Læsetid: 10 min.

Hypokonderen: Om at være hypokonder

I en verden, hvor autoriteterne går i krig, fordobles neuroserne
I en verden, hvor autoriteterne går i krig, fordobles neuroserne
5. marts 2011

Verden er mere kompliceret for voksne end for børn. Vi voksede ikke op med al den omskiftelige viden og divergerende meninger. En eller anden dag dukkede de bare op. Så folk har brug for en eller anden, der har autoritet til at bekræfte dem i, at den og den måde at gøre tingene på er rigtig eller forkert - i det mindste for tiden.«

Barbette Gladney i Don DeLillos 'Hvid Støj'

 

I begyndelsen af 1970'erne udgav det nu lukkede forlag Lademann bogen Det gør ondt mor - en billedbog om barnets sygdommeskrevet af børnelægen Anders Tuxen. Bogen var tænkt til privat brug, og som undertitlen antyder er den rigt illustreret, med gullige farvefotos af børnesygdomme i fuldt udbrud. Måske af pædagogiske årsager eller måske i et forsøg på at berolige bekymrede forældre, har man i bogen valgt at bringe de allerværst tilredte patienter, man har kunnet opdrive, og udtryksløse børn står med herpesplamager så store som tallerkner i ansigtet, med lange åbne betændte børnesår og skoldkopper så voldsomt i udbrud omkring kønsorganerne, at man ikke kan se, om der er tale om en dreng eller en pige. Fåresyge, øjenbetændelse, skarlagensfeber, røde hunde og børneorm; det hele er med er med, og det hele er skånselsløst afbilledet - i farver, der hovedsageligt spænder fra rød til gul.

Bogen var min yndlingsbog som barn. Jeg kunne bladre i den i timevis, undersøge mine egne mandler, kradse i mine modermærker, og hver gang jeg fik feber, baksede jeg rundt med to spejle for at se, om jeg havde blå mærker ned ad ryggen, som kunne indikere, at der var tale om meningitis. Jeg havde, kunne man mene, en lidt usund begejstring for sygdomme. Det har jeg stadig.

Angsten som normaltilstand

Jeg er ikke hypokonder. Det fik jeg at vide af min læge allerede i 12-års-alderen. Min husgerningslærer, der også var min klasselærer, introducerede begrebet for mig, efter jeg nægtede at spise andet end det, jeg selv havde tilberedt.

»Er du klar over, hvor mange sygdomme, der gives videre gennem mad?« spurgte jeg.

»Er du klar over, hvad en hypokonder er?« svarede, hun, og det tog jeg med til min læge af frygt for, det var en ny sygdom, jeg havde fået.

Min familielæge, en skaldet, vrissen lille mand med kolde hænder, afviste det. Det gjorde min læge i gymnasiet også - en stor tyk kvinde, med kolde hænder og en skraldende latter. En ung smart læge fra Århus, med en underlig snorlige hårgrænse og kolde hænder mente også, det var helt normalt, og som min nuværende læge i København siger:

»Det er helt normalt at være bange for sygdomme og helt normalt at være bange for at dø. De fleste, der kommer til mig, er et eller andet sted bange for at dø. Ellers kom de ikke her.«

Han har sine sidste grå hår samlet i en fem centimeter lang hestehale og har altid skjorten knappet ned til navlen uanset årstiden. Og kolde hænder.

»Hypokondri er en alvorlig og sjælden lidelse - men hypokondere er vi alle sammen i større eller mindre grad,« forklarede han mig engang, og da jeg en måned senere pumpede en ung turnuslæge for oplysninger fra hans ph.d.-afhandling om unge mænd som patientgruppe, kunne han supplere: »Især mænd har hypokonderen i sig. Nogle bliver meget ynkelige og bange, når de er syge. Andre er bange for at blive syge - til gengæld er de helt trygge, når de bliver syge, og til deres store forundring er de hurtigt ovre det.«

Der er noget med mænd

Jeg tilhørte den sidste kategori, og turnuslægen mente, min historie var helt gennemsnitlig. De fleste unge mænd begynder ligesom jeg at overveje begravelsessalmer, når de opdager, de har hævede kirtler. De tror, almindelige rygsmerter kan være kræft i rygmarven, og jeg var ikke den eneste, der havde fået en hjernescanning efter et par gange i træk at have oplevet déja vu. Det er normalt kun at ville røre dørhåndtag i offentlige bygninger med albuen. Det er normalt at få et blodtryksapparat af sin mor, selv om man har et perfekt blodtryk, og alene i de to måneder, han havde været i praksisen, havde han lyttet til mindst fem mænd ud over mig, der følte trykken for brystet. Det var normalt. Mange unge mænd taster ikke dankortkoden med de bare fingre, og han kendte også mange, der heller aldrig ville spise fra en buffet - mad holdt på 37 grader i timevis og et kontinuum af hostende mennesker, der roder rundt i det - det ville han heller ikke selv. Han havde interviewet mange, der gik med handsker om sommeren, når de skulle med bussen, og jeg var ikke den første, han havde hørt om, der havde haft netdoktor.dk som sin startside og antibakteriel-spritgelé med mig overalt. Jeg var ikke hypokonder. Jeg var helt gennemsnitlig, og som en psykolog også engang har beroliget mig:

»Der er mange mænd, der dyrker hypokondrien.« Han var en høj, bleg, næsten gennemsigtig mand med meget tyndt rødt hår og en buddingekrop, der ikke så ud til at have knogler i sig.

»Det giver dem en ro at tænke på sygdomme, og for rigtig manges vedkommende handler det faktisk om at kommunikere med en overbekymret mor. Det er en måde at lægge sig ind til hende på igen.«

Lindringen

Det sidste syntes jeg lød så tilpas ynkeligt, at jeg besluttede for stedse at gøre op med den del af min personlighed og i stedet kommunikere mere direkte med min overbekymrede mor. I årevis gik det forrygende.

Jeg droppede handskerne og spritgeleen. Jeg fik min første kebab, gik ikke til lægen eller på netdoktor, smed mit arsenal af antibiotika ud (det beregnet fra halsen og ned, og det beregnet fra halsen og op), og jeg talte mere med min mor. Godt nok talte jeg mest med hende om folk, der døde for tidligt, hvem der hjemme i landsbyen var blevet uhelbredeligt syge, og hvilken medicin der virkede på hvad. Men det hele var på et niveau, hvor jeg kunne kontrollere det, og den ængstelige del af mig forsvandt næsten helt sammen med blodtryksmåleren og stetoskopet. Næsten.

For et par år siden flyttede jeg til Københavns farligste kvarter. Kun 15 minutter fra Kongens Nytorv, men alt kan slå dig ihjel her. Vi blev egentlig advaret, allerede da vi fik fremvist murermestervillaen, og sælger forklarede, at hun ikke havde sat filt på væggene - »for sundhedens skyld«. Jeg spurgte ikke videre ind til det, men forstod, det var godt, og at filt på væggene er noget skidt (glimt af glasvæv i lungerne fór over nethinden et par sekunder).

Alt ser ellers fredeligt ud i vores villakvarter, hvor gamle smukke rønnebærtræer løber på hver side af de lukkede veje, og legende børn skyder ind og ud af hinandens haver gennem huller i hækkene. Der bor ingen indvandrere her, og støder man på dem, er de håndværkere, au pair-piger eller rengøringshjælpere. Beboerne stemmer overvejende til venstre for midten, har et job i den kreative branche og børn i privatskoler. Galleriejere, filminstruktører, journalister, skuespillere, animatorer og et par direktører. Det er et miljø med så meget overskud, at der jokes selvironisk over, hvor meget overskud, der er. Men farer lurer overalt og med et nyfødt spædbarn i flyttelæsset begyndte min ængstelighed at blusse op.

Økologisk spisevægring

Jeg havde boet der to dage, da min nabo gjorde mig opmærksom på at jorden var giftig.

»Hvordan giftig?« spurgte jeg.

»Alle grunde i byzoner er som udgangspunkt giftige,« forklarede hun og gav mig en længere historie om flymotorer, udstødningsgas, tungmetaller, tunfisk og cancer (glimt af kviksølv og begsort jord viste sig). Jeg gik direkte ind på nettet og søgte på 'sygdom' og 'forurenet grund'. Jeg kom ikke ud i haven mere den dag.

I månederne, der fulgte blev det hele værre: Til vejens fastelavnsfest var der ingen sukker til kattekongen - det er forbundet med ADHD, depression og det er i øvrigt afhængighedsskabende. Børn bliver syge og hysteriske af det, forlød det, og med min genfundne ængstelighed stoppede jeg øjeblikkeligt med den hvide gift. Da jeg opdagede, at mælk ikke bare var mælk, men komælk, der er koblet til bryst-, prostata- og æggelederkræft, snot, slim, Parkinsons syge og en række diagnoser inden for adfærdsforstyrrelser, skiftede jeg ligesom mine naboer til mandelmælk og rismælk - en tynd hvid drik, der smager lidt sødere end komælk, klistrer i munden og efterlader dig med en sær belægning i ganen. Ligesom mine naboer meldte jeg min søn ind i en Rudolf Steiner-vuggestue, hvor de hverken får mælk eller kød, og hvor alt, hvad min søn får at spise, er biodynamisk. Det vil sige, forstod jeg efter en forældreaften, at kunstgødning og kemiske sprøjtemidler er bandlyst, og såning og høst foregår efter planeternes stilling i dyrekred- sen og månefaserne - det samme gælder madplanen. Inden aftenen var omme, havde jeg pådraget mig en slags økologisk spisevægring.

Et nyt fællesskab

Da jeg først fik øje på, at de konventionelle sundhedsråd ville slå mig ihjel, gik det op for mig, at hele min husstand var et angreb på min sundhed. Mine kropsplejeprodukter var proppet med kræftfremkaldende kemiske stoffer, mit tøj var fyldt med gift fra indiske bomuldsmarker, min søns tøjbamser var bygget af bromerede flammehæmmere, og med den plastiktraktor, min mor havde givet ham, skulle vi være heldige, hvis han ikke allerede var steril. For tusinder af kroner købte jeg økologiske stofbleer, mandelolie og natursutter i helsekostforretninger. Jeg købte træklodser og dukker uden ansigter. En økologisk babymadras, økologisk uld og økologiske vaskeklude, og jeg handlede kun dagligvarer i økologiske supermarkeder. Snart lignede mit barn og jeg resten af kvarteret, og det beroligede mig en smule. Vi spiste det samme mad, tog de samme kosttilskud og fik de samme kasser fra Aarstidene. Vores børn gik i ens tøj, de gik i de samme institutioner, vi delte alternative behandlere, og vi var bange for de samme ting: mad, luft, møbler, biler og den slags.

Det havde ikke været et stort problem, hvis jeg bare var tilbage i det samme mønster, som før jeg besluttede mig for at droppe hypokondrien. Så ville jeg jo bare have fundet roen hos min akupunktør i stedet for min læge og jagtet nye urter, der kunne tage forkølelsen i opløbet i stedet for Panodiler. Men noget i mig føltes helt forkert. Det var værre end nogensinde. Jeg kunne ikke finde ro nogen steder.

Den tabte tryghed

Da jeg så for nylig hos mine forældre saligt sad og bladrede igennem Det gør ondt mor, gik det op for mig, hvad der var sket. Lægebogen gav mig ingen tryghed længere. Jeg troede ikke på Anders Tuxen. Han var jo bare læge. Han troede, mælk var sundt for børn, og anede ikke, at det gav dem mellemørebetændelse. Et violet udbrud lussingesyge i bogen skulle da ikke behandles med penicillin - du må da være sindssyg, Anders Tuxen, ved du ikke, hvad det gør ved tarmfloraen og immunforsvaret? Det hedder rød solhat og rense-the. Og du kan da ikke kurere en hvid-gullig betændelse efter hånd-fod-mund-sygdom med kortisolcreme - det er jo hormoner, du pumper direkte ned i dit barn. Det hedder økologisk Arnica-salve - eller som de kalder det i vuggestuen: tryllecreme.

Da jeg kom hjem, konfronterede jeg min læge med min research omkring mælk, gluten, rød solhat og flammehæmmere. Han så træt ud og blev fjern i blikket.

»De gør syge mennesker raske og raske mennesker syge,« sagde han nærmest for sig selv. Han havde før givet mig en opsang over min brug af netdoktor.dk, og nu skulle jeg sikkert have med den samme krabask. »Lasse, du må selv finde ud af, hvad der virker for dig.«

Jeg var lamslået. Det kunne han da ikke mene. Han var jo videnskaben. Han måtte da kunne argumentere bedre end det.

»Jeg kunne godt fortælle dig, hvad jeg mener, der er videnskabeligt belæg for, og hvad jeg synes, du skal gøre,« sagde han tørt, »men det handler ikke om videnskab. Det handler om tro.«

Desillusioneret gik jeg ned til min homøopat i indre by. Agate, hedder hun. Hun ligner én i begyndelsen af 30'erne, men har et barn på 23, så enten har hun en lidt underlig fortid, eller også virker nogle af de urter, hun sælger. Hun taler med stor autoritet om urternes virkning, komælks forfærdelige bivirkninger og det etablerede systems forstokkede holdning til videnskab og evidens.

»Jeg har ikke brug for videnskab,« som hun siger, »jeg ved, hvad der virker.«

Men Agate kunne heller ikke give mig, det jeg havde allermest brug for.

»Du skal mærke efter, hvad der føles rigtigt nede i maven,« sagde hun blidt.

»Se dem, du taler med, lige i øjnene, og spørg så dig selv: Hvem stoler du mest på?«

Alle autoriteter i mit liv var faldet. I stedet for at opbygge min egen, havde jeg fundet flere farer, og med det alternative system fordoblede jeg neuroserne. Der er tale om en krig på autoritet, og når det sker, er der ingen autoritet tilbage. Jeg var overladt til mig selv. For en hypokonder er det ikke en god idé.

Serie

En hypokonder kan godt blive syg

Lasse Lavrsen, 34, har hele sit liv haft en usund interesse for sundhed og sygdomme. I mange år kunne læger og videnskaben berolige ham, men da han flyttede ind i den økologiske klasse, accelererede angsten. Mælk, sukker, amalgam, parabener, flammehæmmere, mobiltelefoner og mikrobølgeovne. Alt omkring ham kunne slå ihjel, og alt det, han troede på, var faldet. Nye lidelser opstod, og de gamle bestod. Det blev en krig på autoriteter, der har efterladt ham helt uden. Og hvad gør man så, når man altid frygter det værste for sig selv?

Seneste artikler

  • Hypokonderen: Flugten tilbage

    7. maj 2011
    Den økologiske klasse er for hårdt et sted at være for en hypokonder. Der er for meget af det hele - f.eks. sundhed og overskud
  • Hypokonderen: Om sukkeret

    30. april 2011
    Hvis det bare er en diæt, er det ikke så svært at holde ud. Men det trækker så meget andet andet med sig, når jeg overgiver til angsten for f.eks. sukker
  • Hypokonderen: Om økologi

    23. april 2011
    I årevis havde mad bare været mad, men nu ramte min tidligere så umodne omgang med mad mig som en hammer, og jeg pådrog mig straks en slags økologisk spisevægring. Det stod på i måneds-vis, indtil en filosof med stærk midtjysk dialekt påpegede de ikke helt så rene linjer i mine økologiske tvangstanker
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

det var da underholdende nok til at læse færdigt sårn en søndag her, men bortset fra underholdningen var der nu ikke meget ved det

Det er længe siden jeg har læst en så morsom artikel. Tak for det!

Vi havde også den bog derhjemme og jeg tænkte også på det her med om de meget kraftige angreb på billederne skulle berolige forælderne.

Livet er livsfarligt. Husk det

;-)