Beværtet: Et lille døgn i luksus

Siden november har jeg boet i Prag. En stor fordel ved at være væk hjemmefra er al den mediepolemik, man slipper for. Således har jeg hørt, at man i mit hjemland bruger stor energi på at diskutere et prostitutionsforbud. Som om der var noget at diskutere. Naturligvis skal det ikke forbydes det kan aldrig blive statens opgave at blande sig i, hvorfor og hvordan borgerne går i seng med hinanden. Det er ikke en glidebane, det er en afgrund. Statskontrol af borgernes motivation for sex? Man tror, det er løgn: Er moderne feminismes fremmeste projekt virkelig ... at få genindført sædelighedspolitiet?

Jeg tager mig til hovedet, og det gør jeg ikke, fordi jeg selv forbruger bordeller, desværre, Bjarup-Riis og I andre evigt menstruerende klidmostre, dét argument duer ikke. Jeg er i et glimrende forhold med en (væsentligt yngre) kvinde, som holder mig travlt beskæftiget. Vi kan jo kalde hende Lis. Og Lis siger: Du burde da ikke have behov for at gå på bordel, får du ikke nok hér hos mig? Det må jeg jo indrømme, så der ryger første grund til at besøge glædespigerne. Og så følger hun op: Men for min skyld må du da gerne, det er jo kun naturligt. Jeg vil forøvrigt gerne med engang ...

Hermed opnår smukke Lis med charme og kløgt nøjagtigt det samme, som klidmonstrene forsøger med dumhed og aggression. Når mine behov tilfredsstilles korrekt, har jeg intet behov for bordel. Og hvis det ovenikøbet er helt ok og ikke spor forbudt ... så gider jeg sgu da slet ikke!

Men derfor kan der godt være noget tiltrækkende ved det ældgamle game. Ved visse lejligheder kan det være sjovt for en mand at lege en rigtig klam stodder og for en kvinde at spille luksusluder. For eksempel nytårsaften. Det blev vi hurtigt enige om, da Lis og jeg diskuterede nytårsarrangement. »Yes!« sagde hun og skyndte sig ud i byen for at købe eksklusiv kjole, højhælede sko, dyr taske osv. Imens skyndte jeg mig ned i Stáre Mêsko for at se, om der var plads på Allegro på Four Seasons. Four Seasons er et af de dyreste og mest mondæne hoteller i Tjekkiet. Den tilhørende restaurant, Allegro, har landets eneste Michelin-stjerne.

Internationalt tilsnit

Der var et dobbeltværelse ledigt nytårsaften og også plads på Allegro, så vi var heldige. Jeg skyndte mig at overføre 2.000 euro aconto, og så havde vi en aftale.

Hotellet ligger helt vidunderligt, lige ud til Moldau og med udsigt til Karlsbroen og Malestrana-bjergsiden. Man bliver modtaget, som var man en personlig ven, og værelset er en drøm: Fantastisk seng, kæmpe badeværelse med et væld af kosmetiske produkter til fri afbenyttelse, gigant-tv, bugnende minibar etc.

Lis så fantastisk ud i sin højrøde kjole. Jeg selv var en smule nusset, i en ældre Hugo Boss habit, et armbåndsur, der kun er Tag Heuer og sko, der nok er håndsyede, men ikke i England. Det var, som det skulle være, hun var mere elegant end jeg.

Man mødtes til lidt champange (Taittinger vist nok) og et væld af utroligt velsmagende canapeer i den stilfulde vestibule. Især var jeg imponeret over de tempuraindbagte rejer og de diminutive forårsruller, men også dimserne med røget laks, kaviar og peberrodscreme gjorde indtryk. Herefter blev vi vist ind til vores bord i det store, åbne lokale med panoramavinduer ud til floden. Der var helt fuldt og dét med et meget elegant internationalt borgerskab. Ved nabobordet sad f.eks. et ældre og ret stift portugisisk ægtepar, ved siden af et japansk par og længere henne en fransk storfamilie. Det internationale tilsnit sås også i de vine, der blev serveret til chefkok Andrea Accordis seksretters menu. De var franske, italienske og spanske.

Første forret blev beskrevet således: »Marinated red prawns in jasmine tea, Ossetra caviar and pineapple dressing langoustine skewer with wild fennel and mint, basil seeds and pomegranate Belon oyster with calamansi granité, margarita foam«. Den lille langusterhale lå placeret på sit underlag, så det udgjorde det gyldne snit, bemærkede Lis, som så kompositionen gentaget ved desserten, hvor en lille langu- sterformet kage lå nøjagtigt ligesådan placeret, nu på passionsfrugtmousse.

Ligeså gennemført var næste ret, blå tun med kapers, mandelcrust, raddichio og sardinsauce. En solid Chablis til første ret, til næste en ung italiensk hvidvin, Villa Russiz Friulano 2008.

Drikkepenge

Det internationale var bibeholdt i tredje ret, ravioli med fyld af bretonsk hummer, italiensk trøffel, parmesan serveret med et glas Rioja! Trøflerne gik igen i fiskeretten, havbars med babyblæksprutter, ingefær/klementin-karamel, vild brocoli og kokos (!). Der blev eksperimenteret en del, må man sige. Mest klassiske indslag var nok hovedretten, en komposition af dyrekød med æbleglace, røgede vintergrøntsager, artiskok ... og kakaobønner.« Det sikre vinvalg var en 2002 Bourgogne, en Volnay.

Der var fem desserter, bl.a. syvlags chokoladekage, rom-sorbet med varm dadelkage og kastanje-is, sicilianske cannoli og det omtalte gyldne snit. Dertil italiensk Moscato.

Alt var sikkert turneret og problemfrit serveret. Det var, som om tiden forsvandt, og det var en overraskelse, da det forkyndtes, at midnat var nær.

Nytårsscenariet over Moldau og Karlsbroen overværede vi fra hotellets åbne have med endnu et glas Taittinger i hånden. Ubetinget en af de smukkeste udsigter i Europa!

Herefter var der natdisko i kælderen med ABBA, Donna Summer og alt, hvad der hører til. Den slags ludermusik har jeg imidlertid altid hadet, så vi fortrak til loungen. Nu skulle der ryges og drikkes drinks!

På vej derud mødte vi en smuk, ung kvinde, sikkert lærling. Hun skulle ved Gud arbejde helt indtil nytårsmorgen! Fanden til måde at fejre nytår på, tænkte vi vist begge, så der gik hurtigt sport i at bestille vore drinks, kaffe, avec og al det lir hos netop hende. Så kunne vi nemlig give godt med drikkepenge. Hun fik omkring 500 koruna pr. gang, og til at begynde med var hun lidt beklemt, fordi hun troede, vi gjorde nar. Det gjorde vi nu ikke, vi syntes bare, hun skulle have nogle drikkepenge. Og så kunne vi godt lide at brovte. Men vi talte pænt til hende og gav over to ugers løn i tips. Det manglede bare. Vi fik udbedret lidt af danskernes blakkede ry: Hvor er det dog forfærdeligt at se mine landsmænd gang på gang snyde for de drikkepenge, tjeneren er så afhængig af. Danskerne er ikke kun bonerte og snerpede, de er også nærige! Efterhånden er der ikke meget at være stolt over.

Nå, på et tidspunkt nåede vi soveværelset og fik tiltrængt sex ... og søvn. Alle cigaretterne (jeg nåede vist fire pakker Davidoff ) fik mig imidlertid til at snorke så højt, at jeg selv vågnede af det. Og den høje promille gav Lis et frygtelig livagtigt spøgelsesmareridt.

Alligevel var vi i fin form, da vi nytårsdag vågnede op med udsigten til den majestætiske flod og det kridhvide, snedækkede bjerg. Fantastisk!

Vi skulle lige have brunchen med, som kunne fås kontinentalt, amerikansk eller japansk. Vi tog henholdsvis europæisk og amerikansk de kom med friskpresset juice og et stort udvalg af kaffe og te. Jeg fik mig også en god, stor Bloody Mary, man går vel ind i det nye år med stil.

Vi var godt øre, da vi senere tjekkede ud, og jeg betalte resten af regningen. Alt i alt fik jeg brugt omkring 20.000 kr., så den var go fin.

Den smukke kvinde i receptionen afviste venligt, men bestemt betaling for vores forbrug i minibaren, selv om jeg insisterede. »Det er næppe besværet værd, og I har sikkert travlt,« sagde hun og ønskede os begge et godt nytår og håbede snart at se os igen.