Læsetid: 7 min.

Det nytter ikke at genskabe socialdemokratiet og velfærdsstaten

Den økonomiske krise er i virkeligheden en lighedskrise, fremprovokeret af en svindende solidaritet kombineret med alles ønske om at være noget særligt, forklarer den franske tænker Pierre Rosanvallon
Ingen vej tilbage. Det seneste års franske protestbølger er legitime nok, men der er ingen vej tilbage til det socialdemokratiske fordelingssamfund. Der er brug for en ny universalisme, som tager plads i den globale kultur, siger Pierre Rosanvallon.

Ingen vej tilbage. Det seneste års franske protestbølger er legitime nok, men der er ingen vej tilbage til det socialdemokratiske fordelingssamfund. Der er brug for en ny universalisme, som tager plads i den globale kultur, siger Pierre Rosanvallon.

Jean-Paul Pelissier

30. april 2011

Når fodboldspillere i superstjerneklassen indkasserer det ene vanvittigt høje beløb efter det andet, handler det langt fra kun om deres reelle værdi på banen. Det samme gælder lønnen for administrerende direktører i mange store virksomheder.

For så stor er forskellen på deres og de øvrige spillere og ansattes indsats ikke. De er nærmere symptomatiske for, at vi lever i en tid, hvor det at være anderledes, at skille sig ud, sættes højest.

»Der er en forestilling om, at vi er på et marked, hvor det gælder om at sælge sin særegenhed. Tidligere var end ikke den administrerende direktør andet end et element i den kollektive maskine. I dag foregiver direktører og sportsstjerner, at de sælger denne særegenhed. Men sandheden er, at der er tale om et magtforhold. Salgsprisen svarer ikke til markedsøkonomien,« lyder det fra Pierre Rosanvallon, en af fransk politisk filosofis største nulevende tænkere.

Vi sidder på hans i den grad anseelige kontor på Collège de France, landets fornemste forskningsinstitution, som ligger midt i Paris' 5. arrondissement. I dette forårssemester har Rosanvallon forelæst om sin seneste forskning, der beskriver den vestlige verdens krise som en lighedskrise.

Faktisk er der tale om den anden lighedskrise. Den første blev løst med den skattefinansierede velfærdsstat med offentlige sygesikringer og hjælp til de svageste. Det øgede ligheden mellem samfundets borgere fra Anden Verdenskrig og de efterfølgende tre årtier.

I dag er denne samfundsmodel så godt som brudt sammen. Scenen er overladt til en ny lighedskrise.

»Det handler ikke kun om, at et vist antal emblematiske personligheder på højrefløjen såsom Thatcher, Reagan og senere George W. Bush, er kommet til magten. Der er ikke blot tale om ideologiske årsager, altså udviklingen af en neoliberal ideologi. Det svarer til sociologiske, økonomiske og psykologiske forandringer dybt nede i det moderne samfund. De har ændret forestillingen om solidaritet,« siger han.

Særegenhedens kapitalisme

Lighedskrisen påvirker os både individuelt og på samfundsniveau. For eksempel er de nærmest hyperrealistiske lønforskelle en slags symbol på, at vi dermed ikke længere befinder os i, hvad Pierre Rosanvallon kalder for den generelle kapitalisme, men derimod en særegenhedskapitalisme. Det vil sige, forklarer han:

»Den gamle kapitalisme fra det 19. århundrede, som var Ford'ismens, var baseret på ideen om, at en ansat er en arbejdskraft, man forsøger at organisere. Den nye industrielle revolution er en vidensrevolution. Derfor skal man ikke mobilisere det generelle i den ansatte, men det opfindsomme, det særegne. Dermed har kapitalismen fundet en ny form for udbytning, og derfor prøver den på at forme en ny type individer.«

En parallel udvikling har fundet sted hos det enkelte menneske, så vi er gået fra en universel individualisme til særkendets individualisme, forklarer forskeren og trækker den historiske linje op:

»Den amerikanske og den franske revolution gjorde, at individet var et generelt princip. Et individ havde retten til at stemme samt personlige rettigheder. Man kan sige, at selvrealiseringen for individet efter den amerikanske og den franske revolution har været at være en eller anden. Nu er vi gået til særkendets individualisme. Folk ønsker ikke blot at være en eller anden, de vil også være nogen,« forklarer Rosanvallon.

For eksempel, fortsætter han, kunne »almindelige mennesker« formet af den franske eller amerikanske revolution ikke drømme om at blive kunstnere derfor var det forbeholdt kunstnerne at udvikle deres særegenhed.

»De var moderne individer. På en måde var de en forsmag på den moderne individualisme bare i et lille antal. I dag ser man tydeligt via medierne, at alle vil fremstå som vigtige, eksistere som en unik person, være en kunstner i sit eget liv på en måde.«

Det konstante fokus på den enkelte betyder, at man bliver mere opmærksom på den måde, andre mennesker færdes på, og hvordan de håndterer deres ansvar som samfundsborgere. Og det har igen ført til, at vi er mindre solidariske, sådan som navnligt de universelle sygesikringssystemer oprindeligt forudsatte det.

»Det var et samfund, hvor usikkerheden i forhold til fremtiden skabte solidariteten. Man forudsatte, at de risici, som den offentlige sygesikring dækkede, var fordelt tilfældigt, så man ikke vidste, hvem der ville blive syg, hvem der ville blive arbejdsløs etc.«

Den forudsætning er væk nu, fordi vi ved bedre: Med den amerikanske filosof John Rawls' termer blev uvidenhedens slør revet væk, da de sociale videnskaber i 80'erne beviste, at der er stor forskel på, hvilken nytte den enkelte har af de offentlige goder.

For eksempel vil en uuddannet person statistisk set oftere blive arbejdsløs. Ligesom livsstilssygdomme, for eksempel hjerte- og lungeproblemer og diabetes oftere rammer den fattigere del af befolkningen og så videre.

»I dag er mange af disse systemer udviklet, så de først og fremmest tager vare på de marginaliserede borgere. Det har fået middelklassen til pludselig at forlade disse systemer. Og det er, hvad der har provokeret en form for krise i ligheden,« vurderer Rosanvallon.

Nye arbejdskonflikter

De siger, at det er, som om vi tolererer udviklingen uden videre?

»I USA mener størstedelen af borgerne, at samfundet er retfærdigt. Det er meget mindre sandt i Europa og særligt i Frankrig, hvor 70 procent af befolkningen mener, at samfundet er uretfærdigt. Det interessante er, at der er en generel opfattelse af uretfærdighed, men alligevel accepterer man systemet. Fordi systemet er forbundet med en stribe sociale værdier, som vi har taget til os. Man accepterer ikke let, at en administrerende direktør tjener 20 milioner euro om året, men man anerkender, at det er vigtigt at gøre sig fortjent til noget og at handle ansvarligt. Og kun få ville gå med til at smide disse værdier ud.«

Hvordan er forbindelsen mellem det, at man skal være opfindsom for at klare sig godt på arbejdsmarkedet, og så at individet vil være særegent?

»Det er en konfliktfyldt relation. Virksomheden har brug for kreative individer, men det er en kreativitet, som kun skal bruges til profit. Så der er en konflikt i forhold til brugen af kreativiteten, fordi de ansatte vil udtrykke deres kreativitet. På den samme måde er der et håb om autonomi, men den kan blive manipuleret af virksomheden. Så det flytter arbejdskonflikterne afgørende.«

Hvad gør det ved individet, at selv om man udfører sit arbejde tilfredsstillende, tjener man radikalt mindre end den øverste direktør?

»Individet accepeterer konkurrencen, men indser, at den er uretfærdig. Derfor ønsker man at finde en konkurrence, hvor man har en reel chance. Men et samfund kan ikke udelukkende fungere på en model med generaliseret konkurrence. Og heller ikke udelukkende med en kultur for lige chancer.«

Et samfund af ligestillede

Ville man skabe et samfund, hvor alle havde lige chancer, ville man være nødt til at udelukke alle former for arvelige forskelle, herunder navnlig familien, forklarer Rosanvallon:

»Derfor er fortalerne for meritokratiet og ligheden altid gået ind for at destruere familien.«

Kan man vende udviklingen, så solidariteten atter øges?

»Hvis man nøjes med at sige, at vi skal genskabe socialdemokratiet og velfærdsstaten, vil det ikke nytte noget. Samfundet og økonomien er forandret, og man kan ikke gå tilbage til det gammeldags fordelingssystem. Derfor er det svar, jeg foreslår, at den egentlige kamp ikke handler om at vende tilbage til før. Men at indse, at ideen med socialismen består i at konstruere et samfund af ligestillede. Og det er kun, hvis der er en følelse af fællesskab, gensidighed og lighed mellem særkenderne, at man atter vil kunne acceptere, at ressoucerne genfordeles. Man kan ikke skabe et genfordelingssystem i et samfund, hvor folk går og bliver fremmede for hinanden. Hvor der ikke er en fornemmelse af, at alle spiller det samme spil.«

Er svaret politisk ?

»Det er nærmere filosofisk. Det er den måde, man opfatter kampen imod neoliberalismen på, som ikke er den rigtige. Hvis man tror, det blot handler om at komme tilbage til den klassiske statslige model, eller socialdemokratiet, er kampen tabt på forhånd. Det kan godt være, uafhængigt heraf, at venstrefløjen kommer tilbage til magten i Europa, og at det ændrer på nogle ting. Men spørgsmålet er, om der er et alternativ til denne globale kultur. Derfor skal vi foreslå en ny demokratisk universalisme.«

Hvordan den kan se ud, får vi svaret på, når Pierre Rosanvallon udgiver sin næste bog i september han er i gang med at skrive den nu.

modernetider@informaiton.dk

Pierre Rosanvallon

Født 1948. Fransk historiker og intellektuel.

Siden 2001 har han været professor på Frankrigs mest prestigefulde forskningsinstitution, Le Collège de France, hvor man ikke ansættes men udnævnes.

Det seneste årti har hans arbejde især fokuseret på demokratiets mutationer. Hans udgivelser om emnet tæller bl.a. 'La Contre-démocratie: la politique à l'âge de la défiance' (Moddemokratiet: Politik i mistillidens tidsalder), 2006, og 'La Légitimité démocratique: impartialité, réflexivité, proximité' (Den demokratiske legitimitet: upartiskhed, refleksivitet, nærhed) , 2008, som blev anmeldt her i avisen den 8. maj 2009. Begge er udkommet på det svenske forlag Tankekraft

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Wendt

"For eksempel vil en uuddannet person statistisk set oftere blive arbejdsløs. Ligesom livsstilssygdomme, for eksempel hjerte- og lungeproblemer og diabetes oftere rammer den fattigere del af befolkningen og så videre."

Det må da uanfægtet hænge sammen med, at i det øjeblik man mister sit arbejde ( eller bliver ramt af sygdom ), så er det i frit fald ned af den sociale rangstige. Hvilket jeg mener gør det udsagn yderst tvivlsom....

Claus Oreskov

Først lyder argumentet:
”I dag foregiver direktører og sportsstjerner, at de sælger denne særegenhed. Men sandheden er, at der er tale om et magtforhold. Salgsprisen svarer ikke til markedsøkonomien”
Så langt så godt, men så kommer:
”Den nye industrielle revolution er en vidensrevolution. Derfor skal man ikke mobilisere det generelle i den ansatte, men det opfindsomme, det særegne. Dermed har kapitalismen fundet en ny form for udbytning, og derfor prøver den på at forme en ny type individer.”
Hvis: ” Salgsprisen svarer ikke til markedsøkonomien”, hvad er det egentlig så den nye udbytning bestå i? Kan nogen forklare mig det?

John V. Mortensen

Grunden er måske nok den, at i det nye lighedssamfund er alle - alligevel ikke lige, idet nogen - altid vil være mere lige end andre, pluds "de kendte" som sejler øverst på bølgetoppen - lige til den brydes, og de bliver skyllet væk og glemt.

Måske - fordi vi er blevet - et maskeradesamfund, hvor man for lånte penge og en smart stillingsbetegnelse kan spille roller - uden noget indeni eller nedenunder. Og nu - hvor ballet er forbi, og maskerne skal falde, bliver det dem, og ikke de syge og fattige, samfundet kommer til at bruge flest penge på.

Peter Hansen

Det er en spændende problematik, men jeg kan ikke ganske forlige mig med, at det imellem 'almindelige mennesker' er så nødvendigt at opfatte, at alle trækker på samme hammel. Den særegenhed, alle higer efter, burde jo ihvertfald erstatte indbyrdes konkurrence med opfattelsen af enhvers personlige bidragt til helheden. Der ville i højere grad være tale om at komme tilbage på sporet i en stadig større frisætning af den enkelte, som vi var godt i gang med i firserne, men som halvfemserne ødelagde.
En vigtig erkendelse er det, at direktørerne åbenbart ikke har andet at udmærke sig ved end en tilkæmpet urimeligt høj løn. Tak for det, det er udtryk for et sjældent ædrueligt klarsyn. Det er formodentlig også det sidste, vi ser til menneskets behov for at finde helte, når narcissismens tid oprinder, og vi ser det personlige idol i spejlet.

Kristian Rikard

til Claus Oreskov,
Jeg synes også at kæden hoppede lidt af her.
til Peter Hansen,
Vi får da serveret nogle godbidder. Først Marx og så det her.

Søren Kristensen

Kommer til at tænke på Monty Python, LIfe of Brian hvor Jesus (er det vist) står på balkonen foran en menneskemængde og proklamerer: - I er alle noget særligt! Hvorefter én enkelt i menneskehavet rækker hånden op og siger: - Det er jeg ikke!

Peder J. Pedersen

Det er også lidt uklart for mig, hvad Professor Rosanvallon mener,
men måske er det misforholdet mellem de høje indkomster, som sportens, kunstens og erhvervslivets stjerner oppebærer, og den reelle værdi de skaber, der er kærnepunktet. Stjernerne udnytter, at de sælger sig selv på et uoplyst marked, der ikke kan vurdere deres virkelige værdi, og som derfor ikke fungerer optimalt i markedsøkonomisk forstand. Der bliver smidt enorme summer efter mennesker, der især er gode til at skabe hype om sig selv – penge, som kunne have gjort nytte andre steder i samfundsøkonomien. Fænomenet har fået et så stort omfang, at man kan se disse stjerner som en hel samfundsklasse, der udbytter resten af samfundet gennem indkomster, der er helt ude af proportion med den værdi de tilfører realøkonomien. Tænk for eksempel på de forgyldte finansfolk, hvis uansvarlighed og inkompetence sendte hele verdensøkonomien til tælling. Den traditionelle forståelse af udbytning er, at ejerne af kapitalen og produktionsapparatet tilegner sig en del af den merværdi, som skabes gennem arbejde, men den nye overklasses udbytning af den produktive klasse sker ved hjælp at et snedigt illusionsnummer, som en Professor Tribini kunne have udtænkt.

Rene Hansson

@Hansen
"En vigtig erkendelse er det, at direktørerne åbenbart ikke har andet at udmærke sig ved end en tilkæmpet urimeligt høj løn. Tak for det, det er udtryk for et sjældent ædrueligt klarsyn"
Er det din generelle diagnose af alle direktører over en bred kam eller blot en lille populistisk forsimpling ?

Peter Hansen

Ja, Rene Hansson, jeg ser ingen grund til, at man blot, fordi man har adgang til pengekassen og befinder sig et bestemt, lukrativt sted i et hierarki, kan gøre krav på mange gange den løn, der gives til dem, man rider på ryggen af.

Christina Laugesen

Forklaringen på den udbytningen og de høje direktørlønninger er jo muligvis, at der trods alt skal noget af en løn til, for at få nogle til at gøre det beskidte arbejde: Det består så i det store fupnummer, at lokke alskens typer af medarbejdere til overlade deres gode idéer, hårde arbejde, sure arbejdtimer og/eller omsættelige tanker for en billig penge til virksomheden, ved at tale om "team spirit", "ejerskab", personlig udvikling.... osv osv af samme skuffe.
Nogen skal jo for pokker stille sig op og prædike alt det vrøvl uden at blinke og samtidig se nogenlunde overbevisende og dynamiske ud... Og kan man lykkes med det, har man jo drevet det vidt! - Så sparer man virksomheden for at belønne de, der reelt kan noget og skaber noget. Til gengæld kan stryges en kæmpe lønning på bekostning af netop de, man rider på ryggen af....

Peter Hansen

For ikke, Christina Laugesen, at tale om det traumatiske i at måtte fyre folk! Det gør da helt sikkert mere ondt på ham, der fyrer, end den fyrede.

Christina Laugesen

... som altså gør, at vi ikke må tale om disse ting?
Og vi må ikke klynke, for det jo bare ret og rimeligt, ikke sandt?

Peter Hansen

Nej, KLYNK er, når meget rige mennesker synes, at de har det hårdt, fordi de skal betale lidt mere i skat af det, som de tjener mere udover den løn, vi andre er mere end tilfredse med.

Rene Hansson

@Christina & Hansen
Livet er såre simpelt, når man lader sig rulle ind i offer logikken.
Jeg kan forsikre for, at livet som direktør ikke altid er af det nemme, og man rent faktisk skal levere et stykke arbejde udover at gå i banken med en trillebør for at hente sin månedshyre (sarkasme kan være anvendt)

Kom nu ind i kampen med kvalificerede indlæg ---- en saglig debat om, at nogle topdirektører har en eksorbitant og urimelig er ok, men at skære alle direktører over en kamp er noget nonsens !

Peter Hansen

Selvfølgelig er der også direktører, der får en helt rimelig løn, og der er mange små erhvervsdrivende, der snarere tjener mindre end mere end deres ansatte, det ved vi godt. Hvad der derimod er groft provokerende for alle de mennesker, udygtigheden og selvforherligelsen er gået ud over, er, at det nu åbenlyst indrømmes, at mange af 00ernes virksomhedsledere var blålys og distanceblændere, der var bedre til at snakke end til at præstere.

mere samlet "regnet" dog kun for dk omkring 2002:

hvert år:

arbejderne aflever et ubetalt merarbejde, med en værdi på mindst 200 milliarder kr., hvis deres tab er nogenlunde ligeligt fordelt, er det omkring ( mindst ) 100.000 kr. fra hver arbejder. ( nogle aner at det beløb, kan roligt ganges med en faktor 2 ), og de beløb er altså til de forholdsvist få kapitalister ( og udgifter til investeringer og velighold, er fratrukket de beløb );

så der er gode grunde til at arbejderne ikke hopper på de hetzerier mod enhver pensionist, handicappet eller højtudddannet, nogen vist nu forsøger opstartet, for det er kapitalisterne, og ikke akademikere el.lignende, der udbytter arbejderne.

Rene Hansson

@Gram
Hvordan er du nået frem til dine beregninger om såkaldt ubetalt merarbejde ?

I øvrigt en fantastisk term, som jeg sidst så anvendt under Kapital læsning i den de tidlige 80ere på RUC :o)

Rene Hansson

@Hansen
Sandsynligvis ikke, omend jeg er uenig i logikken bag begrebet. Jeg er dog mere interesserede i at høre, hvordan den gode Kim Gram er noget frem til det specifikke tal ---indtil videre svæver det blot som et totalt udokumenteret postulat trukket op af baglommen på Kanvas bukserne !

pointen i det følgende er snarre at tværtom at socialdemokratierne har givet op til kapitalismen,
vil der mere og mere ske det at mange, også mange fra sociallag hvor man eller ikke lige skulle forvente det , søger til venstre for socialistisk folkeparti.

fordi meget arbejde let kan afløses med de nuv. datamater, at mange i de erhverv må have et opkommende stort behov for samfundsudviklinger et godt stykke til venstre for socialistisk folkeparti, nemlig at:

at netop arbejderne frie, lige og fælles
leder og fordeler arbejdet; eller at man endda når frem til:

hver efter evne, og hver nyder efter behov

----------------------------------------------

( ikke fordi det er mig der har påhittet at tale om hhhv. lavstatus og højstatus arbejde, men det er påfaldende at såvel meget af højstatus arbejde og meget lavstatus arbejde let kan outsources og/eller automatiseres)

såsom:

præstearbejde,

flypilotarbejde,

meget af programmørarbejde,

lagerarbejde,

samlebåndsfabriksarbejde,

-----

netop til forskelle fra

mange andre slags levende, legmeligt, menneskelig arbejde,

avlen,

-----------------

p.s. @rene johansen: indrømmer lige at oplysningerne nævnt i forrige indlæg er fra hukommelsen,
nærmere senere