Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Lone Hørslev

Lone Hørslev besvarer læsernes spørgsmål
16. april 2011

Kunne du overveje at flytte til Fanø igen?

Ja, helt sikkert. Jeg elskede at bo på Fanø. Jeg elskede naturen og menneskene, der bor der, stilheden (især om vinteren) og mine løbeture langs stranden. Indimellem kan jeg godt gå og drømme om at flytte ind i et lille skipperhus igen, når jeg bliver en gammel dame, og børnene er flyttet hjemmefra. Ja, det kunne jeg godt tænke mig.

Har du selv været meget på camping?

Ja, jeg vil ikke kalde det meget. Men de sidste to år har jeg da været på camping med mine børn. I Silkeborg. Det er en fantastisk form for ferie for børn, de elsker det. Hoppepude, grillpølser og masser af legekammerater. Jeg fik endda lokket min kæreste med til det i sommer. Men da lejrchefen spurgte os, om de måtte fotografere os i vores campingvogn til Dansk Camping Unions katalog, takkede vi dog nej. Måske var det en fejl.

Under alle omstændigheder har jeg brugt den lille scene i min nye bog.

Føler du dig excentrisk, og ville du selv kalde dig excentriker?

Så absolut nej.

Trænger vi ikke til en ny regering?

Er det ikke det, man kalder et ledende spørgsmål?

Er du venstreorienteret?

Betyder det noget? Det synes jeg ikke. Jeg synes i det hele taget, at det er lidt underligt, at man altid bliver mødt med denne her forventning om, at hvis man er kunstner, så er man også venstreorienteret. Det forventes, at man naturligvis er imod DF og i det hele taget anser regeringen for at være dum og undertrykkende. Og det kan da også godt være, at jeg er enig i det, men måske er jeg ikke. Jeg vil gerne have lov til at være apolitisk, uden det skal udråbes til at være et stort problem. Jeg fortryder det altid, når jeg kommer til at svare på spørgsmål om politik. Jeg er ikke politiker eller meningsdanner, debattør eller klummeskribent jeg er forfatter. Privat interesserer jeg mig faktisk meget for politik, og vi diskuterer ofte politik herhjemme, men jeg kan ikke se, det betyder noget i forhold til min praksis som digter og romanforfatter, sanger og sangskriver. Samfundsforhold og politik må de mennesker udtale sig om, som ved noget om det, og som har visioner desangående. Jeg stemmer naturligvis til det kommende valg, men jeg har ikke lyst til at fortælle, hvor jeg sætter mit kryds.

Hvad kan man bruge litteratur til?

Litteratur fortæller os noget om, hvad det vil sige at være menneske. Hvad er et menneske? Hvordan er et menneske? Hvad tænker andre mennesker det tilbyder litteraturen et indblik i. Via ordene, sproget, kan litteraturen give noget en form, som før var formløst, tilbyde en læser denne formgivning, skulpturering af ... noget. Noget vigtigt. På den måde kan god litteratur bringe os tættere på at forstå os selv, det tror jeg på. At man kan spejle sig i den. Man kan genkende og blive genkendt i litteraturen, forløst. Jeg tror nok, at jeg læser med lige dele hjerne og hjerte. For selv om tanken skal stimuleres, så læser jeg også for at blive rørt. Talt til. Og sådan tror jeg også, mange af de læsere, som læser mig, har det.

Hvad er din holdning til den seneste debat mellem Øvlisen og Arnoldi. Skal kunst provokere?

Kunst provokerer jo ingen i dag, det er en noget underlig målsætning, som jeg dybest set ikke forstår. Hvorfor skal kunst partout provokere? Når jeg tænker mig om, så er der ingen af de mange kunstværker, som har betydet noget (meget!) for mig, som på den måde kan siges at være 'provokerende'. Eller som er produceret ud fra et ideal om at være det. De har i bedste fald bevæget mig, ramt mig og endda udfordret min idé om, hvordan sproget kan sno sig, men det vil jeg nu ikke kalde provokerende. Øjenåbnende nærmere. Tankevækkende. Inspirerende.

Jeg har i øvrigt læst, at Øvlisen siger, at kunst skal »påtvinge os nye tanker og perspektiver«. Undskyld, hvorfor egentlig tvang? Tvang er noget, man pådutter folk, uden deres accept, uden de selv vil det. Sådan har jeg det slet ikke med kunst. Jeg elsker at blive mødt af krævende værker, fordi de får mig til at reflektere og tænke. Når jeg selv skriver, tænker jeg altid meget høje tanker om min læsers intelligens og evne til at tænke selv. Kunst har intet at gøre med tvang. Tvang lugter af levertran. Og helt ærligt, hvem er det egentlig der bliver underlagt denne særlige tvang. Ingen, tror jeg. Det er en poetik-kliché fuldstændig på linje med provokationen. Jeg synes desuden retorikken er arrogant. Som i 'vi ved, hvad der er god kunst, og fatter du det ikke, så skal det tvinges ind med guldfisk'. Nej det skal ej.

Så jeg hælder mere til Arnoldis forståelse af, hvad kunst er og skal. Men hmm... egentlig ville jeg nok ønske, at de begge to kunne sidde i det Kunstråd, så kunne de sidde og råbe ad hinanden fra hver sin bordende. Når så Arnoldi råber »manden kan jo ikke engang tegne!«, så kan Øvlisen råbe »men hold kæft hvor det udfordrer min vanetænkning!« Ha.

Hvad er det værste ved at være skilt og hvad er det bedste?

Det værste er, at børnene skal forholde sig til at have to hjem. Det er jeg ked af, at jeg pålægger dem, men sådan bliver det jo nødt til at være. Det er en stor og svær beslutning at blive skilt. Og man skal være meget sikker på, at det er den rette løsning. Heldigvis har jeg ikke været i tvivl om, at det var det rigtige for os, og det bedste er nok, at vi er blevet ret gode til at samarbejde omkring børnene.

Hvad har sidst gjort dig rigtigt glad?

Da min datter skrev: »MOR R DENBESTI VARDON'« forleden til mig. Hun er syv år. Det er sgu da sødt.

Rasende og rasende. Men jeg må indrømme, at det gør mig ret sur, når jeg ser forfattere blande sig i debatter, men bag mere eller mindre opfindsomme pseudonymer eller andre fiktioner. Så står de bag de her hjemmelavede masker og råber grimme ting. Det er så gratis.

Hvad giver dig mest inspiration. Livet på landet eller livet i storbyen?

Livet på landet. Uden tvivl. Det er altid, når jeg kommer væk og får rystet storbyens larm og tempo af, at ordene kommer lettest til mig. Sidste år tog jeg f.eks. til Island og fik skrevet en god del af romanen færdig i en lille hytte uden internet. Ellers tager jeg i sommerhus eller ud til min mor, hun bor også på landet.

Hvis du ikke skulle være forfatter, hvad så?

Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke andet.

Hvilket sted i Danmark kan du bedst lide?

Fanø. Hønen sydspidsen af øen. Det er et magisk sted. En høj, høj himmel over et landskab, som vind og vand bringer i konstant forandring.

Hvorfor er du blevet forfatter?

Fordi jeg elsker at skrive. Jeg elsker at bruge sproget og lade sproget bruge mig. Så enkelt kan det vist siges.

Serie

Seneste artikler

  • Læserne spørger: Morten Sabroe

    18. maj 2013
    »Kvindelige litteraturanmeldere, har jeg hørt, skulle være meget tørre. Det gælder også de mandlige. Jeg tror, det var sidste år, at nogle videnskabsfolk gav en mandlig anmelder snorkel og briller på og lagde ham i vandbad i en uge. Da de tog ham op, var han nøjagtig lige så tør, som da de lagde ham i ...«
  • Læserne spørger: Pablo Llambias

    2. marts 2013
    »Jeg tror ikke, at jeg ville blive skudt for mit første kritiske spørgsmål, men jeg ville helt sikkert få internettets kærlighed at føle. Dét er der ikke mange, der kan holde til i længden. Hvad stiller vi op med dén trussel?«
  • Læserne spørger: Carl Pedersen

    22. september 2012
    Carl Pedersen besvarer læsernes spørgsmål
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer