Læsetid: 5 min.

Hypokonderen: Om sukkeret

Hvis det bare er en diæt, er det ikke så svært at holde ud. Men det trækker så meget andet andet med sig, når jeg overgiver til angsten for f.eks. sukker
Hvis det bare er en diæt, er det ikke så svært at holde ud. Men det trækker så meget andet andet med sig, når jeg overgiver til angsten  for f.eks. sukker
Moderne Tider
30. april 2011

I maj 2009 gav den amerikanske professor Robert Lustig en forelæsning under titlen 'Sukker: Den bitre sandhed'. Et par måneder senere røg forelæsningen ud på Youtube og siden er den blevet set af mere en million mennesker, hvilket er ret meget for en 90 minutter lang enetale om biokemiske processer i kroppen og human biologi (Connie Hedegaards forelæsning på CBS op til klimatopmødet sidste år er blevet vist 11 gange).

Lustig er ansat på University of California, specialist i hormonelle lidelser og er en af verdens førende eksperter i overvægt blandt børn, men hans store virale succes har sikkert ikke så meget med hans renommé at gøre med, som at han 13 gange gennem forelæsningen kalder sukker for 'gift' og i øvrigt refererer til det som ren og skær 'ondskab'. Sidste efterår kom videoen også omkring mig, og selv om den umiddelbart kan virke en smule skinger, er Robert Lustig en virkelig overbevisende forelæser. Videoen var blevet sendt rundt på mit kvarters interne netværk og mailen blev fulgt op af en bølge af nye mails med opskrifter på sukkerfrie kager, mandelmelsbrød og anekdoter fra mine naboer, der havde droppet det konventionelle og raffinerede sukkerarter. Hos mig blev den mailen fulgt af en bølge af angst og symptomer.

Ved tandlægen og i skolen havde jeg naturligvis lært at sukker ikke var sundt, men det var første gang, jeg havde hørt det sat i forbindelse med depressioner, de mest almindelige cancerformer og ADHD, og da jeg i min videre research stødte på en af landets mest kendte dietrådgivere, Jonna Deibjerg, blev der føjet en lang liste til sukkerets skyggesider: Angst, maniodepressivitet, rysteture, hjertebanken, svedeture, svimmelhed, hyperaktivitet, adfærds-vanskeligheder, koncentrationsbesvær, irritabilitet, 'tomhed i hovedet', sløvhed, humørsyge, afmagtsfølelse, manglende over- blik og candidasvamp. Jeg havde det hele undtagen candidasvamp og maniodrepressivitet, og det stod klart, at jeg måtte følge resten af kvarteret med et sukkerfrit liv, hvis jeg havde tænkt mig at få det optimale ud af det. Og det havde jeg jo.

Seks ugers kamp

Det viste sig at det sukkerfrie miljø nærmest var delt i to. På den ene side var diabetikernes meget seriøse og videnskabelige diskussioner om insulinbalancer og sukkerfri lakrids, og på den anden side var den mere livstilsbaserede sukkerbekæmpelse, der var langt mere udadvendt og agressiv i sin retorik. Det var naturligvis, den sidste kategori, der umiddelbart talte mest til mig og min angst. De solgte ideen lidt bedre og reklamerede ikke bare med sygdomsbekæmpelse, men mere generelt om et bedre liv med overskud til job, sødere børn og bedre økonomi. Det var mere eller mindre uvidenskabeligt, erkendte jeg, men de var meget overbevisende.

Man kunne sagtens spise frugt og frugtsukker, så længe det skete efter klokken 15, fremgik det, og så længe man altid akkompagnerede frugtsukkeret med en skefuld ren olie oliven, tidsel eller allerbedst hørfrø ville sukkeret blive så langsomt optaget i blodet, at det ikke ville give den ubalance i blodsukkeret, der kunne slå voksne mænd omkuld. De talte om 'sukkermafiaen', om korrupte videnskabsfolk, om lobbyisme og en dyb sukkernarkomani, som hverken stat eller industri var interesseret i at komme af med.

I seks uger førte jeg en total nultolrence-politik over for den hvide gift, hvilket var det antisukker-bevægelserne anbefalede at starte med, så man ville forstå hvor afhængig man i virkeligheden var blevet. Det gjorde mig ret besværlig at være sammen med. Ikke nok med, at jeg var ude af stand til at spise 80 procent af det, der blev mig tilbudt, jeg kunne heller ikke lade være at italesætte, hvor afhængig jeg og alle andre var blevet af sukker. Sådan virker det, når man pludselig sætter sig for at droppe alt sukker og opdager, hvor stor en del af vores omgang med andre mennesker, der er bundet op på indtagelse af de hvide krystaller. Og når man som i mit tilfælde var helt hysterisk, er der sukker i alt lige fra alkohol og brød til mælk og pasta.

I seks uger spiste jeg brasede kartofler og æg til morgenmad. Jeg brugte timer på at bage fedtede dadelkager, spiste ufattelige mængder af kød, mandler og gulerødder, så jeg tog farve efter karoten. Det var ikke bare en diæt, det var et liv.

Havde det bare været en diæt, var jeg sikkert blevet ved, for der er ingen tvivl om, der var dele af min kostomlægning, der fungerede, som den skulle. Jeg slap hverken for angsten for at dø, tomhed i hovedet eller dårlig økonomi, men jeg fik mere overskud, mindre rastløshed og måske fik jeg også lidt mere overblik over mit liv. Til gengæld led mit sociale liv frygteligt. Jeg blev konstant genstand for en opmærksomhed, jeg ikke kunne håndtere, jeg kunne ikke spise ude, og hver gang jeg blev inviteret til middag havde jeg mine egne olieshots og kødsalater med det orker folk ikke i længden.

Highs and lows

Da de seks uger var gået, og de fleste af mine gamle venner var holdt op med at invitere, besluttede jeg mig for at bløde op for nultolerancen. Jeg stod i lufthavnen på vej til en bilferie i USA og tænkte at det ville blive en håbløs ferie, hvis jeg skulle holde min nye livsstil på det amerikanske vejnet. Jeg styrede direkte mod en Starbucks og bestilte den største kop Double Chocolaty Chip Frappuccino, der fandtes, og blev skudt af sted i en kanon. Jeg fik en omgående følelse af lykke i kroppen og begyndte at småklukke for mig selv. Hele verden drejede rundt, og jeg forstod pludselig, hvad Pink Floyds sange egentlig handlede om og grinte hysterisk af securitypersonalets kækheder. Hele verden var fyldt med kærlighed, og jeg var en kærlighedskriger, havde jeg lyst til at skrige, men blev holdt til jorden af min kæreste. Jeg var lykkelig.

Da vi nåede flyveren var humøret vendt. Folk omkring mig lugtede, min kæreste havde pakket min spritgele i kufferten, og kabinepersonalet kiggede ondt på mig, følte jeg. Jeg havde ikke lyst til at rejse og i en amerikansk avis læste jeg om, at det område, vi skulle til, var særlig ramt af flåter i år. Jeg ville ikke dø, men indtil jeg fik serveret en chokolade croissant til morgenmad, var jeg sikker på, at det var det, hele flyet styrede imod. Spændt ud mellem disse highs and lows gik det meste af ferie. Det var ikke specielt behageligt, men det var i det mindste socialt acceptabelt.

Hypokonderen

Lasse Lavrsen, 34, har altid haft en usund interesse for sygdomme. Længe kunne læger og videnskab hjælpe, men da han flyttede ind i den økologiske klasse, accelererede angsten. Alt kunne nu slå ihjel. Nye lidelser opstod, og de gamle bestod. Det blev en krig på autoriteter, der nu har efterladt ham helt uden

Serie

En hypokonder kan godt blive syg

Lasse Lavrsen, 34, har hele sit liv haft en usund interesse for sundhed og sygdomme. I mange år kunne læger og videnskaben berolige ham, men da han flyttede ind i den økologiske klasse, accelererede angsten. Mælk, sukker, amalgam, parabener, flammehæmmere, mobiltelefoner og mikrobølgeovne. Alt omkring ham kunne slå ihjel, og alt det, han troede på, var faldet. Nye lidelser opstod, og de gamle bestod. Det blev en krig på autoriteter, der har efterladt ham helt uden. Og hvad gør man så, når man altid frygter det værste for sig selv?

Seneste artikler

  • Hypokonderen: Flugten tilbage

    7. maj 2011
    Den økologiske klasse er for hårdt et sted at være for en hypokonder. Der er for meget af det hele - f.eks. sundhed og overskud
  • Hypokonderen: Om økologi

    23. april 2011
    I årevis havde mad bare været mad, men nu ramte min tidligere så umodne omgang med mad mig som en hammer, og jeg pådrog mig straks en slags økologisk spisevægring. Det stod på i måneds-vis, indtil en filosof med stærk midtjysk dialekt påpegede de ikke helt så rene linjer i mine økologiske tvangstanker
  • Hypokonderen: Om kød

    16. april 2011
    Jeg ville gerne være et bedre menneske og gøre verden bedre at leve i. Men ikke hvis det truer mit helbred f.eks. min hårpragt

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Daniel Buus

Okay, nu er der jo også et punkt mellem de to ekstremer.

Den "gift", der refereres specifikt til i det nævnte foredrag, er fructose, udvundet af majs (corn sirup i folkemunde). Amerikanerne smider majssirup i stort set alt, der skal sødes, da majs pga. landbrugsstøtteordninger er langt billigere end konventionelt sukker, og - som nævnt i foredraget - også sødere.

Det er ikke tilfældet i Europa (sikkert på grund af andre landbrugsstøtter), så her får vi fortrinsvis sødestoffer fra andre landbrugsprodukter, som ikke er så "farlige". Ikke for at fritkende sukker, men der er mange slags, og nogle er værre end andre.

F.eks. er sukkerfri lakrids nok SUKKERfri, men det er fordi ordet "sukker" har en helt specifik betydning, og hvis man dermed tror at man skipper en masse kalorier og ikke længere får "sukker" som man almindeligt forstår udtrykket, tager man grueligt fejl. Disse produkter indeholder blot en anden type sukkeralkoholer, som ikke kaldes "sukker", men som snildt kan være langt VÆRRE end sukker.

Det er rent salgsgimmick for at snøre folk som artikelforfatteren, som ukritisk hopper på nultolerance-strategier.

Den bedste strategi i mine øjne for ikke at fylde sig med crap i disse dage, er at sætte sig ordentligt ind i sagerne og ikke mindst virksomhedernes tricks, og ikke mindst bruge almindelig sund fornuft. Spiste vi det her for 100 år siden? Så er det sgu nok meget godt. Kan jeg nemt lave et sammensat produkt selv ved at købe råvarerne eller bare skifte det ud med noget andet? Så gør jeg det. Osv.

Disse diæter og trends i tiden er mestendels velpromoveret sludder og vrøvl med det eneste formål at sælge bøger, kurser og foredrag.