inkompetent (!)

Alt i alt har han ikke meget tilovers for diplomaterne i Udenrigsministeriet. De evindelige magtkampe, der udspiller sig rundt om, op til og under møderne i det nationale sikkerhedsråd udrulles i detaljer, så man føler sig helt svimmel over, at en så intrigerende og dysfunktionel forsamling virkelig har ledet verdens mægtigste supermagt. Så har han mere tilovers for CIA, »disse brave og patriotiske mænd og kvinder, der gør alt for at holde USA sikkert«.

Ikke løgn, men fejltagelser

Mest foragt nærer Rumsfeld over for Colin Powells opførsel efter dennes tale i FN om de irakiske masseødelæggelsesvåben:

»Powell blev ikke narret eller vildledt. Han løj heller ikke om Saddams antagne lagre af masseødelæggelsesvåben. Præsidenten løj ikke. Tenet (den tidligere chef for CIA, red.) løj ikke. Rice løj ikke. Jeg løj ikke. Kongressen løj ikke. Den langt mindre dramatiske sandhed var, at vi tog fejl.«

Den senere republikanske præsidentkandidat John McCain giver Rumsfeld heller intet for - i et interview på ABC i denne uge sagde han lettere irriteret, at McCain og ham simpelt hen »ikke er et godt match.«

Og de amerikanske medier er over en kam nogle liberale hundehoveder, der kun er optagede af sig selv, intriger og seer/lytter/læser/brugertal, frem for at bringe sandheden frem til de plagede amerikanske borgere.

Om fangelejren i Guantánamo ærgrer han sig højlydt over, at det ikke lykkedes for ham som forsvarsminister (og heller ikke senere for præsident Bush eller for Rumsfelds afløser i 2006-2008 Bob Gates) at få forklaret verden, at lejren faktisk er »det mindst ringe sted«. Et fængsel, hvor fangerne er »mere udsatte for at få skader, fordi de dyrker sport, end fordi de bliver dårligt behandlet af fængselspersonalet.« Et fængsel med konstant medieovervågning, hvor der bliver sørget for, at de indsatte får mad, der er tilberedt efter religiøse forskrifter, og hvor der holdes fri, så fangerne kan bede de mange gange om dagen, som troende muslimer skal ifølge Koranen.

»Forholdene er langt bedre der end i de fleste amerikanske fængsler,« skriver han, og han går også i et langt kapitel i rette med de advokater og menneskerettighedsorganisationer, der særligt har hæftet sig ved de manglende retsgarantier. I stedet er Amerika blevet sværtet til og fokus på f.eks. tvivlsomme afhøringsmetoder og forholdene på Guantanamo, har overskygget USA's anstrengelser for at bringe fred og demokrati ud i verden.

Opsigelsen der mislykkedes

Der er dog en ting, som ærgrer Rumsfeld.

Og det er, at præsident Bush overtalte ham til at blive på posten som forsvarsminister efter Abu Ghraib-skandalen. Rumsfeld forsøgte to gange af trække sig, han havde skrevet og afleveret sin afskedsbegæring, men præsidenten nægtede at modtage opsigelsen. I Rumsfelds æreskodeks må den øverste ansvarlige tage ansvaret, når »råd og skam« trives i de meniges rækker (dog kun blandt nogle »få soldater, der svigtede deres pligt«), og der kan ikke herske tvivl om, at forsvarsministeren var oprørt og væmmedes over mishandlingen i fængslet.

Man kunne pege på flere opsigelser, der ville have været relevante, hvis det samme princip var fulgt gennem hele præsident Bushs embedsperiode. Monumentale fejltagelser var der som bekendt nok af. Men ikke nogen, Rumsfeld har kunnet få øje på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En lille ekstra-oplysning: Bogens titel er en (selv)ironisk kommentar til Rumsfelds pressemøder, hvor han bl.a. brugte udtrykket unknown unknowns* til at undskylde og tilsløre nye oplysninger om Irakkrigens omkostninger. Det er måske lidt overraskende, at han holder fast i udtrykket, selv efter det er blevet åbenlyst, at krigen blev iscenesat på løgne og kostede tusinder og atter tusinder af menneskeliv. Måske er dette Rumsfelds eget unknown unknown...

* http://www.youtube.com/watch?v=iR94yjZrYR4

Den mand havde gjort klogere i at gemme sig bort i en fjern krog og håbe at verden glemmer ham!

Rumsfeld, Cheney og Powel har fabrikeret falske beviser og præsenteret dem for FNs sikkerhedsråd for at hjælpe Bush og Blair med at trække hele verden ind i en verdenspolariserende angrebskrig.

Denne forbrydelse, har kostet hundrede tusinder af uskyldige menneskeliv

http://www.youtube.com/watch?v=U3dXLZqgPow

Krigens egentlige formål var 1) at sikre Bush genvalg (samt genvalg for alle medløberne som Blair, Fogh etc.), 2) at skabe gang i vabenindustrien og 3) at stjæle Iraks olie.

Krigsret er den eneste retfærdige konsekvens.

Ja, mænd som Rumsfeld skriver ikke erindringer for at tjene penge, men for at retfærdiggøre sig. På ABC News går Sawyer ikke nok til ham. Han får lov til at lade fejlen om "masseødelæggelsesvåben" fremstå som en uskyldig fejltagelse. Hun får dog nævnt, at McNamara indrømmede, at Vietnamkrigen var en fejltagelse.

Sawyer kommer heller ikke ind på Rumsfelds note i 2004 om, at der skal sørges for, at fanger står op i lang tid i Abu Graib, med en håndskreven påtegning "sørg for at dette sker". (The Economist 2004)

Uden olie, ville vi være sendt tilbage til stenalderen.

I kan jo prøve at opholde jer udenfor hele dagen i dag og se hvad i synes om det.

Rumsfelt står stadig for mig, som leder af en konspiration, der havde til formål at føre krig for de politiske genvalgs skyld og som dermed gav f.eks. Cheney's venner mulighed for berigelse ud over alle grænser. En lederskikkelse i den religiøse reaktions fremmarch i USA og i en politik, der marginaliserede USA i det internationale samfund.
Og, ja: jeg tror på anklagerne mod manden for krigsforbrydelser.
Interessant er vel også at han tilsyneladende har en præference for CIA, denne kvasi-hemmelige organisation, som opererer udenfor lovgivning.
Grib ham og hold ham i Haag

Rumsfeld var også manden der som minister havde ansvaret for, at der var et par milliarder dollars, som Pentagon ikke kunne redegøre for - de var simpelthen forsvundet.
Imidlertid kom denne afsløring i pressen dagen før hændelsen den 11. september, og da Pentagon blev angrebet, var det tilsyneladende den del der indeholdt regnskabsafdelingen, der blev ramt.

Og sådan spiller historien os nogle trick.

Problemet er igen ikke, om magthavernes arrogante omgang med fakta kan betegnes som løgne. Men at de mere eller mindre bevidst vælger at overhøre alle uvelkomne fakta, der kunne distrahere den på forhånd satte dagsorden. Det var jo ikke fordi fejltagelserne først blev afsløret drypvist i årene efter - de stod i aviserne både før og efter.

Powells "beviser" blev pillet fra hinanden mens han talte i FN, og mange af dem var fundet ubrugelige på forhånd. Ikke alene vidste sikkerhedstjenesterne dette, også medierne undrede sig - altså dem, der turde tale magten imod. Curveballs nylige indrømmelse var jo langt fra en nyhed.

Også herhjemme kører politikerne fortsat videre med talepunkter, der for længst er punkterede. Undskyldningen kan altså ikke være et simpelt "vi tog fejl", men den mere komplicerede "vi valgte at tage fejl". "Vi ønskede krigen, og valgte derfor bevidst at overhøre alle advarsler".

Den samme mekanik kan findes mange andre steder, som hos ægtefæller der ikke ønsker at indse partnerens snyderier. Og på alle ideologiske fløje, hvor man vælger ikke at slå en tvivlsom oplysning op, man helst ikke vil have afkræftet. Blokeringen er så voldsom, at selv tvivlen ikke får lov til at opstå.

Mekanikken er yderst velkendt. Problemet er så, at de parlamentariske forsamlinger bevidst har valgt ikke at udvikle redskaber, der giver plads til tvivl og eftertanke. Ideologien vægtes højest, resten af arbejdet består i at håndplukke fakta, der vil understøtte påstandene. Samt vælge en effektiv teknik og metode til at tilbagevise og latterliggøre alt, der kan hæmme den fastlagte vej.

For øvrigt er Lars Løkkes lyrik om "mere mindre" fuldt på højde med Rumsfeldts "known unknowns".

John Houbo Pedersen

Man bør også huske at Elefantordner og Storkors bliver givet til alverdens diktatorer og shit af vor elskede kongehus

Rumsfeld er dybest set, blot et produkt af den udvikling vi i Vesten har gang i. Han er ikke en drivende kraft. Rumsfeld er et af de brodne kar, som vi elsker at give skylden, når vi får præsenteret summen af vores fortrængte handlinger....

Ja det er jo ikke ligefrem kærlighed manden udsender....

Husk lige i denne sammenhæng på at det amerikanske militær også er den største (enkelte) forureningskilde på denne klodes økologiske balance. (noget som aldrig skrives om i medierne forrresten....)

USA'ianerne havde nok fundet ud af, at de ikke klarede at nedskære deres energiforbrug, så de var klare til at lukke øjnene for, at man med magt sikrede oliestrømmen fra verdens næststørste kendte reserve. En politisk inkompetent præsident mente nok, at det var noget enklerer at være "a war president", for at benytte hans egne ord, end at faktisk forholde sig til det politiske håndværk og USA'ianernes hverdagsproblemer. Cheney kunne jo bruge militæret som Haliburtons forlængede arm, så han var nok ikke svær at overtale. CIA ville få åbnet et hul af dimensioner, og et tykt sugerør lige ned i statskassen. Militæret som stod opmarcheret i Saudiarabien, var ikke velkomne længere, og brød sig ikke om at skulle sende en halv million soldater hjem til arbejdsløshed; halvvejs rundt om jorden. Englænderne kunne generobre noget tabt indflydelse i regionen, og ligesom danskerne og andre medløbere, skaffe sig nogle fede genopbygnings- og militær-kontrakter.

Måske var Rumsfeldt bare ideologisk drevet?

Det var svært at få øje på et seriøst modtryk for at gennemføre planen. Og når nu det endelig gjaldt, så var det bare at få det gennemført i tilstrækkelig stor skala, for:

"Kill one man, and you are a murderer. Kill millions of men, and you are a conqueror. Kill them all, and you are a god." -- Jean Rostand, Thoughts of a Biologist (1939)

Tænk i øvrigt at Rumsfeld stadig optræder med sit gamle spin:

»Der er bekendte bekendte. Det er de ting, vi ved, vi ved. Og så er der bekendte ubekendte. Det vil sige de ting, vi ved, vi ikke ved. Men der er også de ubekendte ubekendte. Der er de ting, vi ikke ved, at vi ikke ved.«

...og så , hr. Rumsfeld, er der ubekendte - uerkendte - bekendte. Det vil sige de ting vi burde vide, men ikke vil vide af...

Netop den neokonservative og CIA's ideologi - De lukker øjnene for massernes og retfærdighedens magt, idet de som en flok togrøvere håber at være et skridt foran.

Birger Nielsen

I mine øjne er det værste dog, at så mange amerikanere støtter op omkring Rumsfeld og tilsvarende - det og den polarisering som der er i amerikansk politik, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Torben Laurberg

Tag bare din ny bog med til krigsforbryderdomstolen i Haag, Mr. Rumsfeld.

Bogen kan ikke rense dig for deltagelse i verdens største Falsk Flag Operation nogensinde.

Haag rimer på Falk Flag.

det var også ham som med lignende retorik som "there are known knowns, osv" under Sovjet tiden bare med ordene "they have been busy in the terms..." sætninger, overdrev Sovjets militær kapacitet, som retfærdiggjorde et vanvittig stort militær-budget på hjemmefronten, senere har det vist sig at det billede han malede for folk var stærkt overdrevet(sandsyneligvis med vilje men kan du bevise det?), han har vist altid været lidt krigerisk den gamle ræv...

God video Torben...
Mange af de folk er overhovedet ikke politikere, men en blanding af en slags "konsulenter" og forretningsmænd med det formål at tjene deres "kunder" og skrabe så meget til sig som muligt.
De har købt og manipuleret sig til den politiske magt som styres fuldstændig efter få elitære interesser og har intet at gøre med hvad der i folks bedste interesse, tværtimod.
Som vi kan se er der ingen grænser for hvad de sætter i værk for at opretholde deres magt og økonomiske interesser...
Med en ufattelig kynisme baner de vejen for deres egne og deres lederes økonomiske interesser som indbefatter millioner af menneskers lidelse og død.

Hvis de havde stillet sig op som de politikere de i virkeligheden er og står for ville de aldrig blive valgt, da de kun dækker et meget lille fåtal af ufattelige kyniske elitære multinationale bankfolk.
Derfor alt det løgn og manipulation i ufattelige mængder.

Det er et væsentligt problem i USA, fordi deres politik er så domineret af privat tilskud (fundraising), men det er absolut ikke kun der det foregår. Det foregår stort set over hele verden i større eller mindre mængder, selv i dk.

"I stedet er Amerika blevet sværtet til og fokus på f.eks. tvivlsomme afhøringsmetoder og forholdene på Guantanamo, har overskygget USA’s anstrengelser for at bringe fred og demokrati ud i verden."

For over 200 år siden advarede John Adams (USA's 2. præsident) mod netop dette, mod at skabe et imperium eller endda imod at forsøge.

Alexander Hamilton (USA's daværende udenrigsminister) mente bestemt, at man skulle ingdå et samabejde militært med franskmændene, netop for at etablere og udbrede ideen om USA - militært. John Adams ville ikke høre tale om dette.

Denne splittelse har præget USA's udenrigspolitik lige siden. Og man kan måske med rette spørge: hvorfor skal USA bringe demokrati og fred ud i verden - til andre lande?