Klumme
Læsetid: 4 min.

Minister for natur og køn

Spørgsmålet er, om vores dobbeltminister har gjort sig klart, hvad der er natur, og hvad der er kultur, når hun går i brechen for det homogeniserede samfund
Spørgsmålet er, om vores dobbeltminister har gjort sig klart, hvad der er natur,  og hvad der er kultur, når hun går i brechen for det homogeniserede samfund
Moderne Tider
12. marts 2011

Der er flere interessante dobbeltministre i staten Danmark. En af de mest mærkværdige i samlingen er Lykke Friis. Tænk sig, at vi har rent faktisk har en minister, som på samme tid tager sig af det med naturen og det med kønnene. Måske kunne man prøve at antage, at det rent faktisk ikke er helt tilfældigt, at en sådan dobbeltminister findes, og at der er det, som Karen Blixen kalder en »dunkel indre sammenhæng« i det.

Homo-genisering

Omkring 8. marts hvert år dukker Lykke Friis op med vind i håret og med følgende proklamation:

»I stedet for at have endnu en kvindernes internationale kampdag, så skal det være mænd og kvinders kampdag for de lige muligheder.« (Politiken, 26. februar, 2011).

Friis synes at have taget sin pejling efter en generel tendens i de velstående, vestlige demokratier, nemlig at vi lever i en tid, hvor mænd og kvinder kan det samme. De kan tage arbejde, de kan forbruge, og de kan blive ministre eller topforskere. For et hurtigt blik synes alt således godt. Vi har en civiliseret og ikke alt for hysterisk omgang med hinanden i det offentlige rum, og kvinder behandles også pænt på tv.

Men hvad er så problemet? Egentlig er der ikke rigtig noget problem, hvis man nærlæser Friis' udtalelser i Politiken. Snarere er der blot en lille kurre på tråden, en lille synsforstyrrelse, som kan rettes med en diskret brille - det handler f.eks. blot om at få de mandlige bestyrelsesformænd til at »se lyset og anerkende, at det er en vigtig dagsorden«. Herefter burde kønnene kunne genindskrives i de lige muligheders maskine af mennesker og kapital, hvor vi alle alligevel - uanset køn og alder - snart skal sendes til fronten imod de store spillere: Kina, USA, Indien.

Det naturlige køn?

Men lad os prøve at sætte denne homogene drøm ind i naturens kontekst. Ligesom på klimaområdet kunne man mene, at Friis også på kønsområdet først og fremmest er kaldet til at gentage regeringens velkendte mantra: Her går det godt. Den afgørende forskel på de to ressortområder synes dog at være, at naturen principielt set er noget, hun vil beskytte, mens kønsforskellen er noget, hun vil udligne, dvs. fjerne - den bør i hvert fald ikke spille nogen rolle.

Naturen skal have lov at være 'som den er' (selv om det selvfølgelig er omstridt, hvordan det så er), kønsforskellene skal derimod potentielt sættes uden for indflydelse. Kort sagt: mere natur, mindre køn. Hvis der er en decideret konflikt mellem de to positioner kunne den søges i selve begrebet 'køn'. Er køn noget biologisk? Og skal kønnet da også bare have love at være, som det er? Hvad berettiger os til at modvirke dets manifestationer? Eller omvendt: Hvis køn er en kulturel størrelse; hvis 'kvinde' udelukkende er noget, man er, fordi samfundet siger det til en, hvad forhindrer da Lykke Friis i at opfatte 'naturen' på samme måde? Det er interessant, at netop den ene del principielt opfattes som bevarelsesværdig, mens den anden ikke gør det.

Naturen findes, men det naturlige køn findes ikke. Denne antagonisme er koncentreret i en enkelt person, der er minister for begge dele. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, men giver på en måde også forudanelse om naturens genkomst midt i Friis' ellers fine, homogene drøm.

For er det ikke en efterhånden klassisk feministisk kritik af kulturens homo-geniserende orden, at den er fallisk og patriarkalsk, og at det, som denne mandlige orden af påstået neutralitet, objektivitet og rationalitet skaber som sit falske og undertrykkende modbillede, netop er kvinden som det naturlige; kvinden i østrogeners og følelsernes vold? Kvinden er i denne optik rå natur; det, der ikke i samme grad som manden er befriet fra naturen og hævet op på civilisationens og intelligensens rene stadie.

Er det ikke også netop det, som ligger implicit i Friis' karakteristik af kønskampen i dag som et sted, hvor det kun er »kvinder, der diskuterer kvinder med kvinder«? Dette sted er som en slags ghetto, et hul, et lukket, mystisk følelsesrum i forhold til det omgivende samfund af beslutsomme, mandlige bestyrelsesformænd. Friis' mandepanel skal netop også spille den helt klassiske, falliske rolle i forhold til disse afsondrede eksistenser: »Mandepanelet skal hjælpe med at finde ud af, hvordan vi får debatten tilbage til samfundet«, dvs. til den civiliserede virkelighed.

Friis er minister for både natur og køn. Åbenbart i den forstand, at hun vil bevare naturen, som den er, men også mere overraskende i den forstand, at hun vil bevare det undertrykkende kvindebillede, som det er, dvs. at hun vil reproducere den falliske orden, der ikke giver andre muligheder end at tænke kvinden som noget mystisk, følsomt, 'naturligt'.

8. marts - igen

I forbindelse med Friis' homogene drøm om et frit flow af mennesker og kapital er det i øvrigt væsentligt at genkalde sig, hvordan den oprindelige 8. marts netop blev valgt som kampdag på en kvindekongres i Anden Internationale i solidaritet med en række amerikanske kvinder, der havde demonstreret for bedre forhold på arbejdsmarkedet og mod den såkaldte blåstrømpebevægelse, der ansås for at være en bevægelse for det bedre borgerskab. Hvis formålet med kønskampen i sidste ende er økonomisk ansvarlighed og vækst, hvad blev der så af den oprindelige dato?

Den homogene drøm er ikke neutral, men farvet til fallisk side - tilbage er at håbe, at selve datoen, den 8. marts, stritter imod. Opgaven, frem mod den næste, er at relancere den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Klarsyn og skarp analyse af natur, kultur og det homogene - samt dobbeltroller og sær logik!

Bedste spørgsmål, der endnu er stillet, i anledning af det nedsatte mandepanel og KIK.

og at der er det, som Karen Blixen kalder en »dunkel indre sammenhæng« i det.

blixen troede vel næppe på det med storken ?

----

mht. sammenhæng mellem natur og køn:

det er jo nok ikke uden nogle gode årsager
at selve ordet: natur,
( etymologi ), betyder sån' noget som: det/de
der har med fødsler at gøre.