Brevkassen: Jeg får det godt af andres modgang

Den anonyme, København

Jeg er kommet ind i en elendig spiral. Jeg er 24 år gammel, jeg har et super godt studiejob, og jeg tilhører top 20 procent på mit studium. Jeg burde altså hvile i mig selv og stole på mig selv. Men jeg lider af en evig trang til sammenligning med andre.

Mod min vilje ønsker jeg, at mine veninder får dårlige karakterer, bliver fanget i pinlige situationer og dumpet af deres kærester. Hvis jeg skal være ærlig, kan jeg kun holde af dem, når de har det så miserabelt, at de bekræfter mig i, at jeg har det bedre.

Det giver mig selvfølgelig dårlig samvittighed. Ja, jeg ved godt, at det er et banalt problem. Jo, jeg har sagt til mig selv, at det går ud over mig selv på den her måde. Men jeg kan ikke komme ud af den igen. Kan I give mig et råd eller to eller nogen redskaber til at slippe ud af den?

Svar I:

Da jeg var omkring 5-6 år, døde min kanin. Den slags tab kommer et barn normalt over med en softice og løftet om en substitut. Problemet var, at jeg hver dag skulle se på, mens min kusine på den mest provokerende facon kælede med sin fede kanin, John.

En dag besluttde jeg mig for at dræbe John. Jeg havde hørt, at kaniner døde af at spise plastik, så jeg lirkede en indkøbspose ind i mellem tremmerne og satte mig til at vente. Men min perfekte forbrydelse var en eklatant fiasko, og der er derfor stadig en plads i himmelen til denne signatur. John var nemlig ikke lækkersulten. John lever sikkert stadig.

Denne historie blot for at sige, at jeg tror, at det er grundmenneskeligt at flirte med tanken om andres ulykke, når man selv er ulykkelig. For det læser jeg, at du er – uanset hvor du så ligger på dit studium.

Jeg har ingen redskaber. Jeg synes redskaber er æggende, men overvurderede, når det handler om den der kælling, der er menneskelig væren. Men – og nu er det mig, der er banal: Den er ikke derude, roen. Den er derinde. Og det er hårdt gravearbejde at finde den.

Men efterhånden som du mærker dig selv mere, bliver spejlingen mindre interessent. Og så kan jeg garantere dig, at du med alderen vil komme til at finde andres miserable liv mindre tiltrækkende.

Jeg orker i stadig mindre grad mine venners ulykke – både fordi jeg er træt og fordi, der er en kedelig forudsigelighed over vores problemer. Så bevæg dig videre i dit liv efter nye mål, men tro aldrig, at du bliver mere sikker i verden, fordi du opnår dem.

Hvordan skulle et godt studiejob få dig til at hvile i dig selv? Jeg har et helt rigtigt voksenjob, men det forhindrer ikke, at jeg tit suser op og ned ad væggene af angst for ikke at slå til. Mine kloge ældre familemedlemmer har fantastiske job og svømmer i anerkendelse, men de kan alligvel være ved at gå til af usikkerhed. Og sådan kommer vi allesammen til at dø. Mens John, den kræsne kanin, gnækker.

Anna von Sperling

Svar II:

I det mindste er du ærlig, og det er dér, al fremgang eller helbredelse starter: ved at erkende sit problem. Du skriver ikke, om du er mand eller kvinde, men jeg går ud fra, at du er af hunkøn, da kvinde er kvinde er værst. Det siger i al fald et gammelt ordsprog, men også – overraskende nok – en videnskabelig undersøgelse offentliggjort for et par år siden i det amerikanske fagtidsskrift Psychological Science.

Det behøver selvfølgelig ikke være rigtigt af den grund, for testresultater afhænger af de spørgsmål, der bliver stillet, og mænd kan skam også være kvinder værst. Men er det nu et problem, at man har lidt ondskab i sig?

Et nok så relevant ordsprog siger: »Egen lykke er godt, men andres ulykke er heller ikke at foragte.« Det fortæller, at der er tale om en almen følelse, for ordsprog kommer ikke ud af ingenting. Flatterende er følelsen ikke, men den findes, så drop for det første den dårlige samvittighed.

Det mærkelige er, at du har følelsen, når du på mange måder er en vinder, for sædvanligvis findes den jo mest hos dem, der selv er på nederen. Her er mine redskabsråd: Vis ikke den negative følelse. Det bliver den kun værre af.

Overvind den ved at vænne dig til at give veninderne et knus, rose og ønske dem tillykke, når der er noget at ønske tillykke med. Så tror jeg, at du med tiden vil mærke en glæde ved at se deres glæde og måske få deres smil og venskab. Ellers må du hellere helt holde dig langt væk fra de individer, du har det værst med.

Kristen Bjørnkjær