
Napoli drømmer om en fodboldmæssig genopstandelse: »Vi siger det ikke, men det er det, vi tænker,« betror en napolitaner journalisten fra det statslige tv, Rai.
Søndagens hjemmesejr over Lazio har tændt forhåbningerne i den syditalienske storby. Mod hovedstadsklubben var Napoli, som ikke har vundet mesterskabet i mere end 20 år, bagud i størstedelen af kampen, men fik i sidste øjeblik hevet en sejr på 4-3 i hus: »Det gik godt, men jeg var ved at dø,« siger en ældre herre til Rai.
Med syv kampe tilbage er Napoli tre point efter det førende hold, AC Milan, så alt kan ske. Det får en anden napolitaner til at mane til forsigtighed: »Vi må holde begge ben på jorden, for jeg kan ikke lide at blive skuffet.«
På mange måder har byen ikke ændret sig siden Diego Maradonas tid. Dengang blev billederne af Jomfru Maria og byens skytshelgen, San Gennaro, i de små kapeller på gadehjørnerne skiftet ud med billeder af det argentinske ikon. Billederne af argentineren hænger der endnu, og den mest solgte artikel i en af de butikker, som forsyner holdets tilhængere, er et lille horn af blå plastik:
»Man kommer salt i hornet og ryster det. Det sætter gang i den alkymi, der beskytter Napoli mod onde øjne,« forklarer butiksejeren.
Matadoren
Nutidens helt i Napoli er også sydamerikaner, men fra Uruguay. Det er den 24-årige Edison Cavani, kaldet El Matador, som er udlånt fra Palermo. Mod Lazio nettede han tre gange og har dermed præsteret fire hattricks i denne sæson.
Sejrsmålet faldt efter 43 minutters spil i anden halvleg, da Cavani elegant lobbede en hoppede bold over Lazios fremstormende målmand.
I slutminutterne lykkedes det angriberen med den frygtindgydende fysik at pådrage sig en advarsel for usportslig opførsel, og dermed har Napolis es karantæne i weekendens udekamp mod Udinese, som stadig er med i kampen om en plads i Champions League.
Sammen med Udineses Antonio Di Natale ligger Cavani øverst på topscorerlisten med 25 mål:
»Kun få angribere i verden har evner foran målet som denne knægt,« roste legenden Antonio Careca, der var blandt de 60.000 tilskuere i forårssolen på San Paolo.
Siden de glade dage med Careca og Maradona har Napoli været en tur helt nede i den tredjebedste række, men siden filmproducenten Aurelio De Laurentiis i 2004 overtog SSC Napoli og omdøbte klubben til Napoli Soccer, er det igen begyndt at gå fremad.
Sammenlignet med andre topklubber i serie A har Napoli dog en tyndt besat bænk, hvilket gør det så meget desto mere imponerende, at holdet stadig hænger på.
Midtbanespilleren Marek Hamsik, anfører for Slovakiets landshold, har i flere sæsoner været omdrejningspunktet i Napolis opspil, mens den hurtige argentiner Ezequiel Lavezzi står for uforudsigeligheden i feltet. Mod Lazio blev veteranen Cristiano Lucarelli, der er hentet til klubben som gardering i angrebet, sendt på banen i de hektiske slutminutter og lagde den afgørende aflevering til Cavano. Forinden havde dommeren overset et flot langskudsmål fra Lazios Cristiano Brocchi og tilkendt Cavano et af de straffespark, man kun får på hjemmebane. Napoli spiller sæsonens sidste kamp på udebane mod Juventus. De overtroiske napolitanere har ikke glemt, at klubben i 1987 vandt sit første mesterskab med en udebanesejr i Torino, og at det i 1990 lykkedes Careca og Maradona at snyde Milan på målstregen.
Slutspurten
Trods den napolitanske begejstring kan man mene, at holdets succes måske skyldes, at det generelle niveau i ligaen er faldet.
Inter, som i de seneste sæsoner har abonneret på mesterskabet, snublede i lokalopgøret mod Silvio Berlusconis AC Milan og oplevede tirsdag aften et totalt sammenbrud i Champions League mod Schalke 04, som vandt 5-2 på San Siro.
Dermed bliver semifinalerne i den europæiske klubturnering, som Inter vandt for et år siden, med stor sandsynlighed uden italiensk deltagelse. Først Rafael Benitez og siden Leonardo har forgæves forsøgt at løfte arven efter José Mourinho og motivere klubbens sejrsvante stjerner.
Milan var heldig med at komme foran på et tidligt og tilfældigt mål af brasilianeren Pato, der afløste den karantæneramte Zlatan Ibrahimovic i angrebet. Leonardo havde overvurderet betydningen af den svenske angribers fravær og sat en offensiv opstilling. Inters forsvar blev derfor flere gange løbet over ende af Milans letbenede brasilianere, Robinho og Pato, og selv om i det førende hold lange perioder ikke dominerede spillet, havde det hele tiden begivenhederne under kontrol.
Berlusconi har hentet forstærkninger til slutspurten: Hollænderen Mark van Bommel fylder godt på midtbanen, og Antonio Cassano kan på sine gode dage løfte ethvert hold. Problembarnet med det lave tyngdepunkt og den skarpe spilopfattelse er tilbage på det italienske landshold og kan tilføre Milan et tiltrængt element af uforudsigelighed. Mod Inter blev Cassano skiftet ind i anden halvleg, fremtvang et straffespark, tog det selv, scorede, smed trøjen, fik en advarsel og er således diskvalificeret til den svære udekamp mod Fiorentina søndag.
Arvinger
Pato har ikke blot vakt opsigt med sine to mål mod Inter. Det er nu officielt, at angriberen har romantiske planer med klubbens nye vicepræsident, Barbara Berlusconi, som er datter af Italiens ministerpræsident. Parret har i ugevis figureret i sladderpressen side om side med de slibrige historier om Barbaras far. Milan har millioner af tilhængere over hele Italien, og holdets succes kan sagtens bruges som argument i en valgkamp. Samtidig er ministerpræsidenten i gang med at køre sine børn i stilling til at føre familiedynastiet videre.
Alt dette inspirerer sportsavisen La Gazzetta dello Sport til en på mange måder foruroligende refleksion:
»Det er et held for Milan, at affæren har deltagelse et talent, som måske endnu ikke er en stjernespiller, men har gode muligheder for at blive det. Hvis gnisten var opstået mellem Barbara og en halvdårlig spiller, ville vi ved hans første optræden i startopstillingen have skrevet, at han ikke er trøjen værdig, og at intet ændrer sig hos familien Berlusconi: Efter i årevis selv at have sat startopstillingen har Silvio blot givet opgaven videre til sin datter. Desuden har Kavaleren som en forudseende mand besluttet at overlade Milan til Barbara, Mediaset til Pier Silvio og Italien til Marina.«