Læsetid: 5 min.

Tamilsagen - et spøgelse med liv i

En VK-regering styrtede i 1993, da en højt profileret minister bevidst nægtede at opfylde loven over for mennesker med ikkedansk baggrund. Embedsapparatet var medskyldigt. Det er sidenhen ført over i Integrationsministeriet. Tamilsagen er særdeles nærværende
Egenrådig. Justitsminister Erik Ninn-Hansen brød sig ikke om indvendinger. Udlændingedirektør Frederik Schydt har siden fortalt, at når embedsmænd sagde Ninn noget, han ikke ville høre, fik Ninn 'nogle underlige tomme øjne, kiggede ud af vinduet og lyttede tilsyneladende slet ikke efter, hvad 
 man sagde'.

Egenrådig. Justitsminister Erik Ninn-Hansen brød sig ikke om indvendinger. Udlændingedirektør Frederik Schydt har siden fortalt, at når embedsmænd sagde Ninn noget, han ikke ville høre, fik Ninn 'nogle underlige tomme øjne, kiggede ud af vinduet og lyttede tilsyneladende slet ikke efter, hvad
man sagde'.

Bjarke Ørsted

26. februar 2011

Ministerforbrydelser og efterfølgende rigsret hører en uciviliseret fortid til. Det var den gængse danske visdom i 1960'erne og 70'erne. Hæderlighed og parlamentarisme syntes i de år at blomstre side om side. Men som så ofte før og siden viste tidsaflæsningen sig bedragerisk. Inden århundredets slutning var dets sidste borgerlige regering væltet af en retsskandale, og Rigsretten idømte en konservativ justitsminister fire måneders fængsel - betinget grundet ministerens høje alder.

Udspringet til konflikten lå i et parlamentarisk modsætningsforhold. I 1982 var Anker Jørgensens socialdemokratiske mindretalsregering kørt fast. Den veg sædet for den konservative Poul Schlüter og hans firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti. Det Radikale Venstre støttede Schlüters regering i den økonomiske politik, men ikke i retspolitikken og udenrigspolitikken.

Til den nyudnævnte konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens misnøje var De Radikale med til i 1983 at sikre flertal for en frisindet udlændingelov. Loven gav bl.a. flygtninge med opholdstilladelse i Danmark et retskrav på at få ført deres nærmeste familie til landet.

Inspirator: Gammeltoft

Inspiration til lovteksten var kommet fra Hans Gammeltoft-Hansen, der var formand for Dansk Flygtningehjælp. Ninn-Hansens misnøje øgedes, da et bredt folketingsflertal i 1987 fik Hans Gammeltoft-Hansen indsat som landets ombudsmand.

En borgerkrig på Sri Lanka sendte i 1986 3.000 tamiler på flugt til Danmark, hvor de fik midlertidig opholdstilladelse. Det gav postyr i den offentlige debat. I valgkampen i september 1987 erklærede Anker Jørgensen:

»Vi skal passe på ikke at blive overrendt.«

Det tog Ninn-Hansen som udtryk for, at der også i oppositionen var tilslutning til at forvalte den nye udlændingelov snævrest muligt.

Schlüterregeringen fortsatte efter valget den 8. september 1987. Den 23. september var tamilerne oppe at vende i regeringens flygtningeudvalg.

Justitsministeriets afdelingschef Claus Tornøe foreslog, at man prøvede at inddrage den midlertidige opholdstilladelse for de 3.000 tamilske flygtninge. Det kunne ske under henvisning til, at der nu var fredeligere på Sri Lanka, og at tamilerne kunne rejse hjem. Samtidig ville det være naturligt at undlade at behandle ansøgninger fra tamiler bosat i Danmark om sammenføring med familie fra øen - når de alligevel skulle tilbage.

Begejstret Ninn

Den idé var Ninn-Hansen begejstret for, og der var ikke indvendinger i regeringsudvalget.

Dagen efter fik Udlændingedirektoratet ordre på at finde navne og adresser på de 3.000, der skulle sendes hjem. Direktoratet indsamlede navnene, men navnelisten blev liggende i direktør Frederik Schydts pengeskab. Schydt anså en samlet hjemsendelse for at være »fuldstændig dødfødt« - fremgik det siden. En sagsbehandling af de 3.000 skulle nemlig foregå enkeltvis. Det ville arbejdsmæssigt blokere direktorat og Flygtningenævn i årevis.

Lige så slemt for ideen om hjemsendelse var, at Udenrigsministeriets indberetninger fra Sri Lanka viste, at livet ikke var blevet sikrere for tamilerne, tværtom.

Og når tamilerne ikke kunne sendes hjem, måtte de have krav på, at ministeriet behandlede deres ansøgning om familiesammenføring.

Embedsmændene gav sig til at advare Ninn-Hansen om det uholdbare i en fortsat syltning. Sidenhen forklarede embedsmændene, at de brugte udtryk som »kritik fra ombudsmanden«, »juridisk uholdbar«, »ikke til at skrive sig ud af« og »rivegal«. Ninns ministersekretær, Johan Reimann, (der nu er politidirektør for København) blev efterfølgende berømt for udtrykket, at Ninn risikerede »en næse så stor, at han kunne lugte sig selv i nakken«.

Fra senest april 1988 må det have stået Ninn klart, at han var på tynd is. Men i sin selvforståelse var Ninn en mand, der ikke gav efter for pres.

Ninns tomme øjne

Udlændingedirektør Frederik Schydt har siden fortalt, at når embedsmænd sagde Ninn noget, han ikke ville høre, fik Ninn »nogle underlige tomme øjne, kiggede ud af vinduet og lyttede tilsyneladende slet ikke efter, hvad man sagde«.

Allerede i april 1988 havde Dansk Flygtningehjælps generalsekretær skrevet til Udlændingedirektoratet og spurgt, hvorfor »sagsbehandlingen af tamilske ansøgninger om familiesammenføring synes næsten totalt standset«.

Den 28. april 1988 lød svaret, at det »beklageligvis ikke er muligt at ekspedere alle sager hurtigt«.

Svaret fortsatte: »I denne situation har Direktoratet, i nært samråd med Justitsministeriet, fundet, at det formentlig er mindst uforsvarligt at nedprioritere behandlingen af de tamilske familiesammenføringssager netop nu, hvor situationen på Sri Lanka er i stadig udvikling mod det bedre.«

Dermed var anslået, hvad ministeriets embedsmænd siden kaldte 'den falske melodi': Sagerne er nedprioriteret, fordi det går bedre på Sri Lanka. Faktisk gik det værre på Sri Lanka, og sagerne blev efterhånden også behandlet i Udlændingedirektoratet. Tilladelserne blev bare ikke sendt ud. Tilladelserne hobede sig op - uafsendt. Embedsmændene mente, at de var beordret dertil af ministeren.

I september 1988 var centraladministrationens rygter om noget ulovligt i Justitsministeriet nået til ombudsmand Gammeltoft-Hansen. Han skrev til ministeriet og bad om en redegørelse for behandlingen af familiesammenføringer.

Det fyldte ministeriets topembedsmænd med ubehag.

Den altid kvikke Johan Reimann har siden forklaret, at han fik den idé at plante et spørgsmål om familiesammenføringer i Folketingets retsudvalg. Hvis ministeren forklarer sig over for udvalget, må ombudsmanden efter gældende regler trække følehornene til sig, da han ikke kan kritisere sin arbejdsgiver: Folketinget.

Spørgsmål plantet

Ideen om at kortslutte ombudsmanden vakte bifald hos afdelingschef Claus Tornøe, departementschef Poul Lundbæk og minister Ninn.

Retsudvalgets formand, den konservative Grethe Fenger Møller indvilgede og fik fra ministeriet telefaxet et spørgsmål, som hun stillede. I samrådet sang Ninn-Hansen den falske melodi. Ombudsmanden trak sig.

Uheldigvis for Schlüterregeringen fandt et kvikt udvalgsmedlem i arkivet Grethe Fenger Møller-faxen, som jo altså overraskende nok ikke var sendt til Justitsministeriet, men fra Justitsministeriet. Den pinagtighed blev der holdt nyt udvalgsmøde om den 6. januar 1989.

Et udvalgsflertal opfordrede ombudsmanden til at genindtræde i sagen. Det gjorde han.

Den 10. januar 1989 lod Poul Schlüter Ninn-Hansen falde og erstatte af partifællen H.P. Clausen, der - så snart han hørte embedsmændenes jamren over den uorden, der herskede i ministeriet - beordrede sagsbehandlingen 'normaliseret'. H.P. Clausen orienterede Schlüter. Ninn blev af regeringsflertallet ophøjet til formand for Folketinget.

'Intet under tæppet'

Men sagen ville ikke dø. Aviser var begyndt at bore dybt. Ombudsmanden afleverede i marts 1989 sin sønderlemmende kritik. Oppositionen stillede forslag om en uafhængig undersøgelse. Schlüter erklærede: »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.«

I en tv-udsendelse 1. maj 1990 gav Ninn Centrum-Demokraterne medansvar for beslutningen om nedprioritering. Dermed skabte Ninn et folketingsflertal for at kræve en undersøgelse.

Undersøgelsesrettens rapport blev offentliggjort den 14. januar 1993. Den havde harske ord om Ninn, H.P. Clausen og Schlüter - og om embedsmændene.

Folketinget erklærede siden, at de tre belastede ministre havde overtrådt ministeransvarlighedsloven, men Tinget valgte kun at rejse sag mod Ninn.

Han blev ved Rigsrettens dom den 22. juni 1995 idømt sin betingede fængselsstraf. Retten lagde vægt på, at Ninn havde overtrådt loven og vidst, at han gjorde det. Dermed fik Ninn Rigsrettens ord for, at han var en bedre jurist end sine topembedsmænd.

De blev nemlig ved de efterfølgende tjenestemandssager stort set frifundet under henvisning til, at de ikke havde forstået, at ministeriet overtrådte loven.

Ved Folketingets beslutning om at rejse rigsretssag mod Ninn Hansen erklærede en ordfører på vegne af en række Venstre-medlemmer:

»Et retssamfund kendes på, at den, der har magt, altid kan drages til ansvar. Jo højere embede, jo større forpligtelse.«

Den pågældende ordfører var den nuværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech.

Serie

De unge statsløse

Frem til begyndelsen af 2010 afslog Integrationsministeriet i mindst 22 tilfælde at give dansk statsborgerskab til unge statsløse, der er født i Danmark. Afslagene var ulovlige, fordi Danmark i 1977 tiltrådte en FN-konvention, der netop garanterer statsborgerskab til disse unge statsløse. Det står klart, at ministeren og ministeriets embedsmænd kendte til konventionen, men alligevel fortsatte fejlbehandlingen af ansøgningerne.

Seneste artikler

  • Ministerium gav FN tom forsikring om statsløse

    6. juni 2011
    I august 2003 forsikrede Integrationsministeriet FN om, at fastlæggelse af statsborgerskab var en del af den 'almindelige asylprocedure' i Danmark. Men sagen om de statsløse kurdere, som Information for nylig har afdækket, viser, at det ikke var korrekt
  • Rønn ændrede først kurs, da ulovlig praksis blev opdaget

    9. maj 2011
    Forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lod ulovlig praksis fortsætte og hemmeligholdt sagen om de statsløse i halvandet år. Da en advokat fik nys om, hvad der foregik, gik der otte arbejdsdage, før ministeren skiftede kurs
  • Ministerium skjuler oplysninger i statsløsesag

    13. april 2011
    Integrationsministeriet har overstreget konklusionen i et dokument, inden det blev udleveret som aktindsigt i statsløse-sagen. Overstregningen er sket af hensyn til Sverige, anfører ministeriet, men det er åbenlyst i strid med loven, vurderer eksperter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Houbo Pedersen

En yderligere lighed: Ninn Hansen blev kaldt: "Fast i kødet" Birthe Rønn Hornbech: " Det eeneste mandfolk i folketinget"
Lovens opretholdelse kræver 90 mandater!
Fy faen!!!!

Se 33.54 minutter inde i "Mens vi venter på retfærdigheden"

Det er Niels Ufers hypotese om, hvad man kommer tættest på en beslutning om nedfrysningen af familiesammenføringerne.

T.o. Under den efterfølgende undersøgelsesret kunne Tornøe ikke bære et disciplinært ansvar. Han var kun involveret i, hvorledes "normaliseringen" skulle tilrettelægges (p.2212 i Tamilsagen, Sammenfatning og retlig vurdering, 1992.)

Se 33.54 minutter inde i "Mens vi venter på retfærdigheden"

Det er Niels Ufers hypotese om, hvad man kommer tættest på en beslutning om nedfrysningen af familiesammenføringerne.

T.o. Under den efterfølgende undersøgelsesret kunne Tornøe ikke bære et disciplinært ansvar. Han var kun involveret i, hvorledes "normaliseringen" skulle tilrettelægges (p.2212 i Tamilsagen, Sammenfatning og retlig vurdering, 1992.)

brian fritzner

"Den altid kvikke Johan Reimann har siden forklaret, at han fik den idé at plante et spørgsmål om familiesammenføringer i Folketingets retsudvalg."

Meget opfindsomt at dække over ulovligheder på den måde, og nu husere Reimann som bekendt som politidirektør...Betryggende!

Og svindlen blev jo kun opdaget, (i Tamilsagen)fordi Grete F.M. fik en fax sendt fra Justitsministeret til sig selv. I dag kan dette jo slet ikke lade sig gøre at påvise en sådan svindel; alt foregår jo over email; de kan slettes, forfalskes mm.

Interessant er det jo også, at en minister (Ninn-Hansen) uden særlig risiko kan gøre hvad han vil. Jo, Ninn blev ganske vist idømt betinget fængsel, men i andre lande (USA, Tyskland, Frankrig mm.) ville han garanteret været idømt flere års fængsel, mulig fratagelse af ministerpension og meget andet.

Interessant er det også, at Uffe Ellemann prøvede på at gøre sig selv til statsminister (?) så vidt jeg husker ved enten a) at lade sig vælge af et flertal i Folketinget til det eller b) udskrive valg. Men et flertal var imod regeringen i Folketinget, så derfor måtte den gå af.

De Radikale ville ikke længere støtte regeringen; i dag er det som de Radikale mener, lettere ligegyldigt - al magt i Danmark ligger nemlig hos Pia K. Og har gjort det siden i hvert fald 2002.

@Brian Fritzer

Bare t.o.

"Johann Reimann var den embedsmand, der hyppigst, på den klareste måde og på relevante tidspunkter havde forsøgt at overbevise justitsminister Erik Ninn-Hansen om, at han måtte ændre sin beslutning mht. de tamilske familiesammenføringssager". (Beretning om Tamilsagen 1992, side 2203).

Se evt mere i min tidl. "kommentar"

brian fritzner

@Anne Albinus

Tak for orienteringen, jeg forsøgte at forholde mig til ovenstående artikel, deri optræder Reimann ikke videre flatterende, hvis det står for troende, at plante spørgsmål i retsudvalget for at forhindre ombudsmanden i yderligere involvering i sagen.

@Brian Fritzner

Jeg prøvede blot at nuancere billedet. David Rehling har nok henholdt sig til side 2206-7- i “Beretning om Tamilsagen, sammenfatning og retlig vurdering”, 1992, af Hornslet og Goldin:.Fremhævningerne er originaltekstens.

“Johan Reimanns - mildt sagt "uheldige" - idé burde selvsagt have været bremset af hans 2 umiddelbart overordnede, afdelingschef Claus Tornøe og departementschef Lundbæk Andersen. Såvel Lundbæk Andersen som Claus Tornøe tilsluttede sig imidlertid - jf. ovenfor - at Reimann gik videre til Erik Ninn-Hansen med sit forslag, som herefter blev ført ud i livet, uden at Lundbæk Andersen eller Claus Tornøe efter deres forklaringer på noget tidspunkt gav udtryk for alvorlige betænkeligheder - hverken over for Johan Reimann eller for Erik Ninn-Hansen. Både Lundbæk Andersen og Claus Tornøe, der var bekendt med svarene på spørgsmål nr. 1 og Erik Ninn-Hansens talepapir, måtte - ligesom Johan Reimann - indse, at samrådet med stor sandsynlighed ikke reelt ville føre til nogen politisk afklaring og blot ville bremse ombudsmanden, således at den nu klart ulovlige administration kom til at fortsætte igennem i hvert fald yderligere et stykke tid.

Under disse omstændigheder finder undersøgelsesretten at der er grundlag for at søge disciplinært ansvar gennemført over for kontorchef Johan Reimann, departementschef Lundbæk Andersen og afdelingschef Claus Tornøe.”

Mads Christensen

Det kan undre en, at David Rehling ikke finder anledning til at nævne et andet interessant forhold: At Ninn's ministersekretær på det tidspunkt hed Claes Nilas.

CN betjente i 13 år skiftende justitsministre først som ministersekretær, og senere som kontorchef i Justitsministeriets Lovafdeling, og til sidst som kontorchef i Udlændingekontoret. Derefter blev det til to år i Indenrigsministeriet og fem som direktør for det daværende Udlændingedirektorat. Siden 2005 har der stået departementschef i Integrationsministeriet på visitkortet.

Sjovt nok er Statsadvokaten for København, der foreløbigt har været 1 år om at ikke at finde nogle 'forsvundne politibetjente' på Amager udstyret med samme efternavn.

Det er sørme godt, at vi har DJØF til at sikre, at embedsmændene består, mens politikerne går. Og borgernes retssikkerhed i stigende omfang er en by i Rusland.