Læsetid: 6 min.

En dansker er en skatteborger

Omverdenen ligger på lur for at dræne Danmark for sociale ydelser, hvis ikke vi slår bremsen i. Og bremsen hedder optjening, siger regeringen. Men det handler ikke om de fremmede, vurderer eksperter: Det er et opgør med danske velfærdsmodel, så den bliver mere tysk og amerikansk end dansk
Ikke bare udlændinge. Debatten fremstår som en debat om udlændinge, men handler i virkeligheden om alle borgeres adgang til velfærdssystemet.   Arkiv

Ikke bare udlændinge. Debatten fremstår som en debat om udlændinge, men handler i virkeligheden om alle borgeres adgang til velfærdssystemet. Arkiv

Sofie Amalie Klougart

2. april 2011

Danskerne er ikke kun verdens lykkeligste folk. Danmark er også verdens bedste it- og iværksætternation, har sendt verdens bedste piloter til Libyen, verdens bedste kok er dansk, vi ser nyheder på verdens flotteste tv, og selv om danske skolebørn ikke nødvendigvis er verdens bedste, er de blandt de gladeste skolebørn i verden. Og det stopper ikke her. I 2020 skal Danmark ifølge regeringens 2020-mål være blandt de 10 rigeste lande i verden, det danske arbejdsudbud skal være blandt de 10 højeste, mindst et dansk universitet skal ligge i Europas top 10, danskerne skal være blandt dem, der lever længst, og så skal danske skolebørn ikke kun nøjes med at være de gladeste; de skal også blive bedst.

Kort og godt skal danskerne være lige så gode som den velfærdsstat, de bor i for den er verdens bedste, det er ingen i tvivl om. Faktisk er den så god, at man er bange for, at der er nogen, der kommer og tager den.

Det var i hvert fald det signal, der i løbet af ugen blev sendt med knap 30 forslag om optjening af ret til velfærd, der er udarbejdet af et embedsudvalg under Beskæftigelsesministeriet, lyder analysen fra førende forskere i den danske velfærdsstat.

»Man ser sig selv som truet,« siger Ove K. Pedersen, der er professor ved Copenhagen Business School.

Forslagene udtrykker en »rosenrød ved landsbyens gadekær-agtig forestilling« om Danmark, mener Niels Ploug, afdelingsdirektør ved Danmarks Statistik.

»Når vi debatterer den danske velfærdsstat, så har vi simpelthen universets bedste system, som alle andre ligger på lur for at tage fra os,« siger han, mens Bent Greve, professor ved Institut for Samfund og Globalisering ved RUC, mener, at det er en enormt lukket måde at se sig selv og sit land på.

»Det er en måde at lukke sig om sig selv og sige, at vi er os selv nok. At vi kan klare os selv, og at vi beskytter os selv og den danske model. Det er en måde at sige, at der er nogen, der er mere berettigede til det end andre,« siger Bent Greve om forslagene, som endeligt bliver fremlagt om et par uger og bliver del af den økonomiske 2020-plan, som regeringen begynder forhandlinger om her i foråret.

Forslagene går ud på at ændre adgangen til serviceydelser, vi tidligere har ment, at alle var naturligt berettigede til dvs. at man i fremtiden skal optjene retten til at udnytte og modtage serviceydelser. Eksempelvis skal borgere fra lande uden for EU i fremtiden tegne privat sundhedsforsikring de første fire år, de er i Danmark, de skal betale for besøg hos lægen de første to år, opholdskravet for fuld folkepension hæves fra 40 til 45 år, udlændinge skal leve op til en række krav, før deres børn kan få en gratis gymnasial uddannelse, mens SU'en på kandidatuddannelsen fremover skal gives som rentefrie lån, der bliver fradragsberettigede, når vedkommende så efterfølgende betaler skat i Danmark.

En dansker betaler skat

Hermed er velfærdsstaten ved at bevæge sig ind i en ny fase, siger Ove K. Pedersen.

Hvor man tidligere lagde vægt på en positiv tilknytning mellem borger og velfærdsstat gennem kultur, historieforstå else og sprog, siger man nu, at den nationale tilknytning er karakteriseret ved, at vi betaler skat.

»Den velfærdsnationalisme, som jeg kalder den, er noget, nyt,« siger Ove K. Pedersen, der mener, at forslagene udtrykker en forestilling om at resten af verden vil komme til Danmark og udnytte velfærdsgoderne.

»Velfærdsnationalismen baserer sig på, at den, som gennem et helt liv har levet i Danmark og gennem skatten har været med til at finansiere velfærdsstaten, har nogle rettigheder, som andre ikke bør få del i. Men når man tænker så forsvarsmæssigt, så tænker man først og fremmest negativt og ikke fremadrettet,« siger Ove K. Pedersen, der også ser et skift i det syn, man har på det menneske, der lever i velfærdsstaten.

»Vi er gået fra at se det enkelte individ som en, der selv kunne bestemme, hvad og hvordan vedkommende ville bruge velfærdsydelserne, til at betragte den enkelte som én, der udnytter fællesskabet og velfærdsgoderne og dermed udgør en trussel mod velfærdsstaten, som man skal forsvare sig mod. Det er så en foranstaltning, der bliver lavet i en situation, hvor der i øvrigt er tvivl om, hvad velfærdsstaten kan og skal,« siger Ove K. Pedersen, der mener, at regeringen bruger velfærdsstaten i en værdikamp til at understrege velfærdsnationalismen ved at fastlslå, hvad der karakteriserer dansk national identitet.

»Det er en måde at sige, at en dansker en er en skatteborger,« siger Ove K. Pedersen.

Velfærdsturisme

I den forgangne uge advarede erhvervslivets top da også om, at optjeningsprincipperne kunne skræmme højtuddannet arbejdskraft væk. Noget også regeringens egne embedsmænd har påpeget, som Politiken, der kom besiddelse af et internt notat til regeringen, skrev. Heri stod der, at flere af principperne »kan hæmme international rekruttering af højtkvalificeret arbejdskraft«.

Og det gør ifølge Niels Ploug fra Danmarks Statistik, at de negative effekter vil komme til at overskygge de positive.

»Hvis man både skal betale den høje skat og samtidig betale for ydelserne, så er der en logisk sammenhæng, der hører op,« siger Niels Ploug, der påpeger, at tallene desuden viser at 'velfærdsturisme' indtil videre synes at være et yderst begrænset fænomen.

»Der ligger i det, at mennesker drives af en tankegang, der hedder 'jeg tror sørme jeg smutter til Danmark, for der er der gratis uddannelse til vores børn og et gratis sundhedsvæsen'. Rent logisk kan jeg sagtens forstå, at man kan få den tanke, virkeligheden ser bare anderledes ud,« siger Niels Ploug.

I stedet bliver virkeligheden, at man med et forslag om, at SU'en på kandidatuddannelsen bliver til et lån, som bliver fradragsberettiget, når man betaler skat, hæmmer internationaliseringen af såvel danske uddannelser som det danske arbejdsmarked, påpeger Bent Greve, professor ved RUC.

»Omvendt bliver det mindre attraktivt at komme til landet, når der lige pludselig kommer mange og komplicerede ordninger at forholde sig til. Det har klart nogle negative konsekvenser både i forhold til uddannelse og arbejdsmarked,« siger Bent Greve, der ikke udelukker, at det kan være et forsøg på at bryde med den danske model på sigt, så den bliver mere forsikringsbaseret.

»På den måde bliver det paradoksalt at sige, at man med de her forslag vil beskytte den danske model. For man beskytter jo ikke den danske model ved at lave den om, så vi i virkeligheden får en model, der minder mere om den tyske eller den amerikanske,« siger Bent Greve, der mener, at der på længere sigt er et underliggende ønske om at bryde med den danske, universelle model, så den bliver mere forsikringsbaseret.

»Den danske model bevæger sig gradvist i den retning.«

Det handler om os alle

Men i stedet for at tage den overordnede debat om, hvordan velfærdsstaten skal udvikle sig, og hvor vi er på vej hen, så tager man en mere perifer debat om udenlandske borgere.

»Det kunne være interessant at debattere velfærdsstaten i en større sammenhæng. For det handler i virkeligheden om alle borgeres adgang til de systemer, man har set på her, og ikke kun udlændinges,« siger Niels Ploug.

For der er områder, som vi ser som fuldstændig urørlige, eksempelvis sundhedsområdet, mens vi på andre områder ikke sætter spørgsmålstegn ved egenbetalingen, eksempelvis hos tandlægen. Vi debatterer heller ikke, at man for en plads i en daginstitution betaler 5-6.000 nettokroner, og hvad det betyder. Det er her i serviceydelserne, at velfærdsstatens virkelige fremtidsproblem ligger, mener Niels Ploug. Man har fået nogenlunde styr på overførselsindkomsterne, blandt andet ved, at man i 90'erne fik en voldsom privatisering af pensionsområdet.

»Måske kunne man forestille sig tilsvarende modeller både i forhold til uddannelse og sundhed,« siger Niels Ploug, der var en af dem, der syntes det var ærgerligt, at man ikke bad velfærdskommissionen se på serviceydelser som børnepasning, skole, sundhed og ældrepleje.

»Der er et stort finansieringspres, men i stedet for at tale om det tager man debatten stykvist og deler det op med det her tema om de udenlandske borgeres adgang. I stedet for at tale om alle borgeres adgang.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for en god artikel!

Hvis folk tiltrækkes af gode sundhedssystemer ville de da tage til Belgien og ikke til Danmark.

Hvordan vil man kunne kræve, at borgere fra lande uden for EU tegner privat sundhedsforsikring de første fire år, de er i Danmark, og betaler for besøg hos lægen de første to år?

Der er jo områder, hvor der ingen praktiserende læge er eller Ålborg, hvor alle praktiserende læger har lukket for tilgang.

http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/2010/08/09/akut-laegemangel-i-aalbor...

Den såkaldte Danske Model er et levn fra fortiden, hvor vi kunne leve som vi ville i Danmark. Nu lever vi en global virkelighed og det er på tide vi vågner op, og tilpasser os. Men det ser vi ingen tegn på vil ske i den politiske debat - der er ikke stemmer nok i at ændre på velerhvervede rettigheder - istedet lefler politikerne for vælgerne med en åben pengepung til alle "ofrene" - der er åhh så synd hvergang der skal ændres på noget. Dynamikken er væk og vi sidder tilbage med et forstenet "velfærdssamfund" støbt i beton.