Læsetid: 4 min.

Kollasuyo: Bolivias og Chiles vilde vesten

Kollasuyo - det vestlige Bolivia og nordlige Chile - er en ørken på Sydamerikas tag. Her overlever den indianske kultur på trods af århundredes diskriminering
Det nøgne landskab kun befolket af vicuñaer med de dybe farver indbyder enhver fotoglad turist til at knipse løs konstant.

Det nøgne landskab kun befolket af vicuñaer med de dybe farver indbyder enhver fotoglad turist til at knipse løs konstant.

Niels Boel

Moderne Tider
5. marts 2011

Foran os strækker den uendelige, flade højslette sig fire kilometer over havets overflade. Ude i horisonten rager tvillingebjergene, Payachatas, op. To perfekt konisk formede bjerge lige ved grænsen mellem Bolivia og Chile. En hvirvelvind driver over steppen som en gigantisk snurretop af støv. Bortset fra hjulsporene er her intet tegn på liv. Hverken asfalt eller telefonmaster. Kun flokke af vilde lamaer, vicuñaer, der med deres rævefjæs og spændstige antilopekroppe løber over pampaen.

Himlen er dyb blå. Kodakfarvet blå. Vi gribes af fotografisk mani. Igen og igen må vi standse. Knipse. Som farverne til stadig skifter. Fra dybt grøn-gult græs til gyldne strå. Fra en søs blålige skorpe til et okkert bjerg. Vi kører forbi rygende vulkaner. I varmedisen synes et bjerg at svæve i luften som et fatamorgana.

Mageløs skønhed

Bilspejlene opløses i støv. Jordvejen er hullet som en oldings mund. Undertiden må jeg klamre mig til rattet som til en vild hingsts seletøj. I svingene nærmest sejler jeg over sandet.

Egentlig et meningsløst sted at være turist. Her er ingen, intet i miles omkreds. Vi har fastgjort en 20 liters reservedunk med benzin på taget. Udlejningsjeepen er fyldt med vandflasker og overlevelsesgrej som telt, kogesæt, tørfoder og polarsoveposer.

Hvis vi kører forkert og sidder fast, skal vi være i stand til at klare os igennem dage med ubarmhjertig sol og isnende nætter. Men den mageløse skønhed opvejer alt dette. Som en gigantisk luftspejling aner vi Salar de Uyuni i horisonten. Verdens største saltørken. Engang måske et hav, i dag lutter salt. Ved udkanten ligger saltdyngerne som snedækkede hølæs på danske vintermarker. Jeg skifter til femte gear. Vi svæver som en speedbåd over Salar'ens hårde snehvide flade. Ridsede firkanter - parallelogrammer - i et uendeligt mønster. Sporet forgrener sig og fortaber sig på den enorme saltørken - halvanden gang så stor som Sjælland. Vandret anbragte bildæk virker som sigtekorn eller bøjer på den udtørrede havbund.

Omvendt Wild West

Det endeløse højland i det vestlige Bolivia og nordlige Chile er et Wild West med omvendt fortegn. Her rejser man fra - ikke til. Om natten kører bolivianske smuglere stjålne chilenske biler med slukkede lygter over den ukontrollérbare grænse. Ellers går trafikken mest den anden vej. Det forjættede land er længere mod vest - Chiles Stillehavskyst, frem til 1883 en del af Peru, i dag del af et vækstland med job og muligheder.

Dette var engang Kollasuyo, den sydlige del af Inca-imperiet. Da spanierne i 1545 opdagede sølv i bjerget Cerro Rico ved Potosí begyndte det største plyndringstogt i Amerikas historie. Hundredtusinder indianere og importerede afrikanske slaver døde under tvangsarbejdet med at udvinde sølv for den spanske kolonimagt.

Potosí var i 1630 større end Paris og London. I dag har byen nogenlunde samme størrelse som dengang, ca. 150.000 indbyggere. Tilbage står flotte koloniale bygninger og et noget sammensunket Cerro Rico. Århundreders minedrift har skabt huller som åbne, væskende sår i sygelige gule, grønne eller rødlige farver. Her søger indianske kooperativer stadig efter mineraler under kummerlige forhold. I det vestlige grænseland mellem Potosí og Chile vidner nu ubenyttedejernbaneskinner og små perler af forladte kirker om forgangne tider. Dengang der blev grundlagt byer og etableret infrastruktur for at fragte sølv - og senere tin - fra Potosí ud til Stillehavskysten.

Affolkning

Landdistrikterne er præget af udvandring. Jeg besøgte det lille indianske chipaya-folk tilbage i 1980'erne. Dengang gik de endnu rundt i deres jordfarvede og vævede tøj. De lerklinede hytter var runde. De jagede fugle ved hjælp af med sten, de hvirvlede rundt med slynger.

Nu er jeg tilbage - rystet. Udviklingen er gået stærkt. Kun et par ældre kvinder har traditionel påklædning. De fleste af husene i landsbyen er firkantede og har tage af blik. Mange er forladte. De unge bor det meste af året ved kysten i Chile, hvor det, er arbejde. Mønsteret er det samme på begge sider af grænsen. I Chile kører vi igennem landsbyen Isluga. Lås for alle døre. Vi får senere at vide, at folk plejer at komme hjem én gang årligt, til landsbyfesten.

Indianerkultur overlever

Den indianske kultur i Bolivia har overlevet europæernes og disses efterkommeres århundredelange undertrykkelse.

Trods deres ringe antal har chipaya-indianerne bevaret deres sprog. Det samme gælder de store indianske folk i Kollasuyo, aymara- og quechua-indianerne.

Indianerne og mestizerne (bolivianere af blandet oprindelse) i byerne er præget af såvel indflydelse fra USA som af den indianske kultur. Middelklassens børn fejrer halloween. Indianske børn elsker Barbie. Men når der drikkes øl, hældes en sjat gerne ud på jorden. Så får Moder Jord, Pachamama sit. Inden såningen i august måned er det almindeligt at afbrænde røgelse og coca-blade eller at ofre en lama for at øge den tørre jords frugtbarhed.

I disse år oplever indiansk kultur i Bolivia på nogle måder en genopblomstring. Bolivia har fået sin første folkevalgte præsident af indiansk afstamning. Mange steder i højlandet genopstår indianske fællesskaber, aylluserne, med fælles eje af jord og traditionelle myndigheder. Kriminaliteten i Bolivia er trods fattigdommen meget begrænset i forhold til nabolandene - et tegn på, at landlige værdier overlever i byerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her