Læsetid: 6 min.

Slagsbroderen og kannibalen skal redde Liverpool

Af
Af Martin Østergaard-Nielsen
12. februar 2011

Kære Chelsea FC.

Det er med beklagelse, at vi må informere jer om, at der ikke er tilbageleveringsret på det produkt, I købte på januarsalget.

Venlig hilsen Liverpool FC.

 

Denne vittighed - der naturligvis handler om Chelseas køb af Liverpools stjerneangriber Fernando Torres - cirkulerer lige nu på diverse engelske fodboldfora og giver en ganske god beskrivelse af det skift i stemningen, der på ganske kort tid er indtruffet i de to klubber.

For blot et par uger siden, i slutningen af januar, så billedet helt anderledes ud. Da var Chelsea ovenpå, mens Liverpool reelt var kastet ud i en overlevelseskamp.

Da Fernando Torres sidst i januar krævede at blive solgt til Chelsea, rettede han nemlig et potentielt dræbende slag mod Liverpools status i engelsk fodbold; ikke blot fordi holdet stod til at miste sin bedste angriber, men også på grund af den effekt, sådan et skifte ville have for Merseyside-klubbens status internt på de britiske øer, hvor der skelnes skarpt mellem storklubberne og alle de andre.

Hvis Liverpool havde ladet sig berøve Torres uden at sørge for fuldgode erstatninger, havde klubbens storhedstid officielt været ovre, og den var rutsjet ned i det bløde midterfelt af mellemstore mandskaber, der rutinemæssigt høstes for talent af de store aktører i rækken.

Målmaskine

Det var altså mere end blot et spillersalg, det drejede sig om. Det var selve fremtiden, der stod på spil for de røde fra Merseyside.

Hvad der reddede Liverpool var den risikovillighed - nogle vil kalde det desperation - hvormed klubbens sportslige ledelse reagerede på situationen, nemlig ved at investere de 430 millioner kroner, Torres indbragte, i to af Europas mest talentfulde, men også mest berygtede angribere, Luis Suárez fra Uruguay og engelske Andy Carroll.

Luis Suárez er allerede kendt af stort set hele verden fra sin aktion under VM i sommer, hvor han lagde sig ud med hele det afrikanske kontinent - samt alle tv-seere med en sans for fair-play - da han i sidste minut af overtiden i kvartfinalen mellem Uruguay og Ghana stoppede et skud på målstregen med hånden, hvorefter han jublende lod sig bære rundt i guldstol af sine holdkammerater, da Ghanas Asamoah Gyan havde brændt straffesparket, og Uruguay havde sikret sig adgang til semifinalen.

Derudover gjorde den temperamentsfulde frontløber fra Uruguay sig også bemærket, da han i november sidste år bed Otman Bakkal fra PSV Eindhoven i skulderen under et skænderi på banen; en handling der indbragte ham syv spilledages karantæne og tilnavnet kannibalen.

Når man ser bort fra disse eskapader, må man dog erkende, at den spinkle spiller fra Salto i det nordvestlige hjørne af Uruguay i de seneste år har været en af Europas mest driftsikre målmaskiner. Siden 2007 har han scoret 110 mål for Ajax, og det kan derfor ikke undre, at Liverpool betalte 200 millioner kroner for at hente ham til Merseyside.

En dyr slagsbror

Hvad der virkelig chokerede fodboldverden var den makker, der blev hentet ind for at supplere Suárez - og ikke mindst den pris, han blev indkøbt for. Liverpool besluttede nemlig at kaste 307 millioner kroner efter den blot 22-årige Andy Carroll fra Newcastle; en spiller med kun et halvt års karriere i Premier League bag sig og et generalieblad, der ville passe bedre på en vaneforbryder end en professionel fodboldspiller.

Inden for de seneste par år har Carroll rodet sig ind i eskapader, hvor han har været anklaget for at overfalde en kvinde, slå en mand i hovedet med et glas på en natklub, overfalde sin ekskæreste, brække kæben på sin tidligere holdkammerat Steven Taylor og starte et slagsmål med endnu en tidligere holdkammerat, Charles N'Zogbia. Han har også fået sin bil brændt af og er blevet dømt til at bo hos Kevin Nolan, sin daværende anfører i Newcastle.

Lige for tiden døjer han i øvrigt med en hofteskade, som han fik, da han i beruset tilstand væltede ned fra en barstol på et kasino.

Når alt dette er sagt, skal det dog tilføjes, at brushovedet fra Gateshead i det nordøstlige hjørne af England regnes for et af de største angrebstalenter i britisk fodbold. Han er stor og stærk, har et godt venstreben og et fremragende hovedspil og er i besiddelse af en fornem spilforståelse. Alligevel chokerede det mange, at Liverpool var villige til at smide mere end 300 millioner kroner nordpå til Newcastle og dermed gøre Carroll til den ottendedyreste spiller i verden. Nogensinde.

Mange argumenter kan også rejses mod at løfte en ganske ung angriber - hans uomtvistelige potentiale til trods - op blandt verdens dyreste navne, men i Liverpool er de ligeglade, for de har opnået, hvad de ville, nemlig at sende et signal til resten af fodboldverdenen om, at de stadig er en aktør, man skal regne med i toppen af engelsk fodbold. At Liverpool stadig er en klub, der er i stand til at tiltrække nogle af de mest eftertragtede talenter på markedet.

Og at sende det signal var mindst lige så vigtigt for klubben som det faktum, at den sikrede sig to unge, sultne (og mere eller mindre uberegnelige) angribere som afløsning for Torres, der nu er flyttet sydpå til London.

Taberen

Her er euforien over spanierens ankomst hurtigt forsvundet og afløst af en erkendelse af, at den største taber i forbindelse med Torres' skifte ikke skal findes i Liverpool men i Chelseas trænersæde, hvor Carlo Ancelotti som bekendt residerer. Intet tyder på, at den snu taktiker fra Milano på forhånd nærede noget ønske om at få Fernando Torres ind i sin spillertrup.

Beslutningen om at bruge knap en halv milliard på El Niño blev taget suverænt af klubejer Roman Abramovich, der ikke ligefrem er kendt for sin store fodboldfaglighed, men som altså nu har anbragt Ancelotti i samme situation som den, der i sin tid var med til at koste hans forgænger, José Mourinho, posten - nemlig at han skal integrere en af ejerens yndlinge på et mandskab, hvor han slet ikke passer ind.

Mourinho havde aldrig held med at få Shevchenko spillet ind på holdet, og intet tyder på, at Ancelotti vil få meget nemmere ved at finde plads til Torres på det nuværende Chelsea-mandskab; ikke mindst fordi spanierens yndlingsposition som central frontløber allerede er optaget af Didier Drogba, der - ligesom Torres - er vant til at operere med stor frihed og selvstændighed i den forreste kæde.

Udfordringen

At sætte Torres på bænken er imidlertid ikke en mulighed, som Ancelotti har den luksus at kunne overveje. En spiller, som Abramovich har betalt så mange penge for, skalinkluderes i startopstillingen stort set hver eneste gang (i hvert fald hvis træneren har sin stilling kær), og derfor tvinges Ancelotti efter alt at dømme ud i et opgør med Chelseas fløjbaserede 4-3-3 koncept, der kun rummer plads til én frontløber.

I stedet må han udvikle en offensiv model, der kan rumme begge superindividualister Torres og Drogba - og han må gøre det under et betydeligt pres, for de blå fra Stamford Bridge hænger kun fast i guldkampen med det yderste af neglene og risikerer oven i købet at gå glip af kvalifikationen til næste års Champions League, hvis de løber ind i en ny krise.

Intet under at panderynkerne forekommer lidt dybere end sædvanligt hos den italienske træner. Hans ejer har foræret ham en skadesplaget og humørsyg men glimtvis brillant spanier, der reelt har været i scoringskrise i halvandet år. Og som Liverpools fans minder ham om:

Der er ingen returret!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu