Læsetid: 3 min.

En storslået slentren i kliniske White City

Der er flere Bauhaus-bygninger i Tel Aviv end noget andet sted på jorden. Byggestilen, der blev udviklet på den tyske arkitekt- og kunstskole med henblik på arbejderklassen, står i dag repræsenteret ved flere end 4.000 bygninger i Tel Avivs White City
Tel Avivs White City bugner af den stramme og rene Bauhaus-arkitektur. Byen har intet mindre end verdens største koncentration af Bauhaus-bygninger.

Tel Avivs White City bugner af den stramme og rene Bauhaus-arkitektur. Byen har intet mindre end verdens største koncentration af Bauhaus-bygninger.

5. marts 2011

De kubistiske huse - beige eller hvide, tre-fire etager høje, aldrig højere - ligger stort set overalt i White City-kvarteret i Tel Aviv. Klodser med rene, kliniske optrukne linjer, enkelte rundinger, der i deres kamp mod Bauhaus-stilens lineære overmagt dog kun efterlader sig ganske få slagmarker, hvor dens sejre bliver husket, dens flag rejst. Det være sig rundinger i altanens udformning, sorte stålgelændere, der parallelt, svagt tilbagetrukket fra den skarpe betonkant følger altanens linjer. Men ellers tillader den oprindeligt tyske byggestil ikke megen leg med linjerne. Den er stram, ren og at finde overalt i hippe Tel Aviv.

Særlig tydelig for øjet er Bauhaus-stilens udtryk, hvis man følger Rothschild Boulevard, passerer de mange store firmaer, der har bygget højhuse. Fintskårede domiciler med glasfacader. Unge mennesker, nydeligt klædt, vestlige i deres udseende, siddepå Rothschilds fortovscafeer. Tel Avivs overklasse. De sidder omringet af Bauhaus-arkitektur, og med deres tilstedeværelse er Bauhaus-byggerierne blevet en sag for dem, stilen aldrig nogensinde var tiltænkt: de velstillede. Bauhaus var ikke for dem - tværtimod. Bauhaus var til arbejderne, hvem Bauhaus-grundlæggeren Walter Gropius betragtede som »vores generations fremtid«, som han skrev i Bauhaus' manifest, da han i 1919 grundlagde skolen i tyske Weimar.

Billigt og tilgængeligt

Ifølge Gropius var det tid til at tænke forfra. Den intellektuelle klasse havde forpasset sin chance for at lede folket, fremtiden skulle ikke tilhøre den endnu engang, skrev Gropius i sit manifest. Proletarerne var fremtiden. Året var 1919, Første Verdenskrig var afsluttet og Gropius grundlagde arkitektskolen Bauhaus i Weimar. Materialerne og husene skulle være billige, simple, lettilgængelige - skabt til og for arbejderne, uden hensyntagen til klasseforskel mellem de kulturelt uuddannede. Arbejderne kunne samle sig, socialismen brede sig. Det var planen.

Fra Weimar springer vi til Tel Aviv. Den israelske by var 10 år forinden blevet grundlagt i udkanten af datidens store palæstinensiske havneby Jaffa. Stemningen i Jaffa mellem jøder og arabere var anstrengt, og Tel Aviv opstod som følge deraf. Tel Aviv skulle være et sted uden religiøse spændinger, frit og åbent.

I 1925 tegnede skotske Sir Patrick Geddes Tel Avivs nuværende byplan. Nahoum Cohen, israelsk forfatter og pennen bag bogen Bauhaus Tel Aviv fra 1998, fortæller til Information, at Geddes var kendt som en pioner inden for netop byplanlægning og efter sigende yderst innovativ, når han planlagde, optegnede og førte sin planer for byzoner udi livet. Omkring beskedne 500 kvadratmeter pr. husstand tillod Geddes' byplanlægning i Tel Aviv. Småt, men med øje for at kunne bygge billige huse til byens stigende antal indbyggere.

Dette passede perfekt til hele grundlaget, hele konceptet bag Gropius Bauhaus-skole.

Glem bourgeoisiet

Husene måtte ikke være udtryk for religion, udtryk for velstand eller på anden vis illustrere nogen form for mangfoldighed.

Bauhaus-husene, og senere kunsten, skulle være rendyrket funktionalisme. Tæt på asketisk i sit formsprog, strippet for pomp og pragt. Blottet for ligegyldige ornamenter. Blottet for alt overflødigt, alt løst, som blot signalerede - på sin vis - en egoisme, en trang og en uafviklet lyst til at skille sig ud, vise sig frem ved hjælp af ligegyldige materialistiske elementer. Tidligere tiders arkitektoniske tanker skulle glemmes. Der skulle, ifølge Gropius, startes helt forfra. Bauhaus-skolen stod ikke bare for en ny arkitektonisk stil. Det stod for arkitektonisk revolution. En revolution til Folket.

Undervejs i processen mod at blive så ren, så asketisk - og fri af bourgeoisiet - i sin stil som muligt, mødte Gropius modstand, som dog kun var med til at forme stilen .

På et tidspunkt hev Gropius helt almindelige snedkere ind på skolen. Gode, simple, robuste møbler skulle disse producere til Folket, arbejderne; men initiativet blev blot mødt kritik fra Bauhaus-modstanderne: 'Håndlavede møbler var dyre, unika, og hvordan skulle arbejderne kunne betale for det.' Gropius var såret, men indså hurtigt, at ideen med at bringe møbelsnedkere ind, var forfejlet. Han grublede og næste morgen var han angiveligt klar med stilens nye motto: Kunst und Technologie - eine neue Einigkeit! (Kunst og teknologi - en ny enighed!, red.). Maskiner og industriel design måtte blive den endelige udgang, når alt personlighed og klasseinddeling skulle barberes væk. Bauhaus blev en smeltedigel for billige, ærlige materialer i det håb at skabe storslået, stringent industriel design.

Mange af disse tanker er i dag dokumenteret i Tel Avivs gader. Som når man går ned af Ahad Ha'am Street, en parallelgade til den Rothschild Boulevard, hvor man kan se de hvide kubistiske bygninger, deres vertikale 'termometer-vinduer' og deres glashjørner. Så simpelt, når man betragter det, men alligevel så storslået.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu