Glem alt om årstidens glamourbelagte magtkampe. Brian og Evander Holyfield. Alberto Contador og Fränk Schleck. Rafael Nadal og Roger Federer. Eller smørtenoren Cristiano Ronaldo fra Real Madrid over for FC Barcelonas demigud Leo Messi. Klodens største tvekamp i sportens verden lige nu må ubetinget være en tvist på ord, en subtil ménage à deuxmellem José Mourinho og Josep 'Pep' Guardiola. Den første er træner i Madrid, den anden svinger taktstokken over catalanerne i Barcelona. Og det var ikke for småbørn, hvad de to herrer fik kastet ud til kameraerne i den forgangne uge. »Pam, pam, pam!,« for nu at sige det med Guardiolas eget øgenavn, fra dengang han spillede på El Dream Team med Laudrup og Romario.
Denne gang ikke med bold, men med sarkastiske hints. Dén dyst stjal næsten Champions League-resultatet onsdag aften en uskøn affære, som endte 0-2 i Barcas favør og den slørede også for et interessant, taktisk kispus nede på grønsværen. Ikke titaner. Ikke Messi og Cristiano, men Xavi og Xabi. Hernández og Alonso, to soulmatesog connaisseureri fodboldens tjeneste. De to er om nogen sportens intellektuelle puls. Men hvis Barcas dybe playmaker fik lov at inkarnere Pep's boldbesiddende 'pam-pam-pam', så var Alonsos dagsorden klokkeklar. Der er kun to slags kampe i hele universet: Dem mod Barcelona, og dem mod alle andre. Lev med måde. Slip bolden, stress modstanderen og dyrk kontraerne.
Det var tirsdag, og der var pressemøde forud for Champions League-semifinalen næste dag. Omsider havde Pep brudt isen og følte sig mere end fristet, ja, provokeret, til at spille Mourinhos
dirty play. Pludselig var det meget mere end et bravallaslag på grønsværen nyklippet og vandet eller ej men et opulent fix for et narkotisk mediekorps, der sad på første parket, mens Mr. Pep blev mere og mere
blaugranai hovedet. Nu skulle der drugspå bordet. Hvad mon Pep havde at sige til Josés spydige bemærkninger? Hvordan ville Guardiola respondere på Maistro Mous beskyldninger, nemlig at den catalanske cheftræner var i en kategori for sig?
Et gyldent traffikoffer
Ikke bare var Real Madrid løbet med sejren i forrige uges Copa del Rey. Det var på Mestalla Stadion i Valencia, og Reals fans på sydsiden havde sågår præsteret at skråle højere end de blå-røde på nordsiden. Efter kampen bemærkede Pep tørt, at kongens cup aldrig havde været Barcelonas erklærede mål. Den traditionsrige pokal var nærmest inferiør, bedyrede Pep og tilføjede, at hvis ikke dommeren havde underkendt Pedros scoring det var en korrekt, men hårfin offside kunne det hele snildt have tippet i Barcas favør.
Men det gjorde det ikke, og sådan er der så meget. Pep undskyldte sig med, at det jo bare handlede om de små marginaler på den internationale fodbolds store scene. Nej, han var skam ikke ude efter dommerne ligesom brushovedet ovre i hovedstaden.
I mellemtiden havde Sergio Ramos tabt den nyerhvervede pokal fra toppen af den bus, som kl. 4 onsdag nat 20. april under stor ståhej spurtede fra Valencia-regionen til centrum af Madrid, helt ind til Cibeles-fontænen, hvor mængder af madridistas havde samlet sig for at hylde gulddrengene og se kaptajnen, Iker Casillas, give kindkys til den jomfruelige marmorkvinde. Pokalen gik totalt i smadder, da den stakkels chauffør kørte hen over den. Men skide være med dét, for Real Madrid havde alligevel ikke det måtte selv Jorge Valdano indrømme tid til at fejre triumfen i de hektiske Champions League-dage.
En ny type træner
På pressemødet tirsdag kunne Mourinho ikke dy sig:
»En ny æra er begyndt,« proklamerede han.
»Indtil nu har der været to typer trænere. En meget, meget lille gruppe af trænere, som ikke taler om dommere og deres kendelser, og så en meget, meget stor hob af trænere og jeg er én af dem som kritiserer dommerne, når de begår fejl. Det er folk som jeg selv, der ikke lægger låg på frustrationerne, men som også gladeligt anerkender, når dommeren rent faktisk gør et godt stykke arbejde,« fortsatte Mourinho.
»Nu har vi fået en tredje gruppe bestående af kun én mand, nemlig Guardiola, som skælder ud på dommerne, når de afsiger korrekte kendelser! Fodbold har fået en helt ny betydning. I sin første sæson gennemlevede Guardiola skandalen på Stamford Bridge igen og igen. Sidste år var han oppe imod et Inter-mandskab på ti mand. Og hvad så nu? Nu er han ikke tilfreds med dommere, som har ret. Jeg beder ikke dommere om at hjælpe mit hold. Hvis dommeren er god, er alle glade. Bortset fra Guardiola«.
Under normale omstændigheder og indtil for tre dage siden ville Pep bare have virret med hovedet. Men nu var det nok. Og Barcas træner vidste mere end nogen anden, at det hér game var som at spille russisk roulette uden hverken joker eller flugtvej. Det var at skyde sig selv i tindingen.
So be it.
»Hola, José,« begyndte Pep og spurgte ringen af journalister foran sig, hvilket et af kameraerne der var »Mourinhos«. Og så fortsatte han:
»I morgen, onsdag aften den 27. april, vil vi fra Barca spille en kamp på banen. Udenfor dén bane har Mourinho vundet alt, hele året, hele sæsonen. Sådan var det også sidste år, og sådan vil det være i al fremtid. Lad ham bare have sin egen private Champions League udenfor banen. Fint. Gid han må nyde det. Det er helt ok med mig. Men i morgen aften taler vi om en kamp. I sport handler det om at spille, og nogle gange vinder vi, andre gange taber vi. Vi er tilfredse med mindre sejre, og vi prøver at få folk til at beundre os for det, og det er vi stolte af,« sagde Guardiola.
Det er en hårfin balance, og Pep ved det. Barcelona kan ikke falde ned i en historisk offerrolle, som ender i skinger hulken og pegen fingre ad de onde kapitalister fra Francos gamle højborg. Men det modsatte megaloman arrogance er endnu farligere. For så kopierer man bare mesteren, altså Mourinho. I den stemning fortsatte Guardiola:
»Jeg kan give jer en lang liste over ting, vi kunne klage over her i Barca. 300.000 ting. Vi kunne huske Stamford Bridge og tusindvis af andre ting, men så stor en medarbejderstab har jeg slet ikke. Sekretærer og officials og folk til at skrive ned og gøre ved. Men både jeg som person og vi som institution gør ikke sådan noget. Vi taler ikke om dommeren i sidste års semifinale mod Inter eller Diego Militos offsidemål eller straffesparket mod Danni Alves, som ikke blev dømt. Så i morgen aften, kl. 20.45, indtager vi banen, hvor vi vil forsøge at spille det bedste fodbold overhovedet.«
»I det her værelse, i Real Madrids presserum, er Mourinho chefen. Det er ham, der er manden, overhovedet. Lige præcis hér er han autoriteten, og jeg har ingen chance imod ham. Hvis Barcelona vil have én, som skal konkurrere mod det, bør de kigge sig om efter en anden træner. For det er ikke mig. Og hvis I synes, at jeg efter tre år ikke laver andet end at beklage mig og altid kommer med undskyldninger, så er der absolut intet, jeg kan gøre ved det,« sagde en tydeligvis provokeret og ophidset Guardiola.
En journalist spurgte Barca-træneren om det bare var taktik, og svaret kom prompte:
»Hvad? Tror du virkelig, at mine spillere vil løbe ekstra meget rundt, bare fordi jeg spurgte efter Mourinhos kamera? Det er en semifinale for Guds skyld!«
Større end Star Wars
Genialtstatement, når man tænker efter. De to semifinaler nr. 3 og nr. 4 i rækken af
clásicapå bare 18 dage er på én gang meget mindre og meget mere end lurendrejeri og markedsføringstunts. Det er jo bare fodbold. Og det er større end
Star Wars.
Der er kampe mod Barcelona, og der er kampe mod alle andre. Hos Real Madrid hedder den omskiftelige nøgle Xabi Alonso. Xabi, tidligere Liverpool-spiller, diskuterer som en af de eneste Real-folk taktik med Mou. Han kan være uenig i trænerens dispositioner og har ved flere lejligheder kommet med forslag til justeringer. Måske er Mourinhos bedste stunt i Madrid-historien indtil nu at overbevise Alonso om, at han skal spille på en anden måde, når modstanderen hedder Barca.
Xavi er stadig Xavi. Også mod Real Madrid. »Jeg kan ikke forestille mig Barcelona uden ham,« har Guardiola sagt engang. Det er Xabi og Xavi, som er rygraden i titanernes sammenstød, og det er ganske tankevækkende, at de to kampe, Real har tabt i sæsonen mod Osasuna og Sporting Gijon var uden Alonso som general på den defensive midtbane. Da Almeria klarede uafgjort mod Real tidligere på sæsonen, havde træner José Luis Oltra set lyset:
»Vi måtte sikre os, at Alonso havde bolden så lidt som muligt,« udtalte Oltra og tilføjede, at Alonso »er den Madrid-spiller, som giver selve spillet mening«.
Alonso var til gengæld på Camp Nou i november sidste år, da Barca udraderede Los Blancos 5-0. Men det var undtagelsen. Her blev hele holdet smadret.
»Når du er fanget midt i Barcelonas
rondo, føler du dig nærmest magtesløs,« har Alonso sagt om den catalanske boldbesiddelse, hvor Xavi er dirigenten over dem alle.
Alle de andres skyld
I kølvandet på 0-2-nederlaget onsdag aften lignede Mourinho et forurettet barn, der i ren trods nægtede at tale ærligt om det ubønhørlige resultat. »Ellers ville min karriere slutte her og nu,« tordnede portugiseren. Det var Xavis skyld, dommer Wolfgang Starks skyld, 'systemets' skyld, og alt, absolut alt, blev ændret, da Pepe blev vist ud. Real
skalåbenbart reduceres til 10 mand i livsvigtige opgør, mente Mou og lagde mere brænde på bålet:
»Det er fuldstændig umuligt at gøre comeback, når vores modstander bliver hjulpet på den måde. Det virker, som om Barca bare
skalkomme i finalen,« sagde Mourinho og supplerede med en morbid profeti om næste uges returkamp på Camp Nou: »Den samlede målscore er imod os. Og selv hvis vi skulle score et mål og åbne for stillingen, vil systemet slå os ihjel én gang til«.
På Mestalla Stadion forrige onsdag under Copa del Rey-finalen var symbolikken umiskendelig. Ud af højttalerne blæste The Clash's klassiker »London Calling« med sigte på Champions League-finalen, som skal afvikles på Wembley i den engelske hovedstad.
Efter onsdagens match på Estadio Santiago Bernábeu er det Barca, der kan dufte aftenvinden fra Wembley. To mål af Messi, en sardonisk Mourinho, der måtte indse, at den defensivt indstillede 4-3-3-formation havde slået fejl, og en forløst Guardiola, der på selve aftenen alligevel havde den bedste kanon i arsenalet: En 169 cm høj, 23-årig argentiner.
Hjertelighed. Barcelona og Real Madrids trænere; Josep Guardiola og José Mourinho, hilser på hinanden før tirsdagens Champions League-semifinale. Det gjorde de ikke efter kampen. Foto: Sergio Perez/Scanpix
