Første gang, jeg stiftede bekendtskab med rugby, var for knap fire år siden. Jeg havde lånt en lejlighed i Antibes og sad en sen aften på terrassen med en bog og et glas kølig Bandol. Pludseligt blev stilheden brudt af høje råb og smækkende døre fra lejlighederne omkring mig. Én efter én kom mændene ud på deres terrasser med hver deres dommedagsudtryk i ansigtet. De røg i bitter stilhed. VM i rugby var i gang, og Frankrig havde tabt.
Jeg forsøgte efterfølgende, og med en smule skeptisk undren, at se et par kampe på tv. Det, der ved første øjekast lignede en ukoordineret og frugtesløs bissen med oval bold ned over en pløjemark, kun afbrudt af klynger hist og her, hvor det øjensynligt gjaldt om at trampe så meget som muligt på den liggende modstander, indeholdt andet og mere. Forsikrede speakeren mig. Det taktiske aspekt ved spillet er, åbenbart, mindst lige så afgørende som i fodboldens verden, og sammenlignet med de pjevsede fodboldspillere er rugbyspillerne de rene mønsteratleter. Igen speakerens ord.
En i køkkenet, to på gulvet
Jeg lærte også nye udtryk. For eksempel er en mêlée den klynge, som rugbyspillerne er samlet i, inden spillet sættes i gang. Selv om der er tale om symbolsk håndgemæng, kan der ske et og andet i sådan en klynge. Dommeren kan jo ikke se alt, hvad der foregår. Sjovt nok er Restaurant Mêlée på Frederiksberg netop resultatet af et sådant symbolsk håndgemæng. Denne gang blot mellem stedets tre indehavere, Jens Vestergaard Jensen, Dan Rauhe Christensen og Helge Sidor. Og også i den Mêlée er der noget på spil.
Jens var en del af hedengangne restaurant Ensemble og indehaver af den nu sagnomspundne og ligeså hedengangne bistro Luns på Østerbro. Dan hørte også til Ensemble, inden turen gik til The Fat Duck i Berkshire, hvor han slog sine folder som sommelier. Helge, vinkøbmand af uddannelse, har Jens haft med sig fra Luns. Det er med andre ord en mêlée mellem erfarne herrer, der passende går på arbejde i klassisk stribet rugbytrøje. Jens er i køkkenet; Helge og Dan huserer på gulvet.
Fransk, meget fransk
Min medspiser Niels, et ordentligt brød med fransk mødrene ophav og en fortid på rugbybaner i både Frankrig og Danmark, og jeg, der absolut ingen fysisk erfaring har udi rugbyen, indfandt os en kedelig og regnvåd onsdag aften og fandt en stuvende fyldt restaurant.
Restaurant Mêlée er i udgangspunktet fransk. Meget fransk. Her er ikke skyggen af skandinavisk skovbund, norsk tundra, bregneskud eller bredbladet tang. Her står der ikke to mand iført gummihandsker bøjet over hver eneste tallerken, inden den allernådigst får lov til at blive ført ud i de gennemdesignede lokaler, akkompagneret af finske ren-brøl. Her står én mand i køkkenet, og her kommer panden på bordet. Halleluja!
Mêlée har en menu, der på dagen omfattede fem retter for latterlige kr. 375 kr. Derudover er der et lille antal tavleretter, man kan vælge i mellem. Niels valgte menuen, og jeg begav mig ud i tavlen.
Rent overskud
Niels startede med den obligatoriske charcutteri-tallerken med rilletes, skinke, pølse og salami, lidt oliven og saltmandler. Jeg stak lidt af fra det franske og tog en omgang stenbiderrogn. En generøs portion med creme double, rødløg, lidt persillerod og blancheret boghvede. Begge dele lydefrit. Vi drak lyserøde bobler til, Barnaut Grand Cru, en fremragende champagne.
Dernæst suppe til Niels på hasselnødder, løg og kartoffel med en god portion kammuslinger i midten. Jeg fik en pressé på kalvebov og bacon, med garniture af syltede rødbeder, rødkål og knust piment d'Espellete se nedenfor. Pressé er en slags terrine, og den var saftig og smagfuld og godt ledsaget af alt det røde. Jeg drak en storartet og forholdsvis ung Rhonevin fra 2009 fra Maxime Franco Laurent, der både havde friskheden og dybden til den kraftige pressé.
Hovedretterne var rent overskud og beviset på alt det gode, der kan opstå af et symbolsk håndgemæng mellem kapaciteter. Jeg fik onglet, den klassiske og enkle bistroret, der er et pænere fransk ord for nyretapper, med stegte kartofler, frisk estragon, bagte og friske skalotteløg samt vidunderlig sovs. Kødet var stegt til perfektion, og panden røg på bordet. Ongleten fik selskab af en ny fremragende Rhonevin, denne gang en Fonsalet 2000, aftenens dyreste til 125 kr. glasset, og hver en vissen øre værd.
Niels' hovedret fremkaldte, på trods af min egen dejlige hovedret, grøn misundelse hos undertegnede. Krenkerup-lam i tre forskellige udformninger, skulderen i kasserolle på siden, hjerte og lever på tallerknen anrettet på hvide bønner, selleri og syltet appelsin. Dertil igen denne vidunderlige franske chili, piment d'Espellete. En stærk og vidunderligt aromatisk lille sag med en næsten rosenagtig smag. Niels' familie stammer fra området omkring Espellete og der var ikke et øje tørt.
Ingen grund til bitterhed
Vi ville begge have ost. Tre fåremælksoste fra Pyrenæerne, to faste og en blå. Den blå krævede et glas af den 'franske portvin', også fra Pyrenæerne, Rivesalte, en 2001'er fra Château la Casenove, hvorimod de faste naturligvis skulle have selskab af den næsten sherry-agtige Vin Jaune fra Jura, Domaine Pignier 2003. Det er ikke nogen pleaser, men til de faste og intense oste var den et fund.
Desserten bød for mit vedkommende på en af mine favoritter fra det gængse bistrokort. Den lille smørholdige gærkage 'Baba'. Bedst kendt for at være gennemvædet af rom, var den denne aften blevet udsat for armagnac. Det gjorde den ikke dårligere. Kagen var perfekt fugtig og florlet på samme tid. Jeg drak et glas Rivesaltes til fra samme producent som tidligere, denne gang ambrée og altså med den smukkeste gyldne rav-farve. Niels spiste sig ufortrødent gennem et bagt æble med syrnet fløde rørt med flormelis. Simpelt og lækkert.
Vi sluttede af med to gode avec'er. Niels fik en Armagnac '79 fra Castaréde og jeg en svimlende fantastisk Prune fra Louis Roque. Med de to glas røg den samlede regning lige over 2.000 kr. Det kan naturligvis gøres langt billigere. Men hvorfor skulle man dog det? Det er ikke det vidtrækkende innovative måltid, man får på Mêlée, men som bistro er den i særklasse. Jens, Dan og Helges lille Mêlée er indbegrebet af fagligt overskud og integritet. Der er virkeligt noget på spil på Martensens Allé, men bestemt ingen grund til at ryge i bitter stilhed bagefter. Der er til gengæld grund til at slingre hjem i højt humør.
