Læsetid: 4 min.

One night in Bangkok ...

Bangkoks traditionelle seværdigheder som Grand Palace og Wat Phode, det flydende marked og kongepaladset fortjener enhver turists opmærksomhed, men man bør også unde sig selv at smage lidt på de lokales steder i det store udbud af fremragende restauranter og hippe klubber, der gør Bangkok til en moderne metropol
Bangkoks traditionelle seværdigheder som Grand Palace og Wat Phode, det flydende marked og kongepaladset fortjener enhver turists opmærksomhed, men man bør også unde sig selv at smage lidt på de lokales steder i det store udbud af fremragende restauranter og hippe klubber, der gør Bangkok til en moderne metropol
5. marts 2011

Mystique Bar

Daryl Scott, manden bag Bangkoks ikoniske Q Bar, har netop åbnet Mystique Bar for byens trendsættende elite. Forskellige temaer som Playboy Mansion eller japansk noh-teater præger hver af de tre spektakulære etager, og et stort hajfyldt saltvandsakvarium en hovedattraktion.

Chiang Mai-noodles

Gemt væk i et hjørne på Four Seasons Hotel ligger Spice Market, som serverer god og velsmagende thaimad, der smelter på tungen, kildrer næseborene og udfordrer dine smagsløg. Priserne underminerer ikke feriebudgettet, og især den fantastiske Chiang Mai curry noodles, som man ellers skal helt til Chiang Mai for at få, er et besøg værd.

Sky Bar og Sirocco Restaurant

Blandt Bangkoks mange roof top-barer skiller eksklusive Sky Bar og Sirocco Restaurant på toppen af byens næsthøjeste bygning, State Tower, sig ud med god plads, udsøgt servering og måske byens bedste jazz. Sky Bar er oplyst i skiftende farver som ændrer sig med minutters mellemrum og er et favorit hænge ud-sted for kendisser og wannabes.

Baren har også et imponerende udvalg af single maltwhiskys, som kan nydes med ægte vand fra Skotland.

Med fare for at overbelaste kreditkortet kan man på Sirocco nyde blandt andet friske østers og iransk kaviar. Har man hang til cigarer, kan der vælges en cubansk en af slagsen fra stedets velassorterede humidor, samtidig med at man nyder udsigten over Praya-floden. Bordbestilling er nødvendig.

H1

Cool er ikke et ord, der sædvanligvis bruges ved omtale af indkøbscentre, hvor det snarere er billeder af kønsløse butiksrækker, endeløst replikeret i betonarkader, der fremmanes. Cool er dog en meget rammende karakteristik af dette cutting-edge butikscenter med skiftende kunstudstillinger og skulpturpark.

H1 falder i kategorien mini-mall og er en gruppe af bygninger omgivet af grønne buske og træer i det hippe Soi Thonglor-område. Den underspillede æstetik danner rammen om ro, skønhed og sågar ægte fuglekvidder. Her køber man spændende design og kvalitets­fødevarer, og man kan få det indtryk, at her er flere arkitektur-turister end shoppere.

BED Supperclub

Futuristisk etablissement som det er svært at kategorisere. Som navnet antyder, serveres middagen her på sengen. Behageligt henslængt i bløde kæmpesenge kan man nyde delikate menuer sammensat af retter og ingredienser fra alverdens egne og samtidig opleve spændende kunstnerisk sceneoptræden.

Fra den gennemført hvide restaurant glider oplevelsen videre over i cool clubbing i BED Bar, hvor top dj’s sætter scenen, og baren leverer cocktails inspireret af internationale trends og lokale råvarer, der skifter med sæsonen. Her smelter de nyeste tendenser i kunst, gastronomi, arkitektur og musik sammen til en total oplevelse.

Eat Me

Gemt væk i en sidegade til Sathon Tai ligger den smagfuldt og minimalistisk indrettede restaurant Eat Me, som med sit moderne fusionskøkken er et af byens bedste spisesteder. Dette skyldes ikke mindst den kompromisløse australske ejer Darren Hausler, som forstår at sikre et højt niveau i køkkenet og at have en engageret, charmerende og vedkommende dialog med sine fortrinsvis thailandske gæster uden at være anmassende.

Det moderne køkken laver alt fra bunden af gode lokale råvarer, og den hjemmelavede ravioli med figen og bluecheese i rosmarinsmør serveres akkompagneret af englesang. Den omfattende vinkælder er en ekstra bonus.

Mandarin Oriental

For 125 år siden åbnede den danske forretningsmand Hans Niels Andersen Bangkoks første 5-stjernede hotel under navnet Mandarin Oriental med henblik på blandt andet at huse besøgende fra ØK. Byen vrimler i dag med 5-stjernede overnatningsmuligheder, og Mandarin Oriental har udviklet sig til en international kæde af eksklusive hoteller.

MO Bangkok har alle moderne faciliteter, men emmer af old world-charme. Et kendemærke er den diskrete, men personlige og allestedsnærværende service, der kan få enhver dansker til at miste mælet. Mange berømtheder har lagt vejen forbi, og det var også et yndet sted for Simon Spies at slå sig løs – i en grad så han formåede at bliver smidt ud efter en lidt for dekadent fest.

En lille båd fragter skønhedssøgende gæster til hotellets spa på den modsatte flodbred. Enkel og smuk asiatisk indretning giver perfekte rammer til at synke helt ind i et selvforkælelsesunivers, hvad enten det er ydre forskønnelse, indre balance eller bare lindring af ømme rejsemuskler, man søger. Hvis 2.500 kr. for billigste dobbeltværelse synes lige i overkanten, så tag forbi til en uforglemmelig middag ved floden og mærk et historisk sus.

Bedste udflugt

Pranburi er et åndehul nogle timer syd for Bangkok ved Hua Hin. Her tager de lokale til, og de holder det for sig selv. Thaifamilier har i generationer haft deres sommerresidens her, og den thailandske dronning har også en feriebolig i området. Pranburi er blottet for masseturisme, men luksus kan man sagtens finde, eksempelvis på Evason Six Senses, som repræsenterer noget af det ypperste Thailand har at byde på, når det drejer sig om ferieresorts, herunder en spa i verdensklasse. Pranburi er uspoleret, kendt for kitesurfing og autentiske restauranter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu