Klumme
Læsetid: 5 min.

Hypokonderen: Om økologi

I årevis havde mad bare været mad, men nu ramte min tidligere så umodne omgang med mad mig som en hammer, og jeg pådrog mig straks en slags økologisk spisevægring. Det stod på i måneds-vis, indtil en filosof med stærk midtjysk dialekt påpegede de ikke helt så rene linjer i mine økologiske tvangstanker
I årevis havde mad bare været mad, men nu ramte min tidligere så umodne omgang med mad mig som en hammer, og jeg pådrog mig straks en slags økologisk spisevægring. Det stod på i måneds-vis, indtil en filosof med stærk midtjysk dialekt påpegede de ikke helt så rene linjer i mine økologiske tvangstanker
Moderne Tider
23. april 2011

Pædagogen havde ikke fortrukket en mine, da hun fortalte mig om vuggestuens kostplan, og det var egentlig bare det, jeg havde fundet en smule komisk. Med en helt, helt sagte stemme havde hun forklaret mig, at maden var astrologisk bestemt.

»Selve kostplanen er lavet efter planeternes placering i dyrekredsen,« havde hun sagt uden et øjeblik at slå blikket ned.

»Planeterne?« havde jeg skeptisk spurgt, og hun forklarede, at hver dag var koblet op på en særlig planet: Jupiter til rug, Venus til bønner eller noget i den retning.

»Ja, så alt ligger i helt faste rammer. Og råvarerne er naturligvis blevet til uden kunstgødning eller konserveringsmidler, og i øvrigt høstet og sået efter månens placering.« Det var, som hun sagde, nærmest »overøkologisk«.

Har man sat sit barn i en steiner-institution, må man naturligvis også indstille sig på, at tingene er en smule ukonventionelle. At dukkerne ikke har ansigter, at pædagogerne taler om skytsengle, at ordrer bliver sunget, og at indlæringen er tilpasset tandsættet. Alt det var jeg faktisk også helt ok med. Men jeg synes nu alligevel, det med planeterne virkede lidt sært, så jeg tænkte, at det ville være en sjov lille historie at fortælle, da jeg til et loppemarked i kvarteret stod i en lille kreds af mennesker og lod, som om jeg spiste en af vejens børns hjemmelavede grovboller. Mit publikum på de tre-fire, der stod tættest på mig, mødte pointen med tavshed.

»Jeg køber nu også først og fremmest biodynamisk,« sagde en ranglet, lys og solbrun mand midt i 40'erne endelig. Jeg kan ikke huske hvor, men jeg havde set ham før.

»Man kan købe det igennem Rosalinas børnehave. Det er ret smart, for der er altså mange ting, det kan være svært at få biodynamisk i supermarkederne. Men så må man jo nøjes med økologi.«

Mad var bare mad

Jeg fik en usikker fornemmelse i maven. Den ranglede fyr gav sig til at fortælle om konventionelle landbrug i forhold til økologiske og især biodynamiske landmænd. Jeg havde længe haft en grundlæggende fornemmelse af, at økologiske fødevarer var bedst for min krop, men jeg havde aldrig undersøgt det til bunds, og efter få minutter med mandens uigendrivelige sundhedsfakta om pesticidrester i urinen på små børn, særlige bakterier i endetarmen på uøkologisk grise, antibiotika og hormonforstyrrende stoffer vidste jeg hvorfor. Han havde sat det i gang. Jeg fik omgående hovedpine, der startede omme fra nakken og lagde sig på kanten af øjenlågene, efterhånden som det stod mere og mere klart, at min krop måtte være fyldt op med sprøjtegift, bindevævssygdomme og indkapslede cancerknuder. Jeg havde sikkert også lige fundet en forklaring på, hvorfor jeg havde haft svært ved at sidde stille i min skoletid.

I hele min barndom og det meste af min ungdom havde jeg mishandlet mig selv med konventionelle fødevarer. Mad havde bare været mad, og da min hypokondri i høj grad er situationel, havde jeg heller aldrig været bange for andre fødevarer end dem, der åbenlyst kunne slå mig ihjel: kiksekage, gift, rå æg, genopvarmet spinat, dårlig køkkenhygiejne og den slags. Men nu ramte min tidligere så umodne og løsagtige omgang med mad mig som en hammer. Jeg er vokset op i 80'erne, og netop det årti må være fødevarehistoriens mest forgiftede. Jeg havde spist cocktail-pølser i spandevis, drukket giftgrøn sodastreamsaft rent, spist sprøjtet kinakål og lørdagskylling så pumpet med antibiotika, at man aldrig behøvede at bekymre sig om skarlagensfeber eller streptokokker.

Med henvisning til min hovedpine gik jeg hjem, og efter få timers research fandt jeg ud af, at den ranglede mand ikke alene havde fire børn og overskud nok til at lave bål i haven med dem, han havde tilsyneladende også ret i sine påstande om økologi. Selv om jeg ikke fandt endegyldigt bevis for, at der var fundet pesticidrester i danske børns urin, og selv om en forsker på Aarhus Universitet personligt kunne forsikre mig om, at der aldrig var fundet pesticidrester i dansk mælk, havde jeg allerede pådraget mig en slags økologisk spisevægring. Stod jeg nu i Netto og skulle købe broccoli, lod jeg være, hvis der kun var den konventionelt dyrkede type. Spiste jeg ude, var det kun på økologiske salatbarer, hos økologiske pølsevogne eller på cafeer, der reklamerede med, at en vis procentdel af deres mad var økologisk. Og jeg blev også én af de typer, der spurgte indgående til madens bestanddele, hvis jeg var inviteret til middag.

Infantil reaktion

Det stod på i månedsvis. Det var først, da jeg stødte på en filosof, der fik mig til at indse, at jeg muligvis havde fået en psykisk lidelse, at jeg for alvor tog min nye livsstil op til revision. Ortoreksi kaldte han det, og selv om der var noget pirrende ved at blive sat i forbindelse med en psykisk sygdom, lød det mest som en lidelse for gennemført irriterende mennesker.

»Det er en dybt infantil reaktion,« sagde han hæst med en stærk midtjysk dialekt.

»Noget af det allerførste, vi reagerer med, når vi skal kontrollere omverden, er munden. En gang udviklede det sig til at blive kønsåbningen, når vi blev voksne, men nu er det åbenbart ikke så interessant længere, så nu bruger vi også det barnlige reaktionsmønster som voksne. For eksempel når vi vil sige til vores politikere, at vi ikke vil finde os i den måde, landbruget fungerer på.«

Jeg forstod ikke helt analogien med kønsåbningen, men jeg fangede pointen: Det var hysterisk, det, jeg havde gang i, hvilket flere tæt på mig allerede havde gjort mig opmærksom på. Hysterisk og egoistisk, som den jyske filosof også pointerede, da han gjorde det klart for mig, at der ikke var en linje i mine økologiske tvangstanker. Selv om jeg sprang den konventionelle broccoli over, kunne jeg jo sagtens finde på at smide små Haribo-ruller på båndet, når jeg stod ved kassen, og jeg nægtede jo heller ikke mig selv hverken sprut, kaffe eller cigaretter.Indsigten hjalp lidt på følelsen i min krop. Nok vrøvlede han en del, men i det store hele havde han ret. Jeg satte et flueben ved ortoreksi på listen over de sygdomme, jeg havde rejst mig fra. Og så holdt jeg op med at fortælle historien om kostplanen i vuggestuen. Dels fordi det socialt set var farligt i mit kvarter, og dels fordi jeg jo måtte erkende, at steinerpædagogen i det mindste havde en klar linje i sin kostpolitik. Det er mere, end hvad man kan sige om mig.

Serie

En hypokonder kan godt blive syg

Lasse Lavrsen, 34, har hele sit liv haft en usund interesse for sundhed og sygdomme. I mange år kunne læger og videnskaben berolige ham, men da han flyttede ind i den økologiske klasse, accelererede angsten. Mælk, sukker, amalgam, parabener, flammehæmmere, mobiltelefoner og mikrobølgeovne. Alt omkring ham kunne slå ihjel, og alt det, han troede på, var faldet. Nye lidelser opstod, og de gamle bestod. Det blev en krig på autoriteter, der har efterladt ham helt uden. Og hvad gør man så, når man altid frygter det værste for sig selv?

Seneste artikler

  • Hypokonderen: Flugten tilbage

    7. maj 2011
    Den økologiske klasse er for hårdt et sted at være for en hypokonder. Der er for meget af det hele - f.eks. sundhed og overskud
  • Hypokonderen: Om sukkeret

    30. april 2011
    Hvis det bare er en diæt, er det ikke så svært at holde ud. Men det trækker så meget andet andet med sig, når jeg overgiver til angsten for f.eks. sukker
  • Hypokonderen: Om kød

    16. april 2011
    Jeg ville gerne være et bedre menneske og gøre verden bedre at leve i. Men ikke hvis det truer mit helbred f.eks. min hårpragt
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Indlysende! Økologi er ikke det mindste alvor. Det er kun et slapt massefænomen. Skal det være seriøst, så skal det skam - og har det altid skullet - være biodynamisk. Ikke mindst, hvis Steiner også påberåbes.

Kommer i tanke om en kendt astrolog, der da hendes analyse af en person ikke vakte den store genkendelse hos vedkommende, der ellers var jomfru og dermed skulle herske over tarmsystemet og interessere sig for ernæring og sundhed, foreslog vedkommende at læse en bog, som hed noget i retning af "Spis som din blodtype"!

Bare lige for det tilfælde, at Hypokonderen ikke allerede skulle have forsøgt sig i det spor.

Bente Simonsen

Hvad med bogen: Sund fornuft?

Anne Marie Pedersen

Ortoreksi. Er det ikke lidelsens navn? Altså at man forsøger at leve så rigtigt, at man lever forkert. Bare fordi man ikke skal overgøre noget, så betyder det jo ikke, at økologi er en dårlig idë. Man skal nok bare ikke værer "kernesund"-religiø omkring det.