Læsetid: 5 min.

Kvinder i alle lande - hold så op!

Ligestillingsminister Lykke Friis har valgt at fejre den internationale kvindedag 8. marts ved at foreslå den nedlagt
Aflys! Er de privilegerede muligheder, den veluddannede skandinaviske elite af kvinder har, et argument for at aflyse kvindedagen med en enkelt ministeriel håndbevægelse. Ja, mener ligestillingsministeren åbenbart.

Aflys! Er de privilegerede muligheder, den veluddannede skandinaviske elite af kvinder har, et argument for at aflyse kvindedagen med en enkelt ministeriel håndbevægelse. Ja, mener ligestillingsministeren åbenbart.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

5. marts 2011

En af mine absolutte yndlingschefer i de fem år jeg arbejdede på Weekendavisen i 1990'erne var en mand: den nuværende chef for DR2 Arne Notkin - en permanent provokerende havfisk i ethvert stillestående hyttefad.

Blandt hans journalistiske tommelfingerregler var, at det oftest gav overraskende fornøjelige resultater, hvis journalisten ledte efter det ledige standpunkt.

Og det fik han ofte ret i.

Men det siger sig selv, at det ledige standpunkt ofte er ledigt, netop fordi det ikke er andet end kontroversielt. At det trækker overskrifter, men ikke leder til eftertanker.

Et eksempel så vi i søndags, da ligestillingsminister Lykke Friis i Politiken meldte ud, at det nu efter 100 år med fejring af kvindernes internationale kampdag måtte være nok. I stedet for endnu en af slagsen så skal det være mænd og kvinders kampdag for de lige muligheder, lød det.

Den energiske minister udtalte, at ligestillingsdebatten i alt for lang tid ikke har handlet om andet end »køn og kvoter, men tingene flytter sig ikke nok. Derfor skal mændene inddrages i debatten, som skal handle mere om lige muligheder for alle uanset køn, seksualitet, social baggrund, alder og etnicitet«.

Hun mener også, at ligestillingsdebatten kun består af »kvinder, der diskuterer kvinder med kvinder«. I stedet vil hun gerne nedsætte et 'mandepanel', der skal diskutere, hvor mændene har tabt terræn, f.eks. på uddannelsesområdet, hvor pigerne og de unge kvinder stormer frem på mange fagområder, mens mændene sakker bagud.

23 dameblade og et for mænd

Der er utvivlsomt noget om, at det mest er kvinder, som elsker at diskutere ligestilling (i hvert fald så længe, det ikke er den afart af debatten, der handler om sex, fordi her skriver mændene mindst lige så gerne og lige så langt, hvilket man kan forvisse sig om, hvis man logger ind på dette dagblads artikler om det emne, hvor læserdebatten florerer lystigt og af og til endda også lødigt).

Men hvorfor mon? Hvorfor er det i det hele taget kun kvinderne, som ser på sig selv som køn? I Danmark findes 23 såkaldte dameblade »og et mandeblad, der en gang imellem går konkurs«, som en af mine venner på Facebook noterede forleden netop som et eksempel på, at mænd ikke gider definere sig selv på den måde. Han skrev også, at »vi mænd vil gerne være fri for jeres samtale om køn. Vi forstår ikke jeres måde at gøre det på og kommer aldrig til at kopiere den.«

OK så. Hvorfor ser mændene sig så ikke som 'køn'?

Det indlysende svar er naturligvis, at det gør mændene ikke, fordi de fortsat internationalt, og jo, også i Danmark, statistisk sidder på flæsket i langt de fleste sammenhænge. Og det rokkes ikke af tal for jura- eller medicinstuderende eller af, at de fleste modtagere af litteraturstøtte lige pludselig er kvinder.

Hvem kan? Eliten kan

Kvinder er fortsat 'det andet køn', uanset at Lykke Friis sikkert ikke selv føler sig som repræsentant for det på den negative måde. Det gjorde jeg i øvrigt heller ikke selv, før jeg udstyrede mig med børn.

Men lad os endelig fluks notere, at det også kan være fordelagtigt, at være 'det andet køn'; at det også kan bruges offensivt.

I Danmark, og muligvis i Skandinavien som sådan, kan det være en endog særdeles stor fordel at være en velbegavet og veltalende kvinde, hvis man f.eks. vil gøre karriere i politik.

Talrige er de mandlige politiske kommentatorer og spindoktorer af mit bekendtskab, der elsker at pege på, at en yngre mand uden anden politisk erfaring end en periode i Europa-Parlamentet aldrig ville være blevet valgt til formand for Socialdemokraterne f.eks.

Men siger det noget om, at vi har ligestilling? Nej, jeg kan pege på en betragtelig del komplet uduelige mandlige topchefer for rigtig mange virksomheder, som illustrerer overtegnedes moders udmærkede bon mot fra min barndom om, at »ligestilling får vi først, når middelmådige kvinder bliver udnævnt til topchefer«.

I dag får de bedste kvinder af og til chancen, som nu Lykke Friis, der er både talentfuld og godt kommunikerende. Men er disse muligheder for en mikroskopisk veluddannet skandinavisk kvinde-elite virkelig tilstrækkeligt til med en ministeriel håndbevægelse at afskaffe en dag, der markerer den groteske diskrimination, som millioner af kvinder fortsat lider under i hele verden?

Ministeren har selv adgang til hundredvis af databaser og masser af dokumentation for, hvordan kvinder globalt fortsat formenes adgang til uddannelse, lige rettigheder i familien og i ægteskabet, og for, hvordan kvinder i et flertal af verdens lande er klare andenrangsborgere, der dagligt skal kæmpe for både at overleve og for at give deres døtre bedre vilkår end dem, de selv trækkes med. Der er tonsvis af rapporter om mord, voldtægter, mishandling, mutilering og grove overgreb af enhver slags.

Det indlysende rigtige

Nej, 8. marts er international, den kan ikke spærres inde i en lille, indelukket diskurs, der tager udgangspunkt i, at et bestemt segment i et nordisk land føler, at det nu er på tide at komme med det indlysende rigtige standpunkt, at begge køn er lige, som jo er det, ministeren siger.

Men hvad kan dette standpunkt egentlig bruges til politisk? Selvfølgelig er begge køn lige. Alle mennesker er lige. Selvfølgelig skal vi af med ghettoerne, som ministeren også siger. Og netop fordi udtalelserne er så indlysende, giver udsagnet ingen mening. Alle bør være lige, forskelsbehandling baseret på køn, religion, etnicitet eller race fordømmes i FN's menneskerettighedserklæring.

Der er bare ingen tvivl om, at kvinder fortsat er dårligere stillet også i Skandinavien, hvis vi ser på arbejdsmarkedet. Og også hvis man måler på topchefer og bestyrelser. I Europa ligger tallet for kvindelige topchefer i de største virksomheder mellem to og fem procent. Det er da en forskel, som vil noget - og nej, det er ikke 'overklassens karrierekamp' som mange sure mænd mener; det er et spørgsmål om spildte kompetencer og et mål om mangfoldighed, som også ville komme erhvervslivet til gavn.

Og endelig er det altså et langt mere akut og aldeles alvorligt problem i stort set hele resten af den verden, der ligger uden for Nordeuropa.

Ministeren - som undertegnede i øvrigt kender som en gæv kvinde - burde med andre ord brede perspektivet ud, og indse, at der globalt findes uendeligt mange kvinder i langt mindre misundelsesværdige positioner end dem, hun og hendes ligesindede beklæder. Og lade den internationale kvindedag ikke bare være i fred, men aktivt være med til at fejre den som minister for området.

Og så er det naturligvis fint at nedsætte et mandepanel for at diskutere de problemer, danske mænd, har på visse uddannelser og drenge har i folkeskolen.

Det kommer bare ikke 8. marts ved.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Sørensen

"Og det rokkes ikke af tal for jura- eller medicinstuderende eller af, at de fleste modtagere af litteraturstøtte lige pludselig er kvinder."

Jeg har på fornemmelsen, at ovenstående citat meget godt forklarer, hvorfor mænd ikke rigtigt gider ligestillingsdebatten. Det er jo fuldstændigt ligegyldigt hvad vi laver af indspark i debatten, så vil de ligestillingsdebatterende kvinder jo ikke forholde sig seriøst til det. Dog medmindre vi indleverer vores kønsdele til depot ved døren og så ellers bare antager position som rygklapper, der altså også bare bliver SÅ forargede over hvordan kvinder bliver behandlet i dette forfærdelige og intellektuelt småtskårne land - i så fald kan vi godt få lov til at være med, bare sådan for syns skyld naturligvis.
Men formaster vi os til at forholde os bare en lille smule kritisk til debatten, så er fanden løs i Laksegade. At kvinderne er helt fremme i forhold til kulturstøtten er da totalt irrelevant - den danske kulturelite er stadigvæk en old boys club, der stort set ikke bedriver andet end undertrykkelse af kvinder... For vi ved jo alle det er vildt undertrykkende, at støtte kvindelige kunstnere økonomisk.
At kvinderne er ved at give mændene baghjul i forhold til at uddanne sig inden for jura og medicin er åbenbart også fuldstændigt ligegyldigt. At flere kvinder med en bestemt uddannelse og færre mænd med samme uddannelse unægteligt vil lede til flere kvinder inden for faget er er da slet ikke godt nok for kvinder.... Det argument er jo en direkte hån mod kvinder. For kvinder skal kraftedme bare ansættes i bestemte stillinger og så er det fandme ligegyldigt om de er kvalificerede eller ej - de skal bare ansættes og det skal være nu!
Så svaret på spørgsmålet om hvorfor mænd sgu ikke rigtigt gider diskutere ligestilling er jo oplagt. Vi gider ganske enkelt ikke det fis... Hvis man gad tage deres meninger alvorligt, så er jeg sikker på der var masser af mænd, der gladeligt ville diskutere ligestilling. Men når præmissen er at mænd tager fejl, fordi de er mænd. Så overrasker det vel ikke nogen, at vi oftest bare vælger at ryste på hovedet og så ellers blander os uden om :)

Bo S. Nielsen

Nå så har den store indlægssaks åbenbart været på spil igen. Det er virkelig irriterende, når man prøver at følge med i en debat.

Anyway, det kunne være Lykke Friis' titel skulle ændres til Minister for Ligestillingens Afvikling. Lidt a la Rønns titel med fordel kunne ændres til Desintegrationsminister.

Ja, det er da korrekt, at flere kvinder end mænd uddanner sig til advokater (jurister) og læger. Men hvor bliver de ansat. På et advokatfirma eller de bliver praktiserende læger - det betyder nemlig, at kvinderne kan gå hjem kl. 16.00 eller 17.00; har faste vagter og dermed er i fast job. Og dette er gavn for deres mænd, som ofte har lederstillinger indenfor....hospitaler og er ledere/partnere i advokat-kontorer...

Men alle de kvinder på jura, og på medicin-studiet, afspejler sig jo neop ikke i chef-stillingerne...

Kim Sørensen

Karsten

Rom blev altså ikke bygget på én dag og der er der du og dine feministkollegaer går galt i byen. I fokuserer blindt på ét eneste tal og ud fra det udleder I så at det hele går helt af helvedes til.
Men hvis man forsøger at udvide sit perspektiv, bare en anelse, så finder man hurtigt ud af at der altså foregår en organisk udvikling mod en mere lige kønsfordeling. F.eks. tager langt flere piger en gymnasieuddannelse i dag, end de gjorde for eksempelvis 30 år siden. Den større andel piger i gymnasieskolen har så medført, at langt flere kvinder læser medicin... Følger man den videre udvikling, så manifesterer den sig så i sidste ende også i at der rent faktisk er flere kvindelige læger ansat i dag, end for 30 år siden.
Så der sker altså en udvikling og den udvikling sker helt organisk og som en fuldstændigt logisk konsekvens af at kvinder ganske enkelt bliver bedre og bedre uddannet.
Der min anke er så, at man ikke alene mener den udvikling er for langsom, man ignorerer den totalt og ønsker ligefrem at override den. Det mener jeg er problematisk af et par grunde.
Først og fremmest fordi jeg ikke mener det er fair over for kvinderne. Jeg er stor tilhænger af at forbedre mulighederne for kvinderne alt det man kan inden for rimelighedens grænser. Men jeg synes fandme det er at pisse op og ned af ryggen på dem, at man insisterer på at fremstille kvinder som nogle stakler, der skal paces frem her i livet. Der ER jo rent faktisk kvinder, der når til tops. Og statistikken viser med alt tydelighed, at hvis bare man formår at kvalificere kvinderne ordentligt, så afspejler det sig også direkte i kønsfordeling og ligestilling.
Derudover mener jeg det er problematisk, fordi man jo sådan set gør sig selv skyldig i det man ellers har så travlt med at klandre mændene for. Den grundlæggende præmis her er jo, at flere kvinder i bedre stillinger vil være en fordel for samfundet og de enkelte virksomheder. I den forbindelse bliver mænd jo så beskyldt for totalt at ignorere dette "faktum" og handle i strid med virkelighed og fornuft. Den indvending er også fair nok, hvis man kan argumentere sagligt for den. Men det hele falder bare til jorden, når man så samtidig selv sidder og ignorerer stenhårde fakta.
Det ER et faktum, at der hele tiden sker en positiv udvikling af kønsfordelingen i forhold til bestemte fag. Det ER et faktum, at denne udvikling er direkte afspejlet i det FAKTUM at kvinder bliver bedre og bedre uddannet.
Derudover ignorerer man stadigvæk det FAKTUM at kvinder stadigvæk halter bagefter i forhold til de uddannelser, der statistisk set har en større chance for at lede til en plads i en bestyrelse eller en direktørstilling. Tag f.eks. økonomi, du skal ikke lede mange nanosekunder før du finder utallige topledere, med den uddannelse på CV'et. Men hvordan var kønsfordelingen af optaget på økonomi i 2010 på KU? Den var 80 mod hundrede, i mændenes favør.... Og det er jo ikke fordi kvinderne ikke har karaktererne til at blive optaget - rub og stub blev optaget, der var endda ledige pladser. Så kvinderne har absolut INGEN undskyldning for ikke at læse økonomi. Altså lige bortset fra at de ikke gider læse det. Men hvis de ikke "gider" kvalificere sig til bestemte stillinger, hvordan i hede hule helvede kan de så forvente at få dem? Derfor mener jeg ligestillingsdebatten er en kæmpe bjørnetjeneste for kvinderne. For istedet for at diskutere hvordan man får kvinderne til at kvalificere sig på en sådan måde, at de bliver uundværlige for virksomhederne, så sidder man og hælder vand ud af ørerne om at virksomhederne ikke bare ansætter en helvedes masse kvinder i ledende stillinger, på trods af at kvinderne tydeligvis ikke ønsker at kvalificere sig til disse stillinger (endnu).
Det svarer jo til at jeg sidder og tuder over jeg aldrig blev professionel fodboldspiller. Men jeg gad ikke gå til fodbold og derfor tager jeg det rimeligt afslappet, at Real Madrid ikke har ringet og tilbudt mig en kontrakt endnu.

Kim Sørensen

Undskyld... Kønsfordelingen i optaget til økonomi på KU i 2010 var ikke 80 mod 100.
Der blev optaget 80 kvinder og 189 mænd...

Efter intet at have gjort for ligestillingen i 10 år, er alle nu per dekret blevet lige. Men som med alt andet i den regering er virkeligheden omvendt af hvad de siger, så der er mere brug for den 8. marts i morgen end i går.

Per Holm Knudsen

Kvindernes Internationale Kampdag:
Noget tyder på, at det bliver en lokal kamp kvinder mod kvinder. Lingeribekæmper Hanne Helth og andre hellige imod kvinder, der selv vil bestemme over deres egen seksualitet. Det skal nok give knubs!

Arne Hornborg

Som 77-årig mand er jeg lidt rystet over det indlæg. Lotte Friis mener (i fuldt alvor?) at Kvindernes internationale kampdag bør dø. Den skal nedlægges. Jeg ER rystet. Selv her i Danmark, efter 100 års kamp, er der stadig ikke fuld ligestilling.
Forbløffende, skræmmende. Jeg forstår simpelthen ikke kronikøren. Det hedder da stadigvæk Kvindernes INTERNATIONALE Kampdag. Der er jo ikke blot tale om ,,Danske Kvinders kampdag'', men netop om den INTERNATIONALE kvindekamp. Det står vist rigtig slemt til for mange, mange kvinder overalt i verden. I mange lande er kvinderne stadigvæk stærkt undertrykte. Specielt i de mellemøstlige lande hvor religionen også er landets love. Kvinderundertrykkelse er vist ikke et ukendt begreb.
Tørklædetvang/burkatvang. Stening, piskning. Kvinder der ikke må færdes alene, endsige tale med andre mænd, uden ægtemanden er tilstede. Tvangsægteskaber. Æresdrab. Omskæringer. Mændene der har førsteret over børnene på bekostning af kvinderne.
Er kronikøren komplet ligeglad med disse tusindtals, ja snarer millioner af undertrykte kvinder. Selv i visse katolske lande er kvinden stadig underlagt manden.
Det er DESVÆRRE alt for tidlig at begrave ,,Kvindernes Internaionale Kampdag''. Der er alt for lang vej endnu. Der er nok at tage fat på.
Arne Hornborg
Grafiker/forfatter

sjovt nok, men der er da noget der tyder på at regeringens ministre har en elendig kommunikation for Integrationsministeriet har lige lanceret en kampagne for kvinder i nød..
Men det er jo ikke første gang at regeringens medlemmer modarbejder hinanden, haha..

PS: altså, den er gammel, men de har lige forsøgt at puste nyt liv i den på facebook i anledning af dagen..
Folk der er på fb kan søge på dialogkorps og på etnisk ung..

" I Europa ligger tallet for kvindelige topchefer i de største virksomheder mellem to og fem procent. Det er da en forskel, som vil noget - og nej, det er ikke ‘overklassens karrierekamp’ som mange sure mænd mener; det er et spørgsmål om spildte kompetencer og et mål om mangfoldighed, som også ville komme erhvervslivet til gavn."

Antallet af kvinder på disse poster er under alle omstændigheder større, end den andel som kvinderne udgør blandt de iværksættere som har skabt de pågældende virksomheder. Hvis kvindelige kompetencer går tabt i virksomhederne, burde det give sig til kende ved, at de dygtige kvinder selv viste sig som iværksættere, der kunne konkurrere mod de gamle forstokkede virksomheder. Og på den måde komme erhvervslivet til gavn. Det er jo på denne måde mændene traditionelt har måttet hævde sig i konkurrencen med hinanden, og ikke ved at henvise til statistisk funderet repræsentation.

olivier goulin

Kvinder interesserer sig for køn, fordi de er fundamentalt interesseret i alt, hvad der vedrører deres krop. Tøj, mad, børn, sex, makeup, helse, mode - og kønsroller; alt dette er kropsrelateret, og det er netop de emner, som fylder alle damebladene.

Dette er udganspunktet for at forstå kvinders kønsfiksering. De er, næsten alle over een kam, optaget af disse emner, og uanset hvad de ellers påstår, så er der et utal af forhold omkring kvinders adfærd og præferencer, der understøtter denne påstand.

Det er kvinderne, der køber og læser dameblade; det er kvinder, der render til læge, til yoga, dans og helsemesser; det er for det meste, kvinder, der ønsker børn; det er kvinder, der er storforbrugere af tøj og kosmetik, osv. osv.

Kvindens optagethed af sit eget køn og af dets forhold til mandekønnet er blot et aspekt af dette forhold. Det har intet at gøre med kvindens aktuelle ligestilling i samfundet eller hendes statistiske underrepræsentation i toppen af samfundspyramiden.

Kvindens interesse for sit eget køn ville ikke uddø selv med en evt. 100% milimeterdemokratisk ligestilling. Det er simpelthed en illusion. Om der så indførtes et matriarkat, ville kvindens kønslige selvoptagethed og selvhøjtidelighed ikke forsvinde. Den vil kun forsvinde i det øjeblik, kvinden transcenderer sit køn og anlægger en ny selvforståelse, baseret på noget ikke-kønsligt, en åndelig identitet, om man vil.

Det er af samme grund, at hele ligestillingsdebatten, i det mindste i den vestlige verden, hvor kvinden for længst har opnået formel, juridisk ligestilling, er degenereret til en mildest talt ynkelig mudderkastning mellem de mænd og kvinder, som af personlige grunde har et horn i siden på hnanden.

Kvinden har reelt ikke mere at kæmpe for i den vestlige verden. Hun har opnået alle de rettigheder, hun efterlyste. At vi stadig har kønsrelaterede skævheder i samfundet, skyldes enten den inerti, som altid præger nedarvede kulturmønstre, og som gør, at de tager generationer at slå igennem - eller også skyldes det - hvilket naturligvis er en vanskelig kamel at sluge for feministerne - at de fleste kvinder af helt egen og fri vilje foretrækker at se sig selv som et kvindekøn, med alle de dialektiske konnotationer, det indebærer i forhold til mandekønnet, m.a.o. fastholder sig selv i den kvindelige kønsrolle, og manden i en fiktiv mandelig ditto.

Det er et dialektisk spil, som mange kvinder, og også en del mænd, åbenbart har behov for at opretholde. Og så længe de har dette behov, vil kønsdebatten bestå. Det har intet med samfundsforhold eller ligestilling at gøre. Det er drevet af immanente kræfter.

/O

Mads Kjærgård

Hva skal man sige? Medstifter af en Ronald Reagan fanklub fordi at Reagan er den person, der har gjort mest for verdensfreden?

Emilie Ladefoged

Helt rigtigt - vi vestlige kvinder har alt -frihed, tryghed, penge, job(muligheder), og selvstændighed... og overskud! Netop derfor er det fuldstændig sindssygt at droppe kvindernes INTERNATIONALE kampdag! Jeg kunne godt tænke mig at vide hvad mine veninder rundt om i verden, siger til vores selvfede, egoistiske tankegang... ??? Er det så ikke på tide vi skruer op for denne dag, og hjælper de kvinder der stadig er århundreder bag os i - FRIHED, TRYGHED og FRED???!!!

olivier goulin

For min skyld kan man udmærket nedlægge Kvindernes Internationale Kampdag - i Danmark.

Så længe deres vigtigste agenda på dagen er at fotografere og udstille deres kønsdele, tror jeg ikke vi kommer til at lide noget større afsagn, hvis den sløjfes.

Ja, det udstiller vel i virkeligheden meget godt, hvor komplet overflødig den er blevet i en hjemmelig sammenhæng.

Jeg opfatter Lykke Friis mellem linierne snarere udtaler sig om den hjemmelige ligestillingskamp, og ikke den global - og i så fald kan jeg kun give hende helt ret.

/O

Inger Sundsvald

I dag fører Lykke Friis sig frem med bebrejdelser til den nye ligestillingsminister over, at han ikke allerede har sørget for lige repræsentation i kommunale og statslige bestyrelser.