Læsetid: 8 min.

Jeg træner, derfor er jeg

Op mod 150.000 danskere lider af en trang til sygeligt store muskler, og problemet er stigende særligt i de lave samfundslag. De såkaldte megarektikere sætter deres liv i scene efter træning, diæter og i mange tilfælde steroider
Lammet. Ditelv Madsen skulle gennem to hjerneblødninger, den sidste med varige lammelser til følge, før alvoren i steroidmisbruget gik op for ham. Men det var bedre end, at jeg blev ved med at ødelægge mig selv og andre mennesker, siger han i dag.

Lammet. Ditelv Madsen skulle gennem to hjerneblødninger, den sidste med varige lammelser til følge, før alvoren i steroidmisbruget gik op for ham. Men det var bedre end, at jeg blev ved med at ødelægge mig selv og andre mennesker, siger han i dag.

Sofie Amalie Klougart

5. februar 2011

De marcherer frem over hele landet, megarektikerne, mændene, der vil maksimere deres muskler. En sådan mand var Ditlev Madsen i 13 år. I dag er han førtidspensionist og turnerer landet med foredrag om faren ved steroider og megareksi. Det er et sådant foredrag, vi befinder os i midten af. Midt i det københavnske centrum humper han rundt foran tilhørende megamænd og mandslinge, tynget af de mén, hans krop har udviklet efter et liv med steroider og hård fysisk træning.

»Det begyndte alt sammen som en måde at imponere piger på« fortæller Ditlev Madsen. »Og så var det en måde at skabe noget kærlighed og sammenhold, for jeg er fra et hjem, hvor den slags ikke fandt sted.«

Ditlev Madsen var megarektiker, en af de danskere med et forskruet skønhedsideal.

I 13 år lignede han et overpumpet ballondyr. Et perfekt eksempel på den uperfekte kropsbygning. En lille mand fanget i skroget på et monstrum.

»Og jeg ændrede min adfærd. Jeg kunne ryge helt op i det røde felt, jeg kunne blive voldelig, og det var sådan set ligegyldigt, hvad min familie og mine nærmeste sagde til mig, jeg gav dem den her,« fortæller Ditlev Madsen og hæver langefingeren.

Oprindeligt var han en splejs på 60 kilo, der passede sig selv, sin skole og sine kammerater i Holstebro. Efter skole gik han hjem, hvor syv søskende og en mor ventede på ham. Ditlev Madsen har aldrig haft en far, og hans mor havde otte børn med otte forskellige mænd. Han var ikke den bedste i skolen og havde aldrig nydt accept, især ikke fra det modsatte køn.

»Jeg tænkte, jeg ville gøre noget ved det, simpelthen tage tingene i egen hånd.«

På den måde endte Ditlev Madsen i fitnesscentret. Her trænede han flere gange om ugen, men selv om musklerne langsomt voksede, var resultatet ikke stort nok for ham:

»Jeg stod foran spejlet, og jeg så den samme splejs. Jeg var ikke vokset nok, kunne jeg mærke, og jeg fik det fysisk dårligt, hvis jeg ikke havde trænet i nogle dage. Jeg ville gerne ligne de største kropsbyggere i træningscentret«

Og netop en af de største mænd i centret tog kort tid efter kontakt til Ditlev: »Det går ikke hurtigt nok for dig, kan jeg se. Jeg har noget, der kan få dig til at vokse,« og derfra var Ditlev på steroider.

Lille spejl på væggen der

Den typiske megarektiker er en person fra de lavere sociale lag. Ofte med problemer med sin skolegang og uden uddannelsesmæssig baggrund. Et job i tidsrummet ni til seksten giver megarektikerne mulighed for at dyrke deres krop. Deres verden drejer rundt om ét enkelt punkt: muskelmaksimering. »Og så færdes de i det miljø nede i træningscentret, hvor det, andre ser som ude af proportioner, er et skønhedsideal blandt mange af de trænende. De nyder accept, fordi særligt en del unge kvinder bliver tiltrukket af de store muskler, og fordi det giver status blandt de trænende mænd at være stor og stærk,« siger psykolog Søren Nørskov, der som den eneste i landet behandler megarektikere.

Megarektikere er ofte drenge, der har haft en meget dominerende faderskikkelse i hjemmet, eller en far, som har været en uregelmæssig og utilregnelig faderfigur. Misbrug og vold optræder med jævne mellemrum som fænomener i opvæksten.

En sådan faderskikkelse kan betyde, at man har underudviklet sin egen identitet og derfor opbygger man en identitet ved at pumpe sine muskler kæmpestore:

»Det giver nemlig ofte et øget selvværd og sociale kontakter, som megarektikere ikke tidligere har haft, da de ofte har hørt til den tunge ende fagligt og socialt.« fortæller Søren Nørskov.

»De føler sig som de smukkeste repræsentanter for kroppen. De opfatter sig selv som eksperter, fordi de ved alt om det område, de beskæftiger sig med. Og så ser de ofte ned på den almindelige hr. Jensen, som i deres øjne er en bespotter af mandekroppen,« siger Kevin Mogensen, der er forsker ved Roskilde Universitet, og snart publicerer sin ph.d.-afhandling om kropsbyggere.

»De kan blive enormt frustrerede, hvis der sidder en ved den maskine i fitnesscentret, som de havde regnet med at bruge. De er meget opsatte på at have kontrol.«

Steroider tur-retur

Efter at have taget steroider og trænet i flere år vejede Ditlev Madsen 126 kilo. Han var Danmarks mest kendte mandestripper og arbejdede som dørmand.

Derudover solgte han steroider og tjente på den måde til sit eget træningsforbrug.

»Jeg kunne samle en 18-19 årig pige op sådan her,« udbryder Ditlev med glimtende øjne, mens han knipser med højre hånd.

»Det var de unge piger, jeg valgte, for dem kunne jeg forme, og dem havde jeg kontrol over,« fortæller han.

»Og jeg elskede det. Jeg havde fået det, jeg først kom efter, nemlig damer og respekt fra andre. Der var da nogle gange nogle, der syntes, jeg var for stor, når jeg strippede, men jeg blev ved med at synes, jeg kunne blive større.«

En morgen efter arbejde i 2001 tog Ditlev hjem med en pige. Han bestemte sig for at spejle et par æg, inden han skulle i seng, og stod derfor ved sit komfur i køkkenet.

Pludselig mærkede han et smæld, og alting omkring ham blev sort. Ditlev vågnede på sygehuset til besked om, at han havde haft en hjerneblødning.

»Overlægen hiver mig efterfølgende til side, og forklarer mig, at jeg skal droppe steroiderne. Jeg fortæller ham, at det ved han ikke en skid om. Det var mig, der vidste bedst, sådan følte jeg det, og jeg var overbevist om, at jeg havde ret,« husker Ditlev Madsen.

De næste to år galopperer Ditlevs steroide- og træningsmisbrug videre. Indtil han en aften i 2003 igen bliver ramt af steroidernes hammer.

»Jeg ligger og har sex med en pige, da jeg mister kontrollen over min krop. Den reagerer bare ikke. Kroppen altså. Jeg ligger bare dér, kan ikke bevæge mig, men forstår udmærket alt, hvad der foregår omkring mig,« husker han.

Episoden viste sig at være det endegyldige slag, der fik Ditlev Madsen på ret kurs. Han blev i første omgang lam i venstre side, i dag går han med benskinne og er lam i venstre hånd.

»Men det er bedre, at det gik op for mig, hvad jeg havde gang i, end at jeg blev ved med at ødelægge mig selv og folk omkring mig.«

En samfundssygdom

Megareksi er ikke en officiel lidelse i Danmark, og det er en del af problemet, konstaterer psykolog Søren Nørskov.

»Det ville hjælpe til at skabe oplysning om problemet, hvis megareksi blev anerkendt som en lidelse,« siger han og peger på, at folk bliver sat i en bås, hvor de ikke hører til.

Når megarektikere søger hjælp, ryger de nemlig ofte i kategorier som nyresvigt eller hormonforstyrrelser. »Men det er jo bare symptomer på problemet, ikke problemet i sig selv,« siger Søren Nørskov.

Hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade genkender generalsekretær Steen Andersen problemet: »Vi lever i diagnose-Danmark, og hvis ikke man har en diagnose, er det et problem at komme i behandling,« konstaterer han.

»Mange bliver sendt hjem fra deres læge eller efter at have været til forsamtale i psykiatrien med den besked, at de ikke er syge nok til at komme i behandling.« siger han. » Det svarer jo til, at man sender folk med kræft hjem og beder dem komme tilbage, når knuden er blevet større.«

Derfor bliver mange megarektikere hængende i problemer. De sælger deres identitet til fitnesscentre, vægtløftning og kostplaner.

Der, hvor de kan kontrollere deres liv og opbygge et fællesskab og en identitet samtidig. Men efter ganske få år med megareksi begynder kroppen langsomt at give efter for hård træning, ofte suppleret med steroider.

»Man træner og overtræner, og nedbryder sin krop gradvist. De megarektikerne, der supplerer med stoffer, får ofte kroniske følgevirkninger som hjerteproblemer, forstyrrelser i nyrer og leverfunktion samt hormonforstyrrelser. Endvidere oplever de fleste forbigående depression og aggressiv adfærd,« fortæller Søren Nørskov.

»Megarektikere bliver jo ikke tilfredse med deres størrelse, og så fortsætter jagten på den perfekte krop « siger Steen Andersen fra Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. Der findes ingen opgørelser over, hvor mange, der lider af megareksi, men Søren Nørskov mener, at 150.000 danskere har de symptomer, der betyder, at man må træne, eventuelt supplere med præstationsfremmende stoffer, og derfor nedbryder kroppen.

»Og der bliver flere og flere,« fortæller han.

Mange megarektikere må holde op med at arbejde i en tidlig alder på grund af de kroniske følgevirkninger. Flere lider af psykiske udsving og får problemer med at fastholde et job.

»Derfor er det mere end bare en brudflade i samfundet. Det er et generelt samfundsproblem, og det bliver pissedyrt for Danmark i længden.« siger Søren Nørskov.

Det nye skønhedsideal

Blandt tilhørerne ved foredraget med Ditlev Madsen er det ikke alle, for hvem tanken om at blive til megamænd ligger fjernt. Michael Schrohl er selv en stor gut. Han træner ofte og har gjort det i mange år. Han har flere venner, der gør det samme og er endnu større end ham »og det er derfor, jeg er kommet. Jeg kan godt blive en smule bekymret en gang imellem,« siger han.

Synes du selv, at det er pænt med kæmpe muskler?

»Til en vis grænse er det, men jeg kan godt se, at det kan blive alt for meget«.

Andre er mindre skeptiske over for svulmende muskler.

»Jeg synes, det er pænt med så store muskler,« mener Ali Hassan, der er til foredraget for at hente oplysninger til sin 9. klasses projektopgave om spiseforstyrrelser.

Ville du gerne se sådan ud?

»Ja, det tror jeg gerne, jeg ville,« siger han.

Hans kammerat, tager ordet.

»Jeg tror, det er anderledes end tidligere, fordi det er populært at have store muskler som mand. Jeg træner selv, og jeg synes, det ser godt ud, når man har kæmpe muskler.« siger Ibrahim Al-Chaer, der er mødt op i forbindelse med samme projektopgave.

»Det tror jeg, de fleste er enige om. Også pigerne«

Fakta:

Megareksi er kendetegnet ved en række symptomer, særligt:

Svagt selvbillede og manglende selvværd

Manglende følelse af at være en rigtig mand. Besat af tanken om, at kroppen ikke er stor og muskuløs nok

Rigidt kostprogram, stor fokus på meget proteinrig og fedtfattig kost og indtagelse af måltider til helt faste tider i nogle tilfælde også om natten.

Ikke alle mænd med symptomer på megareksi bruger anabole steroider. Og ikke alle mænd, der eksperimenterer med steroider, har en spiseforstyrrelse. Men risikoen for at udvikle et tvangsmæssigt fokus på kroppens vægt og muskuløse udseende er til stede blandt brugerne af anabole steroider. Det vurderes, at 40.000-50.000 danskere har erfaring med brug af anabole steroider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

FAKTA:

Den almindelige dansker er ingenting og bliver det aldrig. Udover møtrikker i en maskine, for sådan er samfundet.

Så er det store muskler, et eller andet ligegyldigt elektronisk legetøj, blandt de absolut evnesvage finder vi dem der køber designermøbler osv. i dyre domme.

I dag er de klogeste i Danmark de evnesvage - prøv at tænd for TV-GLAD og bemærk den vertikale dyk i kvalitet og indhold ved at skifte over på en almindelig kanal.

Men ingen ser noget som helst af hvad der foregår.

Man fristes til at citere Esajas

"Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."

Får det mon en ende? Ja det gør det.

"Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Agerjorden ligger som Ørk!" (læs= klimakatastrofe/global opvarmning)

Der er da ingen grænser for hvor meget man kan trække det mandlige køn, gennem mudret i de lavere sociale lag.

Tesen holder så bare ikke en meter, men klart de bliver synlige efter en blodprop og havner i de lavere sociale lag, der er jo ikke plads til afvigere i øvre lag. Man vil gerne nyde uden, at yde.

Efter min mening fortæller det mere om disse mennesker de færdes med, end dem der træner.

Hæ hæ - jeg er ikke helt enig i Wendts kritik af artiklen. Men jeg synes alligevel følgende citat var ret sødt:
"Et job i tidsrummet ni til seksten giver megarektikerne mulighed for at dyrke deres krop"

Lidt i samme stil, som dengang Asger Aamund sad og gav de danske mænd på hatten, fordi de (efter Aamunds udsagn) bryder sammen i gråd, når bunden ryger ud af papirsposen fra Netto. Det er for så vidt ikke fordi der nødvendigvis er noget direkte forkert i det de siger. Men når man er så langt væk fra det man udtaler sig om, at man ikke ved, at Netto ikke har papirs poser eller at man blander så meget rundt i de praktiske forhold, at man tager en amerikansk "bluecollar" arbejders mødetidspunkt og parrer det med en dansk dittos fyraftenstidpunkt... ja så kan man altså ikke lade være med at tænke der måske alligevel er lidt for langt ned fra elfenbenstårnet til at personen kan komme til en rigtigt god konklusion :)