Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Jakob Skovgaard-Petersen

Jakob Skovgaard-Petersen besvarer læsernes spørgsmål
Jakob Skovgaard-Petersen. Religionshistoriker og professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Har især forsket i moderniseringen af islam samt arabiske massemedier. Tidligere direktør for Det Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Kairo.Jakob Skovgaard-Petersen. Religionshistoriker og professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Har især forsket i moderniseringen af islam samt arabiske massemedier. Tidligere direktør for Det Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Kairo.

Jakob Skovgaard-Petersen. Religionshistoriker og professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Har især forsket i moderniseringen af islam samt arabiske massemedier. Tidligere direktør for Det Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Kairo.Jakob Skovgaard-Petersen. Religionshistoriker og professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Har især forsket i moderniseringen af islam samt arabiske massemedier. Tidligere direktør for Det Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Kairo.

5. marts 2011

- Hvad har overrasket dig mest ved begivenhedsforløbet de sidste måneder?

At almindelige mennesker med stort mod har kunnet fælde enevældige herskere, og at det er sket så relativt fredeligt og klogt. Men vi er midt i begivenhederne, og vi ved ikke, hvor det ender. Jeg havde bestemt ikke forudsagt forløbet, men i forskerkredse var det udbredt at mene, at lande som Egypten var på vej ind i en større politisk krise, fordi de enevældige ledere var ved at dø og derfor svage, ligesom deres foretrukne aftagere manglede både legitimitet og handlekraft.

Da jeg for nylig boede i Egypten i nogle år, så jeg ikke en stærk og selvsikker stat, der hele tiden forudså oppositionens næste træk. Regimet forekom tværtimod usikkert og famlende. Det fór rundt og slukkede brande, og politiet brugte jævnt hen for meget og for tilfældig vold. Skønt hovedparten af egypterne med god grund var kyniske eller resignerede over for politik, mødte jeg mange politisk bevidste egyptere. De var ikke længere bange for at sige og skrive deres mening, men alligevel opfattede de ikke regimet som for alvor liberaliserende. Selv om styret faktisk havde slækket grebet og tilladt mere kritik og opposition, høstede det ikke taknemmelighed, fordi det samtidigt var korrupt og inkompetent og ultimativt ikke ville afgive magt.

Har vi i Vesten undervurderet araberne? Stræber unge mennesker i den arabiske verden efter de samme former for frihed som unge i Vesten?

Ja, vi har undervurderet dem. I alt fald de unge på pladserne. Men der forestår meget. At vælte en diktator er ikke det samme som at gøre op med hele den autoritære kultur, som manifesterer sig i lokalpolitik, på skolen, på arbejdspladsen og i mange familier. Følger man de arabiske medier kan man også konstatere, at xenofobien, chauvinismen og konformismen stadig lever i bedste velgående.

Alligevel er jeg sikker på, at arabiske unge stræber efter den samme frihed som alle andre: til at bestemme over sit eget liv. Naturligvis vil folk flest også gerne have adgang til forbrug, social tryghed etc. Men netop fordi de har mærket mange sociale begrænsninger, f.eks. i valg af erhverv og studie, i kærlighed og ægteskab eller f.eks. drømmen om at flytte hjemmefra, er unge arabere meget optaget af at opnå friheden til at træffe basale valg for deres eget liv.

Hvad afficerer et professoralt borgerdyr som dig helt personligt ved 'den arabiske gade'?

Jeg tror godt, jeg ved, hvad du mener med professoralt borgerdyr, men jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad du mener med 'afficerer' og 'den arabiske gade' ... Jeg har en del gode venner i den del af verden og har boet i mange slags gader, men det er nok ikke det, du sigter til. Hvis du mener, at jeg er påvirket af den offentlige mening i de arabiske lande eller sympatiserer med den, må jeg tit sige nej. Udtrykket 'den arabiske gade', som jeg tit hører hos journalister, er i øvrigt lidt af en orientalistisk trope. Som om arabere former deres syn på tingene kollektivt og altid mener eller bør mene, det samme. Det gør de ikke. 'Den arabiske gade' eksisterer lige så meget - og lige så lidt - som den japanske, canadiske eller svenske. De bedste arabiske aviser er lige så velargumenterede og pluralistiske som Information. Skulle vi ikke benytte lejligheden til at anerkende 'den arabiske plads', som i mange beskrivelser var et 'Hyde Park Corner', hvor folk fremkom med de forskelligste udsagn og opfattelser og fik lov til det. Tahrir Square var i øvrigt fuld af burgøjserunger, for nu at blive i din jargon.

Hvilke gængse vestlige holdninger bliver hårdest udfordret af begivenhederne? Fordufter det islamiske spøgelse i ly af opstandene? Vil det mindske fremmedfrygten i Danmark?

Hvis jeg må tage de tre spørgsmål sammen: Danmark har på grund af debatten om flygtninge og indvandrere fået en diskussion om islam. Somme tider er den sat i gang af bestemte udtalelser og handlinger fra muslimer her i landet; andre gange har den som præmis, at hvis der er så forfærdelige regimer og krænkelser i den muslimske verden, så er de muslimer, vi selv har fået inden for døren, sikkert klar til at gøre det samme. Selv om de for manges vedkommende netop er flygtet fra disse regimer. Men islam er ikke en kulturel dna. Troende muslimer kan have alle slags politisk-ideologiske orienteringer, og selv islamistiske partier og bevægelser kan være alt fra totalitære til demokratiske. Det kan man håbe er blevet klarere for mange gennem de seneste måneder.

Vi kan på den ene side konstatere en stigende islamisering kulturelt i Mellemøsten, men tilsyneladende en faldende islamisering politisk. Den pointe har været fremført af Olivier Roy. Anerkender du den præmis og hvordan forklarer du den?

Ja. Delvist er det er resultat af de autoritære magtstrukturer: når politik var lukket land, blev det private politisk; islamiske hilseformer, påklædning, underholdning eller bønneritualer blev politiske manifestationer. Det kunne imidlertid også få diskret støtte af regimerne, som ønskede mindre konkrete politiske manifestationer af islam. De meget konservative salafister (som modsat Broderskabet ville have kvinderne hjem fra arbejdsmarkedet og iklædt niqab i det offentlige rum) fik faktisk råderum til at ekspandere under Mubaraks sidste år, og de var også loyale over for ham til det sidste.

Samfundene er blevet islamiseret - men det er islamisterne naturligt nok godt tilfredse med. Så behøver de jo ikke nogen hårdhændet islamiseringspolitik. Det har givet også medvirket til, at de store islamistiske bevægelser er blevet så demokratisk orienteret: de tror på, at de kan gennemføre deres politik med et folkeligt mandat, hvilket jo vil gøre den både mere legitim og mere varig.

Det bliver hele tiden sagt, at dette ikke er Berlin '89. Hvorfor egentlig ikke? Tyrannerne falder jo på stribe, ligesom i Østeuropa dengang?

Det er naturligvis en lighed, men husk, at Østeuropas tyranner var små lydkonger for Sovjetunionen, og at der i befolkningen i de centraleuropæiske lande var en tro på et 'europæisk hus', som var gengældt i Vesteuropa, ikke mindst i fredsbevægelserne. For den arabiske verden er der hverken et Sovjet eller et Vesteuropa, der står klar. Den parallel, som især virker forkert, er den ideologiske sidestillen af kommunismen og islamismen. I Østeuropa var kommunismen en stærk statslig ideologi, som blev trukket ned over borgerne, og som mange kom til at hade. Regimer som det tunesiske og det egyptiske har i mange år ikke været synderligt ideologiske, mens der har været en stærk del af oppositionen, der var islamistisk. I 1989 stod kommunismen tilbage som kompromitteret af staternes politik og befolkningernes valg. Det er ikke tilfældet i Egypten og Tunesien, hvor islamismen ikke er blevet kompromitteret, om end visse af dens talsmænds påstande om at repræsentere hele den folkelige opposition også har fået et skud for boven.

Hvad ser du som worst case scenario for oprøret i Egypten?

En fortsættelse af militærdiktaturet, med et strammere greb om oppositionen.

Serie

Seneste artikler

  • Læserne spørger: Morten Sabroe

    18. maj 2013
    »Kvindelige litteraturanmeldere, har jeg hørt, skulle være meget tørre. Det gælder også de mandlige. Jeg tror, det var sidste år, at nogle videnskabsfolk gav en mandlig anmelder snorkel og briller på og lagde ham i vandbad i en uge. Da de tog ham op, var han nøjagtig lige så tør, som da de lagde ham i ...«
  • Læserne spørger: Pablo Llambias

    2. marts 2013
    »Jeg tror ikke, at jeg ville blive skudt for mit første kritiske spørgsmål, men jeg ville helt sikkert få internettets kærlighed at føle. Dét er der ikke mange, der kan holde til i længden. Hvad stiller vi op med dén trussel?«
  • Læserne spørger: Carl Pedersen

    22. september 2012
    Carl Pedersen besvarer læsernes spørgsmål

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer