Læsetid: 9 min.

Dømt til at være lykkelig

Individualismen og forbrugerkapitalismen har forvandlet den vestlige lykkekult til en glædesløs affære: Retten til at være lykkelig er blevet til en pligt til at være lykkelig
Individualismen og forbrugerkapitalismen har forvandlet den vestlige lykkekult til en glædesløs affære: Retten til at være lykkelig er blevet til en pligt til at være lykkelig
2. april 2011

Den 21. august 1670 skulle Jacques Bossuet, biskop af Meaux og prædikant ved Ludvig XVI's hof, holde mindetale for hertuginden af Orléans, som netop var død, kun 26 år gammel, efter at have drukket et glas cikoriesaft, der øjensynlig var giftigt. På tærsklen til døden havde den unge kvinde råbt på præster i stedet for på læger, omfavnet krucifikset, bedt om at få Den Sidste Olie og anråbt Gud.

»Dødens mirakel«, erklærede Bossuet, »består for den kristne i, at døden ikke sætter en stopper for livet, men kun en stopper for de synder og farer, som vi stedse udsættes for i vores jordeliv. Gud afkorter vore fristelser ved at afkorte vore dage og sætter dermed grænse for de forlokkelser, som kan koste os sandt og evigt liv. Thi denne verden er intet andet end vort fælles eksil.«

Den gode død var således en åben dør til evigheden og det 'sande, evige liv'. I det levede liv, derimod, var smerte og lidelser uafvendelige og en del af naturens orden.

Er det muligt at forestille sig en holdning til lykke, der ligger fjernere fra vores?

Fra antikkens dage

Lykke har aldrig været 'en ny idé i Europa', selv om at den jakobinske revolutionsleder, Saint-Just, skal have hævdet noget sådant i 1794. Sandt at sige er lykke en af de ældste ideer i den vestlige kultur og blev hyldet af antikkens filosoffer. Men kristendommen, som overtog begrebet fra de græske og latinske forfattere, henlagde lykkens gyldighedssfære til transcendensen: I det dennesidige bør mennesket være optaget af sin frelse, ikke af sin lykke. Kun Kristus forløser os fra arvesynden og fører os ind på den guddommelige sandheds vej. Alle jordiske glæder er for de kristne forfattere rene fantomer, som vil blegne i lyset af sand himmelsk salighed. At ønske sig jordisk lykke ville være en synd imod Skaberværkets forordning: De dødeliges flygtige fornøjelser er for intet at regne ved siden af det helvede, der venter sådanne syndere, som tragter efter dem.

Denne rigoristiske opfattelse kom med tiden til at vige for et mere imødekommende syn på livet. Fra 1700-tallet dukkede der nye teknologier op, som forbedrede landbrugsproduktionen, og der kom nye lægemidler til især alkaloider og salicylsyre, en forløber til aspirin, hvis helbredende og smertelindrende egenskaber fremstod som mirakler. Pludselig var denne verden ikke længere dømt til at være en jammerdal. Mennesket fik nu magt til at reducere sult, kurere sygdomme, beherske naturen og skabe sig en bedre fremtid. Folk holdt op med at lytte til dem, der retfærdiggjorde lidelser som Guds vilje. Hvis man kunne lindre smerte ved simpelt hen at indtage medicinske substanser, var der ingen grund til at benytte sig af bønner for at få det bedre.

Lykkelig her, hvor jeg er

Den nye opfattelse af lykken blev prægnant formuleret af Voltaire i 1736: »Det jordiske paradis er her, hvor jeg er.« Voltaire blev naturligvis forfulgt af kirken og monarkiet, truet med døden og fik brændt sine skrifter, men hans sentens fortjener opmærksomhed. Hvis paradiset er her, hvor jeg er, så er lykken også noget, vi oplever i et her og nu ikke i en fortid til, som jeg nostalgisk kan længes efter; eller en hypotetisk fremtid, jeg kan projicere alle mine forhåbninger ind i.

Med denne omvæltning af tidsperspektivet mister fattigdom og nød enhver legitimitet, og for oplyste nationer bliver den altafgørende bestræbelse nu at udrydde sådanne onder gennem uddannelse og fornuft, og i sidste ende gennem videnskab og teknologi. Den menneskelige ulykke skal gøres til et arkaisk levn.

Efter de amerikanske og franske revolutioner (hvoraf den første ligefrem indskrev »stræben efter lykke« i sit stiftelsesdokument), blev retten til et anstændigt liv med de nydelsesprivilegier, som før var forbeholdt overklassen, gjort til den overordnede målsætning for progressive bevægelser i hele Europa. Ganske vist blev det kristne ideal om opofrelse rehabiliteret af bolsjevikkerne i begyndelsen af 20. århundrede, ved at formane proletariatet om at kæmpe og arbejde i tiden frem til den kommende verdensrevolution. Ironisk at en doktrin, der afskrev religion som opium for masserne og ubarmhjertigt forfulgte præster og troende, genindførte askese og forsagelse overalt, hvor den tog magten. Men generelt voksede hedonismens krav op igennem hele det 20. århundrede under stadig stærkere indflydelse af freudianisme, feminisme og avantgardebevægelser i kunst og politik.

Fra ret til pligt

I 1960'erne betød to markante skred, at retten til lykke blev forvandlet til en pligt.

Det første skred var en forskydning i kapitalismens karakter. Kapitalismen havde længe kredset om produktion og udskydelse af tilfredsstillelse, men nu begyndte den at fokusere på at gøre os alle til gode forbrugere. Arbejdet var ikke længere tilstrækkeligt, det var nu også nødvendigt at forbruge for at holde den industrielle maskine kørende i fulde omdrejninger. For at gøre dette skred muligt indførtes en genial opfindelse, først i Amerika i 1930'erne og siden i Europa i 1950'erne: kredit. Før var det sådan, at enhver, der ønskede at købe en bil, nye møbler eller et hus, måtte følge en regel, som i dag synes glemt: Man måtte spare op og tålmodigt lægge penge til side, indtil der var råd. Men kreditkulturen ændrede alt: Behovsfrustrationer blev ubærlige, og tilfredsstillelse det normale. Afsavn forekom absurde. Vi ville leve godt her og nu, så kunne vi altid betale for det senere. I dag er vi alle bevidste om de udskejelser, der fulgte af dette system: Den finansielle nedsmeltning i USA var den direkte konsekvens af alt for mange mennesker, der levede på kredit.

Velmenende tvang

Det andet skred er den stigende individualisme. Da intet længere synes at stå i vejen for vores 'selvrealisering' hverken kirke, partier eller sociale normer er vi selv blevet eneansvarlige for, hvordan det går os. Dette viser sig imidlertid at være en frygtelig byrde, for hvis jeg ikke føler mig lykkelig, har jeg ikke andre, jeg kan bebrejde, end mig selv. Det kan derfor ikke overraske, at der opstod en lang række behovsopfyldelses-industrier: Fra kosmetisk kirurgi til slankepiller og utallige typer terapier bliver vi i dag lovet forsoning med os selv og fuld virkeliggørelse af vort potentiale. »Bliv din egen bedste ven, få et højere selvværd, tænk positivt, hav mod til at leve i harmoni,« får vi at vide i de selvhjælpsbøger, hvis talrighed lader antyde, at dette ikke er så let en opgave. Ideen om selvrealisering, der har afløst den mere krævende arbejds- og afkaldsetik, er blevet dogme. Den dominerende orden dømmer os ikke længere til afsavn, men tilbyder os hele tiden nye veje til selvrealisering med næsten moderlig omsorg.

Den generøsitet er på ingen måde en befrielse i alle henseender. Faktisk skaber denne velmenende tvang i vidt omfang den samme dårligdom, som den stræber efter at befri os fra. De statistikker, som den offentliggør, og de modeller, som den frembyder, avler en ny race af skyldbevidste, som ikke længere består af sybaritter eller libertinere, men depressionsramte. Depression er den fremherskende lidelse i et samfund, hvor velvære er obligatorisk, og de, som ikke opnår den, bliver straffet. Lykke er ikke længere et spørgsmål om tilfældigheder eller en himmelsk gave en fantastisk nåde, der i glimt kan velsigne vore monotone dage. Vi skylder nu os selv at være lykkelige, og vi forventes at vise vores lykke vidt og bredt.

Fra madglæde til medicinering

Således bliver lykke ikke blot vor tids industri, men sætter også en ny moralsk orden. Vi skal nu føle os skyldige over ikke at have det godt, en brist, der er overladt til vores eget ansvar og samvittighed. I en måling i en fransk avis var 90 procent af de adspurgte 'lykkelige'. Hvem tør indrømme, at man til tider føler sig elendig og dermed udsætte sig for social vanære? Det er lykkedoktrinens ejendommelige selvmodsigelse, når den bliver militant og antager gamle tabuers magt nu blot omvendt. At nyde var engang forbudt fra nu af er det obligatorisk. Uanset hvilken metode der vælges om den er psykisk, somatisk, kemisk, spirituel eller computerbaseret finder vi den samme antagelse overalt: Lykke er inden for din rækkevidde, og 'positiv konditionering' (Dalai Lamas ord) er tilstrækkeligt for at nå den. Vi har bildt os selv ind, at viljen uden videre kan gennemtvinge sin magt over vores mentale tilstand, regulere vores sindsstemninger og gøre tilfredshed til frugten af en personlig beslutning.

Denne tro på vores evne til at gøre os selv lykkelige ligger også bag den moderne sundhedsbesættelse. Hvad er sundhed andet end en tilladelse, vi kan være så heldige at få, til at leve i fred og ubekymrethed med vores krop? Men nu til dags er vi forpligtede til at modstå vores dødelighed i videst muligt omfang. Terapiernes domæne tenderer i retning af at annektere alt, der engang hørt til kunsten at leve godt. Mad, for eksempel, bliver ikke længere opdelt efter smag, men efter hvor sund og usund den er. Hensynet til sundhedsforskrifter dominerer over hensynet til velsmag. Middagsbordet bliver en slags apotekerskranke, hvor fedt og kalorier vejes, og hvor man samvittighedsfuldt tygger de fødevarer, der næppe er spor andet end medicin. Vin skal ikke drikkes for dens smag, men fordi det styrker arterierne; fuldkornsbrød skal spises for fordøjelsen; hvidløg skal bides råt af helbredsmæssige årsager.

Nye typer afkald har fået autoritativ værdi, selv på bekostning af uhyrlige restriktioner, der kan berøve os noget af det bedste, naturen har at tilbyde. Fra det synspunkt er klapjagten på rygere, som efterhånden bortvises fra alle offentlige steder en art kollektiv eksorcisme. Som om et helt samfund ønskede at udrense sig selv for engang at have fundet nydelse i cigaretter. I Frankrig bliver fotos af Jean-Paul Sartre og den unge Jacques Chirac med smøger i kæften retoucheret for at udviske disse anstødelige genstande på samme måde, som det gamle Sovjetimperium plejede at gøre med ledere, der var faldet i unåde.

Orgnanernes tavshed

Men ved at at fjerne enhver anomali og mangel, ender vi med at benægte, hvad der er sundhedens største fordel det, som en stor kirurg engang kaldte 'organernes tavshed'. I dag skal vi alle reddes fra noget højt blodtryk, ufuldkommen fordøjelse, tendenser til vægtforøgelse. Man er aldrig tynd, fit eller stærk nok. Sundheden har sine martyrer, pionerer, helte og helgener. Sygdom og sundhed bliver stedse sværere at skelne fra hinanden, i en grad så vi risikerer at skabe et samfund af hypokondere.

Nu da den er blevet horisonten for vores demokratier og anliggende for utrættelig virksomhed, er lykken blevet omgivet af angst. Vi føler os tvunget til konstant at frelse os fra os selv og formørke vores liv med alle former for umulige befalinger. Vores hedonisme gør os ikke længere godt, den er tvangsmæssig og hjemsøgt af fiaskoer. Og uanset hvor velopdragne vi er, ender vores kroppe med at forråde os. Alderen sætter sit uundgåelige præg, sygdommene finder os på en eller anden måde, og nydelserne tager magten fra os på måder, som ikke har noget at gøre med vores årvågenhed eller viljestyrke.

Der er behov for fornyet ydmyghed. Vi er ikke herrer over lykkens kilder, som aldrig møder op til de aftaler, vi laver med dem, men tværtimod springer frem, når vi mindst venter det, og flygter, når vi prøver at holde dem fast. Den overdrevne ambition om at udrense alt, der er svagt eller knækket i krop eller sind, og kontrollere sindsstemninger af melankoli, sorg, ærgrelse og øjeblikke støder alt sammen imod endelighedens vilkår og imod den menneskelige arts træghed, som vi ikke kan ikke manipulere, som om den var et råmateriale. Vi har magten til at undgå eller helbrede visse onder, ja, men vi kan ikke bestille lykke, som om det var et måltid i en restaurant.

Det vestlige lykkekult er i sandhed et mærkeligt eventyr og noget i retning af en kollektiv rus. I frigørelsens påtagede skikkelse forvandler det høje ideal sig til sin modsætning. Dømt til at være lykkelige må vi enten udstråle glæder og overskud eller miste al social anseelse. Spørgsmålet er ikke om, vi er mere eller mindre lykkelige end vores forfædre. Det er selve vores grundopfattelse af lykke, der har ændret sig, og vi er muligvis det første samfund i historien, der gør sine mennesker ulykkelige over ikke at kunne føle lykke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

tegnsætningen er elendig, men bortset fra der er det et fremragende indlæg.
Der hvor jeg helst vil tilføje noget er hvad angår retten til at dø (og måske et vist aspekt af pligt også), især i lyset af, den nylige debat om, at læger foretager vurderinger og beslutninger om hvorvidt der er fornuft i at genoplive dødeligt syge mennesker, osv., og hvor nogen fandt dette faktum meget anstødeligt.
Man har slet ikke lov til at dø af naturlige årsager mere, og da slet ikke alderdom, der findes, eller skal findes en måde at helbrede på, så vi kan leve så evigt som muligt, delvist fordi vores kvantitative tilgang til livet betyder at mere liv er bedre liv. Men også fordi døden simplethen ikke er acceptabel længere. At folk døde tidligt i gamle dage er for så vidt en skrøne. Ganske vist døde folk generelt noget tidligere end de gør nu, men det helt afgørende aspekt ved livet dengang var, at folk ofte døde meget tidligt. Halvdelen af børneflokkken døde, men man havde jo heller ingen seksualprævension, så det hele ordnede sig, og der var stadig mange der døde i in ung alder. Døden, skønt man selvfølgelig var ulykkelig over at miste en elsket, var én således mere inde på livet, og var accepteret på en måde, som vi ikke er i stand til at acceptere i dag.
Det er nær ved at folk ikke har lov til at dø, når de selv synes de har levet længe nok - inklusive dem der har levet et fuldt og godt liv, men altså er helt tilfreds med at nu er det ved at lakke mod enden. Og folk har nu om stunder heller ingen "pligt til at dø" - når alle rimelige tiltag er blevet prøvet, og det ikke virker, ja så må mand sgu da acceptere det og ikke hysterisk prøve at finde på alle de urimelige tiltag, som moderne medicinsk videnskab kan hitte på - mere for deres egen profits skyld end for menneskehedens - for at se om man ikke kan holde den gående lidt endnu.
Ja i sidste ende er det ydmyghed, der mangler, det der rigtigt nok, og den kan det skorte på inden for oplysningsfilosofiens rammer. Politisk har oplysningsfilosofien været os til en del gavn, men åndeligt har den gjort os til hysteriske, spolerede, egoistiske og grandiose mennesker.

fra artiklen:

»Dødens mirakel«, erklærede Bossuet, »består for den kristne i, at døden ikke sætter en stopper for livet, men kun en stopper for de synder og farer, som vi stedse udsættes for i vores jordeliv. Gud afkorter vore fristelser ved at afkorte vore dage og sætter dermed grænse for de forlokkelser, som kan koste os sandt og evigt liv. Thi denne verden er intet andet end vort fælles eksil.«

------------------

her offentliggjort 1 april

Det er ikke bare fremragende skrevet. Det er også en præcis redegørelse for, hvad der er menneskehedens største problem idag. Både med en historisk vinkel og med en filosofisk iderigdom har skribenten skabt et helhedsbillede af den forfængelighed, der har overtaget fornuften og erkendelsen af, at alt dybest set er skabt til at forgå.

olivier goulin

Interessant betragtninger, men også meget sludder, set fra et spirituelt perspektiv. Man mærker, at Pascal Bruckner ikke har nogen spirituel erfaring.

Set fra et spirituelt perspektiv, er lykke en iboende egenskab ved det sunde sind, som er kendetegnet ved et fravær af begær, ego og enhver form for negativt tankesæt. Dette er absolut realiserbart, men det kommer ikke uden et solidt åndeligt benarbejde, dagligt og vedvarende.

I det lys, er dogmet om 'enhver sin lykkesmed' faktisk helt sandt, men det er ikke et princip, som bør lede til skyld og depression. Tværtimod, er det et princip, der frisætter os fra illusoriske ydre faktorer, som er irrelevante for ubetinget og ægte lykke. Ingen eller intet kan stå i vejen for min lykke, hvis jeg ikke selv giver dem magt til det.

Der er her meget at lære for det moderne verdslige menneske. Folk, der arbejder seriøst med spirituel udvikling - og dem er der ikke mange af - har ikke nogen form for sorg inde på livet.

Dette er en hel anden form for lykke end den hedonisme forfatteren kredser om, og som ganske rigtigt er futil og kun fører til skuffelser og elendigheder, der er værre.

Så idealet er ikke at acceptere sindets skiftende sindsstemninger, men netop at tage kontrol over sit sind, tanker, følelser, attituder - og dermed i sidste ende sin skæbne.

Dette er den ultimative suverænitet, som alle søger i dens mere eller mindre perverterede afarter.

/O

"Set fra et spirituelt perspektiv, er lykke en iboende egenskab ved det sunde sind, som er kendetegnet ved et fravær af begær, ego og enhver form for negativt tankesæt. Dette er absolut realiserbart, men det kommer ikke uden et solidt åndeligt benarbejde, dagligt og vedvarende. "

Spekulerer lidt på hvordan den ville blive modtaget i eksempelvis en ghetto.

Nu tror jeg ikke på vi har en sjæl og alskens andet ævl ingen kan se eller dokumentere.

Virkeligheden, sandheden, nu og meget andet er ret dynamisk, så lykken kan være en banan for en fattig, og en tur på røven for en rig.

Jae ... fagre nye verden ...nu live on stage, og vejen dertil godt beskrevet.
Som en af den generation, for hvem begrebet 'selvrealisering' havde nærmest magisk klang i ungdommen, må man nok sige, at glansen er gået af glimmeret efter 50 års erfaring med hvad folk rent faktisk realiserer. Hippier snakkede meget om det - hovedsagelig for at realisere miniskirtet af pigerne´når det kom til stykket - men den første rigtig selvrealiserede generation var 80'ernes yuppier.
De seneste årtier har 'selvrealisering' i stigende grad fået karakter af underkastelse og uniformering, og ringen er snart sluttet : selvrealiseret viktorianisme og så tager vi hele baduljen forfra.