Læsetid: 15 min.

Kulturkamp i termotøj og sikkerhedssko

Opgøret med eliten formuleres i stigende grad på venstrefløjen, og begrebet ’arbejderklasse’ er tilbage med ny styrke og en sideløbende kras kulturel kritik af ’nødhjælpssocialisterne’ og akademikerne. Et nødvendigt opgør med en verdensfjern venstrefløj, eller en Kansas-romantik, der baner vejen for en rød populisme?
Venstrefløjen har glemt, at der stadig findes en arbejderklasse i Danmark. Deres liv og hverdag er ligeså ukendt for venstrefløjen, som for de DJØF'ere, der er sat til at styre og regulere livet for befolkningen, lyder det fra stilladset på Nørrebro.

Venstrefløjen har glemt, at der stadig findes en arbejderklasse i Danmark. Deres liv og hverdag er ligeså ukendt for venstrefløjen, som for de DJØF'ere, der er sat til at styre og regulere livet for befolkningen, lyder det fra stilladset på Nørrebro.

Sofie Amalie Klougart

26. marts 2011

»Her kommer sgu aldrig andre damer, end dem, vi selv hænger op.«

Søren Jørgensen, tømrer, peger på en af skurvognens vægge, hvor 19-årige Janni, smiler til sjakket fra et udklip fra Ekstra Bladet. »Generelt kan kvinder hverken klare arbejdet eller tonen,« er de enige om. Men der er nu én kvinde, de gerne ville have besøg af på byggepladsen.

»Jeg gad godt se Helle Thorning-Schmidt som arbejdsmand. Kan I se det for jer? Ræk hende nogle sten og så sig, at hun lige skal løfte dem 12 minutter mere,« siger Martin Schütt og får resten af holdet til at grine. Men de mener nu meget alvorligt, at politikerne burde gå ud i virkeligheden. I januar inviterede 3F faktisk statsminister Lars Løkke Rasmussen ud på en murerarbejdsplads.

»Løkke skulle mærke, hvordan det er at mure et par timer i frostvejr. Det gør nas i fingrene, men vi andre gør det vinter efter vinter,« siger tillidsmanden Frank Svensson.

Desværre havde statsministeren ikke tid. Og dem, der er sat til at arbejde for arbejderen, har i det hele taget alt for sjældent tid eller lyst til at gøre en indsats for at forstå deres liv, er der enighed om. Efterlønsdebatten er et godt eksempel, mener Frank .

»Det er for nemt for politikerne at komme med al deres snak, når de ikke mærker, hvordan det er. Man skulle tro, at de helst så os dø oppe på stilladset og blive kylet ned gennem affaldsskakten til containeren, så ikke vi bliver en byrde for samfundet.«

Opgør på venstrefløjen?

Om Helle Thorning-Schmidt kigger forbi, er nok tvivlsomt, men en række andre står klar til at føre stemmen fra skurvognen ind i politik. I hvert fald lyder der på flere planer stigende kritik af, at venstrefløjspartierne i dag totalt har glemt den danske arbejder.

Skarpest formuleres det af tidligere murer, nu 3F-konsulent, og medlem af SF's hovedbestyrelses, Mattias Tesfaye, der i en række opsigtsvækkende klummer i Ekstra Bladet har argumenteret for færre penge til universiteterne, at Danmark skal være et håndvækerland, og at grænserne skal lukkes helt for arbejdere fra Østeuropa.

Han er efterhånden blevet personificeringen af et nyt oprør på venstrefløjen: Stemmen for arbejderen og mod den venstrefløj, der alt for længe har glemt ham, fordi de selv tilhører en anden klasse. I sidste uge deltog Tesfaye i et arrangement på Information under titlen Har venstrefløjen forladt arbejderklassen? Ja, den har, og nu må arbejderklassen lette røven og tage magten tilbage, lød svaret.

»Venstrefløjens pendant til hattedameri er i dag er den sociale ingeniørkunst: Røde DJØF'ere løser billet til Christiansborg, hvor de nede i kælderen står og drejer på nogle store hjul hvor der står: inflation, erhvervsfrekvens og BNP. Den måde at drive socialistisk politik duer ikke, fordi den bedrives af mennesker, der ikke har noget på spil,« fastslår Mattias Tesfaye, der beskriver det ultimative skrækscenario:

»Det er et politisk system, som vi ser i USA og også i stigende grad i europæiske lande, hvor der er en borgerlig blok og en 'progressiv' blok, der f.eks. er grønne eller går op i menneskerettigheder, men intet socialistisk alternativ. Det er, hvad der sker, hvis arbejderklassen ikke organiserer sig og tager magten tilbage,« siger han.

Nye toner

Det er ikke kun Mattias Tesfaye, der har kaldt til kamp for at få klasserne og deres kultur tilbage på dagsordnen.

SF's 25-årige folketingsmedlem Nanna Westerby skriver i et indlæg, om afstanden mellem beslutningstagerne og de folk, de beslutter på vegne af. »DJØF-Danmark vokser, lukker sig om sig selv, gifter sig og får børn med sig selv, har de samme analyser og årsagsforklaringer, spiser på de samme restauranter med de samme venner, og har samme, relativt begrænsede, erfaringsverden,« skriver Nanna Westerby.

Hun konkluderer: »Det ny SF skal ses som et opgør med den tendens; et opgør med den elitære venstrefløj«.

I medierne er der også nye arbejderistiske toner. I sidste måned udgav den tidligere Ungdomshus-aktivist, nu betonarbejder Jakob Mathiassen bogen Beton historier fra skurvognen, der fandt vej til nummer 1 på Arnold Buscks bestsellerliste.

Også den venstreorienterede netavis Modkraft har fået sin egen skarpe stemme i debatten, repræsenteret af tømreren Daniel Skovhus, der lover: »opgør med den barmhjertige nødhjælpssocialist og den misforståede mangfoldighed« og »klassekamp for alle pengene.«

Ny kulturkamp?

Men ser vi nu begyndelsen på en ny kulturkamp på venstrefløjen? En kamp, hvor akademikere er modstandere af arbejderne, og de mærkesager om mangfoldighed og international solidaritet, som venstrefløjen de seneste år har formuleret som kritik af den borgerlige regering, nu træder til side til fordel for en streng fokus på arbejderens vilkår?

Ifølge kulturhistoriker Morten Thing, der selv har en lang aktiv historie på venstrefløjen, er der i hvert fald noget i gære.

»Jeg ved ikke, om jeg bryder mig om begrebet 'arbejderisme'. Det blev i 1970'erne brugt som et skældsord, der beskrev den måde venstrefløjen, primært VS, prøvede at dække over, at de reelt var en bevægelse af studenter og akademikere. Men der er helt tydeligt sket noget med debatten, hvor en række yngre og klare stemmer med deres faglige baggrund kan formulere en vigtig kritik,« siger Morten Thing, der ikke afviser at der i dele af f.eks. SF er tale om valgstrategi, der sigter mod, at vinde stemmerne tilbage over midten fra Dansk Folkeparti og Venstre.

Hans historikerkollega Claus Bryld, der selv har en aktiv fortid i både SF og VS, ser også med interesse på tendensen.

»Det, der ryster venstrefløjen, er jo, at de arbejdere, som man syntes tilhører dem, i stedet stemte på DF eller Venstre. Men det er mange år siden, at arbejderen begyndte at glide væk fra venstrefløjen. Problemet er, at venstrefløjen så helt holdt op med at beskæftige sig med arbejdernes virkelighed.« Og den manglende klassebevidsthed afspejler sig i det politiske sprog, mener Claus Bryld:

»Engang talte man om 'folket'. I dag taler vi om 'danskeren' om den samme brede gruppe denne gang med slet skjult hentydning til dem, der ikke er danskere. Man har helt droppet at tale om arbejderen og bonden. Lars Løkke har ikke taget ordet bonde i sin mund, og det ville virke pinsomt, hvis Helle Thorning sagde 'arbejder', fordi det ville understrege hendes eget tilhørsforhold til den højere middelklasse,« siger Claus Bryld.

Socialdemokraternes formand er måske bange for at snuble over betegnelsen, men i skurvognen er håndværkerne stolte af at være 'arbejdere'. Og de har intet imod at blive omtalt som sådan. Og Søren Jørgensen mener, at de ofte flyver under radaren hos de akademikere, der skal forvalte samfundet.

»Men uden håndværkere ville akademikerne ikke komme nogen vegne, for så var der ingen til at bygge deres huse.«

Fra den modsatte ende af bordet tilføjer en anden:

»Ja, uden os kunne akademikerne sidde ude i regnen med al deres elektronik.«

Det er som om, at DJØF'ere og politikere ikke rigtig forstår sig på virkeligheden, mener de.

»Og især forstår de ikke det med østarbejderne,« siger Frank Svensson.

Polakkerne. De burde faktisk køres i busser direkte ind i fagforeningen, så snart de kommer over grænsen, siger Martin Schütt om de polske arbejdere, der er med til at presse arbejdsforhold og lønninger.

Sofie Amalie Klougart

For tiden er der to skurvogne på den lille Nørrebro-byggeplads, og inde i den anden sidder 'ham polakken' og et par tømrere. Den polske håndværker kommer fra et vikarbureau, og Frank Svensson er overbevist om, at han »bliver taget i hoved og røv, fordi han hverken får pension eller feriepenge eller overenskomst eller noget som helst.«

Hvordan det præcist er med manden fra Polen, er der ingen, som ved.

»Han siger, at han ikke ved, hvad lønnen er, og er bange for at snakke med os.«

Manden har ellers ikke noget at frygte, for hverken Frank Svensson eller de andre er ude på at få ham fyret de vil bare have ham ansat på anstændige vilkår.

»Vi er sgu ikke sure på polakkerne. De skal have lov til at være her. Men vi er sure på politikerne. Det kan fandenrasme ikke være rigtigt, når de siger, at det er noget med EU, og det er teknisk, og jeg ved ikke hvad. Vi har kunnet rejse til månen de sidste 40 år. Så må vi sgu da også kunne finde ud af at skrive ned på et stykke papir, at arbejdsgiverne skal følge overenskomsten,« siger Frank Svensson.

»De burde faktisk køres i busser direkte ind i fagforeningerne, så snart de kommer over grænsen,« tilføjer Martin Schütt.

Trine Pertou Mach, kandidat for SF, er helt enig i, at venstrefløjen har svigtet arbejderen på en række områder særlig når det kommer til vilkårene på et arbejdsmarkedet, der er stadig mere presset. Men hun agter ikke at undskylde for sin uddannelse, og er ikke flov over sit medlemskab af DJØF.

»For mig handler det om kampen for et mere ligeligt samfund. At jeg ikke selv har stået på en byggeplads, gør ikke mig mere eller mindre egnet til den opgave.«

Hun er enig i, at venstrefløjen skal ud der hvor virkeligheden mærkes, men andre dele af den såkaldt arbejderistiske kritik frygter hun. For hvor meget er man villig til at betale for at for snuppe stemmerne tilbage fra f.eks. Dansk Folkeparti?

»Hvis vi konstaterer, at dele af arbejderklassen har bevæget sig væk fra os på spørgsmål om integration og indvandring, er svaret ikke, at vi skal navigere efter den i den retning,« fastslår Trine Pertou Mach.

»Vi skal tværtimod sige højt og tydeligt, at det er en illusion, at vi løser problemerne ved at sparke nedad, og i stedet turde at tage kampene f.eks. i EU.«

Mattais Tesfaye afviser, at der er tendens til akademikerhad og nye modsætninger.

»Det væsentlige er ikke din uddannelse. Det interessante er hvor dine rødder er. Hvem er du forpligtet overfor. Hvis du får røven i klaskehøjde, hvem er det så, der giver dig et los?,« siger Tesfaye.

Kulturbærende

Det handler altså i høj grad om, hvilken kultur du bærer. Men også, hvilken kultur du udsættes for. Og det er i høj grad her, at kampen skal tages, mener Mattias Tesfaye.

»Folk har i forvejen paraderne oppe, når de læser i dagbladene eller hører på politikerne. Der, hvor de har paraderne nede, er når de ser TV 2 eller en film i biffen. Derfor er det dér, den ideologiske påvirkning er hårdest,« siger han og nævner Per Flys filmtrilogi om det danske samfund som eksempel.

Først kom Bænken om underklassen og derefter Arven om overklassen. Da turen til sidst kom til middelklassen i Drabet, blev det historien om 68'er-gymnasielæreren, der forelskede sig i den idealistiske unge venstreradikale elev. Forbigået var LO-arbejderen, som ellers udgør en langt større gruppe i samfundet.

»Mange lønmodtagergrupper får ikke spejlet deres liv i kulturlivet. Der er meget få film, musiknumre eller tv-shows, der tager udgangspunkt i en almindelig lønmodtagertilværelse. Det har den konsekvens, at lønmodtagerne har svært ved at konstituere sig som selvstændig politisk gruppe, og det er et kæmpe problem,« siger Mattias Tesfaye om situationen, der betyder, at man i dag skal gå på museum for at få indsigt i arbejdernes hverdagsliv.

Men det forsøges, i det små, derude i kulturen. Rapperne i gruppen Suspekts vakte f.eks. opsigt med deres beskrivelser af proletaren, der var; »træt af at servere de riges røv med luksusvarer« og nu bliver brugt af dansklærere i gymnasiet for at få eleverne til at reflektere over det danske klassesamfund:

»Sangen er en hyldest til proletariatet og det, vi kommer fra. Proletarerne er nogle fucking stærke mennesker. De kan gå igennem ild og vand. Men de er også en sjov størrelse med deres hotdogs, fadøl og dumme kommentarer,« forklarer Orgi-E aka Emil Simonsen om baggrunden for nummeret.

Han skynder sig at understrege, at det ikke blev lavet for at lefle for nogen, og rappen fra Suspekt er da også mere undtagelsen, der bekræfter reglen om, at den særlige alliance mellem kunstnere og arbejdere, der fandtes i 30'erne og 70'erne ikke eksisterer for tiden.

Arbejderbevægelsen prioriterer ikke at støtte og promovere særlige kulturtiltag for sine medlemmer. Forsvundet er den tid, hvor Røde Mor stillede sin kunst til rådighed for arbejderklassens interesser, og SID brugte millioner på at få Ove Sprogøe til at indtale Pelle Erobreren på 32 lydbånd, så langtidschaufførerne kunne høre opbyggelig litteratur på turen. En stor fejl, mener Tesfaye.

»Politik handler om at forandre kulturen i samfundet. Det handler om at ændre folks vaner.«

Livsstil

I skurvognen diskuteres nu kultur. I gamle dage var det en livsstil at være arbejder, mener Frank Svensson, der beretter om håndværkere, som kunne drikke en kasse bajere på en arbejdsdag og alligevel spendere hele lønposen på bodega bagefter. Men i dag skal der passes børn og plejes vennerelationer uden for byggepladsen. Der er blevet penge til ejerbolig, bil og ferie, og derfor er arbejdere i dag »lige så forskellige som alle andre,« siger han.

En af tømrerne byder et stykke af drømmekagen, der ligger serveret i frysepose. Den er bagt af pulver, men smager godt. I hver fald bedre end det brød, Frank Svensson havde med til morgenmad i fredags, mener Martin Schütt.

»Det var ikke til at æde«. Han laver anstrengte bidebevægelser med munden for at illustrere sin afsky.

»Hov, hov, det brød kostede mig en formue,« afbryder Svensson og forklarer, at det var købt hos en økobager på Nørrebrogade.

»Økologisk, mand? Det var lavet af gummi! Man skulle sgu bruge en skærebrænder for at få det ned.« fortsætter Martin Schütt, så tillidsmanden må forklare sig yderligere.

»Jeg bad om et franskbrød, og så ville hende i bageren vide, hvilken slags det skulle være. Det vidste jeg sgu ikke og pegede bare på et. Så begyndte hun at forklare, at det var et speltbrød, og det var bagt i en stenovn. 'Ja, tak, det er alt sammen meget fint,' tænkte jeg og havde travlt.«

Til frokost er det klassiske rugbrødsmadder, der spises flest af. I køleskabet ligger der en spegepølse som faktisk er økologisk, understreger Frank Svensson og rejser sig for at vise skurvognskøleskabet frem: »Den anden dag drak vi økologisk kernemælk. Det smagte sådan set godt nok,« fortsætter han og ser lettet ud over ikke at skulle snakke mere om fredagsfranskbrødet.

Minoritetsrytteriet

Økologien har altså fundet vej til køleskabene på byggepladsen, og spørgsmålet er, om det længere er sandt, at du kan vise mig dit køleskab, og jeg så skal sige dig, hvem du er. Er arbejderklassen i kulturel forstand i dag så uhomogen, at det ikke giver mening at tale til dem som en gruppe? Og er det muligt, at dem med blåt arbejdstøj, der har fundet Venstres blå farve tiltalende, fordi en del arbejdere anno 2011 helt simpelt deler værdier med de borgerlige?

Ja, mener Morten Thing. I hvert fald er det svært i dag at se, hvem den tydeligt afgrænsede kulturelle arbejderklasse er.

»De bærer ikke nødvendigvis rundt på de klassiske arbejderværdier.« siger Morten Thing og advarer mod at forstå de forskellige klasser for opdelte og afgrænsede fra hinanden i interesser og værdier. Vi er blandt andet alle sammen blevet bedre uddannet, og så vi finder folk udenfor vores klasse at leve sammen med.

»Når en faglært arbejder gifter sig med en sosu-assistent er der jo tale om et menneske, der lever af skatteindtægter produceret et andet sted, der skaber et værdifællesskab, med en af dem, der producerer værdierne. Derfor er det svært at dele det så hårdt op,« siger Morten Thing.

Men kritikken går ikke kun på, at venstrefløjen har glemt at kæmpe for arbejderen. Centralt i opgøret er også anken mod, at partier som SF og Enhedslisten har været for optaget af minoritetsproblematikker. Af muslimsk tørklæder, homorettigheder, kvinder i bestyrelser osv. Mattias Tesfaye kridter banen op:

»Engang var almindelige menneskers livsvilkår i centrum, men røg i baggrunden, da venstrefløjen blev mere optaget af dem, der havde det rigtig dårligt, og i stedet spurgte: hvad kan vi dog gøre for de sidste 10 procent, for at de får det ligeså godt som de 90 procent. Derfor bruger vi i dag 8. marts på at snakke om prostituerede i stedet for at diskutere, hvad vi gør for at forbedre den brede kvindelige arbejderklasses vilkår,« siger Mattias Tesfaye.

Arbejderkultur. I gamle dage var det en livsstil at være arbejder, men nu foregår en stor del af livet uden for byggepladsen, og derfor bliver arbejdere lige så forskellige som andre mennesker, siger Frank Svensson.

Sofie Amalie Klougart

Til opgøret med venstrefløjens 'minorits-fetish', hører også et opgør med diskussioner om kvinders repræsentation i toppen af samfundet, i erhvervslivet top, i bestyrelserne og i politik, kan man læse i læse Daniel Skovhus seneste blogindlæg.

I en blog, der tager udgangspunkt i en personlig fortælling om hans fyrede kammerat Theis fra udkants-Danmark, skriver han om S og SF's ligestillingsudspil om kvote til kvinder i virksomhedsbestyrelser.

»Hvad fanden rager overklassekvindernes position i virksomhedernes bestyrelser os? Jeg er ret sikker på, at Theis er fløjtende ligeglad med, om direktøren, der har fyret, ham hedder Ditlev Engel eller Malou Aamund. Er det ligestilling? Eller måske er det smarte, kvindelige overklasseløg på Folketingets taburetter til venstre i salen, der skal sikre sig en karriere, når Folketinget ikke længere er personligt udviklende for dem? Hvis vi skal snakke kvoter i virksomhedsbestyrelserne, så skal arbejderpartierne da foreslå arbejder- repræsentation. Ikke kvinderepræsentation.«

En rød Pia Kjærsgaard

Og ifølge Claus Bryld kan en for stor fokus på massekulturen og opbygning af nye modsætningsforhold som 'arbejder-akademiker', 'dansk arbejder-udenlandsk arbejder', 'tillært viden levet erfaring' skabe grobund for en meget uheldig udvikling.

»Der er jo nogle tendenser til det, man vil kalde venstrefløjspopulisme at et højrefløjspopulistisk projekt, som repræsenteret af Pia Kjærsgaards erstattes af et venstrefløjspopulistisk projekt. Man kan på et tidspunkt finde en eller anden karismatisk arbejderleder, der kan stille sig op og sige stort set det samme som Pia Kjærsgaard, men med en slagside til venstre. Det er jeg bange for vil smadre det sidste der er tilbage af arbejderbevægelsen.«

Mathis Tesfaye afviser at det, han og de andre kritikere efterspørger er en 'rød Pia Kjærsgaard'. Men han er ikke bange for at sige, at han drømmer om et politiske fyrtårn, der kan tale i øjenhøjde, og som folk forstår, identificerer sig med, og stoler på.

»SF og Socialdemokratiet har i den seneste til fremsat flere substantielle politiske forslag, men de kan ikke sælge dem til folk, fordi vi mangler folk, der får arbejderen til at tænke: 'Dig har jeg muret sammen med, vores børn har leget sammen, dig stoler jeg på'. Så kan det godt være at folk stadig ikke kan se ideen med de 12 minutter ekstra, men vi har fået dem med på at prøve, fordi de stoler på afsenderen.«

Om det påståede skifte til et større fokus på værdipolitik afviser han, at det er en leflen for laveste fællesnævner.

»Hvis vi siger, at der skal sendes 200 lokalbetjente til ghettoen, så er det fordi vi mener det, og ikke fordi vi håber på, at der sidder en eller anden mærkelig arketype af en Blå Bjarne et eller andet sted og ville synes godt om det,« fastslår Tesfaye og slutter: »Men hvis populisme betyder, at ens politik skal kunne samle et flertal af den danske befolkning, hvis man får den formuleret ordentligt, så støtter jeg det selv.«

Den nye proletar?

Efter al den snak begynder rastløsheden at brede sig omkring bordet i skurvognen, og til sidst indrømmer Søren Jørgensen også, at det der med at sidde stille ikke er noget for ham.

»Jeg kan sgu ikke sidde stille på en stol. Så får jeg kuller,« siger han og rejser sig. Pausen har også allerede varet meget længere end de sædvanlige 30 minutter. De andre følger med. Der er skimmelsvamp i bjælkerne, og der skal nye tagsten på. Ham fra Polen er allerede godt i gang.

I deres fagforbund gør Matthias Tesfaye klar til at besøge en arbejdsplads for at overbevise dem om, at venstrefløjen har hvad der skal til, på Christiansborg sidder Trine Pertou Mach og arbejder på en valgkamp, der holder fast i de socialistiske grunddyder, på universitetet analysere Claus Bryld og Morten Thing tidens trends og i sit studie skaber rapperen Orgi-E nye musiknumre. Men spørgsmålet er, om man skal forvente sig mere hyldest til den danske arbejderkultur som den findes på Arbejdermuseet i Suspekts nye tekster.

»Den gængse danske borger har fået flere penge mellem hænderne, og mange er blevet til øvre middelklasse. Nu er det folk som Marwan (rapper fra Gellerup red.), der er den nye proletar og kæmper for at komme ind i noget, de er udstødt fra,« siger Orgi-E, der fortæller om en oplevelse da de optog en musikvideo i HK's hovedbygning. »Der mødte vi alle dem, der gjorde rent der, og de var negere. Det var så symbolsk, at man havde negere til at gøre rent i de gamle arbejderes fagforbund. Der havde man et fuldstændigt klart billede på de nye proletarer«.

 

Serie

Hva' gør vi nu, lille venstrefløj?

De borgerlige løsninger på samfundets problemer er kollapset. Befolkningen bliver mere og mere venstreorienteret. Venstrefløjen har alle muligheder, men hvad kan, tør og vil den?

Information går på jagt efter venstrefløjens bud på en ny politik. Pædagogik. Kunst. Seksualmoral. Krop. Økonomi. Og et ideal for det gode liv.

Vi spørger: Hvad betyder frigørelse, lighed og solidaritet i dag?

Seneste artikler

  • De borgerlige plageånder lover at revse rød blok

    23. april 2011
    De kritikere, der i 10 år har været i haserne på de borgerlige, skal måske snart til at sadle om til en ny kritik af en rød regering. Vil et regerings-skifte betyde, at Georg Metz, Rune Engelbrecht og Carsten Jensen får mere tid til haven og børnebørnene? Næppe, lyder det samstemmende
  • Oppositionen skal forblive opposition

    11. april 2011
    Mens de lyserøde partier helst vil glemme deres egne historiske rødder og engagement, består udfordringen for Enhedslisten i at udvikle og bevare principper, der hører hjemme i den socialistiske tradition
  • Kan fællesskab få en større plads i boligpolitikken?

    9. april 2011
    Kollektiver og bofællesskaber har trange kår, selv om fællesskab kan være en kur mod mange af vort samfunds problemer. Venstrefløjspartierne lover at arbejde for, at vi rykker tættere sammen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Peter Simonsen

Men det er jo tydeligt, at der kører en kampagne mod venstrefløjen her i avisen for tiden, selv om der er et par gode pointer i indholdet...

Vibeke Nielsen

Er det virkelig rigtigt, at SID har betalt flere millioner for at få Ove Sprogøe til indtale Pelle Erobreren på lydbånd? :-D

Er der nogen, der kender mere til den historie?

Kim Sørensen

Vibeke

Ja den studsede jeg også over. Så jeg blev nødt til at undersøge det nærmere. Jeg kunne dog ikke finde noget om den. Men andre lydbogsudgaver af den ligger med en spilletid på omkring 37 timer. Så hvis den eksisterer må og skal den fremskaffes - tænk sig at bruge 35-40 timer i selskab med Ove Sprogøe på båndoptageren :D
Man kan måske forestille sig de fik uddelt alle eksemplarene til langturschaufførerne og de kører stadigvæk rundt derude og lytter, så det er derfor den ikke er til at finde ellers?

Den større betydning af det kan jeg i øvrigt slet ikke forholde mig til... Jeg blev bare grebet af begejstringen over muligheden for sådan en skabning skulle ligge og samle støv et eller andet sted på landets bibliotekers eller boghandleres lagre - jeg forestiller mig lageret fra Indiana Jones, blot fyldt op med Ove Sprogøe lydbøger :)

John V. Mortensen

Arbejderkultur betyder, at man ser - arbejdet - som kultur, noget - man er stolt af, og som bliver - både påskøndet og lønnet derefter.

Men - påskøndelsen har vi gemt godt væk på Arbejdermuseet, og lønnen - er bare en sag for fagforeningen, med krav om, at vi vil have mere.

Kultur er blevet "alt om kendte" (de fine altså), vores egen dagligverden, vil vi helst glemme, og det bliver den så også, hvis ikke nogen gider fortælle om den.

Steen Erik Blumensaat

Som 20årig hed jeg arbejder, få år efter specialarbejder, vi lå flade af grin den dag. Da Harald Børsting blev valgt var der tv billeder fra mødet, ikke en af dem vejede under 150 kg.

Kan nu godt huske da det skiftede fra Blikkenslager til vvs og energi/blikkenslager montør....fint skulle det være. Det ændrede dog intet i det daglige for branchen som sådan.

Steen Erik Blumensaat

Nej, jeg begyndte at arbejde som bydreng da jeg var 11år, som 22årige og siden har jeg været økonomisk uafhængig, jeg er uddanet kok.

,,Principium Individuationes,,
Det tilgrundlæggende for maskespillerens modning og differentiering proces.
Enkelvæsnets begyndende udskillelse fra totaliteten.

Individ : udelelig.

Enkeltpersoner har ingen fødselshyppighed eller gennemsnitlige per capita årsindkomster, eller sociometriske valgmønstre, ligeså lidt som de har demokratiske forfatninger, præsteskaber eller regler for kollektive overenskomstforhandlinger.

Anarkisterne have et slogan "Vi har først frihed når den sidste kapitalist hænger og dingler i den sidste byrokrats tarme"
Den sidste kan vi passende ændre til akademiker.

Det vi ser nu er starten på et oprør der vil brede sig som ringe i vandet.

Men hvorfor kommer denne debat netop nu, er de såkaldte arbejdere ved at blive nervøse over samfundsudviklingen og især den økonomiske udvikling, så de vil tilbage til venstrefløjen efter at have stemt på venstre og DF i flere år. Da Anders Fogh talte om smagsdommerne, talte han vel til arbejderklassen og imod akademikerne.

Hovedparten af arbejderklassen er middelklasse i dag, også dem som køber billige elektronik, fladskærme mm, som bliver produceret i østen af de reelle arbejder til meget lav timeløn og hårde arbejdsvilkår. Så arbejderklassen er i dagens Danmark også med til at udnytte proletariatet i andre lande, med et meget ulige udbytteforhold.
De reelt under privilegerede I Danmark, er underklassen hovedsageligt folk udenfor arbejdsmarked, matchgruppe 4 og 5, invalidepensionister, langtidsledige mm, dem som ingen vil røre med en ildtang, de er udenfor fagforeningerne. Fagforeninger støtter ikke denne gruppe, men er i stedet fortaler for ordninger som efterløn, hovedsagligt betalt af staten, og som denne gruppe i samfundet ingen glæde får af. Det er en ret stor gruppe, der slet ikke er repræsenteret i folketinget, og venstrefløjs parterne bejler stor set heller ikke til dem som vælger. Her er der et reelt demokratisk underskud i repræsentation i folketinget og partierne.

Er det SF der er ved at omdefinere sig selv og vil favne hele middelklassen og arbejderklassen, favne lige så bredt som Social Demokratiet. Så områder som fattigdom skal prioriteres ned til fordel for den brede middelklasses ve og vel?

http://www.kenielsen.dk/sange/dk_for_folket.asp

Et lille indlæg:

Læg især mærke til de her linier:

"Hver den, der virker med evne og ånd,
og hver og en, der skaber med den barkede hånd,
hver den, der ærligt i arbejdets flid
vil bygge op den nye dag, den nye folkets tid."

Her er der ingen modsætning imellem
'evne og hånd' og 'den barkede hånd'.
Tværtimod er de begge nødvendige, praktisk erfaring er nødvendig, men hvis ikke den praktiske erfaring indsamles, kvantificeres og gøres til genstand for modeller,(teori) ja så kan den praktiske erfaring ikke videregives på en reflekteret måde. Til genæld må man så ændre modellen, når virkeligheden ændrer sig.
Må jeg ikke foreslå Tesfaye at læse noget Illeris...

Og hvem tror håndværkerne egentlighar designet de huse, de bygger. Det har ingeniørerne og arkitekterne.
Det er dem med 'evne og ånd' der udtænker planerne; håndværkernes 'barkede næver' bygger dem. Og den ene kan ikke eksistere uden den anden. Hvis ikke der var håndværkere, kunne ingeniørerne ikke udtænke planerne; hvis ikke der var ingeniører, kunne husene ikke blive bygget.

Og nu ved jeg tilfældigvis, at man slet slet ikke kan mure i frostvejr - jo, det kan man godt, hvis kan kommer et eller andet giftigt stads imellem stenene. Men der er vist en risiko for at det går galt....

Og både sosu-assistenten og den faglærte arbejder tilhører altså den samme klasse, de faglærte arbejdere, også kaldet arbejderklassen.

Mht. franskbrødet er jeg rimeligt sikker på, at når de her mennesker i deres tre ugers sommerferie tager til Frankrig eller Italien elsker de deres brød - bagt i stenovn. Det er nemlig en af grundene til, at skorpen er så hård på deres (fransk)brød.

Og nej, Tesfaye, S og SFs forslag går ud på at afskaffe, nej værre endnu, helt ignorere, de forbedringer, arbejder-bevægelsen har kæmpet for de seneste 100 år. Heriblandt nedsat arbejdstid. For det er hvad der er brug for - en arbejdstid på 35 timer om ugen.

Og lige så længe, det ikke er lovbefalet i Danmark at alle skal arbejde under en overenskomst, lige så længe kan østeuropæiske firmaer komme herop og underminere 'det danske system.' For det er det som EU-reglerne er. Og det er dem Tesfaye burde gå til kamp imod, ikke akademikerne. Det er nemlig EU-reglerne, som siger, at danske virksomheder kan oprette et datterselskab i Litauen eller Polen f.eks. Når de har gjort det, kan dette datterselskab hente polakker eller litauere til Danmark - til polske lønninger. Og det kan man ikke forhindre i Danmark, fordi Danmark ikke har en lovbefalet mindsteløn...

I stort set alle andre lande (undtagen i Sverige og i Danmark, mener jeg, og måske Tyskland?) har man en lovbefalet mindste-løn, lovbefalede krav til stort set alting indenfor arbejder-beskyttelse mm. I Danmark har man hidtil ment og troet, at den danske model med dens overenskomster var nok. Men det system tager slet slet ikke hensyn til, at der er mindst 25%, hvis ikke 33% af alle danske arbejdere, som ikke har en overenskomst. Og det burde Tesfaye gøre noget for at ændre.

Og må jeg ikke erindre Tesfaye om, at det var akademikere som Rachel Carso, der i bogen Silent Spring (1962) først gjorde opmærksom på miljø-forureningen og dens konsekvenser. Det var og er akademikerne, der igen og igen påviser skadelige stoffers indflydelse på kroppen, f.eks. styren eller hvordan ensidigt gentaget arbejde (ega) slider på kroppens muskler, ødelægger dem. Og det er og var akademikere, som i 1970erne og længere op, påviste hvorfor og hvordan asbest var farlig.

Der er ikke brug for at grave grøfter mellem arbejdere og akademikere; der er brug for at akademikerne kommer ud på arbejdspladserne (igen) - og at arbejderne åbner op for akademikerne.

Axel Doberhuus

Det socialistiske islæt i Socialdemokratiet og SF er stort set væk... det må man jo erkende.
Med Thornings entré i toppen røg den sidste rest af arbejderpolitik... og med Søvndals magtbegær mistede vi også anstændigheden.

Desværre fremstår SSF ikke som et alternativ i OVK, men af to onder, foretrækker jeg at få en udskiftning på alle pladser... ikke i troen på noget godt, men fordi de andre har lavet lort nok....

så sørgeligt er det at være "rødlig" i dag.

OK, der er Enhedslisten... men selvom hun er køn hende enhedslisten, så er det ikke et alternativ

Lars Peter Simonsen

Det tragiske er, at "man" har "afskaffet" klassekampen og erklæret at klassesamfundet er dødt, og at "vi" alle er lige og har lige muligheder. Dette er en myte, og det ville være godt hvis folk lærte at gennemskue dette. Når man er lønmodtager er man lønarbejder, uanset uddannelse og titel, og har fælles interesser over for arbejdsgiverne, private eller ikke-private.

erik mørk thomsen

Det har ikke en skid med kulturkamp at gøre, men simpel klassekamp.
Kampen mellen de nyttige og masserøven, den kamp, der har stået på, i alle tider.
Den, der skaber merværdi i samfundet og dem, der ikke skaber en skid.
Og som den mindst ringe, altid gør, lader den nogle masserøve udtale sig om, hvordan dem, der laver et stykke nyttig arbejde har det og tænker.
Som de ikke har en skid forstand på, da de ikke har prøvet det, at lave noget samfundsgavnligt.
Bare giv et eksempel på, hvad Claus Bryld eller Morten Thing, der har være til nytte for andre, end dem selv!

Tom W. Petersen

erik mørk thomsen
Det er bare for dumt.
Hvis man gør akademikeren til "håndens arbejderes" fjende per definition, skaber man en falsk modsætning. Det fører ingen vegne hen.

Tom W. Petersen

Jeg ved næsten ikke, om jeg har lov til at sige det, for jeg er pensioneret akademiker, omend med en fortid som lønarbejder - men i gamle dage var det sådan på mange virksomheder, at man ikke arbejdede sammen med uorganiserede. Enten blev vedkommende organiseret, eller man stoppede arbejdet. Man ventede ikke på, at nogen lavede en lov om det. Man tog kampen selv.
Men det kunne være meget dyrt, og der er næppe mange, der har råd til sådanne kampe i dag. (Det var der heller ikke dengang; men de gjorde det, for de mente, at alternativet var værre.)
Det er måske gået, som ingeniør Høpner forestiller sig fremtiden i samtalen med pastor Gamst i "Daglejerne" af Hans Kirk.

Som lønmodtager (akademikere, faglærte, ufaglærte) har vi en fælles sag om bevarelse af vores arbejdspladser og arbejdsvilkår, og vi står i denne kamp over for kapitalejerne, som er i lommen på finansspekulanterne med deres jagt på den hurtige profit. Den gamle traver om modsætningerne mellem akademikere og faglærte-ufaglærte har ikke meget med klassekamp at gøre.

Camilla Jakobsen

Når "man" har afskaffet klassekampen, så er det da væsentligt at tænke på, at arbejderklassen, som jo har været den førende klasse indenfor klassekampen, ikke selv har taget fanen på sig i de år, hvor det gik godt. Men siden krisen indtrådte, og mange håndværkere(og alle mulig andre) blev arbejdsløse, eller gik konkurs, så er begrebet blevet anvendt i stor stil.
De heftige angreb mod akademikere synes at være udspruget af en underlig opfattelse af, hvad det vil sige at være akademiker. At være akademiker, kan betyde, at man har et indgående kendskab til noget stof, som man i samarbejde med andre bearbejder, og bruger det til at belyse nogle problemstillinger i samfundet, hvilket kan få de konsekvenser, at alle(!) i samfundet får nytte af det. - det kan også betyde, at det er dem der underviser vores børn... (Det er sjovt, at mange glemmer, at det var akademikere, der i sin tid opfandt begrebet "Klassekamp".)

Når det nu er sagt, så vil jeg sige, at min erfaring med både arbejdere og akademikere, giver et ubehageligt billede af en gensidig misforståelse. Blandt mine medstuderende på universitetet er der en udpræget negativ holdning til alle, der ikke har gennemført, eller er igang med, en teoretisk/ akademisk uddannelse. - Blandt min mands venner og kollegaer, er der en tendens til at nedgøre "bogorme", der vælger at studere.
Nu generaliserer jeg også, ud fra mine egne erfaringer, men hvis det er en tendens der er landsdækkende, så får vi sku nogle problemer, når folk ender på arbejdsmarkedet.

@Camilla
Den slags akademikere skal bare lukke røven, forene sig og tage den kollektive aktion til sig fra Kansas-arbejdersegmentet. De er nogle verdensfjerne tågehoveder, der rakker ned på alt og alle der ikke er lige så elitære og trendy som dem selv. Og de kan ikke gøre nogen nytte, hvis ikke de støtter op om brugen af strejkevåbnet. Så kom i sving, skrankepaver.

erik mørk thomsen

kære Tom W. Petersen
Tak for dit svar.
Det jeg mener er, at vi, dem der skaber merværdi, ikke har ret meget fælles med en hel del akadimikere.
De er kun interrese i deres eget lort.
Las os tag de to, jeg nævnet, og undskyld til dem, det er uretfærdigt, hvorfor ikke andre!
Claus Bryld har brugt sin stilling, til at klage over, hvor hårdt han havde det, fodi han var nazi-ungen.
Læs lige bogen, Kun nazi unger, Claus, og så se, at få bogen frem!
En forræder parpier, de brylde parpier, som proffeser er det sku mærkelig. at du støtter, tavsheden!
Morten Thing, hvornår skal vi fortælle, at det var KOPA-BOPA, der slog, nazi, Kaj munk ihjel.
Nej, vi har brug for, at vi, røvhuller, tager hånd om os selv.'

Markus Lund, arbejderklassen er den, der har svigtet forbedringerne i samfundet, fordi de har fundet sig i ikke at få vilkårene for arbejdets udførelse forbedret, mod en højere løn - men stadig en løn, der i andel af arbejdets værdi forringes.
Arbejderklassen har valgt at fralægge sig plitisk indflydelse gennem partierne og ansvar for ånden i det danske samfund. Arbejderklassen har ladet sig købe af liberailsterne og har svigtet samfundet.
Men jeg er enig i, at bedre vilkår for minoritetsgrupper af helt afhængigt af, at den danske arbejder føler sig godt tilpas og masseret på selvfølelsen, for ellers er der sågu' kontant afregning ved kasse ét for dem, der 'ikke medvirker til forøgelsen af merværdien'. Det er længe siden, at produktion tog overhånd og betyd et nyt slaveri for alt det, der binder mennesker, fremfor en kamp for mere plads til det, der frigør.

Jens Carstensen

@Tom W Petersen.
Du har for så vidt fat i den rette indstilling.
Jeg synes denne artikel forsøger, at komme rundt om rigtigt mange løse ender. De er herlige gutterne i skurvognen.Håber på,at Venstrefløjen for set lidt nøgternt på udfasningen af efterlønnen, nu Løkke ryger ned i EU og melder den død i DK.
Arbejdsmarkedsparterne for noget at snakke om og Migrant-arbejderne får måske nogle vilkår som er til at leve med for alle på den samme byggeplads.Så længe vi ikke får en Rød Pia, så ser er jeg fortrøstningsfuld til, at LO-arbejderne griber fat i deres egne fagforbund.Der er rigtigt mange som ville være bedre tjent med en anden økonomisk politik herhjemme end den VKO har kunnet lancerer med en ufuldstændig DREAM-model uden fremtid i.Der er altså andre i DK end vore store Koncerner & bankerne."Hellere lukke for livets libretto end at ånde ved hjælp af dyder fra Netto" Jeg er selv socialarbejder,men barsler nu ikke med tanken om at finde sammen med en håndværker, der er sku for mange af dem, som har været meget blå under Fogh...netop fordi de blev købt med bolig og bil og siden reddet af Lene Espersen da hun skulle redde Realkredit Danmark,NY-Kredit osv.....
De burde vide bedre:http://www.turbulens.net/Temaer/Senesteartikler/?article=302

Axel Doberhuus

Der er som nævnt af flere ingen grund til at sætte klasser eller grupper op mod hinanden... men vær vissede om, at i 2012 vil alle se ned på den store gruppe danskere, der mister deres hjem som de første ofre for ændringen af arbejdsløshedsforsikringen.
Mange (ældre) arbejdsløse vil stå uden job, uden dagpengeret og kun med 17 (eller flere) ugers slavearbejde i bagagen.
Vejen er hen på fattigkontoret, som ikke udbetaler noget til folk der er gift, som de fleste ældre er; har hus, som mange ældre har; eller har penge på en lille opsparing til pensionen... alle disse skal klare sig selv, og de kan de af gode grunde ikke.
De arbejdsløse vil være de udstødte, og leder nogen efter et proletariat at hjælpe og kæmpe for, så gør noget for tidens proletariat:
De gamle, de arbejdsløse og de "farvede".

Jerome Doinel

Bør man ikke også forvente et vist niveau af folk - også arbejderne? I stedet for at begynde at ændre sit sprog, kunne man måske gøre en indsats for øget dannelse i skolerne.

Der er ingen grund til at hylde det middelmådige; lad os sørge for en retfærdig fordeling af goder og muligheder, men uden at akademikere, åndsaristokrater og andet godtfolk skal jagtes. Jeg mener nu stadig, at det bør være et mål at få så mange akademikere som muligt. Men jeg tror også på, at langt de fleste mennesker har godt af at blive (ud)dannede og vidende.

Smagsdommeriet må og skal bevares - ellers kan I smutte over til Fogh.