»Enhed i handling opstår ikke af den blå luft, men er først og fremmest et spørgsmål om ledelse. Partiet må have et centrum, som er i stand til at koordinere vores træk«
SF's næstformand Thor Möger Pedersen om udviklingen af SF's organisation
Villy Søvndal og resten af SF's ledelse har i de senere år fået mere indflydelse og mere magt. Samtidig har mindre prominente folketingsmedlemmer, hovedbestyrelse og almindelige medlemmer måttet affinde sig med en stærkere ledelse, der kalder på medlemsdisciplin og professionalisme.
Et parti kan nemlig »godt få karakter af en demokratisk legeplads, hvor hovedparten af energien bliver brugt på interne processer om 'partiets politik',« advarer SF's næstformand Thor Möger Pedersen i en debat om SF, der sidste år foregik på hjemmesiden kritiskdebat.dk. Her var nogle medlemmer kritiske over for udviklingen, som de mente aflivede debatten i partiet.
Udviklingen i SF »betyder, at det individuelle medlem har tabt direkte indflydelse på partiets interne linjer, men samtidig at partikollektivet har styrket sin mulighed for indflydelse på samfundets overordnede udvikling,« lød en af Thor Möger Pedersens modargumenter.
Enhed i handling
SF's næstformand kalder i indlægget den organisatoriske grundvision for »enhed i handling« og fremfører en række argumenter for SF's ideal om »enhedskultur«.
Spørgsmålet er, hvor langt topstyring og demokrati kan forenes?
»Hovedbestyrelsen er blevet mindre og skal ikke længere godkende folketingsgruppens ting. Men fordi hovedbestyrelsen skulle være transmissionsorgan for baglandet, har de almindelige medlemmer mistet betydelig indflydelse, ligesom det også er tilfældet med landsmødet. Der er fine hoteller, flotte facader og prominente gæster nu men mindre fokus på at træffe beslutninger og dermed mindre plads til, at baglandet kan sætte sig igennem,« siger professor i statskundskab Tim Knudsen fra Københavns Universitet om nogle af elementerne i SF's organisationsudvikling.
Historikeren Morten Thing hæfter sig særligt ved én ting efter at have læst Thor Möger Pedersens oplæg. De tydelige referencer til Lenins tanker om enhed i partiet.
»Det, de argumenterer for, hedder demokratisk centralisme, og det kan man læse endnu klarere hos Lenin,« siger han og forklarer teorien bag Lenins ambitioner om at forene demokrati med drømmen om et målrettet, slagkraftigt parti.
»I sin oprindelige form handlede demokratisk centralisme om, at der efter en grundlæggende diskussion i partiet træffes et valg om det politiske mål. Når det valg er truffet, er diskussionen lukket, og ingen må længere modarbejde beslutningen.«
Fællesskabet forpligter med andre ord individet med udgangspunkt i en demokratisk proces. Men som Morten Thing minder om, udviklede Lenins idealer sig til, at partiet sprang diskussionerne i organisationen over og lod det det være op til ledelsen at fastlægge partiets politik, som medlemmerne derefter blev pålagt at følge.
Netop den afdemokratisering af den socialistiske organisationstanke tog SF ellers et opgør med, da de først brød med DKP og senere valgte Gert Petersen som formand i 1974 og lod ham sidde til 1991.
Ifølge Thing lykkedes det i den periode SF at udvikle et enestående levende partidemokrati, der førte til ændringer i både ledelseskultur og organisationskultur. Den kultur er SF nu på vej til at bryde med, ligesom Lenin i starten af 20'erne vægtede centralismen frem for demokratiidealerne.
»Det skridt, SF er ved at tage, er i virkeligheden en tilbagevenden til en organisationskultur, de selv var en reaktion imod,« siger han og påpeger, at inspirationen hos Lenin ikke kun ses hos SF, men også i den måde både Socialdemokratiet og fagbevægelsen er organiseret på:
»Man fremhæver, at partiet skal handle som én hånd. Det hele er dikteret af ønsket om at komme i regering, og derfor vil partiets ledelse ikke leve med, at der foregår voldsomme interne diskussioner om bæredygtigheden af ledelsens beslutninger.«
Trods sammenfaldene i næstformandens og Lenins organisationsbeskrivelse, er udviklingen dog primært resultat af den moderniseringsproces, der i i meningsmålingerne har været en entydig succes for SF, vurderer Tim Knudsen.
Selvom det i demokratisk forstand er »beklageligt,« fordi topstyring ikke fremmer det brede politiske liv i samfundet, påpeger Knudsen, at SF i realiteten har måttet leve op til en politisk virkelighed anno 2011, hvor alle budskaber skal kunne forklares på 10 sekunder i Radioavisen. Det betyder, at en slingrende kurs eller unødig intern debat er uhensigtsmæssig, forklarer han. Om det har noget at gøre med en slags neo-leninisme, er han mere i tvivl om.
»SF forsøgte at frigøre sig af de gamle kommunister og fik efterhånden en meget mere diskuterende kultur i partiet. Til gengæld var den ikke altid så handlekraftig. Men den nye kurs handler nok ikke så meget om, at man på ny er blevet leninister, som at SF er blevet et moderne parti, der kan kommunikere og konkurrere på vælgermarkedet på baggrund af fokusgruppeinterviews og vælgeranalyser.«
Professionaliseringen
Sådan skal organisationsudviklingen også tolkes, hvis man skal tro SF's gruppeformand, Ole Sohn, der sidste år over til Ugebrevet A4 erklærede, at SF-toppen blot »forsøger at lede SF som en moderne virksomhed.«
Men selv om Sohn kan sin socialistiske organisationshistorie, siger Frederik Preisler, direktør i reklamebureauet Mensch, at SF til gengæld har misforstået, hvad »moderne virksomhedsledelse« vil sige.
»Hierakier er ikke moderne. Det er blot den fremherskende management-filosofi, der egentlig ikke adskiller sig fra fascismen. Det handler om at få folket til at marchere i takt bag en stor visionær leder. Mange virksomheder er opbygget efter militære principper, og tænkningen er sådan set den samme,« siger han, der selv befinder sig i en virksomhed, som har vægtet en flad struktur og maksimal indflydelse til alle ansatte uanset titel.
Han medgiver, at den gammeldags virksomhedstanke kan virke fristende i en stor organisation som SF, hvis hovedfokus de setneste år har været at få en ny regering.
»Mekanismen kan give maksimal indflydelse, og det har vi set andre steder i historien. Spørgsmålet er, om man ikke kunne finde en bedre og mere demokratisk måde at gøre det på, uden at skule forkrøble individets selvrespekt,« siger han og forklarer, hvordan ledelse virker dræbende for fri og demokratisk handling. På sigt vil talentfulde medlemmer også falde fra, fordi dygtige og begavede mennesker dybest set ikke ønsker ledelse, påpeger Frederik Preisler.
»Vi ved alle sammen godt, at magtkoncentrationer ikke er så gode, men vi ved ikke lige, hvad der kan sættes i stedet, og derfor bruger vi tid på at forsvare, at det er effektivt. Det gør SF's næstformand også, når han lidt opgivende adopterer en præmis om, at medlemmerne mister indflydelse. Polemisk kan man jo spørge, hvad SF vil stille op med et helt samfund, når de allerede så hurtigt opgiver demokratiet i deres eget partiapparat for at få magten?«
Partiorganismen dør
Morten Thing finder udviklingen i partiet beklagelig og frygter, at det vil føre til, at SF ligesom andre af Folketingets partier ender uden det levende medlemsdemokrati. Udviklingen hen imod mindre partidemokrati og en ledelse, der kan reagere på de hurtigt opståede dagsordener er måske nok effektiv, men overlader det også til massemedierne alene at sætte dagsordenen, så politik rykker sig fra at foregå »mellem mennesker til kun at foregå mellem medier og politikere«.
Og selv om SF for øjeblikket oplever en stor tilgang af medlemmer, vil den udvikling ikke holde på længere sigt, vurderer historikeren:
»Hvis SF slår ind på den her enhedsskabende partikultur, så vil de måske i en tid opleve en tilstrømning af medlemmer, men formentlig også en tilsanding af partiets demokrati. Det vil betyde, at partiet som organisme vil dø hen, ligesom det er sket med alle de andre partier,« siger han.
SF's næstformand Thor Möger Pedersen er mere optimistisk og mener slet ikke, at de interne strukturændringer har svækket partidemokratiet. Tværtimod har partiet været igennem en helt nødvendig proces for at skabe effektive demokratiske redskaber for at ruste partiet til den eksplosive vækst i både antallet af medlemmer og parlamentarikere, forklarer han og afviser al snak om demokratisk centralisme:
»Man tillægger os forkerte motiver, hvis man tror, at vi er på vej tilbage mod tidligere tiders fejlagtige løsninger. Vores ambition er diametralt modsat,« siger han og mener, at snakken om demokratisk centralisme bygger på en fejlslutning:
»Det er ikke sådan, at der sidder en lille elite og banker tropperne på plads. Sådan fungerer SF slet ikke. Men det er rigtigt, at vi nu bredt i partiet vedkender os, at der er behov for ledelse. Og det kan måske skurre lidt i ørerne, fordi den instinktive opfattelse af venstrefløjen måske er, at det hele helst skal være lidt ledelsesløst. Men det mener jeg heller ikke er særligt demokratisk,« siger han.
»Demokratisk valgte ledelser med klare mandater er meget vigtige for at sikre gennemskuelige processer og i øvrigt også helt afgørende for at sikre politisk fremdrift, så det er noget, der gennemsyrer alle dele af vores organisation«.
Ifølge næstformanden er partiet, i takt med ambitionerne om en klarere ledelse, samtidigt i gang med at indføre nye måder at tage interne debatter på og sikre mandat til ledelsens beslutninger. Der bliver holdt kontaktrådsmøder, hvor alle lokale og kommunale ledere mødes med landsledelse og folketingsgruppe en gang i kvartalet. Der foregår også en proces, som skal få debatten til at køre via internettet og Facebook, og partiet holder løbende medlemsmøder ude i landet, hvis der er kontroversielle debatter om f.eks. pointsystemet.
»Man skal kunne have nogle stærke interne diskussioner, hvor det er virkelige meninger, der brydes. Så vi skal sørge for hele tiden at lave nye fora, hvor det kan ske, så vi for alvor kan få diskuteret i dybden, men samtidig sikre, at når der så træffes en beslutning af flertallet, følger vi også den beslutning som fællesskab. Det er vel demokrati«.
Serie: Hva' gør vi nu, lille venstrefløj?
De borgerlige løsninger er kollapset. Befolkningen bliver mere og mere venstreorienteret. Venstrefløjen har alle muligheder, men hvad kan, vil og tør den?
Information ser på venstrefløjens bud på en ny politik. Pædagogik. Kunst. Seksualmoral. Krop. Økonomi. Og ideal for det gode liv.
Vi spørger: Hvad betyder frigørelse, lighed og solidaritet i dag?
Tillykke til SF med en udvikling, som har givet Danmark et reelt alternativ til VKO.
Idealismen er let at bevare når man er i opposition, men når man er klar til at gå på kompromis med idealismen kan man sætte sig om forhandligsbordet og være med til at bestemme!
Bestemme hvad, Bo Larsen?
Skal man have magt for magtens skyld?
Uden den styrmand, som ideologi er, så driver vi rundt på havet uden mål.
Bestemme det der er demokratisk muligt Rune Hjelm !
Intet er vel nemmere end at bombe alle initiativer ned fra start med absurde og indholdsløse spørsmål.
Hvorfor skal vi hjælpe oprørerne i Libyen med at forsvare sig mod et forestående folkemord, når vi ikke ved hvor alting ender ?
Hvorfor skal vi ikke intervenere Tibet og frelse munkene fra de onde kinesere før vi hjælper det arabiske forår ?
Hvorfor vender vi ikke tilbage til 70'er cellerne og diskuterer alting forfra - og dermed undgår at skulle tage ansvar for noget som helst ?
Jesper det bliver du nødt til at formulere igen, det komplet uforståeligt.
SF har vel - historisk set - taget et opgør med den mere flade struktur, som fandtes i det hedengangne VS og som i dag ses i Enhedslisten. Hvis man vil magten, må man jo også tage den. Det er meget sympatisk med det basale demokrati á la Christiania, men det dutter ikke, hvis man skal have en handlekraftig organisation. Eller den diffuse ledelse á la Enhedslisten, hvor man den ene dag vil gå i krig og den næste dag ikke vil. Frem og tilbage er lige langt.
Lidt sjovt, at Ole Sohn - af alle - nu også kan trække på sine politiske erfaringer, når han nu skal være med til at centralisere magten i Lenins ånd...
Det er jo så spørgsmålet, om vi ikke kunne have en langt mere flad struktur i flere partier (og ikke kun i Enhedslisten), hvis medierne gad gøre sig lidt mere umage.
Medierne producerer i dag tv til folket, som om folket er idioter.
Det er kun godt med lidt pragmatik i dansk politik. Vi har siden 2001 set hvor ødelæggende en ideologisk styret regering kan være.
Jeg er såmænd ikke uenig med dig, Anne Marie Pedersen. Den flade struktur er i og for sig en sympatisk model, men den egner sig ikke i en verden, hvor man konstant skal træffe hurtige beslutninger.
Uanset at vi hurtigt kan blive enige om at mediernes 'tilbud' til folket er underlødigt, er vi nødt til at acceptere at det er mængden af information (læs: underholdning), som styrer tingenes tilstand og ikke kvaliteten.
I dag skal enhver folkevalgt være beredt på at blive kontaktet af 'medierne' uden varsel og skulle tage stilling til ofte dybt komplicerede og kontroversielle spørgsmål her og nu - uden mulighed for at konsultere 'baglandet'. '
Det er den moderne virkelighed, like it or not.
@ Adam
'ideologi' og 'pragmatik' er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger.
Rune Hjelm - Det er klart, det er en "ommer".
Du er nu skolelæreren, der returnere min stil, fyldt med røde understregninger.
Hvor var det nu jeg sidst oplevede den debatform ?
Artiklens kontekst er helt forfejlet. Selvfølgelig kan man diskutere om SF er blevet mere "topstyret" fordi vi ikke har en selvsupplerende centralkomite til at styre de folkevalgte.
Derfor er artiklens forsøg på at sammenligne den "demokratiske centralisme" med SF's nuværende struktur - totalt forfejlet.
Lenin-modellen er jo netop kendtegnet ved sin centralisme og uigennemskuelighed. At sammenkæde Lenin med ordet "demokrati" er jo ren historieforfalskning eller mangel på historisk viden, i bedste fald.
Ingen politisk handling er mulig under en huldsaligt demokratisk åbenhed for alskens mindretals-filibuster.
Det problem må EL tage sig af - med deres nye topfigur... nåja oops...
Uden Ideologien i højsædet er et pari ikke andet end en magt-virksomhed. Lige fra venstre over dansk folkeparti til S-SF er blevet én stor pærevælling af partier, hvis MF'ere ikke bare sige det samme internt i partiet, men alle som en siger det de tror folket vil have at de siger. Uden sjælen er der slet ingen grund til at have partier eller demokrati for den sags skyld. Så vil en hvilken som helst politiker være lige så god som den næste.
At omlægge sin politik udelukkende for at få magt er forfejlet, da når man får magten ikke længere bruger den til det, som man ellers havde som sit oprindelige mål. For det mål har man givet væk, så man har større sandsynlighed for at for magt.
En hurtig reaktion er desuden er forhastet reaktion. Forhastede reaktioner har det som regel med at gøre situationen værre. F.eks. vores krig mod terror, som har resulteret i flere hundrede gange flere døde uskyldige mennesker end 9-11, som krigen var en reaktion på.
Politikeres rolle burde være at kæmpe for det de selv synes er rigtigt. F.eks. ved at udlægge deres visioner, og så kan man jo stemme på dem man er enige med. Istedet for at politikerne givet køb på sine egne værdier og gør det, som medierne siger at "folket" vil have
Der er kun een ting der er vigtigt lige nu - Og der er at vælte regeringen.
Det vil gå så rivende galt for Danmark, hvis VKO for lov at sidde ti år mere, at vi alle er nødt til at være villige til at gå ind pa kompromis med dele af vore egen ideologi - også selvom det vil gøre ondt på vores politiske forfængelighed.
Vi er nødt til at have en ny kaptajn, som kan bringe skibet tilbage på ret kurs!
(Ja, jeg ved godt at det ville jeg aldrig have skrevet da jeg var ung)
Hvis vi i vores stræben på magten bliver ligesom, dem vi tager magten fra er det jo ligegyldigt. S-SF har bevæget sig så langt mod højre at navnet "Venstre" igen kommer til at beskrive vores regeringsparti's politiske placering.
Når artiklen selv bringer lenin på banen så:
Hele pointen med Lenin og bolsjevikkernes politiske bevægelse var at frelse folket fra zarenes tyrani, men når Lenin og senere stalin Stalin skulle konsolidere magten endte de selv med at være ligeså tyraniske som zarene. Og hvad med folket de skulle redde? jo de var lige vidt
"Magt (og higen efter den) korrumperer", siger man. Det er ikke helt løgn. Man kan ikke altid bevare manchetterne hvide. Det kaldes 'realpolitik'.
@ Andreas Prætorius
Meget rørende - og meget naivt. Hvis du vil have magten, må du gå efter den og pakke idealerne ned.
ja, men jeg vil ikke have at der er nogle politikere et eller andet sted der har magten. Det er ikke en interesse for mig, eller nogen andre end de omtalte politikere. At SF får magten hjælper os intet hvis SF ikke længere vil det samme med magten.
Magten er midlet ikke målet
Hvis realpolitik indebærer at man ikke længere kæmper for det samme kan vi ligeså godt give op, for det vil medføre at vi altid vil få uduelige røvhuller (undskyld sproget) til at sidde ved magten. Hvorfor ikke vælge nogen, som stadig har anstændighed, forstand og integritet?
Det er da klart for enhver, at SF vil magten for magtens egen skyld. Den populisme, som SF lægger for dagen har kun til formål at bringe SF til regeringstaburetterne.Den danske middelklasse ønsker ikke socialisme og det ved SF´s ledelse og å kan de gøre nok så meget for at "sælge" socialisme som en ideologi, der kan skabe velstand og velfærd for de fleste. Det er ikke set nogen steder i den frie verden. Men det er sådan set heller ikke ledelsen ambition. Næ, det som kribler og krabler i Søvndal og Sohn er at komme til at sætte sig på magtapparatet og få indflydelse på at detailbestemme forvaltningen og være med til at oprette råd og nævn i hobetal. I en S_SF regering vil det være S der vil komme til at bestemme det væsentligste.
Der er ikke noget at sige til at Søvndal så inderligt gerne vil i regering. Husk på, at SF er det eneste parti der har siddet i Folketinget i over 50 år uden at have været med i en regering endnu. Det er rekord. Men mon der sker det som der altid sker, når et mindre parti indgår i regering med det store socialdemokrati. De forbløder før eller siden. D eneste der har overlevet er de Radikale. Det skyldes uden tvivl deres økonomiske politik, der altid har ligget tættest på de borgerliges.
Jesper, du kan kigge igennem mine 237 siders historik og se hvor ofte jeg beder om en ommer. Dette er første gang tror jeg, så det er virkelig noget jeg mente.
@ Andreas Prætorius
Jeg er slet ikke uenig med dig, Andreas. Det jeg prøver at sige er bare at i virkelighedens verden kan man ikke tillade sig at være (for) idealistisk.
Det opnår man ikke noget ved. Læs Bo Larsen ovenfor. Han har forstået budskabet: hvis der skal ske et 'magtskifte' kan man ikke tillade sig at være for kritisk over for fx SF, da netop dette partis fremgang er en forudsætning for et andet flertal.
SF er rykket til højre. Javist, men det er næsten alle partier på venstrefløjen, ligesom højrefløjspartiet "Venstre" under Foghs regeringsår opgav den 'ultraliberale' position (hvilket gav plads til Liberal Alliance) og omfavnede velfærdssamfundet.
Tror du det var fordi Anders Fogh Rasmussen elskede det socialdemokratiske projekt? Nej da!
Men han ønskede at få magten og beholde den så længe som muligt. Det er realpolitik. Det er ikke kønt, men det virker! Tror du at vi får "venstrefløjspolitik" i en kommende S-SF-R regering?
Nej da! Det skal de radikale nok forhindre. Der kommer et kompromis mellem de tre partier (og så kan Enhedslisten bare makke ret!) for ellers har man ikke et 'regeringsdueligt alternativ' til VKO.
@ Frederik Kortbæk
Jeg kan konstatere at du er endnu mere skeptisk end jeg er. Jeg vil i hvert fald ikke forlods udelukke at der er en lille smule idealisme tilbage i SF. Men de er godt nok sultne, det har du ganske ret i. Om de får ændret noget grundlæggende i dansk politik, er jeg mere skeptisk over for. For de skal - som du ganske rigtigt gør opmærksom på - jo også have de radikale med.
@ Chris Henriksen
Findes der stadig mennesker, som tror at Fogh ikke fik det præcis som han ville have det. Han har ikke ført en socialdemokratisk politik.
Hans største nummer var, at han kunne bilde pressen og vælgerne det ind. Han lavede en "vi sikrer velfærd"-diskurs, men afmonterede den bid for bid ved at lave den dårlig, dyr, bureaukratisk og ineffektiv. Og så lod han kommunerne om at lave de mest upopulære forringelser under dække af et skattestop.
Der var ingen pragmatisme under hans regering. Men illusionen om pragmatisme, jo den var der ganske vist.
@ Anne Marie Pedersen
Det kan godt være at der er mange, der som dig, mener at det - alligevel - lykkedes for Anders Fogh at demontere velfærdsstaten.
Jeg er ikke enig. Jeg mener at han - selvfølgelig - via sin kontraktpolitik, prøvede at give befolkningen en oplevelse af at man havde 'frit valg på alle hylder' og at det - stort set - lykkedes ham. Prisen var høj.
I de gode år (fra 2003 til 2007) med mange penge i statskassen, undgik man at indgå i forlig, som kunne have sikret en strukturreform som havde kunnet imødegå den store indtægtsnedgang, der var 100 % forudsigelig, når de store årgange fra efterkrigstiden gik på efterløn og pension. Til gengæld fik man barberet statsgælden ned.
Men det er også klart - med den politisk administrative opdeling vi har i Danmark - at det ville være kommunerne, som skulle tage kløene, når det gik op for befolkningen at der ikke bare var et stort 'tag selv bord' længere. Det er der intet ny i.
Og selv en kommende S-SF-R regering kan intet ændre på det. Tro mig.
Der skal stadig skæres ned på udgifterne til den offentlige administration. Jeg ved det. Jeg er selv ansat i det offentlige system.
Som sagt: Det største nummer var at få folk til at tro på hans bluf.
Jeg har også selv været ansat i det offentlige system - og lavet masser af bureakratsk pjat.
Undskyld, men jeg må le. Livets realiteter har ramt SFs vælgere som en hammer lige i pandebrasken. "Selvfølgelig må man gå på kompromis med sine idealer" målet er jo ikke længere socialsme, men det meget mere nærværende at vælte en regerig og selv komme i sadlen. For at nå det, må man ofre nogle udlændinge, man må love at selskabsskatten ikke skal stige, man må erkende at vækst er nødvendigt for at bevare vores velfærd, man må stemme for at gå i krig uden at vide hvad man forventer udfaldet skal være, man må centralisere beslutningsmyndighed. Først i partiet, senere i regeringen. Kort og godt, man må ligne socialdemokraterne til uigenkendelighed, så skal man nok sejre. Socialisme? ... ja, ja, det kommer senere ...
@ Niklas Monrad
Vi kunne ikke være mere enige! "Får man ikke den, man elsker, må man elske den, man får."
Hvad vi i 2011 forstår ved "socialisme" fortoner sig i det uvisse. Givet er det imidlertid at det ikke er det samme, man forstod ved "socialisme", hverken i 1911 eller 1961.
"Hug en hæl og klip en tå, så skal du nok få skoen på."
Og filmen begynder med at Helle og Villy rider ud mod solopgangen - hånd i hånd. Gribende...
En historisk bemærkning: allerede salig Aksel Larsen erkendte at man måtte indgå kompromis med Jens Otto Krags socialdemokrater. Først da han gik med til at sløjfe nogle dyrtidsportioner, revnede bukserne og VS brød ud. Dér skiltes vandene mellem pragmatikere og idealister på venstrefløjen. Stort set skillelinjen mellem vore dages SF og Enhedslisten.
Morten Thing er en fremragende historiker som har glemt reglerne for marxistisk samfundsanalyse. Parallellen til Lenin er en sammenligning af æbler og hvaler. Det eneste emnerne har til fælles er at de begge, om viljen er tilstede, kan anses for naturens spiselige frugter.
Omgivelserne som, det rum et parti er sat til at leve i kan ikke bare udelukkes fra udregningen, sådan som han gør her. Lenins parti levede i en asiatisk feudal virkelighed og endte derefter op i et selvskabt mindretalsdiktatur (et borgerligt diktatur per definition) hvor demokratisk offentlighed ikke var tilladt. Når man afskaffer åben offentlig demokratisk debat og fjerner retten til at danne opposition – vil det i sig selv indebære at redskaberne til at dræbe det det indre demokrati (bl.a. Chekaen, retten til at udskyde kongresser etc.) også er skabt. Lidt Marx er på sin plads her og det kan med en lille omskrivning formuleres som følger –
Et partis indre struktur kan ikke adskilles fra den samfundsmæssige virkelighed hvori det er sat til at fungerer.
Sammenligningen er derfor komplet malplaceret hvad vi også kan se af Socialdemokratiets historie. Reelt og i praksis var der ikke særlig stor forskel på Socialdemokratiernes og Lenins partidisciplin, Socialdemokraternes parti disciplin var også en form for demokratisk centralisme, forskellen bliver først akut når man beslutter at partiet ikke alene står over arbejderklassen men også bør være eneste regent. Derfor var Lenin (og Trotsky) heller ikke uskyldige ofre for Stalins forræderi, virkeligheden er at de selv skabte den still der skulle blev Stalins, men lige så godt kunne være end i en eller anden persons despoti (historien har grundigt dokumenteret at leninismens endemål altid er en eller anden stalinisme, despoti og umenneskelig undertrykkelse af værste skuffe, en nærmest religiøs tilbedelse af enkelt individer og et styrer der ender op i et absurd mimrende alzheimeragtigt gammelmandvælde).
Der skulle have stået "Derfor var Lenin (og Trotsky) heller ikke uskyldige ofre for Stalins forræderi, virkeligheden er at de selv skabte den stol der skulle blev Stalins..." (beklager)
Den person, der her kalder sig Henning Ristinge, men som tidligere (´formentlig under andet navn?) ifølge sin egen Profil var folkevalgt og centralt placeret i SF, kunne måske bidrage til at afklare SF's aktuelle udvikling?
Altså dét, der er artiklens tema.
For den, der ikke orker at læse hele Profilen, er her et citat:
"Jeg har været folkevalgt og var på et tidspunkt været meget tæt på de tre sidste og den nuværende leder og ledelse af SF."
Med den baggrund må der da kunne fremkomme noget interessant.
I virkeligheden var selv Gert Petersens SF også en mild form for demokratisk centralisme. Problemet er de omgivelser et parti skal kunne fungere i. Du kan ikke sidde i regering med et part hvor formanden hele tiden skal afbryde forhandlingerne med sine samarbejdsparter med ordene – ”Det skal jeg lige bruge to uger eller måneder mere til at beslutte om jeg kan – for vi skal lige have vores partis hovedbestyrelse eller landsmøde indkaldt.” Selv Socialdemokraterne har i perioder haft problemer på det punkt. Dem af os der var tæt på S SF’s samarbejdsudvalg i salig Sven Aukens dage hørte flere gange involverede SF personer sige noget i retningen af at "nu har Sven igen lovet mere end baglandet ville være med til".
Jeg er mere usikker på tendensen mod en underminering af sit eget ideologiske grundlag end på partiets indre demokrati. Jeg mener, som Thor Möger, at SFs demokratiske idealer og strukturer ikke behøver lide skade, men at der klart var behov for en mere handledygtig ledelsesstruktur.
Min konklusion er en anden end den Thing igennem årene har fremført. Det var aldrig Lenins demokratiske centralisme der var det afgørende problem med Leninismen – det var derimod den fundamentalt antidemokratiske ide om at et enkelt parti kan anses for arbejderklassens og de progressive strømningers eneste sande repræsentant – det var der den afgørende revision og forbrydelse mod arbejderbevægelsen, demokratiet og marxismen lå begravet. Fuld frihed for enhver demokratisk funderet opposition er forudsætningen for al frihed. Ethvert funktionsdygtigt parti er i et eller andet omfang nød til at organiserer sig på samme måde som en fagorganisation, ellers er det ikke istand til at forhandle og indgå kompromisser. VS havde ikke den slags problemer for de var fra starten besluttet på at de var imod ’borgerligt’ parlamentarisk styre og ville have en eller anden form for fladt demokrati. Deres repræsentanter skulle derfor bare bruge folketinget som ’talerstol’ – de skulle kun lave samfundskritik, de skulle ikke indgå kompromisser. SF var i en lignende situation, tvunget afr nød og omstændighederne, og man gik nok lidt for langt hvad den flade struktur angår. Det er nok snarere sådan at ethvert samfund ville gå totalt i stå hvis alle beslutninger skal tages ved plenummøder overalt. Der ville sgu ikke være tid til at gå på arbejde, ud over at vores liv ville blive omdannet til et stort folketing med en ulidelig mødekultur der i sidste ende ville betyde alt magt til eliten ad bagvejen.
Things problem er at han fra starten troede på forrædderi tesen - at Lenin er den gode gris i fortællingen - der bare blev forrådt (det er - forresten en i bund og grund individualiserende umaxistisk tese der benægter de samfundsmæssige og stukturelle forhold skabt or stærkt påvirket af Lenin og hans parti selv).
Men det betyder at Thing fra starten ikke i tilstrækkelig grad erkendte at demokrati ikke lade sig begrænse til kun visse eller et enkelt parti - demokrati er altid fuld frihed til også at danne oppositionelle partier. Den slags er ikke noget man kan gå på kompromis med.
Men det syn på politiske partier gør at Thing ikke kan se klart og derfor drager underlige og dybt forvirrede paralleller og sammenligninger som ikke fungerer i virkeligheden.
Dette i øvrigt sagt i al respekt for dig Thing.
Socialistiske parti kan ikke gennemtvinge socialisme og et nyt samfund som visse elementer knyttet til EL synes at mene.
Partier kan kun være fødselshjælpere og fødselshjælpere og det kan de kun være hvis der er en graviditet til stede. Indtil da må man nøjes med at argumentere sin sag og gøre sit bedste for udvise et godt eksempel og så i øvrigt sikre sig den fornødne kunne og vilje til magt bliver næret.
Det er det enkelte ELere ligesom hedengangne VS bruger at kalde taburetkløe. Men uden vilje til magt opnår man intet, hvad VS på udmærket vis har demonstreret.
Rune Hjelm.
Jeg skal beklage at min kommentar nok var lidt "forhastet". ;0)
Meget sjov pointering. Og superrelevant emne. Dog, må jeg anfægte artiklens præmis - at SF skulle bevæge sig hen imod Lenins dem.centralisme.
Det er et ret halvhjertet og tendentiøst oprids af Lenins partistruktur, og hvad den egentlig går ud på, man her giver.
Demokratisk centralisme, er ikke bare baseret på at man giver partitoppen større og mere uindskrænket magt, skønt det i høj grad kan synes at være det.
Demokratisk centralisme er også baseret på
at man til enhver tid skal kunne trække bureaukrater tilbage, at de ledende poster ikke skal have en højere løn end gennemsnitlige arbejdere, og rotation om magten.
Mere konkret, formulerede Lenin i 'Staten og Revolution' de fire grundprincipper:
1) Frie og demokratiske valg med tilbagekaldelsesret af alle embedsmænd
2) Ingen embedsmand skal have højere løn end en faglært arbejder.
3) Ingen stående hær, men et bevæbnet folk.
4) Med tiden skal styringen af staten gå på tur - når alle er bureaukrat, er ingen bureaukrat
På den måde forårsager strukturen, at man kan have en temmelig handlekraftig ledelse, SAMtidig med at baglandet og kræfterne i bunden af partiet har langt stærkere værktøj til at afskaffe bureaukrater i partiet, der viser sig at være pampere, levebrødspolitikere, nyrrige slyngler, eller bedrageriske kværulanter, der går imod partiets program, politiske dagsorden og medlemmernes interesser.
Allan - det lenin skrev i staten og revolutionen var utopisk sludder, virkeligheden var en anden og grummere og jo den var både antidemokratisk, despotisk og den banede vejen for stalin. Uden Lenin og trotsky og deres dybe mangel på respekt for pluralisme - ingen Stalin, Ingen Pol Pot, Kim Il Sung og Maye - du kan selv fylde ud, ikke et eneste leninistisk inspireret regime har ført til andet end mindretalsdiktaur, og tyrrani af værste skuffe. Lenin er død - det er trotsky også - de hører til i historins papirkur, mere end det, de høre til i skammekrogen - begrav dem!