Læsetid: 5 min.

Hypokonderen: Om kød

Jeg ville gerne være et bedre menneske og gøre verden bedre at leve i. Men ikke hvis det truer mit helbred f.eks. min hårpragt
Jeg ville gerne være et bedre menneske og gøre verden bedre at leve i. Men ikke hvis det truer mit helbred  f.eks. min hårpragt
Moderne Tider
16. april 2011

»Irreversibelt?! Hvad mener du med irreversibelt?« spurgte jeg min læge, der med en lille lampe lyste mig ned i hårbunden bag mit ene øre. Mellem sine fingre studerede han nogle af mine hårstrå.

»Altså at du risikerer, at det ikke kommer tilbage.«

»Ja, jeg ved godt, hvad irreversibelt betyder, men fortæller du mig, jeg må leve med pletskaldethed resten af mit liv?«

Han svarede ikke direkte, men skrev en adresse ned på en speciallæge i Indre By.

»Har du været meget stresset eller ændret et eller andet i din kost? Eller tror du måske du lider af nervøs spisevægring?« spurgte han og kiggede alvorligt på mig. Jeg var ikke klar over, man bare kunne spørge om den slags og så forvente, at patienten ville svare oprigtig.

»Stresset er man vel altid lidt, når folk spørger, men jeg har ikke spisevægring. Til gengæld er jeg holdt op med at spise kød.«

Jeg anser normalt min personlighed for at være en forudsigelig konstant. Nærmest kedsommelig. Selv de bøjelige dele af den er enormt forudsigelige, og derfor var det måske heller ikke overraskende, at jeg på min barsel for et års tid siden blev en lille smule fra farblød. Lidt rørstrømsk, småfilosofisk, småreligiøs og på nogle punkter gennemført ulidelig at være sammen med specielt for folk, der ikke lige havde fået børn. Det var i den tilstand, jeg til et bryllup i Jylland gik rundt alene på den jyske hede og forsøgte at få min dreng til at sove. Det var en smuk og rolig sommeraften. Får og geder omkring mig sprang, og særligt ét lam viste interesse for mig og barnevognen. Fyldt op af selvtilfredshed og forældreoverskud satte jeg mig ned på hug for at klø den under hagen, og som det lille lam kom tættere på, gik det op for mig, hvor stor ligheden var mellem min lille søns nysgerrige blik og lammets. Ok, jeg var vel en smule beruset og som nævnt også uklædeligt emotionel, men der var noget med den måde, hvorpå lammet kiggede på os.

Da jeg vendte tilbage til festen viste det sig, at hovedretten var lammesteg. Med en pludselig indskydelse bildte jeg min borddame ind, at jeg var vegetar.

»Men fik du ikke serranoskinken til forret?«

»Nej,« løj, jeg igen.

»Jeg spiser ikke kød. Det har jeg ikke gjort i årevis.«

12 hår på mit tastatur

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg fandt det nødvendigt at lyve, men oven på lammeepisoden spiste jeg de efterfølgende måneder mindre og mindre kød, og da jeg ligesom resten af landets nyslåede vegetarer læste Jonathan Safran Foers Eating Animals, stoppede jeg helt. Manden var jo ikke bare en agitator og folkeforfører, han havde også ret. Hele kødindustrien var vulgær og inhuman, og i forhold til klimaet lignede det en miljøskandale på linje med Tjernobyl at fortsætte som kødæder.

Det var ret let at være vegetar efter Safran Foers bog. Overalt, hvor jeg kom, havde folk lige lagt deres liv om efter bogen, og selv om det socialt set var helt legitimt, at henvise til den som grunden til at have skippet kødet, fortsatte jeg stadig løgnen fra brylluppet. Jeg insisterede på, at det intet havde med den bog at gøre.

Jeg havde været vegetar i et års tid, da det gik op for mig, at der var noget galt. Resten af min familie spiste stadig kød, og jeg havde været for doven til at lave særlige vegetarretter til mig selv, så jeg var begyndt at tabe mig voldsomt. Min hud så mærkeligt gennemsigtig ud, og mine neglerødder var flossede og blødte ved den mindste berøring. I starten kædede jeg ikke de to ting sammen, men gik ustandseligt til min læge i den tro, jeg havde en stofskiftesygdom, kræft, hiv, kredsløbslidelser, psoriasis og spedalskhed, som jeg reelt set havde en grund til at frygte (lang historie). Jeg var klar over, at dommen kunne komme, hvornår det skulle være, og da jeg en dag samlede 12 hår op fra mit tastatur, var jeg på nippet til et sammenbrud. Jeg gik til min frisør og bad hende vurdere sagen.

»Det er rigtigt, du har nogle pletter her bag øret og en heromme,« sagde hun og trak mit hår ud med en kam, for at illustrere sin pointe. Hun er i starten af 20'erne, og selv om hun er unaturligt køn, har hun en bemærkelsesværdigt stor viden om hår- og hovedbundsygdomme.

»Men det ser ikke ud til, du lider af hormonelt hårtab.« Hun lyste mig ned i issen med et spejl.

»Du taber i hvert fald ikke håret, der hvor andre gør det. Jeg synes, du skal gå til din læge og tale med ham.«

Indtil jeg fortalte min læge om min kostomlægning, havde han set ret alvorlig ud. Det ligner ham ikke, og reaktionen gav mig omgående vejrtrækningsproblemer, men da jeg forklarede ham om min nul kød-politik, blev han sig selv igen.

»Har du læst den der amerikanske bog om at spise dyr?« spurgte han uden på nogen måde at lyde fordømmende.

»Jonathan Safran Foer? Ja, men jeg var vegetar lang tid før den kom frem.«

»Jaså. Vi har haft en del patienter med fejlernæring på det seneste. Det kræver ret meget planlægning at blive vegetar eller droppe mælken, hvis man ikke skal lide af vitaminmangel,« sagde han og gav sig til at forklare, hvilke B-vitaminer og proteiner, man skulle være særlig opmærksom på at få, hvis man droppede kød.

»Måske er vi heldige, at dit hårtab ikke er irreversibelt alligevel, så. Men det kommer nok gråt tilbage. Vi får se.« Han smilede, og skamfuld forlod jeg ham.

Et gråligt minde

Jeg fortrød bittert alle de gange, jeg havde lavet sjov med mine venner, der var ved at tabe håret og gav mig til systematisk at ringe til dem og undskylde. Jeg løb ned til min helsekostforretning og købte stort ind af B-vitaminer og mineraltilskud, jeg tog kolde bade og i de ulideligt lange uger, op til speciallægen fik tid, så jeg skallede mennesker overalt. Mænd, kvinder, små børn, kolleger og tv-værter det var som om hele verden var ved at tabe håret.

Men før jeg ringede til mine venner og købte stort ind hos biopaten, gik jeg til slagteren og købte al det døde dyr, jeg kunne bære der fra. Hår over dyr sådan var det. Helbred og hygiejne over klima. Samme ræsonnement havde for længst fået mig til at droppe al offentlig transport, droppe at genopvarme mad, ikke at spare på vandet i toilettet eller tage kortere bade og ikke engang overveje at tage til tredjeverdenslande for at lave velgørenhedsarbejde for sygdomsorganisationer, som jeg ellers kendte en del, der havde være igennem (det er her den lange historie med spedalskhed gemmer sig).

Da jeg endelig fik tid hos speciallægen, var mit hår allerede tilbage til normaltilstanden. Lægen var en lille luftig kvinde med en svag stemme og et ualmindeligt usundt hår. Hun sagde ikke så meget, men konstaterede, at der havde været et mindre hårtab, og at det nu var kommet gråt tilbage. Hun var vegetar, viste det sig, og hun havde i den senere tid overvejet, at foreslå Jonathan Safran Foer at udgive en kogebog, der kunne følge med hans bog.

»Men så igen,« sagde hun lavt.

»Det er, som om folk er begyndt at spise kød igen.«

Serie

En hypokonder kan godt blive syg

Lasse Lavrsen, 34, har hele sit liv haft en usund interesse for sundhed og sygdomme. I mange år kunne læger og videnskaben berolige ham, men da han flyttede ind i den økologiske klasse, accelererede angsten. Mælk, sukker, amalgam, parabener, flammehæmmere, mobiltelefoner og mikrobølgeovne. Alt omkring ham kunne slå ihjel, og alt det, han troede på, var faldet. Nye lidelser opstod, og de gamle bestod. Det blev en krig på autoriteter, der har efterladt ham helt uden. Og hvad gør man så, når man altid frygter det værste for sig selv?

Seneste artikler

  • Hypokonderen: Flugten tilbage

    7. maj 2011
    Den økologiske klasse er for hårdt et sted at være for en hypokonder. Der er for meget af det hele - f.eks. sundhed og overskud
  • Hypokonderen: Om sukkeret

    30. april 2011
    Hvis det bare er en diæt, er det ikke så svært at holde ud. Men det trækker så meget andet andet med sig, når jeg overgiver til angsten for f.eks. sukker
  • Hypokonderen: Om økologi

    23. april 2011
    I årevis havde mad bare været mad, men nu ramte min tidligere så umodne omgang med mad mig som en hammer, og jeg pådrog mig straks en slags økologisk spisevægring. Det stod på i måneds-vis, indtil en filosof med stærk midtjysk dialekt påpegede de ikke helt så rene linjer i mine økologiske tvangstanker

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Knud Erik Jørgensen

De siger jeg er hypokonder. Det passer ikke. Det er bare noget jeg bilder mig ind!

Maj-Britt Kent Hansen

For 40 år siden, da jeg var mere vegetar end nu, gik jeg til vegetarisk madlavning hos Grethe Schmidt.

Det fik familie og venner til at betragte mig som lidt sær, men de accepterede da, at jeg søgte viden om og færdigheder udi at kokkere og spise sundt uden kød.

Og som læreren, Grethe Schmidt, sagde, så var besvær ikke nogen undskyldning for ikke at være vegetar. Hver uge, når vi mødtes, skrællede, hakkede, rev, kogte og ryddede vi op til den store guldmedalje. To timer og tre kvarter ud af tre. En af de bedre retter vi fremstillede var selleiribøf (sic!) med ristede bananer. Den satte vi til livs på 15 minutter - ledsaget af kartoffelvand.

Vi hørte om Julia Vøldan og Mikkel Hindhedes teorier og praksis, og om den variant af os, der hørte til de virkelig overbeviste: veganerne.

Engang var vi på udflugt til Sydsjælland, hvor en fabrik (Nutana?) lavede mærkelig mad på dåse. Mærkelig, fordi alt skulle ligne kødretter. Som selleribøffen. Den aften fik vi ikke noget at spise, men jeg havde været på Restaurant Tokanten inden - og der spiste jeg af alle retter: TATAR!

Dengang var det ganske besværligt at være vegetar. Der var ikke et hav af vegetariske kogebøger, ikke en velassorteret grønthandler på hvert gadehjørne, og en del af remedierne - som agar-agar og lignende - var svære at opdrive.

Af vegetarrestauranter husker jeg kun Råkostdepotet på Grønttorvet i København. Der fik man kartofler og hvid sovs. Behøver jeg sige, at det ingen stor oplevelse var.

Siden blev det at være vegetar - og det at være kronraget - nærmest en modebølge.

Men nu er nye tider på vej: Håret og bøffen er på vej tilbage!

Rachel Henderson

Det havde nu ikke været nødvendigt at gå tilbage til kødet,du kunne såmænd have nøjedes med at spise æg og fisk som supplement til grøntsagerne.