Læsetid: 14 min.

1. Maj

Hvorfor skal vi nu igen tale om Karl Marx? Svaret er, ironisk nok: kapitalismen. Når vi hører kapitalister tale om kapitalismen, ved vi, at systemet er i vanskeligheder, skriver den britiske kulturkritiker Terry Eagleton
Hvorfor skal vi nu igen tale om Karl Marx? Svaret er, ironisk nok: kapitalismen. Når vi hører kapitalister tale om kapitalismen, ved vi, at systemet er i vanskeligheder, skriver den britiske kulturkritiker Terry Eagleton
30. april 2011

At lovprise Marx forekommer i dag lige så perverst som at lægge et godt ord ind for Bostonkvæleren. For var Marx' ideer ikke ansvarlige for despoti, massemord, arbejdslejre, økonomiske katastrofer og tabet af liv og frihed for millioner af mænd og kvinder? Var ikke en af hans mest hengivne disciple en paranoid georgisk bonde ved navn Stalin og en anden en brutal kinesisk diktator, som meget vel kan have over 30 millioner menneskers blod på sine hænder?

Sandheden er, at Marx ikke var mere ansvarlig for den kommunistiske verdens uhyrlige undertrykkelse, end Jesus var for inkvisitionen. For det første ville Marx med foragt have afvist den idé, at socialisme kunne slå rod i desperat forarmede og kronisk tilbagestående samfund som Rusland og Kina. Blev forsøget gjort, ville resultatet ganske enkelt blive, hvad han betegnede som »generaliseret knaphed«, hvormed han mente, at alle nu ville komme til at lide afsavn, ikke kun de fattige. Det ville indebære »en reprise af den beskidte gamle affære« eller i mindre pietetsfuld oversættelse »det samme gamle lort«. Marxisme er en teori om, hvordan velaflagte kapitalistiske nationer kunne bruge deres enorme ressourcer til at opnå retfærdighed og velstand for deres befolkninger. Den er derimod ikke et program for, hvordan nationer uden materielle ressourcer, uden blomstrende civilsamfund, uden demokratiske traditioner, uden veludviklet teknologi, uden oplyste frisindede traditioner og uden en kompetent og veluddannet arbejdsstyrke med magt kan kaste sig ind i den moderne tidsalder.

Marx' nagende spørgsmål

Marx ønskede givetvis også at se retfærdighed og velstand vinde fremgang i sådanne trøstesløse egne. Han skrev med velformuleret indignation om flere af Storbritanniens underkuede kolonier, ikke mindst Irland og Indien. Og den politiske bevægelse, som hans værker gav stødet til, har da også gjort mere til at hjælpe små nationer med afkaste deres koloniherrers åg end nogen anden politisk strømning. Alligevel var Marx ikke så stor en tåbe, at han forestillede sig, at socialisme kunne etableres i sådanne lande, uden at mere avancerede nationer ilede til undsætning. Og det betød, at den brede befolkning i disse avancerede nationer var nødt til at fravriste deres herskere produktionsmidlerne og stille disse til rådighed for Jordens fordømte. Var dette sket i 1800-tallets Irland, ville der ikke have været nogen hungersnød til at sende en million mænd og kvinder i graven og yderligere to eller tre millioner til fjerne himmelstrøg.

I en vis forstand kan hele Marx' værk koges ned til en række nagende spørgsmål: Hvordan kan det være, at det kapitalistiske Vesten har akkumuleret flere ressourcer end nogensinde tidligere set i menneskets historie og dog forekommer ude af stand til at overvinde fattigdom, sult, udnyttelse og ulighed? Hvilke er de mekanismer, hvorved velstand for en minoritet ser ud til at avle trængsler og uværdige levevilkår for de mange? Hvorfor ser privat rigdom ud til at gå hånd i hånd med offentlig elendighed? Er det korrekt, som godhjertede liberale reformister hævder, at vi simpelt hen bare ikke er nået frem til at udrydde disse lommer af menneskelig elendighed endnu, men at dette uvægerligt vil ske, når tiden først er moden? Eller er det mere plausibelt at antage, at der findes noget i selve kapitalismens natur, som af sig selv genererer afsavn og ulighed?

Marx var den første tænker, som formulerede sig i sådanne vendinger. Denne jøde i fladtrådte sko - en mand, som engang bemærkede om sig selv, at ingen anden i verden havde skrevet så meget om penge og haft så få af dem - gav os sproget til at begribe det system, vi lever under, som en helhed. Dets modsætninger blev analyseret, dets indre dynamik blotlagt, dets historiske oprindelser undersøgt og dets mulige afvikling foregrebet. Dermed være ikke et øjeblik sagt, at Marx slet og ret anså kapitalisme for en dårlig ting i stil med at beundre Sarah Palin eller puste tobaksrøg i hovedet på sine børn. Tværtimod var han ødsel i sine komplimenter til den klasse, som skabte den et forhold, som både hans kritikere og disciple bekvemt nok har fortiet. Intet andet socialt system i historien, skrev han, havde vist sig så revolutionært. På ganske få århundreder havde de kapitalistiske middelklasser udvisket næsten ethvert spor af deres feudale fjender fra Jordens overflade. De havde dynget kulturelle og materielle skatte op, opfundet menneskerettigheder, frigjort slaver, styrtet eneherskere, afviklet imperier, kæmpet og gået i døden for menneskelig frihed og skabt grundlag for en i sandhed global civilisation. Intet dokument har i så høje toner rost denne vældige historiske bedrift som Det Kommunistiske Manifest, end ikke Wall Street Journal.

Gulag og Hiroshima

Dette var imidlertid blot den ene side af historien. Der er dem, som anskuer moderne historie som en fascinerende fortælling om fremskridtets stadig fremmarch, og dem, som opfatter den, som ét langt mareridt. Med sin sædvanlige præcision mente Marx, at historien var begge dele. Hver eneste civilisatorisk fremskidt førte nye muligheder for barbari med sig. Middelklasserevolutionens store slagord frihed, lighed, broderskab var også hans paroler. Han undersøgte blot, hvorfor disse idealer ikke kunne føres ud i livet uden vold, fattigdom og udbytning. Kapitalismen havde udviklet menneskelige talenter og skaberkraft uden sidestykke. Og dog havde den ikke brugt dette formidable potentiale til at frisætte mænd og kvinder fra triviel trældom. Den havde tværtimod tvunget dem til at arbejde hårdere end nogensinde. Klodens rigeste civilisationer svedte mindst lige så meget, som deres slavebundne forfædre havde gjort.

Dette, mente Marx, skyldtes ikke nogen naturgiven knaphed. Det skyldtes den særegent modsigelsesfulde måde, hvorpå det kapitalistiske system skaber sin formidable rigdom. Lighed for nogle betød ulighed for andre, og frihed for nogle medførte undertrykkelse og ulykke for mange. Systemets umættelige begær efter magt og profit havde forvandlet fremmede nationer til slavebundne kolonier og mennesker til brikker for økonomiske kræfter hinsides deres kontrol. Det havde forpestet kloden med forurening og massehungersnød og skamferet den med grusomme krige. Nogle af Marx' kritikere henviser med berettiget forargelse til massemordene i det kommunistiske Rusland og Kina. De mindes i reglen ikke kapitalismens folkemorderiske forbrydelser med tilsvarende indignation: Udbruddene af hungersnød sidst i 1800-tallet i Afrika og Asien, hvorunder et ukendt antal millioner omkom; blodbadet i Første Verdenskrig, hvor imperialistiske nationer massakrerede hinandens arbejderbefolkninger i en kamp om globale ressourcer, og rædslerne under fascismen, som kapitalismen er tilbøjelig til at gribe tilbage til, når den står med ryggen mod muren. Uden Sovjetunionens enorme ofre ville det nazistiske regime måske stadig være ved magten.

Marxister advarede imod fascismens farer, mens politikere i den såkaldte frie verden stadig højlydt kunne tvivle på, om denne Hitler nu også var sådan en skidt karl, som det blev fremstillet. Næsten alle tilhængere af Marx i dag forkaster Stalin og Maos modbydeligheder, mens mange ikke-marxister stadig stejlt vil forsvare udslettelsen af Dresden og Hiroshima. Moderne kapitalistiske nationer er for størstedelens vedkommende frugter af en historie om folkemord, vold og udryddelse, som er ikke mindre afskyvækkende som kommunismens forbrydelser. Også kapitalismen blev til i blod og tårer, og Marx var til stede for at bevidne dette. Sagen er blot, at systemet har været i drift så længe, at de fleste af os for længst har glemt dette.

Socialisme er ikke et mirakel

Den politiske hukommelse har det med at være selektiv. Tag nu f. eks. den 11. september og her mener jeg den første 11. september, ikke den anden. Jeg henviser til den 11. september, som fandt sted 28 år før Tvillingetårnenes fald, da USA bistod med et voldeligt kup, som omstyrtede Chiles demokratisk valgte præsident, Salvador Allende, og i hans sted indsatte en frastødende diktator, som gik i gang med at myrde langt flere mennesker, end der blev dræbt på hin frygtelige dag i New York og Washington. Hvor mange amerikanere er klar over dette? Hvor mange gange er dette blevet omtalt i Fox News.

Marx var ikke en utopisk drømmer. Tværtimod begyndte han sin politiske karriere i nådesløs strid med de utopiske drømmere, han så sig omgivet af. Han har omtrent lige så stor interesse i et perfekt menneskeligt samfund, som en Clint Eastwood-figur ville have, men udtrykker sig simpelt hen aldrig i så tåbelige termer. Han mente ikke, at mænd og kvinder kunne overgå ærkeenglen Gabriel i fromhed. Snarere mente han, at det var praktisk muligt at gøre verden til et markant bedre sted. Heri var han realist, ikke idealist. De, som virkelig har stukket hovedet i sandet denne verdens moralske strudse er dem, som benægter, at der overhovedet kan gennemføres nogen radikal forandring. Det er dem, som opfører sig, som om Family Guy og multifarvet tandpasta stadig vil eksistere i år 4000. Hele menneskehedens historie modbeviser denne synsmåde.

Radikal forandring behøver i sagens natur ikke at være til det bedre. Måske er den eneste socialisme, vi nogensinde vil få at se, den, som vil blive påtvunget de mennesker, som redder sig ud på den anden side af en eller anden fremtidig nuklear eller økologisk katastrofe. Marx taler sågar forstemt om risikoen for »alle partiers gensidige nederlag«. En mand, som var vidne til rædslerne i industrikapitalismens England var næppe tilbøjelig til at nære blåøjede forhåbninger til sine medmennesker. Alt, hvad han mente var, at der er mere end nok af ressourcer på planeten til at løse alle vore materielle problemer, ganske, som der i Storbritannien i 1840'erne var rigeligt med levnedsmidler til at brødføde den udsultede irske befolkning adskillige gange. Det er den måde, vi organiserer vores produktion på, der er afgørende. Men Marx er berygtet for ikke at have udstukket nogen forkromede planer for, hvordan vi kan gøre tingene anderledes. Han har forbilledligt lidt at sige om fremtiden. Han er en profet i den oprindelige bibelske betydning af ordet som en, der advarer os om, at medmindre vi ændrer vores uretfærdige adfærd, vil fremtiden efter alt at dømme blive særdeles ubehagelig, hvis der da overhovedet bliver nogen.

Socialisme beror følgelig ikke på en eller anden mirakuløs forandring i den menneskelige natur. Nogle af dem, som forsvarede feudalismen imod kapitalistiske værdier i den sene middelalder, forudsagde, at kapitalisme aldrig ville komme til at fungere, fordi den var i modstrid med menneskets natur. Nu siger nogle kapitalister det samme om socialismen. Utvivlsomt findes der i en eller anden fjern afkrog af Amazon-området en stamme, der er overbevist om, at ingen social orden kan bestå, hvis en mand får lov til at gifte sig med sin afdøde brors hustru. Vi er altid tilbøjelige til at ophøje vores egne vilkår til noget absolut. Socialismen vil ikke ophæve rivaliseringer, misundelse, aggression, havesyge, dominans eller konkurrence. Verden vil stadig have sin andel af bøller, svindlere, nasserøve og psykopater. Blot vil det ikke længere være sådan, at rivaliseringer, aggression og konkurrence vil antage den form, hvor vi oplever, at nogle bankdirektører beklager sig over, at deres bonusser skal reduceres til beskedne fem millioner dollars, mens millioner af andre verden over må kæmpe for at overleve på mindre end to dollar om dagen.

Marx var en dybt moralsk tænker. Han taler i Det kommunistiske manifest om en verden, hvor »den frie udvikling for enhver er betingelsen for alles frie udvikling«. Dette er et ideal, vi kan stræbe imod, ikke et vilkår, vi nogensinde vil kunne realisere til fulde. Men sprogbrugen er ikke desto mindre væsentlig. Som god romantisk humanist troede Marx på individets unikke værdi. Denne tanke gennemsyrer hans skrifter fra begyndelsen til enden. Han havde en passion for det sanseligt konkrete og en udtalt aversion for abstrakte ideer, uanset hvor nødvendig han mente, at disse måtte være fra tid til anden. Hans såkaldte materialisme handler dybest set om den menneskelige krop. Igen og igen taler han om det retfærdige samfund som det, hvor mænd og kvinder vil være i stand til at virkeliggøre og udfolde deres særlige evner og talenter på deres egne særlige måder. Hans moralske mål er at indfri glæden ved selvopfyldelse. I så henseende ligger han på linje med sin store mentor, Aristoteles, som forstod, at moral handler om, hvordan vi kan trives og nyde livet, og ikke i første række (som den moderne tidalder har forestillet sig med fatale konsekvenser) om love, pligter, forpligtelser og ansvar.

Målet er frihed - ikke arbejde

Hvordan adskiller dette mål sig fra liberal individualisme? Forskellen er at fuld selvrealisering er mennesker ifølge Marx henvist til at finde hos og i kraft af hinanden. Det er ikke et spørgsmål om, at enhver kører sit eget løb i ophøjet isolation fra andre. Ej heller ville dette overhovedet være muligt. Den Anden må blive grundlaget for ens egen selvrealisering, ligesom vi selv kan blive det for hans eller hendes. På det mellempersonlige niveau er dette, hvad vi kender som kærlighed. På det politiske niveau er dette, hvad vi kender som socialisme. For Marx ville socialisme simpelt hen være den kombination af institutioner, som ville muliggøre denne gensidighed i størst muligt omfang. Man behøver blot at tænke på forskellen mellem en kapitalistisk virksomhed, hvor flertallet arbejder til fordel for de få, og et socialistisk kooperativ, hvor min egen deltagelse i projektet forøger de øvriges trivsel og vice versa. Dette er ikke et spørgsmål om en eller anden form for helgenagtigt afkald. Processen er bygget ind i selve institutionens struktur.

For Marx er målet fritid, ikke hårdt arbejde. Den bedste grund, du kan have til at være socialist ud over at ærgre de mennesker, du tilfældigvis ikke bryder dig om er, at du hader at arbejde. Marx mente, at kapitalismen havde udviklet produktivkræfterne til det punkt, hvor de under en anden social orden kunne bruges til at frigøre flertallet af mænd og kvinder fra de mest nedværdigende former for arbejde. Hvad mente han så, at vi skulle bruge vores tid på? Hvad som helst vi måtte have lyst til. Hvis vi som den store irske socialist Oscar Wilde foretrækker at ligge på en divan hele dagen iført karmoisinrød slåbrok og nippe til absint, imens vi læser et par sider af Homer højt for hinanden, så må det være sådan. Pointen er imidlertid, at denne form for frie aktivitet skulle være mulig for alle. Vi ville ikke længere tolerere en situation, hvor kun en minoritet havde fritid, og majoriteten var nødsaget til hårdt lønarbejde.

Det, som interesserede Marx, var med andre ord det, som man med en noget vildledende betegnelse kunne kalde det spirituelle, ikke det materielle. Når det materielle måtte forandres, så var det for at frisætte os fra økonomisk nødvendighed. Marx var selv kolossalt belæst i verdenslitteraturen, elskede kunst, kultur og civiliseret samtale og svælgede i åndrighed, humor og festligt samvær og blev engang jagtet af en politimand for at have baldret en gadelygte under en vandring fra pub til pub. Han var selvsagt ateist, men man behøver ikke at være religiøs for at være spirituel. Han var en af mange store jødiske kættere, og hans værk er gennemsyret af jødedommens store temaer retfærdighed, frigørelse, Dommens Dag, fredens og overflodens styre og de fattiges forløsning.

Dommedag? Helst ikke

Men hvad så med den frygtelige Dommens Ddag? Ville Marx' vision for menneskeheden ikke kræve en blodig revolution? Ikke nødvendigvis. Han mente selv, at visse fremskredne nationer såsom Storbritannien, Holland og USA kunne gennemføre socialisme ad fredelig vej. Hvis han var revolutionær, var han også en stålsat fortaler for reformer. Under alle omstændigheder er det sådan, at de, som hævder at være modstandere af revolutioner, som regel blot mener, at de ikke bryder sig om bestemte revolutioner til forskel fra andre. Er antirevolutionære amerikanere imod Den Amerikanske Revolution? Vrider de nu hænder over de nylige opstande i Egypten og Libyen eller over de folkelige rejsninger, som væltede kolonimagternes styre i Asien og Afrika? Vi er selv produkter af revolutionære omvæltninger i fortiden. Desuden har visse reformprocesser været langt mere blodbestænkte end visse revolutionære handlinger. Der findes ikke blot blodige revolutioner, men også fløjlsrevolutioner. Faktisk blev den bolsjevistiske revolution gennemført med et bemærkelsesværdigt beskedent tab af menneskeliv. Og da det Sovjetunionen, som den blev ophav til, 70 år senere gik til grunde, skete dette stort set uden blodsudgydelser.

Nogle kritikere af Marx vender sig imod et samfund domineret af en statsmagt. Men det gjorde Marx også selv. Han afskyede den politiske stat lige så indædt som Tea Party-bevægelsen afskyr den, om end af mindre bonderøvsagtige grunde. Men var han da ikke, vil feministerne spørge, en victoriansk patriark? Jo bestemet, men som flere (ikke-marxistiske) moderne kommentatorer har påpeget, så var det mænd fra socialismens og kommunismens lejre, som frem til gennembruddet for kvindens befrielsesbevægelse i 1960'erne, betragtede spørgsmålet om kvinders lighed som afgørende for alle andre former for frigørelse. Ordet 'proletar' betyder oprindeligt de, som i Antikkens samfund, var for fattige til at tjene staten med andet end frugterne af deres livmoder. Proles betyder 'yngel'. I dag, i Den Tredje Verdens sweatshops og landbrug, er den typiske proletar stadig en kvinde.

Alliance med naturen

Det forholder sig meget på samme måde med etniske spørgsmål. I 1920'erne og 1930'erne var stort set de eneste, der talte for lighed mellem racerne, kommunistiske mænd og kvinder. De fleste antikolonialistiske bevægelser blev inspireret af marxismen. Den antisocialistiske tænker Ludwig von Mises kaldte engang socialismen for »den mest magtfulde reformbevægelse, som historien nogensinde har kendt og den første ideologiske retning, som ikke er begrænset til et udsnit af menneskeheden, men appellerer til folkeslag fra alle racer, nationer, religioner og civilisationer.« Her ville Marx, som kendte sin historie bedre, måske nok havde mindet von Mises om kristendommen, men pointen bevarer alligevel en vis styrke. Hvad angår miljøet, var Marx et forbløffende forvarsel om vor tids egne grønne bevægelser. Naturen og behovet for at se den som en allieret snarere end som en modstander lå ham til stadighed på sinde.

Hvorfor er det igen på tide at bringe Marx tilbage på dagsordenen? Svaret er, ironisk nok: På grund af kapitalismen. Når vi hører kapitalister tale om kapitalismen, ved vi, at systemet er i vanskeligheder. I reglen foretrækker de mere dulmende udtryk såsom 'det frie initiativ'. De seneste finanskrak har igen tvunget os til at tage den ordning, vi lever under, op til fundamental nyovervejelse, og det var Marx, der som den første gjorde dette muligt. Det var Det kommunistiske manifest, som forudsagde, at kapitalismen ville blive global, og at dens uligheder ville blive alvorligt skærpet. Har hans værker da ikke mangler? Jo da, i hundredvis af dem. Men han er for kreativ og en original tænker til at blive udleveret til sine fjenders vulgære stereotyper.

© The Chronicle of Higher Education og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Hansen

Det mest fantastiske ved at læse denne artikel er trods alt, at den bekræfter mig i, at der faktisk er et samfund at arbejde henimod hinsides kapitalismen, der rummer de værdier, jeg hepper på.

Rene Hansson

Uagtet om man er enig (jeg er skeptisk over nogle lidt for letkøbte konklusioner) eller ej, så var det en nydelse at læse denne tiltrængte perspektivering af Marx berettigelse i dag ---hip hip hurra for, at Informeren har plads til det :o)

Lars Poulsen

@Maxime Larsson:

Det startede ligeså godt men da du så nævnte chemtrails og flouride-konspirationerne så knækkede filmen altså.

Du har fat i noget af det rigtige, men du behøver altså ikke flette _alle_ de mest vandvittige konspirationer du finder på internettet ind i dette. Som du selv siger: Så tænk selv!

Atle Hesmyr

Karl Marx er blant dem som, med sin panegyriske hyllest til kapitalismens "progressive" karakter, har bidratt sterkest til å opprettholde og raffinere dette -- suicidale økonomiske system. Det å dra Marx til inntekt for dagens økologiske bevissthet, er jevngodt med en historieforfalskning av uante proporsjoner. Hva brød Marx seg om økologi? For ham var naturen intet mer enn blotte ressurser som det lå i menneskets essens å utnytte mest mulig uhemmet. Alt som hadde med forsvarlig forvaltning å gjøre, henviste han til kategorien "der alte Scheisse" (!)

Dessuten bidro hans massepartiforherligelse til den disiplinering som muliggjorde mobiliseringen fram mot Den 1. verdenskrig -- et faktum som i seg selv burde vært nok til å erkjenne den autoritære sosialismens begrensinger og farer.

Forut for Den 2. verdenskrig gikk tyske marxister inn i regelrette nevekamper mot NSDAP-representanter i Riksdagen, men stemte like fullt med sistnevnte "av taktiske grunner" (!)

Det å snakke om at Marx delte Aristoteles' syn på det gode liv, bidrar til å fullende forvirringen. Den som hadde forsøkt å overbevise sistnevnte om at "det gode liv" innebærer "frihet fra forpliktelse og ansvar", ville den nevnte græker neppe ha ofret mye tid og krefter på...

At Marx var først ute med en gjennomgripende kritikk av kapitalismen, er regelrett løgn. P. J. Proudhon tok for seg dens dehumaniserende virkninger i sin Philosophie de la Misère (1846) -- et verk som Marx ikke forstod (eller bevisst forsøkte å latterliggjøre). Et halvt århundre før den tid hadde Mary Wollstonecraft plukket fra hverandre Adam Smiths "moralfilosofi", i sin Vindication of the Rights of Women (1792).

Forsøket fra Marx sin side på å håne og gjøre narr av de såkalte "utopiske sosialister", samtidig som han selv i de vageste former snakker om at mennesket "i det klasseløse samfunn vil være jeger, fisker og kritiker etter eget forgodtbefinnende", kvalifiserer til lite annet enn å stemples som utopi i ordets negative forstand. Hans "progressive kapitalisme" har utslettet fisk og vilt, og satt klokketyranniserte individer ute av stand til å reflektere -- utover å kalkulere utsikter til monetær fortjeneste...

En sivilisasjon hviler først og fremst på sin evne til langsiktig og ansvarsfull forvaltning av naturgrunnlaget. Dernest på evnen til å lære av sine tidligere feil -- snarere enn å drøvtygge på dem.

Markeringene på dagen i dag har for øvrig sin opprinnelse i en "feil" -- nemlig justismordet overfor Chicago-anarkistene i 1887. Men "who cares" i denne historieløse tid...?

Ahh..My dear Danish Western friends, half of the world was Red, but have chosen not to be. We had a chance to remove the capitalists, you did not want. You have made a choice and that would be capitalism, in different shape, in different forms, colors, smells, even when you called yourself socialists it was just another form of capitalism. Typical Western double moral has been showed again. You like to teach the world how to be righteous while your little place is still ruled by old manners. It is jus not possible for the Western man/woman to be equal with the rest of the world, and that is the reason why the Marxism is just another utopian tool for the Western people.

Marxism today in the West is just another sect, religion, movement or eternal opposition to the system for the people who needs it...

Well, our only hope is to keep Marxism alive trough the books, art and other means, for the upcoming generations in the hope that they will be more brave than the average human of the 20/21 century in Western Europe....

Bill Atkins

@Atle Hesmyr
Det undre mig at du taler om det "suicidale økonomiske system". Der er intet der taler for at kapitalisterne vil begå selvmord - så dumme er de trods alt ikke. Deres 'system' - spekulationskapitalismen - skaber automatisk et samfund hvor kapitalisternes rigdomme kan udøve størst mulig magt, og det er tilfældet i et knaphedssamfund. De forskellige peaks der opstår i samfundet bliver straks spekulationsobjekter og peaken forstærkes. Det ubevidste mål er et pissemyresamfund hvor dedikerede arbejdere under evig kontrol af soldatermyrer fodre samfundets hersker.

Spørgsmålet er om det er det kapitalisterne i grunden vil - skabe et pissemyrersamfund? Og derfor må de kræfter i samfundet, der trækker udviklingen i retning af diversitet og mange forskellige samfundsmodeller prøve blandt andet via dialog at spille de forskellige brancer ud mod hinanden. Produktionskapitalismen - eller realkapitalismen - er blevet taget som gidsel af de spilleliderlige spekulationskapitalister. Badious forstadsaktivister, illegale indvandrere, lønmodtagere og studerende må på banen sammen med pensionskasserne og forbrugerne for at påvirke de brancer i det kapitalistiske system som er mere hæderlige end andre. Vi må lærer at dissekere vores stereotype fordomme om kapitalismen.

Jesper Wendt

Overdrivelse fremmer nu engang forståelsen, er ganske enig i det manipulation apparat der bliver omdiskuteret.

Nå Ja, og artiklen gav en fortolkning, ganske unikt. Jeg lærte lidt om manden, måske jeg burde læse lidt på det. Omvendt, den der er fyldt til randen, er ikke åben for nye input. Socialisme er vejen frem, vejen, den skal findes.

Poul Hansen

Den observante læser vil notere sig at Eagletons artikel hviler på to forudsætninger. Den ene er at Marx' idéer på ingen måde kan siges at være ansvarlige for de mange titals millioner af menneske, der blev myrdet under kommunistiske projekter i forrige århundre:

"Sandheden er, at Marx ikke var mere ansvarlig for den kommunistiske verdens uhyrlige undertrykkelse, end Jesus var for inkvisitionen."

Den anden forudsetning er at dagens globaliserede verden styres af en ideologisk ren kapitalisme:

"Hvorfor er det igen på tide at bringe Marx tilbage på dagsordenen? Svaret er, ironisk nok: På grund af kapitalismen. Når vi hører kapitalister tale om kapitalismen, ved vi, at systemet er i vanskeligheder."

Eagletons opstillede dikotomi, hvor kommunismen er ren, fordi den har aldrig er blevet fuldbyrdet på "rigtigt", og kapitalismen er tilsnavset, for det er den som har givet os alle problemerne i verden i dag, er intet mindre end absurd. For det første mente Marx selv at ideologier ikke skulle vurderes ud fra teoretiske abstraktioner, men fra resultaterne de gav i praksis. Resultaterne af kommunisme (og vejen til kommunisme) har overalt været korruption, sult og død. Når Eagleton så nævner finanskrak og lægger skylden på kapitalisme, så ignorerer han det faktum at kapitalisme er fuldstændig inkompatibelt med det korrupte samspil mellem stat og økonomi som vi ser i dag.

Kapitalisme er et politisk-økonomisk system som baserer sig på privat ejerskab af produktionsmidler og en stat der kun har som opgave at hindre at frie individer udsættes for vold. Nu er det sådan at kapitalisme fungerer forholdsvis godt også når man implementerer den i et samfund som er ufrit på andre områder. Så længe befolkningen har stor økonomisk frihed, så vil kapitalismenn give materiel velstand. Den fungerer til og med rimelig godt med en grad af intervention i økonomien, som vi ser i vesten i dag. Men det er en grov fordrejning af virkeligheden når man giver kapitalismen som ideologi skylden for problemerne som statskapitalismen--korporatismen--har skabt.

Hvis man tror at kapitalisme er kompatibelt med 'bailouts', har man ikke forstået kapitalismen.

Hvis man tror at kapitalisme er kompatibelt med 'quantitative easing', har man ikke forstået kapitalismen.

Hvis man tror at kapitalisme er kompatibelt med et statsmonopol på betalningsmidler, og central styring af udlånsrente--centralbanken--har man ikke forstået kapitalismen.

Gid Information ville lave en konspirations log ved siden af fx fotobloggen, så vi slap for det nonsens på disse sider.

Poul Hansen

@Mikael Peterson: Ja det er jo langt mere behagelig at have en 'diskussion' med sine meningsfeller. Men klogere bliver man ikke.

Det man ser i vesten i dag er en socialisering af risici i økonomien, kombineret med en privatisering af profitterne. Det er ikke kapitalisme, tvært imod er det, foruden at være moralsk forkastelig, uforenelig med kapitalisme.

Atle Hesmyr

@ Bill Atkins

All den tid ørkenspredningen verden over aksellereres, nye "Dust Bowls" stadig bygger seg opp, verdenshavene hurtig tømmes for fisk, pesticider er i ferd med å ta knekken på biebestandene, fungicidresistente sopper truer verdens hveteavlinger, bruken av antibiotika i dyrefôr visker ut dens helbredende virkning på mennesker, etc. (den fullstendige listen er temmelig drøy), vil jeg ikke nøle et sekund med å betegne kapitalismen som en suicidaløkonomi.

Den er rett og slett uforenlig med elementære husholdningslover, og har herjet vilt altfor lenge allerede -- i urent samtrav med marxismen. I gode stunder våger man så vidt å håpe på at skadene ikke er uopprettelige...

Poul Hansen

@Peter Hansen: Der findes ikke én definition af kapitalisme. Jeg vil imidlertid argumentere for at de to er uløselig knyttet til hinanden. Enhver afvigelse fra liberalismens ideal om individuel frihed vil nødvendigvis medføre et indgriben i kapitalismens fundament. Min pointe var denne: Eagleton forholder sig til marxismen på et nærmest platonisk vis, samtidigt som kapitalismen korsfestes på basis af nogle udvalgte observationer af statskapitalisme/korporatisme i praksis. Den sammenligningen duer ikke.

@Atle Hesmyr: Sikke en omgang malthusiansk dommedagsprofeti. Det er den slags bundløs retorik som vil hindre den 3. verden i at blive løftet ud af fattigdom.

odd bjertnes

Det var en rigtig peptalk dér ... herligt overordnet alle Bilderberg-paranoias og 'rig-lissom-de-rige'-motivationer.
Dette sagt med al forståelse for at fattige lag over hele verden oprindeligt har omfavnet 'rig-lissom-de-rige'.
Marx forsvinder ikke sådan. Findes der et 'politisk-social-realistisk' addenda til 'Jesus' er det faktisk 'Marx. Det er slet ikke et dårligt præmis at tage. Og han vil ikke som udgangspunkt have din sjæl i bytte. Såe .... Muhammed go home geddit ?

Atle Hesmyr

@ Poul Hansen

Det er desværre nakne fakta, og ingen profeti. Alt sammen tilgjengelig informasjon for den som orker å bry seg.

I den 3. verden kjemper man innbitt mot dagens "Land Grab"-imperialisme. Den har nemlig ikke annet til hensikt enn å tyne en totalt uforsvarlig profitt ut av særdeles sårbare jordsmonn, som krever ansvarsfull forvaltning -- slik den inntil nylig ble drevet og fremdeles drives av de opprinnelige besitterne av disse jordarealene. De har ikke "lagt dem ut for salg" i et ønske om å bli av med dem, slik tåkepraten om "laissez faire" vil ha oss til å tro. Det er snakk om rå makt, sedvanlig kalkulerende markedskynisme og spekulasjon, samt ikke så rent lite desperasjon i verdensøkonomien som driver frem den slags -- og de historiske parallellene gir ingen hyggelige assosiasjoner. Jeg betrakter det som ren realisme å forholde seg til slike samtidstrekk. Advarslene har vært mange og kommet fra mange hold siden 1950-tallet, med blant annet verker som Man's Role in Changing the Face of the Earth (1956), The Quiet Crisis (med forord av JFK) i 1963. Det århundret vi er inne i nu, vil primært måtte komme til å dreie seg om økologisk restaurasjon, subsistensbaserte økonomier, etisk utveksling av overskuddsprodukter, m.m. Jo lenger fabrikkmaskinbilledet av denne kloden får regjere, desto tyngre og vanskeligere blir det å tilbakebetale "gjelden i biobanken".

Leif Højgaard

Jeg jan godt lide den del af artiklen som omtaler, at målet for Marx er fritid og ikke hårdt arbejde. Det siges, at den bedste grund, du kan have til at være socialist er, at man hader at arbejde. Marx mente, at kapitalismen havde udviklet produktivkræfterne til det punkt, hvor de under en anden social orden kunne bruges til at frigøre flertallet af mænd og kvinder fra de mest nedværdigende former for arbejde hvilket vil sige med den tids tekniske hjælpemidler. Hvad man vi skulle bruge sin tid på skulle så være hvad som helst man måtte have lyst og talent til. Pointen er, at denne form for fri aktivitet skulle være mulig for alle og ikke blot en minoritet af folket hvor majoriteten var nødsaget til hårdt lønarbejde.

Det, som interesserede Marx, var med andre ord det, som man med en noget vildledende betegnelse kunne kalde det åndelige og ikke det materielle. Når det materielle måtte forandres, så var det for at frigøre os fra økonomisk nødvendighed.

i 1974 kunne 20% brødføde befolkningen. Ivore dage er vi nede på at 5% faktisk kunne forsørge resten af folket - altså hvis man ser bort fra hele den mængde af unødvendige serviceydelser man ser idag.

I det hele taget en meget fin artikel.

Claus Oreskov

"nogle bankdirektører beklager sig over, at deres bonusser skal reduceres til beskedne fem millioner dollars, mens millioner af andre verden over må kæmpe for at overleve på mindre end to dollar om dagen".Moralsk set en god pointe, men jeg ville have fortrukket at der stod:
”nogle bankdirektører beklager sig over, at deres bonusser skal reduceres til beskedne fem millioner dollars, mens millioner af andre verden over arbejde for mindre end to dollar om dagen, for at bankdirektørerne kan få deres bonusser”.
Det er set samme system som frembringer rigdom et sted, og fattigdom et andet sted i systemet!

Mark Thalmay

Poul Hansen, ovenfor kl. 16:47.

Kapitalismens ’fundament’ er samfundets monetarisering og har for så vidt ikke noget med ’individuel frihed’ sådan i al almindelighed at gøre, men derimod noget med penge-ejeres ’frihed’ til at anvende deres penge til at forøge disses sum.

For 'kapitalisme' kan defineres helt elementært som monetært forståede socialøkonomiske aktiviteter med det formål at opnå monetært forståede kapitalforøgelser.

’Kapitalismens frihed’ er ’pengejeres frihed’ til gennem markedsmekanismer at beherske samfundets realøkonomiske aktiviteter gennem monetærøkonomisk styring med det formål at opnå en abstrakt kvantitativ, altså monetærøkonomisk ’vækst’.

Hvis andre sociale instanser, for eksempel en demokratisk stat, afstikker rammer for markedsmekanismernes funktionsmåde og omfang, er dette ikke en ” indgriben i kapitalismens fundament”, så længe samfundsøkonomien er baseret på disse monetære markedsmekanismer, men kan netop være juridisk indgriben for at beskytte bl.a. den ’individuelle frihed’ mod ’pengenes tyranni/kapitalens diktatur’, eller for at beskytte ’Naturen’ mod rovdrift og økologisk destruktion.

Venligst

Kristian Sørensen

@ Poul Hansen :
Det tossede er, at vi ikke længere har kapitalisme men kapitalsocialisme. Når kapitalen har profit, kan den stikke pengene i lommen. Når den har tab, går den til staten og får pengene tilbage. For finansselskaber ejer hinandens gæld, og hvis een går fallit, er der stor chance for at to eller tre andre igså går ned. Og så kommer idustrien i vanskeligheder og begynder at afskedige arbejdere. Det er de værste, en politiker kan tænke sig for så mister han stemmer og det må undgås med alle til rådighed stående midler.
Vi må søge et samfumd, hvor kapitalen skal stå på sine egne ben og betale sin egen gæld. Så vil den undgå store resikable transaktioner med chance for stor profit. Man ved godt,hvordan man beregner risiko, men man bruger det ikke iængere. Risiko betyder ikke noget, Staten betaler.

Atle Hesmyr

Kapitalen har til alle tider vært avhengig av statlige maktapparater for å tiltvinge seg sitt albuerom på bekostning av mer forsvarlige og humanistiske forvaltningsprinsipper. Under det som blir betraktet som "frihandelens glansperiode" på 1860-tallet, fant for eksempel England det for godt å støtte de amerikanske sørstatene for å understøtte bomullsindustriens higen efter billigst mulig råbomull.

I dag går multinasjonale korporasjoner i ledtog med regimer av svært tvilsom støpning for å kare til seg jordarealer i den 3. verden hvor der kan drives frem plantemasse til biodrivstoff, billigst mulige råvarer til husdyrfôr (som så tilsettes antibiotika som "vækstfremmende middel")og "food processing" industri, etc., på bekostning av så vel egnenes stedegne innvånere som av den økologisk bæredyktige forvaltning de representerer.

Det å forsøke å pakke kapitalismens iboende kynisme, og dens virkelighetsoppfatning basert på "årsregnskapet", inn i ullent snakk om "menneskelig frihet og politisk liberalisme", er et bedrag og en "doublethink" av veritable orwelske proporsjoner. Marx mente at det hele var en "progressiv prosess." Dersom framskritt innebærer å undergrave avanserte livsformers eksistensbetingelser i form av å akselerere eksempevis erosjon og ørkenspredning, så hadde han god dekning for sin oppfatning.

For ansvarsbevisste mennesker i dag bør fenomener som eksempelvis skogbranner i Amazonas være en tilstrekkelig påminnelse om at mennesket og dets "økonomiske kalkyler" ikke uten videre kan "frikobles" fra de organiske prosessene og økologiske rammebetingelsene som avgjør livsformers (inkludert vår egen) overlevelse og velbefinnende på denne kloden. Verken kapitalismen eller marxismen har satt oss i noen gunstig posisjon i så henseende, med deres felles prosjekt i retning av å skulle "frigjøre oss fra naturen" -- som om den var det største av alle tenkelige onder.

I dag

Bill Atkins

Et tilfældigt udsnit af 1. maj parolerne kan måske give et fingerpeg om hvad der bør gøres:

- For demokrati, frihed og tryghed
- Lavere leveomkostninger
- For folkets frihed og velfærd
- Klassekamp uden pamp
- Stop krigen mod Libyen!
- Nej til Europagt!
- 1. maj markerer vi samtidigt vores støtte til de oprørere, som fra Damaskus til Benghazi kæmper mod brutale og undertrykkende styrer, og vores modstand mod selv samme styrer og mod alle de vestlige regeringer, der i årevis har holdt hånden over diktatorerne.
- Danmark for fred - Stop dansk krigsdeltagelse
- Fortsat kamp for ligeløn
- Stop nedskæringerne i sundhedsvæsenet
- Hvilket valg? Kampen forgår her og nu

Niklas Monrad

Hvad kan vi lære af denne artikel?

At det ikke er Marx og hans ideer der er noget i vejen med, men at problemet er alle de mennesker som forsøger at fortolke disse ideer og at praktisere dem.

Skulle det være betryggende?

Claus Oreskov

@Niklas Monrad. Om det er betryggende måske!
Men en ting har altid undret mig, og det er at man generelt stiller større moralske krav til kommunismen, og de kommunistiske ledere end til de kapitalistiske ditto. Hvorfor mon – se det finder jeg interessant. Terry Eagleton kommer selv ind på USA og kapitalismens forbrydelser som kvalitativt såvel som kvantitet overgår alt hvad der monne have forgået af vederligstyggeligheder i kommunismens navn. Tænk bare på en enkelt episode i kapitalismens lange morderiske vej: My-Lai massakren
(SE: http://da.wikipedia.org/wiki/My_Lai-massakren ), jeg mindes altså ikke, at den røde hær på noget tidspunkt, har gjort sig skyldig i ligende grusomheder. Og hvid de havde skulle verden nok give dem tørt på – men USA, og den kapitalistiske verden, er der ingen der stiller spørgsmålstegn ved. Pudsigt nok reproducere tendensen sig overfor nutidens Rusland. Her ved Putins besøg i Danmark, hylede de retfærdige, og moralsk retfærdige op i kor. Der var ikke det som Rusland, og Putin skulle udskylle og bede om nåde for, for at tilfredsstille disse sidste dages hellige. Ellers truede de, ville Danmark ikke tage imod russisk olie og gas. Ingen tænkte så meget som et sekund på, at havde vi stillet samme krav til andre olie og gas producerende lande – å havde vi aldrig kunne modtage en dråbe arabisk olie!

Bill Atkins

Skulle det være betryggende ?
I artiklen
Det sande demokrati hedder kommunisme peger Badiou på at et fællesskab af lønmodtagere, forstadsaktivister, illegale indvandrere, de studerende, og vel også, forbrugerne, NGO'erne, pensionskasserne og de bæredygtige erhvervsvirksomheder må på banen - på nettet –, og sammen med ’Badious domstol’, bestående af filosoffer, via diskussion og økonomisk matematik finde frem til hvilke politiske paroler, der sikre særinteresser størst mulig plads uden at andres acceptable særinteresser trædes under fode.

Claus Oreskov

@Niklas Monrad. Dine negative værdiladet udsagn om min hukommelse, viser jo bare din egen intellektuelle afmagt. Og jo jeg kender særdeles godt Katyn affæren som, jeg mener er mere kompleks, end som så. For det første, hvad der end er forgået under Stalin, af grusomheder, så skal man medregne mandens mentale habitus. Stalin var dybt paranoid. I vores samfund plejer man ikke, at dømme, psykisk syge for deres forbrydelser, så hvorfor egentlig Stalin? Endnu dummere forekommer det mig, at give en idelogi skylden for en paranoid mands gerninger!!
Dernæst hånden på hjertet så fortjente en del af de henrettede officerer den skæbne de fik – jeg græder ikke mere snot over dem end samtlige SS soldater der blev mejet ned af den sejrende sovjetiske hær, men dem begræder du måske også?
Og så til det egentlige – Katyn kan det sammenlignes med My Lai, hvor US soldater dræbte børn og babyer? Kan det sammenlignes med mordet på 10 millioner oprindelige amerikaner kaldet indianer. Jeg har arbejdet med menneskerettigheder og krænkelse af menneskerettigheder i over 30 år og tro mig jeg kan remse flere massakrer op end de færreste kan tælle til. Massakre overalt i verden og som oftest stod USA bag eller også et andet kapitalistisk land som jagtede profit og råstoffer. Var hverken USA eller andre vestlige lande inddraget i en eventuel konflikt, så kunne man være forbandede sikker på, at våbnene der blev anvendt til at underkue uskyldige mennesker med stammede fra US.

Kim Østerberg

@ Claus Oreskov Selv om det "kommunistiske" system var topstyret, var det vel ikke alle modbydelige handlinger mod anderledestænkende og andre modstandere, som flød ud fra Stalins pen eller mund. At det til stadig bruges af en del til forsvar eller begrundelse for bl.a den røde hærs handlinger under WW2 svarer vel til at mange af de nazistiske ledere under Nürnbergprocesserne undskyldte deres handlinger med, at det skete efter ordrer fra Hitler. Hmm.
Overgrebende ja mord og totur udøvedes ofte af en del NKVD-brigader, der blev sendt ind under eller efter generobringen af en by for at få fat i "folkefjenden".
Enig med dig i, at der under kapitalismen er begået mange forbrydelser, men det undskylder vel ikke de også mange forbrydelser, der blev begået under f.eks Stalintiden. Det kan og skal den gode hr. Marx selvfølgelig ikke bære ansvaret for.

Kristian Rikard

Jeg kan meget godt lide den tankegang, at man overlader til kapitalisterne at tjene grynene, og selv koncentrerer sig om det væsentlige. Det taler for Marxismen!

Niklas Monrad

@ Claus, det er altså en sjov tankegang du fremturer med her. Stalin var ikke vel forvaret, så ham kan du ikke klandre for mord på millioner, men drab begået med amerikansk producerede våben ser du ikke noget problem i at klandre hele vesten og USA for ... Men tanke på den optik, håber jeg så sandelig ikke, at dit arbejde med menneskerettigheder og krænkelser af samme har været offentligt finansieret, for det ville da give en masse krudt til de som anser at deres skattekroner spildes.

Bill Atkins

Forholdet mellem Polen og Rusland har altid været anstrengt.
Sovjet havde bl.a. et gammelt regnskab at gøre op med Polen, efter at marskal Jozef Pilsudski og ”den anden republiks” første præsident, erobrede dele af Ukraine under den polsk-sovjetiske krig 1919-1920 og efterfølgende sikrede sig disse territorier ved Riga freden i 1921. Hertil kommer Polens indblanding i de ukrainske kulakkers tilbageholdelse af fødevare til de sovjetiske industribyer i 1930. Polsk adel har altid drømt om et Storpolen bestående af Polen, Hviderusland og Ukraine. Så sent som i forbindelse med det seneste valg i Ukraine, 2010, udtalte en polsk regeringsrepræsentant at Rusland skulle tænke sig godt om inden de involverede sig i interne Ukrainske forhold, da russerne i tilfælde af konflikt kunne regne med militært, at stå overfor en samlet polsk-ukrainske enighed repræsenterende 80 millioner menneskr.

Claus Oreskov

@ Kim Østerberg. At det “kommunistiske” system i Sovjetunionen var topstyret, er noget koldkrigs vås, som du burde kunne forholde dig kritisk til. På den anden side er det en, af de myter om Sovjetunionen, der bevidstløst er blevet gentaget, så mange gange, at du skal være undskyldt. Det passer bare ikke, hvad nogle historikere, økonomer, sociologer og antropologer også har gjort opmærksom på. Se f.eks. Stephen F.Cohen ” Rethinking the Sovjet Experience”; Moshe Lewin: ” The Making og the Soviet System” og Moshe Lewin ” Russis/USSR/Russia the drive and drift of a superstate”. Sovjetunionen var et meget mere pluralistisk og sammensat samfund end koldkrigs historikerne har lade os ane. Det har jeg erfaret gennem de 12 år jeg har arbejdet med sociale sager i det nuværende Rusland. Jeg har været i berøring med alle slags mennesker, og mange af dem er mine personlige venner. Ingen genkender det samfund som vi i vesten har fantaserede os til! I vesten støtter man sig til en lille håndfuld dissidenters ( som for det meste bestod af lykkeriddere og andre fantaster)udsagn når man skulle beskrive det sovjetiske samfund. Derimod har man aldrig bekymret sig om hvordan de resterende millioner, og atter millioner, af mennesker der levede i Sovjetunionen opfattede livet der. Professor i litteratur John V. Fleming gør i bogen ”The Anti – Communist Manifestos” opmærksom på at vestens forståelse af Sovjetunionen stor set hvilede på 4. skønlitterære værker. Og John Fleming er langt fra venstrefløjen, faktisk nærmest neo- konservativ!
Løgnene om Sovjetunionen er nu gået ind i en afgørende fase, hvor det nu gælder om at relativisere nazismen i forhold til kommunismen. Neste trak, bliver en hvidvaskning af nazismen i forhold til kommunismen. Hvis ikke du tror mig så prov at følge et af de mange link på de hjemmesider der har anti - kommunistisk stof liggende. I løbet af få minutter er man ude i de sorteste racistiske og nazistiske miljøer gerne med hjemadresse i de baltiske lande eller USA. Se f.eks. : http://kilaasi.blogspot.com/2011/01/hjrefljens-ulidelige-nivellering.html

Claus Oreskov

@Niklas Monrad. Du skriver:” drab begået med amerikansk producerede våben ser du ikke noget problem i at klandre hele vesten og USA for …”. Jeg vil svare dig med et citat fra Bertrand Russels bog ”Krigsforbrydelser i Vietnam”:
” Det står nu pinefult klart, at den amerikanske imperialisme ikke kan overtales til at standse sin aggression, sin udbytning og sine grusomheder. I enhver del af verden er den amerikanske imperialisme en kilde til krig og lidelse. Hvor som helst der findes sult, hvor som helst der findes et udbyttende tyranni, hvor som helst mennesker bliver tortureret og masserne overladt til at rådne op under vægten af sygdom og sult, stammer den magt, som holder folket nede, fra Washington.
Derfor kan fredelig sameksistens ikke etableres ved at anmode den amerikanske imperialisme om at opføre sig bedre. Der kan ikke skabes fred ved at vi håber på den gode vilje hos dem, hvis magt beror på fortsat udbytning og på den bestandigt stigende militærproduktion. Det system, som undertvinger verdens folk, er internationalt (læs kapitalismen m.a.), vel indarbejdet og mægtigt, men det er hadefuldt og tyranisk og møder på forskellige måder modstand fra verdens folk”.

Niklas Monrad

@ Claus,

Det var nok den samme Russel som sagde:"A stupid man's report of what a clever man says can never be accurate, because he unconsciously translates what he hears into something he can understand."

Claus Oreskov

Jeg hverken refererer, oversætter, eller rapportere hvad Russel skrev – jeg citere ham faktisk. Så du skal slet ikke forholde dig til noget jeg har skrevet eller sagt. I dette konkrete tilfælde skal du bare forholde dig, til noget Russel selv har skrevet – kan du det?

Kim Østerberg

@Claus, så du mener, at den Sovjettiske stat ikke var særligt topstyret? Mener du i givet fald så, at den ligefrem var meget decentralt og fleksibelt opbygget?
Så er der godt noget jeg har misforstået, eller så er du en af de sidste tilbageblivende og måske seje tilhænger af det stalinistiske kommandosystem. Hverken hærens,landbrugets og industriens organisering endsige det politiske etpartisystem virkede for mig ikke særligt decentralt.
Og hvorfor var der så til sidst brug for Perestrojka inden det endelige sammenbrud, men det er måske også et CIA - dirigeret fatamorgana, hvor Mikhail Gorbatjov handlede som kapitalistisk agent?

Bill Atkins

I mit hoved er budskabet fra Terry Eagleton, at det ikke er idéen om kommunisme, som har hindret menneskelig frigørelse, men den modstand idéen er blevet mødt med - Lad os så se fremad - Next stop Cairo.

Leopold Galicki

Niklas,

Det klæder dig ikke at bruge argumenter af slagsen: din alder gør, at du ikke kan huske, eller når du bringer en Russel-citat, for så at nedgøre din meddebattør, fordi han netop turde citere Russel.

Det er et slag under bæltet, lige i nosserne. At holde debatten på det niveau af kroppen, handler om argumenter fra hjerner i nogle meget små hoveder.

Claus Oreskov

@Kim Østerberg. Jeg taler ikke ud fra min personlige præference, så spar mig for beskyldninger om at være ” tilhænger af det stalinistiske kommandosystem”. Jeg laver en analyse af det Sovjetiske samfund, ud fra egne erfaringer, og samtaler med massevis af informanter, som levede i Sovjetunionen, samt ud fra de forskellige historiske arbejder. Det jeg kommer frem til, er ikke det samme, som hvad jeg kunne ønske mig – jeg tror godt du begriber forskellen.
Gennem 70 år blev Sovjetunionen opfattet og fortolket som antitesen, til vores egen verden. I denne naive model var det enten eller,- dem eller os. Man forkastede den ene af disse verdner, og antog den anden. Den ene var ond den anden god ect.. Vi var de godt, og i egen forståelse er vi det stædigvæk. Den kolde krig som overbygning havde 2. formål: 1) at forhindre kritik af vores eget samfund 2) at legetimere oprustning samt udplyndring af 3´verdens lande (i den gode sags tjeneste). Vores dages russifobi, som er særligt slemt, her i det lille udkantområde Danmark, handler stædig om herredømmet over olie og gas fra det Kaspiske hav, samt andre rigdomme som befinder sig på russisk jord. Den kolde krigs idelogiske konfrontation forhindrede en objektiv og sober fremstilling af det sovjetiske samfund. Det er der begyndt at blive rådet bod på. Jeg omtalte f.eks. Moshe Lewin som netop fremhæver at Sovjetunionen var så meget andre t end Stalin. Men selv under Stalin var samfundet ikke så enkelt som man forstillede sig i vesten. Der var tusinde måder hvor magt og samfundsgoder blev fordelt på bl.a. gennem (http://en.wikipedia.org/wiki/Blat_(term) ) blat, det uformelle system af økonomiske udveksling og tjenesteydelser. Forskere som Alena V. Ledeneva mener endda at den officielle sovjetiske økonomi hang sammen med blat. Blat blev ikke styrede af nogen men var et system der blev oprethold gennem gensidigheds relationer. Hele samfundet fra høj til lav – fra Murmansk til Vladivostok deltog i blat. Til forskel fra så mange andre beskriver Lewin Sovjetunionen som et socialt og kulturelt landskab der undergår massive forandringer gennem hele perioden, og han kritiserer andre forfattere for udelukkende at fokusere på regimet, og dets ledere, som om Sovjet samfundet ikke fandtes eller var uden betydning. Ligesom han kritiserer dem, der har tendens til at ”Stalinnisere” hele Sovjetunionens historie.