»Folk har ikke brug for en politisk holdning fra os«

Da de kom dansende ind fra forstadens økonomiske magelighed i Værløse i 2002, var de inkarnationen af opsvinget. Nik og Jay var forbrugsfestens stjerner, og det var sådan her, de sang til Danmark:

Jeg er vild med din sexede dans.
Dit hår, din mund og din hals.
Hov, hvordan fik du din røv i de pants. Baby, baby, yes.
Jeg har lyst til at kigge så længe på dig. Og jeg har lyst til at bruge mine penge på dig.

Niclas Genckel Petersen og Jannik Brandt Thomsen stod ved deres anmassende selvtillid og liderlighed. Og de solgte hundredtusinder af album og blev et billede på tiden, hvor økonomien boomede, og hvor man gjorde sig for fin til at mene, noget var finere end andet. Nik og Jay var ligesom politikerne fuldkommen frigjort af smagsdommeriet.

»Jeg ved ikke, hvad der kom først,« siger Nik ni år senere.

»Om det var, fordi verden blev trykket lidt sammen, at vi begyndte at skrive mørkere. Eller om vi begyndte at skrive personligt, i takt med at alle andre også gik igennem de samme problemer. Uanfægtet, så er vores våben og styrke, at vi altid er i super fucking øjenhøjde med vores publikum, om vi har haft hang til fest og inspireret folk til at feste, eller om vi har haft nedtur på, og så har folk også haft nedtur på. I hvert fald, hvis der er en finanskrise, så er jeg af den overbevisning, at man skal bruge det til noget. Man skal ikke bare have nedtur over, at verden ikke har så mange penge som før.«

Lyset bliver tændt

Der er ikke længere noget tøj i Jays skab, der rigtigt passer med deres nye verden efter krisen, alle de gamle pangfarver hænger bare og samler støv.

I dag er Jay klædt helt i sort. Sorte jeans, sort t-shirt, men hvide tænder, der skinner som diamanter. Der er langt fra hvide sneaks og cappen på skrå, for Niclas Genckel Petersen er 30 og Jannik Brandt Thomsen 29 nu. Nik er i et fast forhold, han er blevet far, og Jay har haft sit livs første nedtur, hvor verden lukkede sig om ham, og angsten tog over. Der er skruet ned for anlægget til Nik og Jays store fest. Det er ved at være morgen, og lyset er blevet tændt.

»Vi har ikke brug for at være dem, der siger fuck janteloven og bare råber og råber og råber længere. Vi har ikke brug for at stå med en t-shirt på, hvor der står 'Jeg er festen'. Der har vi været, men der er vi ikke længere,« forklarer Nik.

Da rapperduoens single »Hot« indtog Danmark i 2002, havde vi da aldrig set noget lignende. Hovedrystende ublu smed de håndtegn, gik med bandana, kaldte kvinder for hos, og aldrig havde Danmark oplevet en så insisterende selvtillid.

Mere at se på, flere piger uden tøj på
Vi' vilde i varmen
Sig ikke det er hot nu
Mere aircondition, flere drinks i skyggen
Flere piger der viser g-streng på cyklen Der er hot i din bil, på din club og i din seng Der er hot overalt, så lad mig høre jer syng'.

Og:
Ryst din røv, jeg elsker det baby
Du er nr. 1 på min gæsteliste
Du har en kæreste, det er lige meget
For jeg ser bedre ud, du kan ikke sige nej.

Meget melankolsk

På Nik og Jays nyeste album har de vendt blikket indad:

Molakkorder, fjerne toner.
Jeg flyver med engle, jeg ser dæmoner.
Tårer, der ik' kommer frem
gid jeg ku' sætte dem fri
Ta' et røntgenbillede,
Se, jeg græder indeni.

Ordene er Jays:

»Ja, det er meget melankolsk, jeg fumlede med den linje, og den er meget på grænsen. Men det er en fed linje, fordi den ér fed, fordi min far er røntgenlæge og på grund af mange andre ting. Igen, vi er stadig fuld fart frem, god fornemmelse i maven og posen fuld af selvtillid, de ting har ikke ændret sig, men vi har erkendt, at der findes en bagside af medaljen. Der findes en nedtur. Og erkendt, at man skal huske at stoppe op og sige, hvordan har du det egentligt indeni? Jeg kan godt få lyst til at sætte mig ned og bare stortude. Men det kan jeg bare ikke. Den linje handler om alle de tårer, der gerne vil ud, som ikke får lov. Men de er der indeni, og nu er de også på pladen,« siger Jay, der har været plaget af stress og angst, ligesom Nik har skullet lære at kontrollere alkoholen.

Det hele blev for meget, og de påtog sig byrder, de ikke kunne bære. Nik og Jay-imperiet voksede sig større, der var fester, promotion og tøjlinjer, der var pladeselskabet Nexus Music, der var familielivet, kærester. Men Nik og Jay rensede ud.

»Vi er ikke Jay-Z, og vi er ikke P. Diddy, for de har måske hundrede mennesker til at tage sig af alt det praktiske. På det kreative plan har vi det samme, som de har. Vi er lige så gode som dem, vi er bare noget andet. Derfor har vi skrællet alt det rundt om væk for at koncentrere os om musikken, og i stedet for at ekspandere Nik og Jay-imperiet har vi koncentreret det som kunstnere og dyrket musikken som kunstnere,« forklarer Nik.

Og ud af musikken sprang mørket, og selv om duoen altid har haft skyggesider, er det nyt, at de dystre toner har fået en så afgørende plads på et album. Duoens første album Nik og Jay gik dobbeltplatin, ligeledes gjorde deres andet, mens det tredje album gik platin tre gange. Over 100.000 solgte albums gange tre. Men selv om førstesinglen »Mod Solnedgangen« fra deres kommende album Engle og Dæmoner allerede nu ligger nummer ét, er drengene bekymrede.

Ikke alene er pladen mørkere, den har sat sprækker i fundamentet på Nik og Jay-fænomenet, enkelte af sangene på pladen er på engelsk:

»Selv om det er sindssygt fedt at tiltrække nye fans, er vi vildt bange for, hvem vi skræmmer væk,« siger Nik.

Verden blev trykket

Men der var ikke noget at stille op. Sædvanligvis bruger Nik og Jay en måned i studiet, hvor de fast fokuseret skriver og indspiller en festplade, men denne gang er det kommet i dryp, og pludselig var der numre nok til en plade. Sangene har haft en selvstændig vilje, og de ville mere end bare bryster og biler. Langt fra festens peak på toppen af højkonjunkturen og helt ned, spyttede drengene nu politiske linjer ud.

Alle har det godt her set med hvide øjne
Ja, det' det, vi kalder hvide løgne
La' bare al kultur dø la' boligmarkedet krak'.

»Det der med at gå ned ad Istedgade og tænke: Vi har det jo godt her, men det er set med hvide øjne, det vi kalder for hvide løgne. Det er så politisk, som jeg har lyst til at blive. Det siger mere, når man lader den være lidt åben for fortolkning. Folk har ikke brug for en politisk holdning fra os. Men jeg kan ikke lade være med at give en lille én en gang imellem,« siger Nik. Det er alt, hvad Nik vil bekende, for selv om han i sine tekster tager afstand fra sin beslutning om at stemme på Anders Fogh Rasmussen og Venstre til valget i 2001, ønsker han ikke at fortælle, hvad han vil stemme til næste valg. Han kan dog ikke lade være med at grine af hele det politiske cirkus. For hvis han stillede op for et parti, ville han sikkert blive valgt ind.

»Men hvis jeg endte i Folketinget, ville jeg nok bare sige til alle, at de skulle chille, ryge en fed og så i øvrigt lade være med at gå i krig,« siger han. Men der er mere politik at spore i teksterne.

Min bedste ven er fra Palæstina. Så fuck mig og mine problemer, lyder det på sangen »Fest«, der er bonustrack på det nye album.

De har efterhånden kun venner fra udlandet, forklarer de, og efter en aften i selskab med deres ven fra Palæstina, kan Nik ikke andet end at føle sig lykkelig og heldig, når han tager sin datter i hånden og går til Søerne i København for at fodre ænderne.

Verden har nedtur, fordi folk har opført sig, som de har, mener Nik og Jay.

»Og fordi folk har acted, som vi har gjort. Vi har peget rundt og krævet, og hvis det kan lære os lidt ydmyghed, er det vist godt nok. Men hvis Nik og Jay kan komme ud på den anden side, os, der har været synonym med totalt fucking party, så kan vi alle sammen,« siger Nik.

En dag tilbage?

Det er godt og vel fire år siden, at Nik og Jay skrev sangen »En Dag Tilbage«. Sangen blev et vendepunkt i deres karriere, husker Nik, herfra tog alvoren mere over, livet blev dybere og mørkere end den leg, det hidtil havde været. I »Sangen« svarer begge på spørgsmålet om, hvad de ville gøre, hvis kun de havde én dag tilbage: Dengang ville Nik hæve nogle penge på sin firmakonto, fortælle sin familie, venner og ekskærester, at de har gjort ham til den, han er. Der skulle nye 24 tommers fælge på bilen han ville ryge nogle blå kings og drikke lidt rødvin. Jay derimod ville dengang tage sin »hvide sneaks på, sætte cappen lidt på skrå«, spise sit sidste måltid på Tacoshop.

Men hvad ville de gøre nu som voksne mænd hvis de kun havde en dag tilbage?

Jay: »Jeg er stadig der, hvor jeg var dengang. Vi ville måske ikke putte 24 tommers fælge på bilen, de skulle nok heller ikke være shiny, de skulle bare være de helt rigtige fælge. Måske skulle det ikke være Tacoshop, jeg spiste mit sidste måltid på. Der er efterhånden lidt for meget ost ovenpå, der ville jeg nok vælge noget lidt mere proteinholdigt.«

Nik: »Men hvis du vidste, du skulle kradse af, så er det sgu' da meget dope med ost?«

Jay: »Ja ja, ok, hvis jeg vidste, jeg skulle kradse af, så ville jeg bare æde kage hele dagen.«