Læsetid: 14 min.

I det gode liv er det hverdagen, man deler

Antallet af kollektiver er faldet, men er boformen faktisk ikke mere relevant netop nu, hvor folk for alvor kæmper med at få hverdagen til at hænge praktisk sammen? Anna von Sperling opsøger det kollektiv i Århus, hvor hun var barn i 1970’erne
Antallet af kollektiver er faldet, men er boformen faktisk ikke mere relevant netop nu, hvor folk for alvor kæmper med at få hverdagen til at hænge praktisk sammen? Anna von Sperling opsøger det kollektiv i Århus, hvor hun var barn i 1970’erne
9. april 2011

»Ej, hvem helvede har fjernet stjernen i gulvet!?«

Det er sjældent, at jeg ankommer til et fremmed hjem, hos mennesker, jeg ikke kender og starter med at brokke mig. Men der er altså nogen, der har fjernet den røde stjerne i linoleumsgulvet. Og hér havde jeg brugt timer på at lege Barbie-kollektiv. Det er røde stjerner nemlig som skabt til, kan jeg fortælle. I midten er fællesarealet, og så kan Barbie'erne trække sig tilbage til deres værelser i en af takkerne, når de skal sove, bolle eller er oppe at skændes.

Det faktum, at det er mindst 25 år siden, at jeg sidst stod i det lavloftede fælleskøkken i Anholtsgade 8 i Århus centrum, burde have forberedt mig på, at jeg ville opleve mindre forandringer. Men da facaden på det gule byhus ligner sig selv, og da selv en rullesten ville ønske, at fredningsstyrelsen var inde over barndomshjemmet, synker mit hjerte, da jeg ser at stjernen er væk.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var da i grunden helt fantastisk at læse om, de eco towns lyder interessant.

Boede selv i kollektiv i en periode som lille, så interessant at høre andres betragtning.

Bente Simonsen

Boede i Anholtgade (har glemt nummeret) ét stort rum i bagården på anden sal, fire mennesker, med Bachs brandenburgskoncerter til morgenmad i 1965-66.
Vi var kunstakademielever og studerende.
Undrer kan det ha' været forgængeren til kollektivet.

her er en ecovillage, som jeg håber at få lejlighed til at besøge til sommer:
http://www.torri-superiore.org/index.php?s=home&p=benvenuto&l=en

Iøvrigt en lidt rodet artikel. Ja jeg boede osse i kollektiv i nogle år, og bor nu på et lille landsted i USA, for det meste alene, og undrer mig over hvorfor folk ikke kommer rendende ved tilbuddet om at kunne bo på landet. Så det eneste jeg kan gøre i øjeblikket er at sætte stedet op således, at hvis der på et tidspunkt bliver massearbejdsløshed, så er jeg i hvert fald klar til at tage imod nogle stykker. For ja, byen, det er hvor folk finder arbejde, ogt hvor der "sker" noget. På landet sker der ingenting, tror byfolk i hvert fald.
Men ellers kunne jeg noget bedre genkende tingene i "Tilsammans" end i det her rod.
Da vi flyttede i kollektiv var det ud fra betragtninger om, at i stedet for at leje et værelse fra en eller anden dødssyg familie, så kunne vi bo sammen allesammen og have plads og have det sjovt og deles om tingene, og det gjorde vi også. Der er for så vidt ingen argumenter imod kollektivt liv på nuværende tidspunkt, bortset fra altså at det ser ud til at når folk sådan begynder at stifter famile, så fravalgte de kollektivet, og kollektivet Bakkely gled efter en årrække over til ét par, som ligesom blev tilbage, og de boede der så lidt længere, før huset blev solgt og vi var spredt for alle vinde.
Det er vel for så vidt i orden, men kollektiv-samlivet er stadig den eneste fornuftige samlivsform.
Men der må vel være en mekanisme der tilskynder til ast forlade den. Med mit konspiratoriske samfundssyn har jeg en tendens til at spørge hvad er det i samfundsstrukturen og offentlig politik der til sidst kvalte det meste af kollektivbevægelsen, eller fik den til at sygne hen?
Det er der jeg synes det begynder at bliver interessant, og det kommer Anna ikke rigtig ind på.

Gitte Jakobsen

At vælge kollektivet som livsform kan i disse tider føles noget modstrømsk.
Strømmen går mod individuel behovstilfredsstillelse, og derfor er det naturligt, at kollektivet bliver valgt til og (mest) fra, som det nu passer ind i den enkeltes aktuelle livssituation og umiddelbare behov. Det er naturligvis ikke et grundlag at skabe bæredygtige fællesskaber på.
Kollektivet som livsform er noget andet. Det er et tilvalg, der koster kræfter og energi, og der skal gerne være en fælles ’nerve’, som beboerne kan dele og være fælles om. Når det så fungerer, får man en masse igen.
Problemet er nok, at man skal være parat til at give mindst ligeså meget ,som man får - og i perioder lidt til. Her i vores landlige fællesskab har vi ikke udsigt til at få del i nogen friværdi, heller ikke selvom vi knokler løs med vedligeholdelse og dyrehold.
Til gengæld har vi et fællesskab med dejlige børn og voksne, gode diskussioner, hjemmelavede råvarer, natur, frisk luft og masser af muligheder. Og hvor mange steder finder man lige alt det.
Tjek www.tranehoej.dk

KOLLEKTIV-FESTEN
KOLLEKTIV-FESTEN

Hej ANNA!
Tak fordi du undersøger lange linjer i kollektiv-festens historie
Du havde gang i legene under Det Store Bord, mens jeg nogle år op til 1980 boede i Anholtsgadekollektivet, blandt andet sammen med din far. Dengang din mor endnu ikke havde 'von' med i sit navn. Som kronikør* vil jeg lige fortælle dig og læserne, at bordet i køkkenet oprindeligt var meget stort med en deling ned langs midten, boltet fast til gulvet med smedejernsvinkler og med faste bænke langs de to hjørnevægge. I dag er bordet mindre. Og mindre sejt. Lissom den udrensede Røde Stjerne på fælleskøkkenets linoleumsgulv syner det lidt som et tilbageskridt i herlighed.

Jeg må også lige korrigere et andet fact, nemlig kollektivets oprettelse. Ikke 1969, men slumstormet 30. april 1971. Forberedt gennem lang tid af en gruppe aktivister fra naboejendommens Æskefabrik. Det senere Folkeværtshuset Æsken.

Man flyttede simpelthen ind i de på forhånd studerede og udvalgte bygninger (to opgange med baghus) med en færdigforberedt ombygningsplan. Ejendommen var ejet og komdemneret af Aarhus Kommune i forbindelse med et vanvittigt projekt om en motorgade fra Banegården ned gennem midtbyen.

Slumstormerne havde forinden organiseret åbning af el, vand og gas og allerede fået installeret en telefon. Så Kommunen kunne bare ringe, hvis den ville noget …! Næste dag inviterede kollektivisterne gadens beboere til fælles kaffebord. Hvor svært kan det være?

Om alt det og andre skrøner fra et århundredes arbejderkvarter og datidens kollektive landsby i Århus i 1970'erne kan man læse i: *Hundrede års kollektiv. Anholtsgadekrøniken
www.riprap.dk/boeger/kroenik/KronikeFor.html

Personlige forsikringer havde vi ikke. Vi ejede ingenting udover ølkasser med bøger og LP-plader, t-shirts og træsko. Så det … Vi kunne ikke få oprettet telefon i flere navne. Derfor bestilte vi en mønttelefon, som hang på entrévæggen i mange år. Så undgik vi også gæsters gratisringeri. Computeren var uhørt fremtid, så når manifester og specialer skulle skrives, leasede vi en elektrisk IBM-skrivemaskine. Og måtte så leve med, at IBM ikke var en af vennerne. Siden købte kollektivisterne ejendommen af Kommunen og lavede et fællesskøde. Hvor svært kan det være? "Dengang gjorde vi det jo bare," som Niels Ole Finnemann siger i baglæns nutid. Godtnok. Men vi havde sgu også snilde planer og ingen ønsker om blot at bo i et kollegium uden bestemmende efor.

Camilla Gammels kommende bog om Kollektivet Anholtsgade er i øvrigt fuldt økonomisk støttet af Anholtsgadefonden, grundlagt af overskud fra de første generationer kollektivisters salg af huset til nye generationer. At vi dengang var ELITÆRE, men MANGE, synes at være progressivt frem for at være MAINSTREAM, men FÅ. Eller hva'?

30. april 2011 fylder Anholtsgadekollektivet 40 år! Hvad bliver det til med festen, nye kollektivister ;o)
Hvor svært kan det være?

i følge kløvedalianere er det jo nogenlunde sådan:

nazisme = germansk / tysk kanonføde + romersk"ånd"

og det er jo nok en trekvart sandhed

-----------------------------------

fra artiklen:

Jeg peger på et guldindrammet kobberstik af Karl Marx, der fra sin plads over spisebordet skuer alfaderligt ned over de økologiske måltider, der består af alt fra hjemmeskudt dådyr til øllebrød.

De griner.

»Han hører ligesom til men vi har snakket om, om vi skulle skifte ham ud med Grundtvig … eller Darwin.«

--------------------

ja de er jo da så oplagte, hvis man vil gøre oprør mod patriarkalske "ideer"

Thorbjørn Heller Johansen

Kollektiv er en pragtfuld boform - altid nogen hjemme - altid nogen der ved noget - altid nogen til at hente børn - altid nogen til at hjælpe med at løse konflikter - altid nogen som er ked af det - altid nogen som er i godt humør....
Jeg har boet eller været gæst i kollektiver - pragtfulde tider - bortset fra et enkelt tilfælde, hvor egocentrikken havde taget overhånd, det gik selvfølgelig ikke....
Når man flytter sammen i kollektiver er det vigtigt at man bevidstgør hinanden om, hvad det her går ud på - og når kollektivet er kommet igang, at man har øje for de, som er på vej ud af vildspor - også jobmæssige vildspor og tilbyder at hjælpe, fordi flere øjne meget nemmere ser problemerne og deres løsninger.

Man stiller ikke krav til hinanden - man giver håndsrækninger - bakker op med rådgivning.....

Nu, hvor jeg er blevet 66 år tænker jeg meget på at rykke sammen med andre i kollektiv igen, nu har jeg masser af tid til at "kære" mig om mine samboere - finde ud af at lave udflugter og meget mere....

Jeg sidder med et livs erfaring som chef for virksomheder, missede universitetsstudier - og gennemførte korte videregående uddannelser...
- det må være som bolcher for unge at kunne få råd fra sådan et gammelt stakit, som har set og prøvet lidt af hvert.....

Kollektiver er sagen - det går aldrig af mode .....