Læsetid: 7 min.

Demokratisk opstand er al-Qaedas farligste udfordring

Hvad al-Qaeda forgæves har forsøgt med 20 års vold, lykkes nu for brede demokratiske folkebevægelser: At vælte diktatorerne i Nordafrika. Men de vil have demokrati og frihed – ikke et kalifat. Det sætter al-Qaeda under et ekstremt pres, forklarer Noman Benotman, tidligere al-Qaeda-kriger og eksleder af den libyske gruppe De Islamiske Krigere
Dødsdømt. Al-Qaeda underskriver sin egen dødsdom, hvis den undsiger de folkelige bevægelser som vantro, der er i ledtog med USA, vurderer Noman Benotman, der her ses på et foto fra tiden som hellig kriger.

Dødsdømt. Al-Qaeda underskriver sin egen dødsdom, hvis den undsiger de folkelige bevægelser som vantro, der er i ledtog med USA, vurderer Noman Benotman, der her ses på et foto fra tiden som hellig kriger.

5. marts 2011

Osama bin Ladens drøm er øjensynligt ved at gå i opfyldelse.

I over 20 år har al-Qaeda ført en væbnet og ideologisk kamp for at vælte vantro og proamerikanske, autoritære regimer i den arabiske verden. Nu er de sekulære diktatorer endelig begyndt at falde, men bin Ladens hellige krigere glimrer påfaldende ved deres fravær.

På gaderne i Tunis var det ikke til at få øje på demonstranter med et islamistisk budskab, ej heller på Tahrir-pladsen i Kairo eller på Perle-pladsen i Bahrains hovedstad, Manama. Måske mest overraskende er, at ingen medlemmer af den væbnede libyske gruppe De Islamiske Krigere - med rødder i østlige kystbyer som Benghazi og Derna - har kippet med flaget under de sidste tre ugers oprør mod Muammar al-Gaddafis styre.

»Det libyske folk sidder indtil videre i førersædet og magter at kontrollere de islamiske krigere,« siger Noman Benotman, tidligere leder af den Gaddafi-fjendtlige islamistiske gruppe i Libyen, i et interview med Information.

»De Islamiske Krigere følger folkets vilje. Vi ser ingen religiøse slogans, ingen sætter ild til det amerikanske flag, og ingen libyere har bedt islamisterne og al-Qaeda om at komme dem til undsætning. Dette oprør bliver udkæmpet af det libyske folk for demokrati og retfærdighed.«

Noman Benotman kender al-Qaeda indefra. Han kæmpede med mujahedinere i Afghanistan og arbejdede for Osama bin Laden i Sudan i 1994-95.

I hans øjne bliver de arabiske revolutioner en kæmpeudfordring for al-Qaeda.

»Al-Qaeda har i over 20 år brugt vold, radikale doktriner og en fordrejet tolkning af islam til at eliminere korrupte regimer. Men hvad skal de nu gøre,« siger Benotman, som i dag er senioranalytiker hos Quilliam Foundation, en anti-islamistisk tænketank i London.

»Først tog tuneserne deres skæbne i egen hånd, så egypterne, bahrainerne, yemenitterne og nu libyerne og måske snart saudierne. Selv i små landsbyer i det sydlige Tunesien begyndte folk at protestere fredeligt, og hele verden lytter, fordi medierne formidler deres budskab.«

»Al-Qaeda er virkelig i et penibelt dilemma. Indtil for nylig var deres fjende korrupte regimer, som var forhadte af folket. Men når diktatorerne falder, risikerer de arabiske befolkninger at blive al-Qaedas fjender, for de kræver frihed, demokrati og respekt for menneskerettigheder, alt sammen noget, som islamisterne afskyer.

Ifølge Benotman vil al-Qaeda underskrive sin egen dødsdom, hvis terrornetværket fortsætter ad samme spor som før og beskylder fremtidige demokratisk arabiske regeringer for at være vantro og i USA's og Vestens vold.

Samme gamle fraser

At al-Qaeda er blevet taget på sengen af de folkelige opstande, kan tydeligt aflæses af udtalelser fra den ordrige egypter Ayaman al-Wazahiri, Osama bin Ladens højrehånd.

Siden starten på oprørene i Tunesien og Egypten har Wazahiri udsendt tre videobånd, og det var først i det tredje budskab, at al-Qaedas nr. 2 kommenterede den nye situation.

Heri roste han de to, som »havde ladet sig beskyde for at bevare islam som herre i deres land og tørklæderne over deres søstres hoveder og for at modstå en normalisering med Israel«.

Al-Wazahiri opfordrede egypterne og tuneserne til at forvandle deres lande »til islamiske fæstninger«, hvorfra man skulle gå i hellig krig for at »befri muslimske lande fra korsfarernes hære« i Afghanistan, Irak og andre arabiske lande. Alt sammen gamle og velkendte fraser, som al-Qaeda også brugte i en erklæring udsendt to dage inden præsident Hosni Mubaraks tilbagetræden 11. februar. Egypterne burde starte en hellig krig for at indføre sharia-lov, hed det fra den irakiske afdeling af al-Qaeda. De burde afvise forræderisk »demokrati, sekularisme og en forrådnet, hedensk nationalisme«.

Endnu et tegn på et lammet og rådvildt islamisk terrornetværk, siger Benotman.

»Al-Qaeda vil næppe overleve, medmindre de sætter sig ind i den nye situation og formulerer en ny strategi. Det bliver meget svært for dem. De aner ikke, hvordan de skal håndtere et åbent samfund og fri debat.«

Den tyrkiske model

En anden udfordring for islamisterne er de nye demokratiske bevægelsers forskelligartede etniske og religiøse sammensætning. I det egyptiske oppositionsparti, Det Muslimske Broderskab, er ungdomsorganisationen ved at få overtaget, og det kan på sigt svække det konservative lederskab, der håber at grundlægge en islamisk stat i Egypten.

»De unge i det Muslimske Broderskab støtter en moderne form for islamisme inspireret af den sekulære tyrkiske statsmodel,« siger den franske islamekspert Jean-Pierre Filiu, professor ved Sciences Po i Paris, til Information.

Filiu forklarer: »Det egyptiske oppositionspartis konservative lederskab holdt sig i baggrunden under opstanden. Det var ungdomsorganisationen, der var med på barrikaderne, og de nu har taget initiativet til at gøre oprør mod Broderskabets ikke-valgte ledere.«

Den franske islamekspert er skånselsløs i sin vurdering af al-Qaedas fremtid.

»De folkelige opstande er en katastrofe for al-Qaeda, der i 20 år har været ude af stand til destabilisere regimer, som det nu er lykkedes for ubevæbnede demonstranter at vælte i Tunesien og Egypten i løbet af nogle få uger,« siger professor Filiu.

»Og den gennemgående idé bag disse omvæltninger har været demokrati og frihed, som er rent kætteri for de hellige krigere. Derfor er al-Qaeda straks gået til angreb på disse ideer, men ingen i den arabiske verden er længere interesseret i, hvad bin Laden og Zawahiri siger. De har fuldstændig mistet jordforbindelsen.«

Kaos hjælper islamister

Det endelige resultat af de arabiske revolutioner kan ifølge Jean-Pierre Filiu blive en yderligere 'pakistanisering' af al-Qaeda.

»Den væbnede islamistiske kamp på Den Arabiske Halvø og i Maghreb vil blive overtaget af ideologiske udsendinge hyret af al-Qaeda i Pakistan til at sprede budskabet i andre muslimske lande, men i det nye demokratiske landskab vil de hurtigt miste deres relevans, forudsiger den franske islamekspert. Filiu hører til optimisterne. Der eksisterer også en reel mulighed for, at regimeskift i arabiske lande fører til varig politisk ustabilitet, økonomisk kaos og en udbredt usikkerhed, som ekstremistiske islamiske grupper ville kunne udnytte til at gribe magten med voldelige midler.

»De folkelige demokratiske bevægelser bliver nødt til at være særdeles årvågne for at undgå, at den slags grupper kaprer dagsordenen,« siger den tidligere libyske terrorist Noman Benotman.

Libyen kan netop blive stedet, hvor en arabisk revolution bliver afsporet. I lighed med Algeriet og Yemen er Libyen et af de arabiske lande, hvor voldelige islamister fik indflydelse i 1990'erne. Og den gruppe, Benotman anførte, har netop hjemme i Libyens østlige kystbyer, som er arnestedet for den aktuelle opstand mod Gaddafi.

De Islamiske Krigere blev grundlagt af libyske mujahediner, som havde kæmpet mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan sidst i 1980'erne. I begyndelsen af 1990'erne vendte mange af dem hjem og indledte et væbnet oprør mod Gaddafis regime. De begik bankrøverier og dræbte politifolk og soldater i det østlige Libyen. På et tidspunkt gennemførte de endda et mislykket attentat mod Gaddafi.

Hellige krigere på fri fod

Gaddafi slog hårdt ned på De Islamiske Krigere og fik størsteparten af gruppens flere hundrede medlemmer idømt langvarige fængselsstraffe. Al-Qaedas ledere hævede i lang tid, at den libyske gruppe var en del af det globale terrornetværk, men det er ifølge Noman Benotman ukorrekt.

I 2009 gav den islamiske gruppe Gaddafi en officiel undskyldning for det mislykkede mordattentat og indgik en fredsaftale, som førte til løsladelse af flere hundrede fanger. Dagen efter oprøret brød ud i Benghazi, løslod regimet de sidste 100 fanger fra det berygtede Abu Salim-fængsel i Tripoli.

Der er med andre ord op til 500 eks-medlemmer af De Islamiske Krigere på fri fod i det østlige Libyen. Det handler om folk, som er trænet i guerillakrig og våbenbrug. Hertil kommer ifølge Benotman en radikal udbrydergruppe fra De Islamiske Krigere, hvis kerne stadig er på fri fod i de østlige kystbyer.

Endelig kan nævnes, at byen Derna - der ligger mellem Benghazi og Tobruk - var en af de arabiske byer, der mellem 2003 og 2009 sendte flest unge mænd som selvmordsbombere til Irak. Det fremgår af diplomatiske indberetninger fra den amerikanske ambassade i Tripoli i 2008-09, som blev offentliggjort for nylig af Wikileaks.

Vestens chance

»Der er ingen tvivl om, at disse grupper af militante islamister deltager i oprøret mod Gaddafi, og sådan bør det også være. De har ret til det. De er libyere som alle andre,« siger Noman Benotman.

»Men vi ved ikke, hvad der vil ske i det næste par uger. Dynamikken i denne konflikt er endnu ikke klar. Den ser ud til at bevæge sig fra et ikke-voldeligt oprør til borgerkrig. Der hersker kaos og ingen sikkerhed og stabilitet, og netop i den situation er der en risiko for, at væbnede islamistiske grupper vinder indflydelse. De anser det for at være en enestående chance for at tage magten.«

Det er præcist derfor, siger den tidligere islamiske terrorist, at Vesten bør vågne op og støtte de libyske oprørere.

»Vesten er lige så overrasket som al-Qaeda over opstandene, der skyller henover den arabiske verden. Begge har en chance for at få indflydelse. Hvis USA og Europa støtter revolutionerne uden at prøve at påvirke dem ud fra egoistiske motiver, vil udfaldet utvivlsomt blive positivt.«

Noman Benotman

Født i Libyen i 1967. Sluttede sig i 1989 til de arabiske mujahedineres kamp mod de sovjetiske styrker i Afghanistan.

Efter Talebans magtovertagelse var han medgrundlægger af den libyske gruppe De Islamiske Krigere, der først i 1990'erne førte guerillakrig mod Gaddafi-regimet i det østlige Libyen.

Var i 1994 aktivt medlem af al-Qaeda i Sudan, hvor han lærte Osama bin Laden og hans nr. 2, Ayman al-Zawahiri, at kende.

I 1995 fik han eksil i Storbritannien, angiveligt fordi det britiske MI6 skal have støttet De Islamiske Krigere. Var aktiv i det radikale islamiske miljø i 'Londonistan', indtil den libyske gruppe indgik en fredsaftale med Gaddafi-regimet i 2009 og gav afkald på voldsanvendelse.

Benotman er i dag en af de mest prominente kritikere af al-Qaeda

Martin Burcharth, Boston

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Demokratisk opstand er al-Qaedas farligste udfordring«

Det lykkes vanen tro for Martin Burcharth at få vendt tingene godt og grundigt på hovedet.

En ægte demokratisk opstand i mellemøsten vil først og fremmest være en udfordring for USA og EU og ikke for al-Qaeda.

Martin Burcharth synes helt at glemme det faktum, at det rent faktsik er NATO-landene, der i årtier har holdt de arabiske despoter ved maten for at sikre en stabil leverance af billig olie.

Derfor er det naturligvis også først og fremmest Vesten der er udfordret af uroen i Mellemøsten.

Hvis man er i tvivl om dette, kan man jo blot notere sig, hvad der er sket med priserne, næste gang man tanker benzin på bilen.

Det glæder mig hver gang jeg læser om religiøse fanatikeres tilbagetog, det være sig islamister eller amerikanske højrereligiøse.

Det undrer mig hver gang, at debattører på disse sider ikke deler den samme glæde.

@Mikael Petersen

Det vel fordi de ikke køber præmissen.

Jeg glæder mig da også over at den spirrende ungdom i Mellemøsten foretrækker demokratiet(i den form, det nu bliver)end et kalifat. Det er dog deres suveræne ret at vælge selv, skulle de ønske et teokrati.

@Mikael Petersen

Jeg tror jeg læste indlæggene lidt for hurtigt, det beklager jeg.

Du vel egentlig bare overrasket over at man ikke fokuserer på det glædelige, nemlig at folk ønsker frie og retfærdige samfund. I stedet er fokus på USA.