Gift for det danske storhedsvanvid

De skvulper stadig i vandoverfladen, men de knejser ikke længere med nakken. Op mod 50 hvide knopsvaner er den seneste måned fundet døde ved Søerne i København. Myndighederne har endnu ikke fastlagt årsagen til de mystiske dødsfald, men den første obduktion af én af de døde svaner har styrket mistanken om, at en svanemorder kan være løs i hovedstaden.

»Måske har en gal person været på spil og har lagt giftigt foder ud til svanerne,« siger biolog Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening.

»Det er ganske rædsomt,« siger Tanya Michaelsen, en plus 50-årig, pelsklædt conference organizer med bopæl tæt ved Skt. Jørgens Sø.

»Det er jo sådan nogle store flotte fugle, så man lægger jo mærke til dem. Ikke lige som de flyvende, bakteriespredende rotter dér,« siger hun og peger på en due, der vralter oppustet rundt ved søbredden: »De vækker altså ikke den samme sympati«.

Historien om pludselig svanedød greb den forgangne uge nationen på en måde, der ikke alene kan forklares med almen interesse for dyrs trivsel. På Politiken, der først skrev om fænomenet, var historien blandt de tre mest læste på avisens hjemmeside, og lokale, regionale og landsdækkende medier har siden løbende rapporteret fra dramaet i København med enhver tænkelig mellemregning. Hvorfor?

»Fordi svanen er Danmarks nationalfugl nummer ét,« siger Inge Adriansen, museumsinspektør ved Museum Sønderjylland og ophavskvinde til et 1.200-siders digert værk Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000.

Hun mener ikke, furoren over de døde svaner kan forstås uden at kaste et blik på svanens kulturhistoriske status. I den nordiske mytologi har nornerne to svaner, og både i sagndigtningen og i talrige danske folkeeventyr har svanen spillet en fremtrædende rolle som figur. Mandlige helte og ungmøer kunne flyve i svaneham, og forheksede prinser måtte leve i svaneskikkelser, til de blev udfriet. Også maleren Johannes Larsen lod sig inspirere af svaner, ligesom H.C. Andersens delvist selvbiografiske eventyr fra 1844 om Den Grimme Ælling er en uomgængelig litterær reference.

»I løbet af 1800-tallet blev det desuden almindeligt at symbolisere de nordiske lande med flyvende svaner. Kvinder, der diskret ville vise deres nordiske sindelag, bar emaljebrocher med fem svaner som et symbol på Danmark, Norge, Sverige, Island og Finland,« fortæller Inge Adriansen.

Ved EF-afstemningen i 1972 blev svanesymbolikken ført videre af flere EF-modstandere, der fik trykt valgplakater, som viste fem svaner bøje af og flyve væk fra flokken. Og i dag bruger både private virksomheder og offentlige myndigheder svanens hvidhed og renhed til at signalere kvalitet og god moral. Køkkenfabrikanter, møbeldesignere og miljøkontrollanter - alle smykker de sig med nationalfuglens symbolske fjerdragt for at vinde troværdighed.

Men sådan har det ikke altid været. Engang var det lærken, der dominerede det symbolske luftrum.

»Sådan var det faktisk helt frem til afstemningen i 1984« siger Inge Adriansen.

Større, bedre, smukkere

Hun henviser til tv-produceren Poul Thomsens opsigtsvækkende kåring af Danmarks nationalfugl i 1984 i det populære tv-program Dus med dyrene. Allerede i 1960 havde Undervisningsministeriet kåret lærken som dansk nationalfugl, men dén beslutning burde ifølge Poul Thomsen bekræftes af befolkningen ved et nyvalg. Deltagelsen i afstemningen var uventet stor. I alt blev der afgivet 233.635 brevstemmer, hvoraf svanen løb med hele 53 procent foran lærken, som måtte nøjes med 22 procent.

»Jeg kan huske, jeg selv stemte på lærken og var lidt ophidset over, at det blev svanen, fordi jeg ikke syntes, den var nær så oplagt,« siger Inge Adriansen, der peger på, at udskiftningen af lærken med svanen er andet og mere end blot et sjovt kuriosum. Det udtrykker samtidig et generelt skifte i den nationale selvforståelse - for indtil svanen vippede lærken af pinden, havde den lille, uanseelige fugl tjent som billede på dansk mentalitet i over 100 år.

»Både under og efter nederlaget til tyskerne i 1864 blev lærken et symbol på det danske håb om genforening. To år efter krigen, i 1866, skriver digteren J. Chr. Hostrup en sang, som i virkeligheden er et billede på den genforening, man håber vil komme, og hvor lærken fremstår som den lille fredelige fugl, der står magtesløs over for den store tyske rovfugl«.

Billedsproget videreføres under besættelsen 1940-1945, hvor en af de mest kendte befrielsessange blev Mads Nielsens En lærke letted, og tusind fulgte, som også senere blev optaget i Højskolesangbogen. Men i 1984 forstummede lærkesangen. Nu skulle dansk nationalitet og selvfølelse pludselig repræsenteres af noget større og mere imposant.

»Det er et bemærkelsesværdigt skift, der sker i valget af vores foretrukne nationalfugl. Skal man tolke det meget frit, kan man se det som et udtryk for, at vi er kommet os over arrene fra 1864 og ikke længere har lyst til at dyrke den lille grå, forpjuskede lærke med den smukke sang. Nu vil vi have en mere markant fugl - faktisk den største og smukkeste i den danske fauna,« siger Inge Adriansen, der hæfter sig ved, at skiftet netop finder sted i midtfirserne, hvor nynationalismen også slår igennem.

»Man vil ikke længere dyrke lilleput-arven fra 1864 om, at 'småt er godt'. Nu skal billedet på danskhed være noget mere majestætisk og imponerende,« siger hun.

Det burde være gråspurven

Ikke alle deler imidlertid den brede befolknings veneration for svanen som nationalikon.

I 1999 kom Bo Tao Michaëlis for eksempel med dette sure opstød i en radioanmeldelse i Politiken: »Der er en ting, jeg aldrig har forstået,« indledte den drevne kritiker: »Hvorfor i alverden har Danmark valgt den sure, mopsede og semifascistiske dødsfugl, svanen, som sin nationalfugl. En surmulende stodder, som hvæser, hakker og slår ud med sine kæmpevinger efter skødehunde, spædbørn og gangbesværede folkepensionister, hvis de nærmer sig dens område uden at have en tør borgmesterstang i hånden som beskyttelsespenge.«

I denne uge havde enkelte forbipasserede ved Søerne da også mere end svært ved at skjule deres tilfredshed med svanernes mystiske dødsfald.

»Jeg så tre døde svaner ligge på isen i søndags,« siger Pia Cosmus, en lokal billedkunstner med bopæl tæt ved Sortedams Dosseringen. Hun begræder ikke tabet af de hvide svaner.

»Jeg kan dybest set ikke lide svaner, og jeg forstår slet ikke, hvorfor den skal være vores nationalfugl. Det burde være gråspurven, synes jeg. Men det er jo ligesom resten af samfundet: Det skal være stort og tage sig godt ud alt sammen - så skidt med at det i virkeligheden er nogle dumme og aggressive dyr«.

»Men det er også et meget poetisk dyr,« indvender digteren Morten Søndergaard på telefon fra en lejlighed i København med udsigt ud over søerne.

Ifølge Søndergaard har alene ordet 'svane' en klang, der gør det velegnet til poesi. Et af de fineste svanedigte, han kender, er Simon Grotrians »Svaner set gennem tårer« fra digtsamlingen Fire (1990) - et digt, som udelukkende består af 0'er og 2-taller og skal læses som en rebus, hvor 0 står for tåre og 2 for svane:

0 0

2 0

0 2

0 0

»Der ér bare noget med fjer og poesi,« siger Søndergaard. »Da jeg sad som redaktør for tidsskriftet Hvedekorn, var det for eksempel helt typisk, at en 17-årig piges digt havde en fjer eller måske en svanevinge i sig. Og oppe ved Gl. Holtegaard ligger der en stenaldergrav, hvor et barn er blevet begravet på en svanevinge. Det er da noget af det mest poetiske, man kan forestille sig,« siger digteren, der understreger, at der »i det hele taget er usædvanligt meget fjerkræ i dansk litteratur«.

»Thomas Boberg har engang i et af sine digte forsøgt at skyde noget af det. Men det lykkedes ham ikke,« siger Søndergaard og fortæller, at han til en begyndelse »faktisk troede, at historien om de døde svaner var en and. Så at sige! Men hvis de virkelig dør, må vi jo sammen med Grotrian græde over svanerne.«