»Elendige tåbe, så stig dog ind i det fly!«, hvæser Leila Trabelsi til Ben Ali. Det er 14. januar, og parret gør sig klar til hovedkuls flugt efter desperate dage med krampagtige forsøg på at klynge sig til magten. »Men jeg ville jo dø i mit eget land,« udbryder Tunesiens bedrøvede diktator. »Nu vil jeg ikke høre på flere dumheder fra dig - jeg har holdt dig ud hele mit liv,« replicerer den brat detroniserede præsidentfrue, der i nederlagets stund er den af de to, der må bevare fatningen og udstede ordrerne til den før så frygtede og magtfulde, men nu svækkede og konfuse Ben Ali. Det er også Leila Trabelsi, der har åndsnærværelse til at sørge for, at parret på deres flugt medbringer 1,5 tons guld fra Tunesiens centralbank - en fjerdedel af bankens guldreserver.
Herskerparrets ordveksling er gengivet af nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateur. Den gribende scene, journalist Sara Daniel beskriver efter samtaler med øjenvidner fra ekspræsidentens kabinet, giver et indblik i det muligvis sande magtforhold mellem Tunesiens førstedame og hendes 'undertrykte' mand. Som en moderne udgave af Shakespeares Lady Macbeth, verdenslitteraturens mest berømte udgave af en grænseløst magtliderlig kvinde, giver historien om Leila Trabelsis opstigning, storhed og fald nyt liv til den velkendte påstand om, at der bag hver magtfuld mand står en rænkefuld kvinde.
Af små kår
Tuneserne omfattede Leila Trabelsi med indædt had og modvillig beundring. Snarrådigt og opportunistisk forstod hun at overvinde alle de forhindringer, som de arabiske samfund almindeligvis opstiller for kvinder. Kynisk og handlekraftig udnyttede hun sin korrupte mands uindskrænkede beføjelser. Blandt tuneserne mener mange, at Leila Trabelsi var roden til alt det onde i diktatorens magtudfoldelser.
Leilas løbebane matcher perfekt klichéfortællingen om den fattige, men snedige kurtisane, der benytter sig af de fortrin, naturen har skænket hende, for gradvis at arbejde sig helt til tops. Hun bliver født i 1956 som eneste datter i en fattig familie med 11 brødre og vokser op i en medina i hovedstaden Tunis. Men det er hende, der bliver vidunderbarnet, for skønt hun lægger beskedent ud med at uddanne sig til damefrisør, tager hun få år efter studentereksamen via et korrespondencekursus og derefter akademiske grader i litteraturvidenskab og jura, den sidste på universitetet i Toulouse.
I 1984 opsøger hun Ben Ali, der på dette tidspunkt er chef for Tunesiens sikkerhedstjeneste, for at gå i forbøn for et fængslet familiemedlem. Mødet gør indtryk på den magtfulde mand, og snart efter lykkes det hende at det pågældende familiemedlem løsladt. Hun spiller nu forførerkortet for at fange den gifte Ben Ali i sit spind. De indleder en hemmelig affære, der står på i et par år. Hun bliver gravid og nedkommer med det uofficielle pars første barn i 1986, en datter ved navn Nassrine. I 1988 lader Ben Ali sig skille fra sin første kone og overtager samme år præsidentposten ved et ublodigt kup, som officielt begrundes med den hidtidige præsident Bourguibas 'kritiske mentale tilstand'. Leila skænker ham endnu en datter i 1992, og samme år bliver de lovformeligt gift.
Førstedame
Den fattige damefrisør fra de små kår kan nu pludselig smykke sig med den fornemme titel af førstedame - resultatet af en ganske bevidst machiavellisk stræben, hvis man skal tro Catherine Graciet og Nicolas Beau, der i deres afslørende biografi om Leila, La Régente de Carthage (2009), tegner billedet af den dragende femme fatale, som vil benytte sig af selv de mest amoralske midler for at avancere i det sociale hierarki.
»Leila er som en moderne inkarnation af Katarina af Medici,« skriver det franske forfatterpar med henvisning til den franske konge Henrik II's dronning, der blev berygtet for de metoder, hun brugte til at opnå magt, som omfattede giftdrab, massemord og tvangsægteskaber. Bogen går bag facaden på Tunesiens mest magtfulde og skildrer, hvordan hun selv og hendes klan formåede at erobre et stedse stærkere greb om stadig større dele af den tunesiske økonomi.
Leila indser tidligt, at i Ben Alis Tunesien er position ikke nok. Penge er magt, og magt er penge. I kraft af sin stærke indflydelse på Ben Ali og igennem diverse intriger sikrer 'klepto-damen', som Libération-journalisten Christophe Ayad beskri- ver hende, efterhånden Trabelsi-klanen fuld kontrol over Tunesiens største virksomheder, dets vigtigste pengeinstitutter, dets ejendomsmarked, flyselskaber, supermarkedskæder, teleselskaber, tv- og radiostationer, fodboldklubber.
De begunstigede
Leila er nok diktatorhustru, men hun har også et godt øje til unge mænd og agerer gerne deres protektor ved at dele ud af sine privilegier. Ekshåndboldsspilleren Slim Chiboub, gift med Ben Alis datter af første ægteskab, Dorsaf, er blandt de begunstigede. Slim udpeges til administrerende direktør for Tunesiens førende fodboldklub L'Espérance, hvorfra han snart bliver boss for Tunesiens sportsbusiness.
En anden udvalgt er Marouan Mabrouk, fremtrædende forretningsmand og gift med Cyrine, Leilas datter fra et tidligere ægteskab. Skønt Mabrouk er af en rig familie får han en hjælpende hånd af Leila til at udbygge sin indflydelse i erhvervslivet. Snart står han i spidsen for de tunesiske filialer af Fiat og Mercedes, udnævnes til direktør for den prestigiøse BIAT-bank (Banque internationale arabe de Tunisie - Tunesiens internationale arabisk bank) og sætter sig på ledelsen af Tunesiens to største supermarkedskæder, Géant og Monoprix.
Leilas yndling er og bliver dog Belhassen Trabelsi, førstedamens frygtede bror, som Libération-journalisten Christophe Ayad sammenligner med Saddam Husseins excentriske søn Uday: »Den amerikanske ambassadør, der var inviteret til middag hos Uday,« skriver Ayad, »blev overrasket over at se en løve i et bur, der angiveligt håndfodres med fire kyllinger om dagen.« Listen over Belhassens forretningsmonopoler er lang og tæller bl. a. luftfartsselskabet Kartago Airlines, teleselskabet Telecom, radio- og tv-kanalerne Mosaïque FM og Carthage TV og import af bilmærker som Ford, Range Rover, Jaguar og Hyundai.
»Mens Haja Nana Trabelsi, Leilas mor, indsættes som vogter over den voksende formue, går Trabelsi-klanen i gang med at udplyndre landet på veritabel mafiamanér med Leila i spidsen som det kvindelige svar på mafiabossen Corleone«, skriver Christophe Ayad.
Politiske ambitioner
Ved Jasminrevolutionens udbrud vurderes Leila og hendes mafiøse klans formue at andrage ikke mindre end 30 procent af landets BNP. Men der er også brug for en lind pengestrøm, for Leila og hendes entourage har smag for dyre vaner og eksklusiv livsførelse, som bl. a. henlægges til luksusferievillaer og palælejligheder på nogle af verdens mest eftertragtede steder fra Paris til Courchevel og Saint-Tropez.
Ud over at være 'kleptodame' tørster Leila imidlertid også efter politisk magt, og får da også udbygget sin position markant igennem årene under et dække af velgørenhedsarbejde og engagement i de tunesiske kvinders rettigheder. Netop i kvindesagen øjner Leila en platform, og i 1998 tildeles hun den ærefulde titel som talskvinde for en prominent arabisk kvindeorganisation, Organisation de la femme arabe. Også på det humanitære område vil hun sætte sit præg som forkvinde for den betydningsfulde velgørenheds-ngo Basma. Leilas ambitioner rækker ud over storhed bag de nationale grænser. Som Jamels Arfaoui, en tunesisk journalist, udtalte til nyhedskanalen Hannabal, da Ben Ali og Leila var flygtet. »Hendes storhedsvanvid fik internationale dimensioner. Hun ville være den kvindelige frontfigur i den arabiske verden og det nationale symbol på Tunesiens modernisering.«
Leila indser dog snart, at hendes engagement i kvindesagen må suppleres med en egentlig politisk uddannelse. Hendes ægtemand hyrer derfor et hold af eksperter og spindoktorer, som oplærer hende i den politiske jargon og et magtembedes grundlæggende koder. Snart er hun klar til at holde taler som fremtrædende politiker. For Leila forfølger en minutiøst orkestreret strategi, som går ud på at forberede sig til at overtage præsident- embedet efter sin skrantende mand, herunder at få skræddersyet forfatningen, så den imødekommer hendes ambitioner.
Med Jasmin-revolutionen bliver Leila Trabelsis ambitioner styrtet i grus, men i modsætning til sin mand, der har søgt tilflugt i Jedda i Saudi-Arabien, har hun ikke forladt den politiske scene. Nyhedskanalen France 24 kunne i sidste uge afsløre, at Laila opholder sig i Libyen, i byen Jamahirya. Sihem Bensedrine, en tunesisk menneskerettighedsadvokat, vurderer, at hun herfra vil søge »at udbrede antirevolutionær propaganda og påstå, at revolutionen ikke var løsningen, fordi den har overladt landet til destruktive og kaotiske kræfter«.
Den rigere og større nabo Libyen har i flere år spillet en afgørende rolle i Tunesiens interne politiske og økonomiske forhold, og Libyens enehersker, Gaddafi var da også den eneste i den arabiske verden, som fortsat udtrykte sin støtte til Ben Ali efter dennes afgang.
Hvorfor har Leila valgt en destination med intens politisk ustabilitet, borgerkrigslignende tilstande og massakrer i stedet for det fredelige Saudi-Arabien hvor hendes mand befinder sig? Officielle kilder siger til France 24 og tunesisk tv, at Ben Ali er i en kritisk tilstand, har ligget i koma i de sidste to uger og muligvis er døende. Hvis disse rygter taler sandt, hvorfor er Leila så ikke ved hans side?
Revolutionens taber
Uagtet hendes forsøg på comeback er Ben Alis fald også Leilas og undergangen for det regime, hun styrede, fastslår Abdelaziz Ounis, forfatter og politolog ved den samfundsvidenskabelig eliteskole École Normale Supérieure. Ben Ali-regimets gamle magtbase har ingen legitimitet i folket, og den omfatter både gamle partimedlemmer, men også efterretningstjenesterne, det hemmelige politi, dommerne, bankdirektørerne og fremtrædende personer i medieverden. De demokratiaktivister, som var revolutionens drivende kraft, udarbejder nu såkaldte 'skamlister', som udpeger, hvilke prominente personligheder der støttede Ben Alis styre, og kræver dem stillet til regnskab over for folket. Øverst på listen står Leila og hele hendes berygtede klan. Det tunesiske folk kræver, at klanens formue skal beslaglægges, en formue, der af eksperter vurderes til flere milliarder dollar. Og Tunesien har nu udstedt en international arrestordre på Leila Trabelsi.
I en revolution er der vindere og tabere, og Leila blandt taberne. Den storslåede og pompøse førstedame havde visioner som en madame Pompadour, men fik sine planer krydset af et folk, der havde fået nok. Kartagos dronning er nu udpeget til revolutionens primære syndebuk. I dag kræves hun udleveret af de tunesiske myndigheder og retsforfulgt for korruption.
Mouna Daadouche er cand.mag i fransk og Mellemøststudier
