Klumme
Læsetid: 6 min.

Hypokonderen: Om Mobilstråler

Langtidsvirkninger er noget af det, der fylder mest i mit liv. De kan fodre angsten for f.eks. mit trådløse netværk
Langtidsvirkninger er noget af det, der fylder mest i mit liv. De kan fodre angsten for f.eks. mit trådløse netværk
Moderne Tider
19. marts 2011

Sandsynligheden for, at jeg bliver gammel, er ikke stor. Det har jeg altid vidst. Forklaringerne har vekslet med tidens sygdomstrends, men én af de allertidligste kom tilbage til mig en dag, min nabo ringede på døren. Vi var lige flyttet til kvarteret og ved den eneste vejfest, jeg havde været til, blev der talt meget om privatskoler, loppemarkeder og konceptet cradle to cradle, og da jeg indtil videre ikke havde fået rykket på andet end privatskolen, var jeg sikker på, at hun ville tilbyde eller låne mig et eller andet. Jeg går for så vidt meget op i bæredygtighed og ansvarlighed, men på min prioriteringsliste står god hygiejne over klimaet, og jeg har altid syntes, at det med at bytte og dele tøj, sko, madvarer og maling var en anelse ulækkert. Jeg håbede, hun ikke ville tilbyde mig noget.

»I har et trådløst netværk, har I ikke« spurgte hun glad og imødekommende.

»Jo, jo du kan bare gå på, hvis du kan fange det koden er 'berg',« sagde jeg for at vise cradle to cradle-overskud helt gratis og uden fysisk berøring.

»Nej, nej, nej, nej, nej,« kom det meget hurtigt, men stadig storsmilende. »Jeg vil sådan set bare bede dig slukke for det, når du ikke bruger det. Altså om natten eller når du er på arbejde.«

Hun kunne se, jeg så lidt forvirret ud og forklarede, at de i deres familie aldrig brugte hverken mobiler uden headset eller trådløst netværk. Det var jo kendt for eller i hvert fald mistænkt for at være kræftfremkaldende og i øvrigt sat i forbindelse med adfærdsvanskelighed, koncentrationsbesvær og Alzheimers, så hun ville sætte pris på, at vi også begrænsede vores, så vidt det var muligt, for de kunne sagtens fange det hos dem. Det var »langtidsvirkningerne,« man ikke havde styr på, forklarede hun og gav mig bogen Det trådløse samfund myter og faktaaf Bente-Ingrid Bruun. Jeg tog tre helt korte vejtrækninger.

»Langtidsvirkninger?«

»Ja prøv og læs lidt i den. Det er sgu ret skræmmende og ret videnskabeligt. Vi ses.« Hun gik igen.

Strålerne i stuen

Langtidsvirkning. Det er et af de begreber, der fylder allermest i mit liv, og på fingrene begyndte jeg at tælle, hvor længe jeg har haft mobiltelefon, og hvornår jeg fik trådløst netværk. Pludselig føltes min lysken varm, lige præcis ved den lomme, hvor jeg plejer at have min mobil. Mine lymfeknuder var hævede, og det var dét, der sendte mig tilbage til de tidligste minder om, hvorfor jeg sikkert ikke ville nå de 60.

Der var ingen mobiler, trådløse netværk eller paraboler i min 80'er-barndom, og da jeg er vokset op så langt væk fra store byer, man kan komme, blev der heller ikke talt meget om Tjernobyl og Barsebäck. På en eller anden måde var det politisk forkert at bekymre sig om den slags. Alligevel boede vi midt i et kraftfelt, havde min mor forklaret. Der var en kilometer til nærmeste nabo, men et par hundrede meter fra vores baghave stod der en transformatorstation og summede, og sådan en kunne være kræftfremkaldende på sigt. Da vi fik besøg af en mand med to metalpinde fandt vi også ud af, at vi havde en ret voldsom jordstråling i et hjørne af 'den store stue'. Min far var ligeglad, men jeg holder mig stadig fra det hjørne af stuen, når den bliver taget i brug.

Jeg fik en summende fornemmelse i kroppen af at tænke på mit gennembestrålede liv og gav mig til at læse i Bente-Ingrid Bruuns bog.

Det er ikke så tit man ser udråbstegn i bøger, der kalder sig videnskabelige, men det bruger Bente-Ingrid Bruun altså. »Så vågn dog op!« står der, og nye ord som 'døgneksponering', 'stråleflygtningen' og 'el-overfølsomhed', bliver præsenteret. Bogen er mere end 300 sider lang, udgivet af et tysk books on demand-forlag og har et stort billede af Kregme Mobilmast ved Frederiksværk på forsiden. Den er om ikke videnskabelig, så i hvert fald teknisk, og hvis min lysken føltes varm inden læsningen, havde jeg det nu, som om hele min krop var selvlysende. Jeg så sendemaster overalt, fik ørepine i højre øre, smed mikroovnen ud og tegnede et fastnet-abonnement, selv om de eneste, der ringede på det, var avissælgere og Gallup. På nettet fandt jeg små videoklip, der viste popkorn poppe og hønseæg koge ved mobilstrålernes kraft. Der var stråler overalt.

En besværlig samtale

Men efterhånden som mit liv blev mere og mere besværligt, og jeg missede halvdelen af alle mine mobilopkald på at vikle mit headset ud, besluttede jeg mig for at efterprøve et par af Bente-Ingrid Bruuns teorier. Under dække af at være journalist ringede jeg først til hende selv, men da hun kun kunne fanges på mobilen og meget nødigt taler i den, blev det til et to minutters meget underligt interview, hvor jeg vist fik sagt, at Lasse var svensk for Lars. Hun lød stresset og kunne ikke høre, hvad jeg sagde, fordi hun ikke ville holde telefonen op til øret. Det hele var lidt mislykket.

I stedet ringede jeg til Sundhedsstyrelsen, der tidligere har hjulpet mig igennem kriser over det moderne liv. Deres ekspert viste sig at være lidt af en agnostiker.

»Man har jo ingenting kunnet påvise, så vi vil ikke komme med nogen generelle retningslinjer,« sagde han og forklarede, at forskellige patientforeninger som Kræftens Bekæmpelse heller ikke længere mistænker mobilerne og de elektromagnetiske stråler for at være skadelige.

»Altså, så længe du ikke sover med hele hovedet inde i clockradioen,« sagde han

Clockradioen!? Kan den også være farlig?

»Nej, jeg mener, du sover jo heller ikke med hovedet inde i en højttaler.«

Nej, men hvad hvis jeg gjorde? Du siger altså, der er en reel fare?

»Vi kan ikke påvise en forskel. Vi ved, at man i dag har mange apparater i private hjem, der udsender elektromagnetiske bølger, og det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at de har en tendens til at samle mere støv og det er jo ikke så sundt.«

Naboen vender tilbage

Støv, tænke jeg, nærmest lidt skuffet, men også lettet. Støv var meget langt fra de tanker, jeg havde om en hjernesvulst, der voksede ved usynlige radiobølger, og min angst var reduceret til noget, jeg kunne rengøre mig ud af. Jeg afmonterede min clockradio med indbygget lysterapilampe, men vendte ellers tilbage til livet fra før Bente-Ingrid Bruun. Jeg bliver stadig varm i øret, når jeg taler med min mor om, hvem der er blevet syge hjemme i landsbyen, men har droppet den faste forbindelse og avissælgerne. Jeg holdt også fast i at slukke for nettet, når jeg ikke brugte det, indtil en dag, det ringede på døren igen. Det var min nabos mand. Han plejer at sige tingene ligeud, men i dag var han underlig uklar. Han startede en lang forklaring om, at han godt kunne lide at arbejde hjemme om aftenen, for så kunne han nå daginstitutionernes meget begrænsede åbningstid. Derfra talte han lidt om, at hans kone også havde travlt for tiden og at det jo godt kunne være svært med en fast internetforbindelse til to computere.

»Vil du låne et kabel?« spurgte jeg.

»Nej, men du må egentlig godt bare lade dit net stå åbent. Jeg bruger det ret meget lige i tiden.«

Han smilede indforstået og gjorde det klart, at jeg ikke behøvede nævne det for hans kone.

lla@infomation.dk

Serie

En hypokonder kan godt blive syg

Lasse Lavrsen, 34, har hele sit liv haft en usund interesse for sundhed og sygdomme. I mange år kunne læger og videnskaben berolige ham, men da han flyttede ind i den økologiske klasse, accelererede angsten. Mælk, sukker, amalgam, parabener, flammehæmmere, mobiltelefoner og mikrobølgeovne. Alt omkring ham kunne slå ihjel, og alt det, han troede på, var faldet. Nye lidelser opstod, og de gamle bestod. Det blev en krig på autoriteter, der har efterladt ham helt uden. Og hvad gør man så, når man altid frygter det værste for sig selv?

Seneste artikler

  • Hypokonderen: Flugten tilbage

    7. maj 2011
    Den økologiske klasse er for hårdt et sted at være for en hypokonder. Der er for meget af det hele - f.eks. sundhed og overskud
  • Hypokonderen: Om sukkeret

    30. april 2011
    Hvis det bare er en diæt, er det ikke så svært at holde ud. Men det trækker så meget andet andet med sig, når jeg overgiver til angsten for f.eks. sukker
  • Hypokonderen: Om økologi

    23. april 2011
    I årevis havde mad bare været mad, men nu ramte min tidligere så umodne omgang med mad mig som en hammer, og jeg pådrog mig straks en slags økologisk spisevægring. Det stod på i måneds-vis, indtil en filosof med stærk midtjysk dialekt påpegede de ikke helt så rene linjer i mine økologiske tvangstanker
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

bente-ingrid bruun

Spørgsmål til hypokonderen

Kære Lasse Lavrsen. Hvorfor fulgte du ikke som aftalt op per mail og fastnettelefon efter den dårlige mobilforbindelse til mit sommerhus?
Hvis du ikke ønsker at kende til fakta, så kunne du bare have sagt fra på mobilen.
For det er fakta, at de mange nye indendørs trådløse routere eller sendere øger den trådløse forurening fra udendørs mobilsendere, der krydsbestråler mange boliger. Det sker, fordi EU satser på vækst via trådløse markeder.
Det er også fakta, at vi misinformeres af WHO og Sundhedsstyrelsen, for mange biofysiske forskere har dokumenteret biologiske skadevirkninger på miljø, dyr og mennesker ved trådløse påvirkninger.
I fiktionens hellige navn er det nu tilladt at fordreje virkeligheden og misbruge personlige kontakter.

Lasse Larsen!
Hvor er du dog arrogant!

Hanne Bjerre

Lise Lotte Rahbek

Hvad er meningen med artiklen?

jeg slukker skam også for mine netværk om natten. Men det er fordi jeg er en nærigrøv og ikke vil betale for standbystrøm
eller have min nattesøvn spoleret.

Er denn 'lasse' en form for satire-person?
I så fald, er det dårlig satire.

Een ting er der dog evidens for :
Kvinder lever ganske betydeligt længere end mænd ..
Så 'hypokonder' ? Nja, ikke rigtigt, vel ?